En perfekt metafor: Et interview med Alice Winocour [2020]

EN PERFEKT METAFOR

Et interview med filmskaberen Alice Winocour

Af BO GREEN JENSEN

PARIS I JANUAR 2020: Alice Winocour er født i 1976. Hun sidder for tiden på toppen af verden. Set udefra er der slet ingen slinger. Hun har arbejdet lige så målrettet, som Sarah Loreau (Eva Green) gør i Proxima, hvor astronauten som den første franske kvinde skal tilbringe et år på ISS, den internationale rumstation.

   Winocour er uddannet manuskriptforfatter fra La Fémis, den førende franske filmskole. Hun er fra samme årgang som Céline Sciamma (Petite maman, Portræt af en kvinde i flammer). I 2015 hjalp hun Deniz Ergüven med at skrive Mustang, en film om fem tyrkiske teenagepiger, som var Frankrigs officielle Oscar-bidrag. Winocour er derfor medlem af AMPAS, det amerikanske filmakademi.

   Hun har dog altid villet flyve selv. Som instruktør debuterede Winocour med Augustine (2012), en faktuelt baseret periodefilm om neurologen Jean-Martin Charcot og hans forhold til patienten Augustine, som led af »hysteriske« krampeanfald. Charcot optrådte med sin patient og fremprovokerede hendes anfald. Det bliver i filmen til et kønspolitisk lærestykke.

   Maryland fra 2015 var en tør, præcis thriller med Matthias Schoenaerts i rollen som hjemvendt soldat. Efter krigen i Afghanistan arbejder han som vagt og bodyguard. I herskabsvillaen Maryland skal han forhindre et terrorangreb, mens han døjer med PTSD-symptomer. Uden for Frankrig hed filmen Disorder. Den nåede danske biografer i 2016.

   Begge film får en særlig taktilitet, fordi miljøet er skildret med akkuratesse. I Augustine er det rutinen på Hôpital de la Pitié-Salpêtrière i 1870. I Maryland er det den armerede villa. Med Proxima kulminerer processen. Filmen er optaget i de træningsfaciliteter, hvor europæiske astronauter bliver uddannet.

FOR astronauten opfylder missionen en livsdrøm. Det samme gør filmarbejdet for Winocour. Når man taler med hende, skinner det igennem, at det ikke har været så let, som det ser ud. Vi sidder i et værelse på Hotel Collectionneur i rue de Courcelles. Winocour taler om sin arbejdsmetode:

   »Den eneste måde, jeg kan tale intimt om mig selv på, er ved at projicere mig selv ind i fjerne og ukendte verdener. I Augustine var det et andet århundrede, i Maryland/Disorder var det en verden af soldater, våben, bodyguards, trusler om terror. Det var meget fjernt fra min egen verden.

   Nu ville jeg tale om adskillelsen mellem en mor og hendes datter. Det er tæt på mig selv. Jeg har en datter på alder med pigen i filmen; jeg er selv en datter. Det var så tæt på, at jeg måtte projicere mig selv helt ud i verdensrummet. Og jeg har altid været fascineret, ikke så meget af rummet, men af stjernerne. Især da jeg var barn. En poetisk tiltrækning.

   Så jeg besluttede at undersøge den verden. Det gav mig virkelig meget at møde de mennesker og komme ind i det univers, som er lidt ukendt, hele træningen og forberedelsen. Jeg fik ideen om at følge en kvindelig astronaut. Jeg så, hvordan jeg kunne kombinere det med temaet om adskilllelse. Der var to lag i historien. Det var en perfekt metafor.«

– DU siger, du er nødt til at projicere. Er det derfor, at du er interesseret i systemer og særlige arbejdsmiljøer? I Maryland var huset som en maskine, et indviklet urværk. Her er det rumprogrammet…

   »Præcis. Kan du huske det sted i filmen, hvor Matt Dillons karakter taler om at sidde på 7 millioner tons sprængstof? Han siger, at hvis det skræmmer dig, så er du i det forkerte fag. Jeg tænker altid på filmarbejdet sådan. Det var meget bevægende for os. Vi boede i centret sammen med de astronauter, som forberedte sig. En militærbase. Vi kom tæt på hinanden. Vi følte, at rumfartens og filmens verdener havde meget tilfælles og var forbundne.

   En filmproduktion ligner en rumfartsmission. Man har en besætning og nogle værktøjer. Der er mandskabet, som betjener alle disse sindrige maskiner. Og det samme forsøg på at nå andre verdener. Man forlader også Jorden, når man arbejder på en film. Begge verdener hviler på kollektivt arbejde.«

– Var astronauttræningen som du troede, da du var barn?

   »Amerikansk film har virkelig præget opfattelsen af astronauter. Man kan ikke lade være med at tænke på NASA. Det handler om rummets erobring, styrke og dominans. Min oplevelse af astronauternes verden er helt omvendt. Den handler om skrøbelighed og udsathed. Om ydmyghed og menneskets fysiske grænser. Det er det modsatte af dominans og erobring, for man bliver hele tiden konfronteret med sine begrænsninger.

   Vores kroppe er bygget til livet på denne planet. Den fysiske træning er virkelig hård. Jeg er meget optaget af vores forhold til kroppen. Det var der i sygdommen i min første film og kamptræningen i nummer to. Her handler det om kroppens mutering, et menneske som forvandler sig til et rumvæsen.

   Det var så godt at filme i det univers. Det var som at finde et fysisk udtryk for mine grænser som filmskaber. Kroppen spændes fast. Vi støber aftrykket af Sarahs krop i en kiste. Brusebadet, hvor hun bliver dækket af orange. Det var ekstremt og fascinerende. Jeg følte, at det var en historie, som ikke var blevet fortalt endnu. Det er stort for en historiefortæller.«

– Proxima ligner ikke andre rumfartsfilm. Den slutter ved affyringsrampen. De fleste begynder med opsendelsen. Så du nogle af de andre rumfilm?

   »Som regel er der fem minutter på jorden, og så foregår resten i rummet. Jeg ved ikke, om jeg har set dem alle sammen, men jeg er tæt på besat, når jeg arbejder. Jeg vil se og læse alt, hvad der er lavet. Jeg blev hele tiden spurgt om First Man og Ad Astra, for de film fik fransk premiere samtidig med min. Og jeg kunne godt se tematiske overensstemmelser, men jeg kunne slet ikke bedømme de film, for jeg var optaget af praktiske detaljer.

   Faktisk var det mere film, som foregår på Jorden, der inspirerede mig. Jeg tænkte meget på Nanni Morettis Min mor. Hovedpersonen mister sin mor og skal samtidig forholde sig til hverdagen på et filmset. Jeg tænkte på Wim Wenders' Alice i byerne. Edward Yangs Yi-Yi. Meget forskellige film, som prøver at fastholde små detaljer om menneskers skrøbelighed.«

»JEG ville have en enkel relation til karakteren. Jeg ville ikke vide mere end hende. Jeg arbejdede med komponisten Ryuichi Sakamoto. Jeg synes, at film skal være en fysisk oplevelse, så vi prøvede at skabe et sounddesign, hvor lyde og dialog og musik er ét hele. Siden Kubricks 2001 er opera oplagt rummusik, men den var for stor til min film. Proxima handler ikke om rummet, men om drømmen om rummet. Og om at høre til på Jorden.

   Jeg bad Sakamoto skrive en musik, der brugte lyden af vand, vinden i træerne, alle de naturlige lyde, som du ikke lægger mærke til, så længe du er på Jorden. Dét bevægede ham, da han læste manuskriptet: den russiske astronaut, som optager lydene af naturen på Jorden. Det var noget, en astronaut havde fortalt mig.

   Sakamoto kunne bruge det i sin egen musik. Han var ved at dø af kræft for to år siden. Filmen handler om at forlade Jorden og efterlade alt af betydning. Sakamoto havde oplevet det under sin sygdom. Eva Greens karakter ser sin datter gennem glasset. For astronauterne er der altid en risiko for, at noget går galt. De siger farvel til Jorden hver gang.«

– Man får en stærk fornemmelse af træningen, men også af stedet og tonen. Hvor megen tid brugte du selv på missionen?

   »Jeg forberedte filmen i to år. Jeg var i Köln og i Star City i Rusland, hvor de faktisk sender raketterne op. Og jeg interviewede hele tiden folk og hørte om processerne. Jeg blev virkelig ven med de mennesker. Vi mødtes i Houston, vi mødtes i Köln. Jeg kom tæt på Thomas Pesquet, som er en berømt fransk astronaut. Da jeg mødte ham, havde han stadig et år af uddannelsen tilbage.

   Jeg lærte astronauterne at kende på et bestemmende tidspunkt: i deres liv og i mit. Jeg fulgte deres træning i fire timer om dagen. Jeg var fascineret af rutinen og det strenge program. Så jeg skrev det, mens jeg levede det. Det var ikke sådan, at jeg kom og spurgte bagefter: Er det hér troværdigt?

   Vi tilbragte aftenerne sammen. Folk fra mange forskellige lande. Du ser de kvindelige astronauter i montagen til slut. Jeg bad dem om familiebilleder, fotos med personlige detaljer, ikke officielle portrætter. Jeg talte meget med Peggy Whitson, som var kommandør på ISS i to perioder. Hun har mand og to børn. Hun har tilbragt mere end to år i rummet«.

– Der er mange navne og ansigter. Er det alle de kvindelige astronauter?

   »Der var mange flere. Jeg viser cirka ti pct, for kvinder udgør ti pct. Det er ikke meget. Mange kvinder tør end ikke drømme om sådan en karriere. Det er det værste ved systemet. Man får opfattelsen af, at det er nødvendigt at vælge mellem mission og familie. Men somme tider er man sin egen værste fjende. Vi ser, hvordan Sarah må arbejde for at blive accepteret af besætningen. Men de største forhindringer skaber hun selv.«

   – Ville Eva Greens karakter have set alle rumfilmene?

   »Helt sikkert. Astronauterne ser mange film. De elsker at se gamle B-film om rumkatastrofer, aftenen før de skal op. Og én ting er jeg stolt af. For dem er det en sport at finde fejl: alt dét som kan ikke lade sig gøre. Men de har set min film, og de kunne ikke finde nogen fejl overhovedet.

   Alt er realistisk, også nogle af de ting, som lægfolk finder usandsynlige. Sarah bryder karantænen for at møde sin datter. Det har mange af dem gjort. Anna Lee Fisher var modellen for Ellen Ripley, Sigourney Weavers karakter i Alien. Hun brød karantænen for at gå slik-eller-ballade til Halloween.

   For mig er det vigtigste selvsagt fiktionen. Nogle kritikere behandler Proxima som en dokumentarfilm. Det er den slet ikke. Miljøet er en baggrund, en scene for de centrale ideer og følelser. Men selvfølgelig skal realismen være på plads. Det gælder som et minimum.«

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]; Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female].

Alice Winocour blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020 [Unifrance 22. Rendez-vous with French Cinema]. Hun har siden skrevet og instrueret Revoir Paris (Paris Memories), som får premiere i Quinzaine des réalisateurs/Directors' Fortnight-programmet på den 75. Festival de Cannes. Det sker den 21. maj 2022. 

Fotos: Unifrance [Le Mercier Jean-Baptiste] / Cineuropa [Cannes Film Festival portrait]/ Little White Lies [Comic Book Style Illustration]/ Dharamsala/ Darius Films/ Pathé Films/ France 3 Cinéma/ Angel Films

Proxima streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 17.07.2020