Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019)

GENOPLEVET I ERINDRINGEN
Kunsten, kønnet og kærligheden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, at man skulle opleve det. Céline Sciamma (f. 1980) har lavet kærlighedsfilmen, som ikke nøjes med at kaste kønnets blik, men gør det til genstand for en analyse, der er lige så romantisk og radikal, som den er moderne og metabevidst. Hvis det gælder om at gøre ordet til kød, kommer Sciammas film tæt på at realisere utopien.*

   Det er et frapperende periodestykke med titlen Portræt af en kvinde i flammer. Først sidder kunstneren Marianne (Noémie Merlant) og fortæller sine kvindelige elever om modeltegning. Hun viser dem sit maleri Portræt af en ung kvinde i flammer. Så fortæller hun klassen, hvordan det blev til.

DET sker i 1770. Marianne kommer til Bretagne for at udføre et portræt af adelsfrøkenen Héloïse (Adèle Haenel). Den unge kvinde blev taget ud af klosterskolen, da hendes søster begik selvmord. Nu skal Héloïse giftes væk. Portrættet er en forlovelsesgave, en kærlighedspant og økonomisk forsikring. Hendes italienske mor (Valeria Golino) forklarer, at Marianne må male portrættet i stjålne øjeblikke. For Héloïse vil ikke sælges. Hun vil nyde friheden, som hun har drømt om. Hun vil mærke vinden og livet.

   Dagene flyver som fugle. Kvinderne kommer tæt på hinanden og forelsker sig med hud og hår. De udforsker øen sammen med tjenestepigen Sophie (Luàna Bajrami). De hjælper Sophie med at få afbrudt et svangerskab. De er lykkelige sammen og fråser i at være det.

SAMTIDIG er de fortsat kunstneren og hendes model med alt, hvad det indebærer af skepsis. Héloïse gør sig sårbar ved at posere. Marianne bliver mere kritisk i forhold til sit arbejde, efterhånden som kærlighed og begær bliver faktorer. Sanselighed er et misbrugt ord. Her lever den virkelig i nogle scener, hvor hver lille rynke i stoffet er afstemt.

   De ved begge, at forholdet har en deadline. Der bliver talt om kvinders vilkår, men ingen af dem overvejer at anfægte tingenes orden. På denne tid er man søstre i hemmelighed. Det er stadig besiddernes verden. Derfor er det en stor pointe, at de elskende ikke ejer hinanden.

DA slutningen nærmer sig, går de ned til stranden sammen med Sophie. De slutter sig til landsbyens kvinder ved bålet og hører forunderlig fællessang på et lydspor, som hidtil har været uden musik. De ser på hinanden, og blikket brænder i trods og begær.

   De tre kvinder deler et midlertidigt paradis, som går under, da Héloïses mor kommer hjem. Héloïse bliver solgt på patriarkatets præmisser, men Eden har eksisteret, og kvinderne glemmer det aldrig. I strandscenen går der virkelig ild i den blå kjole, og portrættet af Héloïse kommer til live. Céline Sciamma – som instruerede Tomboy (2011) og Girlhood (2014) – har skabt en noget nær fuldkommen fabel om køn, klasse, kunst og erotisk politik.

DET er Sciammas omhu med rytmen og detaljerne, som gør Portræt af en kvinde i flammer til noget særligt og smukt. Marianne er en fiktion, som Sciamma baserer på autentiske portrætmalere fra perioden: Vigée Le Brun, Artemisia Gentileschi, Adélaïde Labille-Guaird; navne, der har været glemte og som tiden genopdager nu. Sciamma fandt dem ved at undersøge perioden.
   Herefter bad hun en nutidig kunstner, der har samme alder, om at male Mariannes billeder. Det er Hélène Delmaire, som har udført portrættet af Héloïse i den antændte kjole. Det er hendes hænder, som vi ser. De føjer til og sletter ud. De arbejder rytmisk, i virkelig tid. På film har man ofte set kunstnere grimassere ved staffeliet. Her er processen skildret troværdigt og praktisk.

PÅ samme måde er det fraværet, som skaber glæden ved musikken, når den er der. Marianne spiller nogle strofer af Vivaldi, mens hun og Héloise arbejder sammen i det tomme hus. Til slut er der en berusende brug af Vivaldis violinkoncert nr. 2 i g-mol, opus 8, RV 315 (dvs. »L'estate«/»Sommeren« fra Le quattro stagioni/ De fire årstider). Men sætstykket er de syngende, klappende kvinder på stranden ved bålet.

   Jeg troede, da jeg så filmen første gang, at der var tale om et avanceret arrangement af autentisk musik fra Bretagne. Man har vel lyttet til Alan Stivell i sin ungdom. Men faktisk er der, fortæller Sciamma, tale om en nyskreven komposition, »La Jeune Femme en Feu«, som Para One (der skrev musik til Tomboy og Girlhood) har arrangeret sammen med Arthur Simonini. Modellen er György Ligettis »Requiem«. Det forklarer oplevelsens bevidsthedsudvidende associationer. Ligettis »Requiem« er musikken, som ledsager abemenneskets første brug af redskaber i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

   Sangen er mærkelig og meget iørefaldende. Der bliver, viser det sig, sunget på latin: »Non possum fugere« og »Nos resergemus«. Altså noget med »som ikke kan flygte eller flyve« og »Vi stiger op«.

   Der er mange af den slags henvisninger. De giver historien dybde og mere substans. Sciamma nævner også Emily Brontës Stormfulde højder (1847) blandt sine gotiske forbilleder. Pointen er dog, at de bliver forankret i historien. På lærredet er der kun billedet af den antændte Héloïse. Kvinderne ved, at de må tage afsked. Ingen af dem vil nogen sinde glemme denne kærlighed.

ALT i filmen bygger op til det sidste øjeblik, hvor kærligheden på sæt og vis triumferer hen over tiden og alt, hvad der fulgte. Det er så vigtigt, at dette øjeblik lykkes. Sciamma, som på ingen måde er naiv omkring sine virkemidler, beskriver det med karakteristisk distance:

   »Det handler ikke så meget om at vælge, hvad man husker, mere om at kropsliggøre denne proces. Og ja, det er erindringen om deres kærlighedshistorie. Men de er fiktive karakterer, som ikke har eksisteret, så i virkeligheden handler det mere om din oplevelse af filmen, dit forhold til de karakterer. Der er tale om en ganske kort, intens periode på ti dage i deres liv. Du skal føle, du har set hele kærlighedshistorien. Jeg tænker mere på din rejse som tilskuer end på de fiktive karakterers udvikling. For du er der. Du er tilskueren, og du er virkelig.«

DER findes vel en halv snes rigtig gode film om kunst og kærlighed. Portræt af en kvinde i flammer skriver sig ind i traditionen med versaler. Så godt som alt i filmen er skabt af kvinder. Det er en ny tids kostumefilm, som bliver realiseret. For en gangs skyld føles kønnets blik ikke som en begrænsning. Det er en ny sanselighed, der lukker sig op.

Ved Bodiluddelingen 2021 blev Portræt af en kvinde i flammer kåret som Bedste ikke-amerikanske film i 2020. Bodil Priserne uddeles af Danske Filmkritikere. Det skete for 74. gang.

*) For the record: Det var den britiske feminist og filmhistoriker Laura Mulvey (f. 1941), som bragte det kønnede blik ind i filmteorien. Det skete i artiklen »Visual Pleasure and Narrative Cinema«, som blev trykt i tidsskriftet Screen i 1975 og sat fast i essaysamlingen Visual and Other Pleasures (1989). Mulvey undersøgte forbindelsen mellem blikket som begær og voyeurisme som et våben. Hun havde begrebet »the male gaze« fra kunsthistorikeren John Berger, som brugte det i tv-dokumentarserien Ways of Seeing (BBC, 1972), da han talte om den nøgne krop i billedkunsten. Teksten er blandt de mest indflydelsesrige i 50 års receptionsteori. I 2019 samlede Mulvey de sidste tre årtiers tekster i Afterimages: On Cinema, Women and Changing Times, hvor hun bl.a. forholder sig til #MeToo-bevægelsen, genovervejer sit essay og besvarer ti ofte stillede spørgsmål omkring det. Mulvey, som fylder 80 i 2021, har emeritus-status ved Birkbeck College, University of London. Fra 1974-1982 skrev og instruerede hun seks film sammen med sin mand, Peter Wollen (1938-2019). Riddles of the Spinx (1977) er en feministisk udgave af Ødipus-fortællingen. Mulveys monografi om Citizen Kane (1992) er en af de bedste i BFI Film Classics-serien. 

Portræt af en kvinde i flammer (Portrait de la jeune fille en feu). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Claire Mathon. 121 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 06.02.2020

Fotos: Lilies Film/ MK2 Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Paramount+, Rakuten TV og Viaplay Rent & Buy

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 07.02.2020