Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]

FØLELSERNES OPDRAGELSE
»An Education« foregriber #MeToo 

Af BO GREEN JENSEN

LONE Scherfigs britiske gennembrudsfilm fortæller en instruktiv historie fra overgangstiden mellem 1950ernes nøjsomme efterkrigsverden og 60ernes eksploderede værdier. Om passagen fra pige til kvinde. Om svigtet tillid og dyrekøbt erfaring. Om at finde sin vej mellem mulige retninger.

   An Education beretter med renfærdighed og besnærende minimalisme. Instruktøren er dansk, men historien har gennemført britiske aner. Erfaringen er universel.

   Journalisten Lynn Barber (f. 1944) er i hjemlandet kendt som en strid interviewer, der kan skrive med så megen empati og sarkasme, at såvel ofre som læsere melder sig frivilligt. Også Barber har undret sig over, hvordan hun blev, som hun er. Som en nøgle til identitetsmysteriet offentliggjorde hun i 2003 et erindringsessay med titlen »An Education«. Den lille tekst stod i tidsskriftet Granta, men vakte betydelig opsigt.

BARBER fortæller spidst og ironisk om en bestemmende episode i sin teenagetid. I 1960 var hun en pige på 16, som boede i London-forstaden Twickenham med sine småborgerlige forældre. Hendes far drømte om at sende hende til Oxford. Så hun tog ekstratimer i latin og spillede cello i skoleorkestret. Hjemme på værelset hørte hun Juliette Greco og drømte om fransk savoir-vivre. Hun husker verden som en ventetid, en kronisk indeklemthed, som der endelig gik hul på midt i 1960erne.

   Så langt er Barbers dannelsesskitse repræsentativ. Erfaringen blev unik, da hun en dag stod i regnen og skulle hjem med sin cello. En elegant ældre mand – mindst 30 må han have været – tilbød hende et lift. Han sagde ikke noget upassende, men havde fremtiden i sine øjne. Begge vidste, at hun sagde ja til mere end kørelejlighed. Pigen og manden blev kærester, som turede rundt i hans bil og stak verden historier.

ALAN Green havde imponerende venner og syntes at være en sand verdensmand. Den kloge pige kunne dog tidligt ane sprækker i masken, detaljer som ikke stemte overens. Men karusselturen var for vild til at standse. Alan charmerede hendes forældre og fik dem til at sige ja til fantastiske ting. En weekend i Oxford; en rejse til Paris, hvor hun mistede sin mødom. Samtidig var der en Peter Pan-agtig umodenhed over manden. Han talte babysprog, når de elskede, og levede af tvivlsom forretning.

   Livet var en fest i to år, og hun opgav sin plan om en uddannelse. Hun var forlovet med Alan, da det viste sig, at han allerede havde stiftet familie. Erfaringen blev, hvad Gustave Flaubert ville kalde L’Éducation sentimentale, en »følelsernes opdragelse«, og den tidlige tilegnelse af alt for megen visdom, som Ethel Richardson har beskrevet i The Getting of Wisdom (1910). Fremtiden lå i ruiner. Kun en lærerinde, der kunne se sig selv i pigen, sørgede for, at hun fik en ny chance. Lynn tog sin eksamen og blev til furien, som aldrig mere stolede på nogen.

FORFATTEREN Nick Hornby så en film i Barbers essay, skrev et skarpt manuskript og overtalte sin hustru Amanda Posey til at producere. En naturbegavet debutant, den 22-årige Carey Mulligan, blev castet i rollen som Lynn Barber, der i filmen hedder Jenny Mellor, og amerikaneren Peter Sarsgaard aflagde sig al accent for at spille den belevne sjuft, som i filmen hedder David.

   I Scherfigs medlevende instruktion er det ganske vist Mulligan, som bærer hver scene og har de bedste replikker, men det er Sarsgaard, der fylder nuancerne i. Manden er en kriminel fantast, men en del af ham tror selv på drømmen. Han vil ikke narre Jenny. Han vil bare dele verden med hende.

   I Barbers tekst løsnes hukommelsen, da Alan mange år senere ringer og siger, at »Bubl« har savnet sin »Minn«. Hun slipper telefonen, som var den lavet af glødende kul, og taler ikke resten af dagen, fordi hun er fortabt i analyserende erindring. Alt er set af kvinden på 30 års afstand, og det giver pigen en gammelklog aura. Denne kvalitet videreføres i filmen, hvor Carey Mulligan nu og da synes for reflekteret og fremmelig. Bogstaveligt ældre end sine år.

ELLERS er historien eksemplarisk foldet ud. Alt i den lydefri film balancerer, fra periodedetaljerne i Andrew McAlpines produktionsdesign til det blå lys i John de Bormans klare billeder. Man hører de rigtige sange, ser på de rigtige malerier, går i det korrekte tøj og nærer de rigtige længsler. Vennerne Danny (Dominic Cooper) og Helen (Rosamund Pike) arrangeres symmetrisk om Sarsgaard, mens Mulligans forældre (Cara Seymour og Alfred Molina) er kærlige nok, da det kommer til stykket.

   An Education er gennemført hukommelseskunst. En personlig erindring bliver til kollektiv erfaring. Lynn Barber skrev videre på sin historie og fik udgivet selvbiografien An Education i 2009. Her står artiklen fra Granta som første afsnit. Forlaget People's Press udgav An Education i Annelise Schønnemanns oversættelse i 2010 (mærkværdigvis med engelsk titel).

   Set fra 2022 er både bogen og filmen et stærkt forvarsel om #MeToo-bevægelsen. Alans forførelse af Jenny er et lærestykke i grooming. Ordene og navnene var der ikke rigtigt endnu, da filmen fik premiere. Det var de, da Lynn Barber fortsatte fortællingen i A Curious Career (2014).   

An Education. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Nick Hornby. Foto: John de Borman. 100 min. UK-USA 2009. Dansk premiere: 22.04.2010.

Fotos: BBC Films/ Finola Dwyer Productions/ Wildgaze Films/ Endgame Entertainment/ Odyssey Entertainment/ An Education Distribution/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Bloomsbury Publishing

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.04.2010.