Dans gennem ilden: David Bowie i Forum 2003

DANS GENNEM ILDEN

David Bowie i Forum 2003 

Af BO GREEN JENSEN

»TIME takes a cigaret, puts it in your mouth/ You pull on your finger, then another finger, then your cigarette.« Eller: »Time/ flexes like a whore/ Falls wanking to the floor/ His trick is you and me, boy.« Eller langt mere lødigt og lyrisk, så man stadig får gåsehud mange år efter: »In the event that this fantastic voyage/ Should turn to erosion and we never grow old/ Remember it’s true/ Dignity is valuable/ But our lives are valuable too.«*

   Tiden har været en væsentlig spiller gennem hele David Bowies mangefarvede karriere. Som det fremgår har han altid sat ansigt, navn og krop på begrebet, der fra begyndelsen gav forvandlingen dybde. I afsættet kunne det virke lidt anstrengt, at en bemalet britisk messias på godt og vel 20 år gav sig til at synge om livet på Mars, Nietzsches overmennesker og blomsterdrømmen, der som en løbsk guillotine trak blodspor gennem gaderne. Man kunne dog se, at han ville noget særligt og kunne endnu mere. Så vi troede ham fra begyndelsen.

   Ironien er så, at de sange holder. Dunkelt profetiske stykker som »Cygnet Committee« (fra Space Oddity, 1969) og skumringsoratoriet »The Bewlay Brothers« (fra Hunky Dory, 1971) har stået distancen bedre end romantiske 80er-dryp som Let’s Dance og Tonight. Teatersiden af sagen, de mange ansigtsskift og forvandlinger, blev tilsyneladende vigtigere end musikken. De sidste ubetinget store Bowie-plader var Heroes (1977), Lodger (1979) og Scary Monsters (1980). Alligevel er David Bowie der stadig. Den tynde mand bliver ved som en bokser, og på tirsdag går han på scenen i Forum.

FORANDRINGEN som filosofisk princip har på godt og ondt været Bowies base. På dvd'en, som følger med jubilæumsudgaven af Black Tie White Noise (1992), forklarer han sig sådan her: 

   »Jeg var i bund og grund et barn af 60erne. Dengang lærte vi af ledestjernerne i vores generation eller generationen, som kom lige før min, at vi skulle sætte spørgsmålstegn ved de etablerede værdier, især alle tabuerne. Og at den ene ting, som vi til stadighed måtte stræbe efter, var en fornemmelse for selvet, en følelse af hele tiden at udvide vores horisonter. Så for mig var denne atmosfære af stadig opdagelse frygteligt spændende. For mig blev den det samme som at bryde vedtagne tabuer ned.«

   Denne drift mod stadig forvandling har været Bowies helt centrale styrke og særpræg som kunstner. Især fordi han aldrig har spillet sikkert og dækket sig ind. Et rigtig langt stykke af vejen har der hver gang været tale om gedigen og reel forvandling, en veritabel kursændring, som muligvis førte til desorientering, men ikke desto mindre var et ansigt, som blev prøvet af.

   Lige så sikkert er det, at hangen til forvandling med tiden er blevet en akilleshæl. Det er mange år siden, at Bowies lyd har været opsigtsvækkende moderne. Den var det vel kun i 70erne, på de album som konsoliderede myten om forvandlingskunstneren og satte forandringerne i system. De relanceres p.t. i forlængede jubilæumsudgaver. I fjor kom en dobbelt cd med Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972). Lyden er mixet om i 32 bit-formatet, så man på én gang får klirren og susen for ørerne, men det er en lille åbenbaring at høre de akustiske demoer. Sangene løftes ud af tiden, som man troede de hang fast i. Især overforbruget af syntetiske strygere er det lifligt at være foruden.**

   I dette forår fulgte et lignende særtryk af Aladdin Sane (1973), som næsten er det bedste af de cabaret-orienterede album fra begyndelsen. Det er også den plade, som klarest peger frem mod Heathen (2002) og nyheden Reality, Bowies seneste udgivelser. Tony Visconti, som også skabte lyden bag T. Rex og Marc Bolan, har produceret, og på sange som »Time«, »Aladdin Sane« og »Lady Grinning Soul« hører man for første gang Mike Garsons klaver. Garsons ekspressionistiske klaverstil har siden vandmærket alle de bedste af Bowies mange halve comebacks. Et af de mest lovende var konceptalbummet 1. Outside (1995), første del af The Nathan Adler Diaries, som desværre aldrig har fået en fortsættelse.

DER er selvsagt udmærkede sange på de mange mellemværker fra 80erne og 90erne. Alligevel vender man hjem til 70erne, når essensen af Bowie skal udvindes. Det har han selv accepteret på Heathen og Reality. Begge album fylder ganske vist hullerne ud med de samme flydende og klirrende klanglandskaber, som ødelagde det meste af Earthling (1997), Bowies svageste bestræbelse i forrige årti. Kunstneren forveksler ofte sub-techno og pseudo-trip hop med sjælen i en moderne musik. Faktisk er den noget mere frygtindgydende. Det er lyden af en nostalgisk kunster, som for enhver pris vil være avantgarde igen.

   Til gengæld var Earthling et godt sted at begynde, da de næsten naivistisk enkle popsange på 'hours...' (1999) skulle monteres og arrangeres. Også dette album blev et af årtiets falske daggry, men man hører endnu »Thursday’s Child«, som er en fin sang om at føle sin alder. Det er så én af bare tre 90er-sange, der har så megen karakter, at de er blevet stående. De andre to er »Jump They Say« fra Black Tie White Noise og »The Heart’s Filthy Lesson« fra 1. Outside. Resten er enten fyld i kataloget eller anstændige bestræbelser, som af uvisse årsager ikke hang fast.

   I 90erne var Bowie alle vegne, bestandig i flugt og altid på farten, først med de nye tendenser på Nettet, leveringsdygtig såvel i hvid jazz (Black Tie White Noise) som mørk gotik (Outside) og sprøde popminiaturer ('hours...'). Han talte lige veloplagt og beredvilligt om fortiden, samtiden og fremtiden, var en omvandrende charmeoffensiv og gjorde mere alvor end ellers af sin livslange flirt med moderne konceptkunst. Han promoverede gavmildt det unge og nye, så han år for år blev lidt mere som en statsmand. Hvis han aldrig skrev en linje mere, ville der være rigeligt. »En Overkomplet,« kaldte Holger Drachman fænomenet, selvsagt i anden forbindelse, tilbage i 1876.

DET var denne forstemmende udvikling, som Bowie endelig vendte på Heathen. De fleste af disse sange kan noget, og frem for at jonglere og kokettere med fortiden, tager Bowie den til sig og på sig og bruger den i de bedste af albummets skæringer. »Some of us will always stay behind/ Down in space it’s always 1982/ The joke we always knew,« siger stemmen. Musikken, der hænger over Coney Island og hylder »Uncle Floyd«, ved endnu mere. »Slip Away«, som sangen hedder, kommenterer en sang som »Ashes to Ashes« fra Scary Monsters (and Super Creeps), der i forvejen trækker en direkte linje til Space Oddity fra 1969.

   Strategien knæsættes på den bonus-cd, som følger med luksusudgaven af Heathen. Ganske vist lader Bowie yngre løver som Air og Moby pirke planløst rundt i de opportunistiske remix, som »Sunday« og »A Better Future« udsættes for. Men »Conversation Piece« er »skrevet 1969, indspillet 1970, genindspillet 2002«. Den alternative udgave af »Panic in Detroit« er et fraklip fra en 1979-session. Disse kronologiske omstændigheder bliver ikke begravet langt nede i kolofonen. De skrives med store bogstaver. Man ser, at der er investeret mere end 30 år i konceptet. Effekten er ikke arkæologisk. Tværtimod skaber disse fragmenter en forklaret atmosfære af modenhed og kontinuitet.

DENNE bevægelse strækkes og bliver større på Reality. Hvis albummet føles mindre helstøbt end Heathen, har det til gengæld flere markante enkeltstykker. Det er denne gang mere en gruppe som spiller, et band med guitarister som Earl Slick og Carlos Alomar, der supplerer den legendariske forsanger. Mike Garsons klaver trækkes helt frem. Det er atter Tony Visconti, som maler klangbilledet med en palet, der blander 70erne med 80erne og midten af 90erne.Tekstmæssigt bliver den bærende nyhed, at Bowie ikke har meget at tilføje.

   På »Never Get Old« crooner fortælleren, at der aldrig bliver tid eller sex, stoffer eller penge nok. Denne selvparodi har de fleste kritikere grebet med kyshånd, men i virkeligheden er slutsangen, »Bring Me the Disco King«, vel den mest direkte efterkommer af »Cracked Actor« fra Aladdin Sane. Måske man husker klubberne, hvor tiden hang fast i 70erne?

   

Spin-offs with those who slept like corpses

Damp morning rays in the stiff bad clubs

Killing time in the 70s

Smelling of love thru’ the moist wind

Don’t let me know when you’re opening the door

Close me in the dark, let me disappear

Soon there’ll be nothing left of me

Nothing left to release

Dance, dance, dance thru’ the fire.

Han bruger sikkert stadig cut-up, når han skriver. På den måde mytologiseres attentatet mod Manhattans glastårne først til en uudgrundeligt skærende »New Killer Star«. Siden fortegnes efterbilledet af 11. september helt urimeligt i »Fall Dog Bombs the Moon«, der er mere som et sensymbolistisk billedlotteri end en ny sang, man kan tage helt alvorligt. Det er bestemt værd at fæste sig ved albummets titel, som slet og ret betyder virkelighed. »The Loneliest Guy« er Bowies pendant til Fred Astaire-sjæleren »By Myself« i The Band Wagon.

   Egentlig overflødig er kun den endeløse »Looking for Water« og den udflydende »She’ll Drive The Big Car«, der er imiteret americana af den slags, som Bowie har lavet rigeligt af. Hans version af »Try Some, Buy Some« overser pointen i George Harrisons original, men albummets suverænt værste islæt er Bowies høflige udgave af Jonathan Richmans »Pablo Picasso«. John Cale gav i sin tid samme sang et skud på albummet Helen of Troy (1975). Han gjorde Richmans lille genistreg til sin egen. Det prøver Bowie slet ikke på.

DERIMOD kan han stadig stå oprejst og danse efter 35 år i faget og en snes teatralske forvandlinger. Vil man se den fulde fantastiske rejse, er alle Bowies 47 musikvideoer, fra »Space Oddity« til »Thursday’s Child«, samlet på DVD-sættet Best of Bowie. Hvad scenekunstneren kunne engang, er holdt fast i D.A. Pennebakers dokumentarfilm om den sidste Ziggy Stardust-koncert på Hammersmith Odeon i juli 1973. Dvd'ens digitalt forbedrede mix er næsten for elegant, men man får en original plakat og billet med i købet.

   I slutscenen fra Nicolas Roegs The Man Who Fell to Earth (1976, da. Manden som kom ned på jorden) ser man Bowie kapitulere og bøje hovedet over den alkohol, som sammen med pengene og kærligheden gør en ende på milliardæren Thomas Jerome Newton. Han er kommet fra stjernerne og må i begyndelsen camouflere sin hud og beskytte sine øjne, når han færdes frit i lyset og den sære amerikanske virkelighed. Siden smelter masken fast, og han bliver et menneske som alle andre. Filmen bygger på en roman af Walter Tevis og er en udsøgt kunstgenstand fra Roeg, der i samme periode instruerede gyserklassikeren Don’t Look, Now (1973, da. Rødt chok).

MAN kunne i lang tid frygte, at det ville gå Den Tynde Hvide Hertug som filmens stækkede alien. På coveret til Reality kommer Bowie os i møde som japansk animé-figur, ulastelig som altid i en knivskarp sort habit og med store undrende øjne. Dét er passende. Efterhånden er Bowies musik blevet selve lyden af forvandling. De enkelte stationer betyder ikke meget. Det er bevægelsen selv, der bliver hængende, næsten ligesom vandet efter springet på David Hockneys swimmingpoolbillede A Bigger Splash (1967).

   Det er helt på sin plads at hylde en kunstner, der rammer 56 år på den måde. Hvad så hvis de nyeste sange må nøjes med at huske og henvise til ilden, som brændte tidens cigaret ned til fingrene i de kompromisløse 70ere? Når blot han husker at tage de år med i bagagen med mere moderne effekter. Feel a bit roughed up/ Feel a bit frightened/ Nearly pin it down some time. Man har set ham fladtrykt og lettere forslået, af og til alt for tynd og helt blåhvid i huden. Men man har aldrig set ham tabe pusten eller overveje at give op.

Se også David Bowie 🟊 Blackstar (2016)

*) Citaterne er fra »Rock'n'Roll Suicide«, sidste skæring på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972), »Time«, første skæring på side B af Aladdin Sane (1973) og »Fantastic Voyage«, åbningsnummeret på Lodger (1979). Artiklen er skrevet i oktober 2003 og gengivet som den stod i avisen. Kronologien er altså ikke justeret, så i denne tekst er sangeren 56; albummet Reality er kun 14 dage gammelt, og ingen kan vide, at der følger en pause på 10 år, før The Next Day udkommer i 2013. Jeg genoptrykker teksten, fordi det netop i dag [10.01.2021] er fem år siden, at Bowie døde i New York, kun to dage efter udgivelsen af 🟊 Blackstar. De sidste to står tilbage som det største fra Bowies sidste 35 år. Der er virkelig ingen vej udenom.

**) The Reality Tour nåede Forum den 7. oktober 2003. I artiklen omtales følgende udgivelser: Reality. Produced by David Bowie and Tony Visconti. ISO/Columbia 2003; Black Tie White Noise. Limited Edition 2CD + DVD. Produced by David Bowie and Nile Rodgers. EMI 1993/2003; Aladdin Sane. 30th Anniversary 2CD Edition. EMI 1973/2003; The Man Who Fell to Earth. Instr.: Nicholas Roeg. 133 min. Storbritannien 1976/2002; Best of Bowie. 2DVD. 252 min. EMI 2002; Ziggy Stardust and the Spiders from Mars: The Motion Picture. 30th Anniversary DVD Special Edition. Instr.: D.A. Pennebaker. 90 min. EMI 1973/2003.

Alt dette er naturligvis ikke aktuelt i 2021, hvor Parlophone er fire boxsæt inde i sin kronologiske udgivelse af de samlede værker i definitive udgaver med rigt arkivmateriale og andet tilbehør. Five Years (1969-1973); Who Can I Be Now (1974-1976); A New Career in a New Town (1977-1982); Loving the Alien (1983-1988) findes både på vinyl og i cd-udgave. En håndfuld enkeltstående boxsæt er gået dybt ned i enkelte sange fra tidligste periode. Især Conversation Piece (5CD, 2019) føjer meget til fornemmelsen for tiden og Bowies lange vej til Space Oddity-gennembruddet. Koncertfilmen A Reality Tour udkom i 2004. Den er optaget i Point Theatre i Dublin, men giver et godt indtryk af, hvordan koncerten i København forløb. 

Fotos: Tim Bret-Day/ D.A. Pennebaker/ Brian Duffy/ Markus Klinko/ NME/ Anton Corbijn

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.10.2003