Todd Haynes: Far from Heaven (2002)

PROBLEMER I PARADIS

Todd Haynes hylder Douglas Sirk

Af BO GREEN JENSEN

DER er smukt i Connecticut om efteråret. Luften er klar, og farverne i løvet brænder, mens pittoreske egern piler rundt og fouragerer før vinteren. Især når man ser det på afstand og lidt oppefra, må hjertet undertrykke et suk. De store huse i ajourført kolonitidsstil. Kvinder der klæder sig så gennemført, at tørklædet matcher med lyset. De friserede haver, som gartneren plejer. I hvert fald ligner det lykken på film. Det var for at fastholde svimlende panoramaer som dette, at man udviklede technicolor-teknikken.

   Her lever familien Whitaker så fuldendt, at det næsten tager vejret fra én. Han (Dennis Quaid) er salgschef i den lokale afdeling af Megatech, som producerer tv-apparater. Hun (Julianne Moore) er den hjemmeløbende hustru, som holder balancen med ynde og flair, skønt hun jonglerer med mange umage bolde. To selviske børn og en omfattende husholdning, som hun lykkeligvis assisteres i af en trofast sort tjenestepige. Der er også sociale funktioner, kvidrende venindefrokoster, evige velgørenhedsarrangementer. Cathy Whitaker klager imidlertid ikke. Livet er godt i Amerika nu.

NÅ ja, og så er de aftener, hvor hun må hente Frank hos politiet, fordi han igen har drukket sig mod til, før han jagede unge mænd inde i byen. Der er nætterne, hvor han slet ikke kommer, og hun må dække over hans fravær med søde historier for børnenes skyld. Set udefra har de alt og er lykkelige, Mr. & Mrs. Megatech 1958. Men indenfor er der stille. Hun og Frank har ingenting sammen mere. Hvad de lever bag facaden er ikke et liv, men en efterligning. Og netop i 50er-melodramaet Imitation of Life (da. Lad andre kun dømme), en af Lana Turners bedste film, tager Todd Haynes’ Far From Heaven sit afsæt. 

FAR from Heaven ville ingenting være uden de stadige henvisninger til Douglas Sirk (1897-1987). Han var den eneste instruktør, der kunne tvinge en gedigen dramatisk præstation ud af 50er-idolet Rock Hudson, og han er et af de bedste argumenter for den forkætrede, men fortsat vitale auteur-teori. Især i Frankrig, hvor Sirk har guddommelig status, taler kritikerne indforstået om de »syv store melodramaer«, der kom fra hans hånd i 50erne.

   I 1950ernes amerikanske filmindustri kunne de kontraktansatte instruktører ikke selv vælge deres projekter. Studiet stak dem et manuskript, som de måtte realisere til tiden og for de afmålte midler. Derfor, siger teorien, skal man ikke se på filmenes indhold, hvis man vil studere en filmskabers strategier. Man skal knække koderne nede i teksten og finde de gennemgående træk. På den teknisk fuldkomne overflade er Sirks film sentimentale kærlighedshistorier. Imidlertid er de ladet med motiver, som kommer frem når man kradser i den kunstfærdige fernis. 

DIRK hed egentlig Hans Detlef Sierck og havde en omfattende europæisk produktion bag sig, da han i 1937 forlod nazismens Tyskland til fordel for konsumerismens USA. I Hollywood gav han sig, i lighed med eksilerede fæller som Billy Wilder, Fritz Lang, Robert Siodmak, Fred Zinnemann og Edgar C. Ulmer, til at lave hårde, beskedent budgetterede thrillers i genren, vi siden har dyrket som film noir. Sleep, My Love (1948, da. ...før det dages) er Sirks hovedværk i denne sammenhæng. Han instruerede også westerns, komedier og musicals, men fandt sin sande form i 1953, da han instruerede Rock Hudson og Jane Wyman i melodramaet Magnificent Obsession (da. Den store læge).

   Filmen er fra samme år, hvor Sirk signerede Taza, Son of Cochise (da. Indianernes sidste kamp) og Sign of the Pagan (da. Attila, hunnernes hersker). Mens disse for længst er lykkeligt glemt, har Magnificent Obsession fået kanonisk status. Sirk introducerer her sin kønne, gennemført kunstige studiestil, hvori hvert element er stramt kontrolleret. De farvekodede kompositioner og erotisk suggestive kærlighedsscener camouflerer sig som banal romantik, men man kan læse dem som en samtidskritik. 

HUDSON blev Sirks signaturspiller. Han medvirkede, ofte sammen med Jane Wyman, i flere af hovedværkerne, som bl.a. omfatter All That Heaven Allows (1956, da. Med kærlighedens ret), Written on the Wind (1957, da. Dårskabens timer), Interlude (1957, da. September-intermezzo), A Time to Love and a Time to Die (1958, da. Først elske, siden dø).

   Det er dog Lana Turner, som bærer klassikeren Imitation of Life (1959), Sirks sidste amerikanske film, der sammen med All that Heaven Allows betragtes som hans magnum opus. Her balancerer formen, farverne og tematikken optimalt og så underdrejet, at man kan blinke med øjnene og tro sig hensat til en animeret ugebladsnovelle. 

SIRKS subtile symbolsprog, gennemførte billedkompositioner og indlejrede emotionelle koder, der ofte tackler svære og i 50erne tabubelagte emner som homoerotiske relationer og racemæssige modsætninger, har inspireret en lang række yngre filmskabere, fra Rainer Werner Fassbinder til François Ozon, der bevidst drejer dele af 8 femmes (2002, da. Otte kvinder – og et mord) som en hommage til mesteren, og spanieren Pedro Almodóvar, der dekonstruerer melodramaet helt i Sirks ånd, men en anelse mere snurrigt og direkte.

SIRK var tavs i 60erne. I 70erne vendte han hjem til Tyskland, underviste og instruerede også to glemte film, Sprich zur mir wie der Regen (1975) og Sylvesternacht (1978), før han trak sig helt tilbage. Det er All that Heaven Allows og Imitation of Life, som Todd Haynes skriver ovenpå i Far From Heaven.

   En pastiche er en selvbevidst stilefterligning. Ordet er afledt af pasticchio, som er italiensk for dej. Man skærer flere figurer i den samme kagedej. En palimpsest er derimod et skrifttegn, som man kradser farven ud af og fylder igen, nu med nyt meningsindhold. Far from Heaven er både en pastiche, en palimpsest og noget mere: en levende film i sin helt egen ret. 

FOR i 2002 kan Todd Haynes sætte ord og ansigter på nogle af de forbudte besættelser, der bobler under overfladen i Sirks 50er-film. Allerede første gang vi ser Cathy Whitaker hente Frank i detentionen, kan vi lugte den giftige cocktail af fortrængt begær og ulmende selvhad, som driver manden med det grå jakkesæt. Hun holder krampagtigt fast i forstadsidyllen, men ingen er i tvivl om, hvor det bærer hen, da hun falder i snak med den følsomme gartner Raymond Deagan (Dennis Haysbert), som hun opdager, at hun kan tale med om ting, hun ellers ikke har noget sted at gå hen med.

   En tid lang er Far from Heaven en social komedie, der forklæder sig som en pastiche på Sirk. Produktionsdesigneren Mark Friedberg har anbragt hvert røde og gule ahornblad med optimal dekorativ effekt i den brændende smukke Indian Summer, som indvarsler efteråret i Hartford. Da lokalavisen besøger Mrs. Megatech, poserer Julianne Moore i et sætstykke, der koncentrerer vores drømme om 1950ernes rum.

SAMTIDIG er det grotesk og grinagtigt, når Dennis Quaid som Mr. Megatech går til psykiater for at blive kureret for sin »sygdom«; når han drikker sig brovtende skamløs til festen; når han kommer længere og længere ud i fantastiske forklaringer om, hvorfor han ikke nåede hjem. Han slingrer gennem huset og slår fra sig, men Mrs. Megatech nægter til det sidste at forholde sig til virkeligheden.

  Det komiske spor drives rent gennem filmen, også i Miami-afsnittet, hvor den angiveligt kurerede Frank og Cathy er på nye hvedebrødsdage sammen. Frank sender flere signaler til mænd end sædvanligt og er for alvor på vej ud af skabet. Samtidig synes alle kræfter at drive Cathy i armene på Raymond Deagan. Både hver for sig og sammen har parret forskrevet sig socialt. De er nu personer uden agt, udstødte som man ikke inviterer i den selvtilfredse lille by, der er nødt til at holde på formerne, hvis bladene stadig skal ligge og brænde, så billedet ligner lykken på afstand. Dog går det ikke præcis efter planen. 

HAYNES dekonstruerer nemlig også sin egen ironiske gestus. I 11. time, da filmens metatekstuelle præg kunne udarte og begrænse Far from Heaven til gold parodi, sætter karaktererne deres vilje igennem og begynder at leve på lærredet. Man har fra begyndelsen dyb sympati for Julianne Moores karakter. I slutningen har man også noget at have den i. Raymond Deagan træder tilbage, ud af Onkel Tom-karikaturen og ind i værdig alenefars rolle.

   Selv Frank bliver både en oprigtig elsker og en nuanceret karakter. Det ligner 1950erne, fra de sirligt svungne fortekster til de sidste brusende takter af Elmer Bernsteins svulmende score og naturligvis skiltet »The End«, som vi alle kan savne i filmene nu. Men styrken i Far from Heaven ligger i, at den sætter sig ud over tiden og bliver andet og mere end pastiche, bliver en film i sin egen ret, som forholder sig til vore følelser nu. 

TODD Haynes har tidligere sammenkædet tre tekster af Jean Genet, den homoerotiske helgenskikkelse, i debutfilmen Poison (1991) og skabt en præcis satire over tidens mani for at beskytte sig, Safe (1995), ligeledes med Julianne Moore. Hans gennembrudsfilm, også i Danmark, var dog Velvet Goldmine (1998), en fantasi over glamrockens storhedstid i 70erne, da David Bowie begyndte at udleve sin beundring for amerikanerne Lou Reed og Iggy Pop.

   Både i Patricia Highsmith-filmatiseringen Carol (2015), hvor Rooney Mara og Cate Blanchett indleder et forhold, og i HBO-miniserien Mildred Pierce (2011), hvor Kate Winslet spiller titelrollen i en mindre teatralsk stil, end Joan Crawford gjorde i Michael Curtiz-versionen fra 1945, vender Haynes tilbage til kønnet og tiden. Men det er kun i Far from Heaven, at han lader scenografen Mark Friedberg lægge sig tæt på en Sirk'sk æstetik. 

   Med Far From Heaven skabte Haynes en film, som både æstetisk og følelsesmæssigt kommer helt ud af skabet. Den begynder som en perfekt efterligning og bliver noget langt mere levende. Filmen er i øvrigt produceret con amore af Steven Soderbergh og George Clooney. Se den både for farverne og følelsen. All that Heaven Allows møder Imitation of Life. Denne film rummer alt, hvad hjertet begærer. 

Far from Heaven. Instr. og manus: Todd Haynes. Foto: Edward Lachmann. 107 min. USA 2002. Dansk premiere: 24.01.03

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Wikimedia

Far from Heaven streames ikke i Europa - Sirks film er udgivet i The Criterion Collection

Weekendavisen Kultur 24.01.2003