Translate

onsdag den 20. januar 2021

David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]

 

 
ALTING HANDLER OM MARILYN MONROE
Filmskaberen David Lynch ser tilbage
 
Af BO GREEN JENSEN
 
DAVID Lynch (f. 1946) skabte tidligt sit eget mørke sted i filmkunsten. Eraserhead (1977) foregriber alt, hvad der fulgte. Han var til gengæld længe om at nå frem til filmen. Først gik der ti år med at blive en lige så sær og distinkt billedkunstner. Udstillingen The Air is on Fire, som blev vist på Gammel Strand i 2010, samlede alle de voldsomme tilløb.
   For Lynch er malerierne, fotografiet og musikken blot andre aspekter af arbejdet. For publikum handler det primært om mørket og surrealismen i de film og tv-serier, som Lynch har skabt de sidste 40 år. Han er en unik instruktør. Hans stil har dannet skole, men ingen ser verden lige sådan.
   Der er skrevet adskillige bøger om Lynch. Han har også selv forfattet én, Catching the Big Fish (2006), der handler om transcendendal meditation. Nu er tiden kommet til biografien. I Room to Dream deler han arbejdet med filmskribenten Kristine McKenna. Det er ikke en samtalebog eller memoirer i »fortalt til«-genren. Tværtimod er formen en nyskabelse.
   Bogen er en blanding af biografisk portræt og anekdotiske erindringer. McKenna bryder livet op i 16 faser, som hun belyser gennem interviews og kitter ud med beskrivelser af de film, som blev til i perioden. Sidst i hvert kapitel overtager Lynch og giver sin version af, hvad der skete.
   Det er ikke så skævt eller løst, som det lyder. Man får meget at vide, og især får man et livagtigt indtryk af Lynch, hans forbavsende frejdige grundsyn (mørket i værkerne taget i betragtning) og hans drævende facon, som på uforlignelig vis kombinerer banaliteter og dybsindigheder.
   Der er en majspibe-bakkende snusfornuft over Lynch, en aura af provinsielt orakel, som han dyrker sammen med frontløber-surrealismen.
   Lynch er en dreven raconteur, der kender sine virkemidler. Han glider af på smertepunkter og fortæller gavmildt om glæden. Han er en rastløs renæssancemand. Værkerne definerer et flimrende liv og skaber struktur.



SKØNT Lynch bedyrer, at han er et hjemmemenneske, som har brug for at sidde alene og arbejde, foregår alle bogens optrin på sociale scener: filmproduktioner, festivaler (Cannes især), ferniseringer, koncerter og en endeløs række middage med berømte kammerater, kolleger og idoler.
   Der er en særlig type mennesker, som Lynch holder af, fordi de er enkle og originale. Man kan bare sidde sammen med dem. Det gælder nyligt afdøde Harry Dean Stanton (1926-2017), Richard Farnsworth (1920-2000) og Ringo Starr. Hans bedste ven er Laura Dern, som næsten gav sit liv for Inland Empire.
   Det er ikke name dropping som sådan. Lynch er god til at skildre sin benovelse, der i sig selv er en charmerende egenskab. I slutningen af 80erne, efter Blue Velvet og i kærestetiden med Isabella Rossellini, spiser parret middag med Silvano Mangano og Marcello Mastroianni.
   Mastroianni er sød og imødekommende, det er alle som Lynch løber på. David fortæller Marcello, at Fellini er en af hans helte. Næste dag holder en limousine klar til at køre Lynch til Cinécitta, hvor Federico er ved at optage Intervista. De taler. De sidder sammen og siger ikke noget. De udveksler faglige erfaringer. Lynch er ør og starstruck.
   Der er mange af de anekdoter, og de bedste har en pointe. Der går fire år, og Lynch har haft mere succes med Wild at Heart og Twin Peaks, men er til gengæld blevet hånet for prologen Fire Walk With Me og to tv-serier, Hotel Room og On The Air, som ingen ville røre ved.



HAN er ved at optage en tv-reklame i Rom, da Fellini bliver indlagt på et hospital i nærheden. Så han og klipperen Mary Sweeney (der har erstattet Rossellini og siden bliver Lynchs tredje hustru) besøger den døende mester, som sidder i kørestol efter et slagtilfælde.
   Fellini er trist. Han fortæller Lynch, at han i gamle dage drak kaffe og talte med de studerende om film. Nu taler alle om tv, og verden er ikke den samme. Lynch får bagefter at vide, at Fellini har sagt: »Han er en god dreng.« To dage senere går Fellini i koma og vågner ikke igen.
   Det er en effektiv slutning på afsnittet »People Go Up and Then They Go Down«. »Det går op og ned her i verden,« ville Jytte Borbergs Eline Besser have sagt. Her afføder det en betragtning, som uden tvivl kommer fra hjertet:
   »Jeg tror, at tingene sker på den måde, de skal. Når man bliver gammel, kan man huske, hvordan det var, da man lavede sine ting, og man sammenligner det med det, som sker i dag, og man kan end ikke begynde at forklare unge mennesker, hvordan det var, for de er bedøvende ligeglade.« (»They don’t give a shit,« står der faktisk).
   »Livet går videre. En dag vil i dag blive deres erindring, og de vil heller ikke kunne forklare nogen, hvordan det var. Det er bare sådan, det er, og jeg tror, at Fellini var nået dertil. Filmen havde en guldalder i Italien og Frankrig, og dengang var han en af kongerne.«
   Lynch lukker kapitlet med et Kurt Vonnegut’sk »Damn.«


 

BÅDE McKenna og Lynch bruger uforholdsvismæssig megen plads på at skildre de praktiske problemer omkring optagelser og finansiering. Her bliver bogen i lange stræk til en Variety-feature eller en baggrundsartikel i Sight and Sound. Men megen nyttig bonusinfo er strøet ud med løs hånd.
   Det er virkelig værdifuldt at høre, hvordan karakteren Bob (ondskabens indbegreb i Twin Peaks) bliver født ved et tilfælde. Og Lynch fortæller, at han og medforfatteren Mark Frost mødtes, mens Frost skrev på en miniserie, Goddess, om Marilyn Monroe:
   »Som ti millioner andre mennesker, kan jeg godt lide Marilyn Monroe, så vi begyndte at arbejde sammen (…) Man kan vel sige, at Laura Palmer er Marilyn Monroe, og at Mulholland Drive også handler om Marilyn Monroe. Alting handler om Marilyn Monroe«.
   Der er en detaljeret værkliste og henved 100 fine privatfotos. Der er alle de vigtigste datoer, numre og navne. Fire børn og fire ægteskaber. Der er film, malerier, mørk musik, websitet med alt det løse og projekterne, som ikke blev. Man hører meget om Ronnie Rocket, som Lynch hiver frem, når han møder en ny sponsor.
   Det hele får ikke mindre vægt af, at Lynch igen er i zenit. De atten episoder af Twin Peaks: The Return (2017), som modsat 90er-udgaven af serien alle blev instrueret af Lynch, var et født hovedværk.
   Lynch elsker at beskære sit motiv. Han kan ikke lade være med at sætte i scene. Kapitel to hedder »The Art Life«, og de første 100 sider har fællesmængde med portrætfilmen af samme navn fra 2016, som danske Olivia Neergaard-Holm var med til at instruere. Her sad Lynch i sit atelier og fortalte om tiden før Eraserhead. Han talte, som han skriver her i Room to Dream, men resultatet var mere dramatisk.



MCKENNA beskriver værkernes væsen, men der er ingen forsøg på stringent analyse. Ergo får man ikke at vide, hvor ondskaben kommer fra. Ingen kan skildre ondskab som Lynch. Ingen er så monoman i forhold til mareridtskunsten: Fire Walk With Me, Lost Highway, Inland Empire.
   Derfor bliver Room to Dream mere nyttig, hvis man læser den i tandem med Lynch on Lynch, Christopher Rodleys interviewbog fra 2005. Her har Lynch selv et plausibelt bud på oprindelsen:
   »Min barndom var elegante hjem, veje med træer, mælkemanden, at bygge fort i baghaven, lyden af fly, blå himmel, hvide plankeværkshegn, grønt græs, kirsebærtræer. Middelamerika, som det skal være. Men på træet er der et væskende sted, noget sort, noget gult, med millioner af røde myrer, som kravler rundt. Jeg opdagede, at hvis man ser nærmere på denne smukke verden, så er der altid røde myrer under overfladen.«
   Har man set og holdt af en David Lynch-film, er der ingen vej uden om Room to Dream. På omslagsfotoet sidder en tumling, en lille cowboy på to år, på trappen ved huset i Boise, Idaho. Kunstnerens mor, Sunny Lynch, tog det foto i 1948. Drengen ser ud til at undre sig og iagttage.
   I 2021 er Lynch blevet 75. Hans ældste datter, Jennifer, er 52 år; den yngste, Lula, er født i 2012. Lynch er ikke så meget en mand af sin tid, som en kunstner, der skaber sin egen. Han er et sted, en stemning, en mørk tematik. Det er Crazy Clown Time hele vejen. Og »damn good coffee«, som skal drikkes af The David Lynch Signature Cup.
   Læs om livet i Room to Dream. Bogen er en kærlig overskudshandling.
 


David Lynch & Kristine McKenna: Room to Dream. 580 s. Random House, 2018

David Lynch & Kristine McKenna: Drømmerum. Oversat af Søren Vinterberg. Forlaget Gad, 2018


Fotos: Random House/ DEG/ Absurda (Jason S.)/ Showtime Networks/ David Lynch Theater (YouTube)
Trykt første gang i Weekendavisen Bøger 29.05.2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar