Translate

torsdag den 28. januar 2021

Tom Ford: A Single Man (2009)


ENLIG HERRE, ENE MAND
Christopher Isherwoods sorgarbejde

Af BO GREEN JENSEN

HVER morgen vågner han tidligt, som sorgramte mennesker nu engang gør. Han er mere følelsesløs end fortvivlet. Som regel har han drømt om ulykken, der tog hans kæreste fra ham. Ved viljens magt tager manden sig sammen, går ud og står ret under bruseren, friserer og barberer sig, finder manchetskjorten, binder slipset –
 altid i en windsorknude  og tager brillerne på. Da er visiret på plads. Han er atter forklædt som George Falconer, der bor i en forstad til Los Angeles og underviser i litteratur.
   Denne konstruktion, professor Falconer, er en gåde for mennesket George. Han har levet lykkeligt med Jim, for denne skildring gælder mænds kærlighed, skønt følelsen ikke er kønsspecifik.
   George ved, hvad det kræver at tilhøre »den usynlige slags«, og han er omhyggelig med sin forklædning. Han er i sin tid flygtet fra London, ganske som forfatteren Christopher Isherwood (1904-1986), der i 1929 tog til Berlin og skrev bl.a. Goodbye to Berlin, forlægget for Cabaret, før han i 1939 kom til Hollywood sammen med W.H. Auden. Isherwood blev amerikansk statsborger i 1946 og slog sig ned i Santa Monica. Han vendte aldrig tilbage til England.
   A Single Man (1964, da. Enlig herre) var en af de første mainstreamromaner med homoerotisk motiv.* Den vakte opsigt i samtiden og var et bannerskrift for aktivisterne i Gay Liberation Movement. Den blev siden overskygget af værker – bl.a. Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds), Isherwoods egen erindringsbog – som var mere direkte i deres kritik af den heteroseksuelle monokultur. Romanen har dog dedikerede fans. Til disse hører modeskaberen Tom Ford, der debuterer som instruktør med en overraskende helstøbt filmatisering af A Single Man.




DET er helt og holdent Georges historie (både bog og film er jeg-fortalte). I filmen har Ford tilsat ekstra spænding ved at lade dette være dagen, da George planlægger at tage sit liv. Han lægger derfor en revolver i mappen, før han forlader huset i solen, og han møder alle sin verdens bipersoner med en hemmelig viden om at tage afsked.
   Der er en distinkt elegisk grundtone i filmen, snart ironisk og galgenhumoristisk, snart så romantisk-patetisk, at man kunne se Tom Fords version af A Single Man som LGBT-kulturens svar på Love Story (1970). Det gjorde flere ved premieren. Erich Segal, som skrev det ikoniske drama om sorg og katharsis, var netop død i 2010. Så tanken lå tættere på.**
   Præmissen er altså den samme som i Simon Stahos Dag og Nat (2004). En bitter mand kører rundt og tager afsked. Dog har skæbnen planer med George. Netop som han mener, at han ikke mere har grund til at leve, bliver han forelsket i den 30 år yngre Kenny (Nicholas Hoult). Isherwood fandt sammen med fotografen Don Bachardy, som bare var 18 år, da de mødtes. I A Single Man overvejer George for første gang at give slip på erindringen om Jim.




FORD satser hele filmen på George, der fremstilles indfølt og fejlfrit af Colin Firth. Man føler aldrig, at skuespilleren anstrenger sig for at være en anden. Han er George Falconer med alt, hvad det indebærer. Der er lagt megen vægt på hans besøg hos veninden Charley (Julianne Moore), som stadig mener, at hun og George kunne have fået et »rigtigt« forhold. Ellers er filmen forankret i mænd-med-mænds seksualitet. Ikke siden Jonathan Demmes AIDS-requiem Philadelphia (1993) er den martrede homoseksualitet i dén grad blevet heroiseret.




FILMEN foregår i 1962 og er forelsket i tiden på samme måde som Sam Mendes’ Revolutionary Road (2008) og Matthew Weiners fine tv-serie Mad Men (2007-2015). Fords kritikere har antydet, at han alene vælger perioden for at kunne iscenesætte hver detalje i George Falconers univers.
   Fetichismen er sandt nok en faktor. Det bliver tydeligt i scenen, hvor George har en blid dialog med den prostituerede Carlos (John Kortajarena) på parkeringspladsen bag den liquor store, hvor han henter gin og cigaretter før sit besøg hos Charley. Mændene sidder i solnedgangen og deler en cigaret. Bag dem ses Janet Leighs panikslagne øjne på en vægstor plakat for Alfred Hitchcocks Psycho. Det sitrer i cineasten, og det er en effektiv ramme om scenen. Det er også rendyrket reklamefilmsæstetik.



DER er dog andet og mere på spil. For det første er det en pointe, at George lever i Californiens gyldne storhedstid. For det andet har verden netop holdt vejret under Cubakrisen. En kollega fortæller George om det beskyttelsesrum, han har indrettet, og i et komisk indklip poserer kernefamilien à la American Gothic. I sin sorg og illusionsløshed er George stærkere end sine medmennesker. Som den eneste frygter han ikke det atomare ragnarok. Og netop som han atter kan frygte, har skæbnen også en bonus til ham.
   A Single Man er stærk, stilfuld og meget bevægende realiseret. 49-årige Colin Firth skaber sin karrieres bedste karakter og lægger afstand til signaturrollen som Mr. Darcy, der (for) længe har sat ham i bås. Filmen gør indtryk hinsides sin tematisering af køn og seksualitet. Den handler om livskraft; om sorgens væsen; om at stå ved, hvem man er; om at forlade og om at åbne sig for livet. En stor historie småt forklædt. Som den sorgramte George Falconer, der civiliserer sig foran spejlet.


*) Romanen udkom på Grafisk Forlag i 1964 i Georgjeddes oversættelse. Forlaget Turbine har genudgivet den i 2020, nu i Juliane Wammens oversættelse og med titlen Ene mand

**) Erich Segal (1937-2010) var en alsidig mand. Han var professor i græsk og latin, skrev adskillige akademiske værker om litteratur i Antikken (især den romerske komedie) og underviste på Harvard, Yale og Princeton. Samtidig havde han sans for sin tid og var heldig med hensyn til timing. Segal var medforfatter på manuskriptet til Yellow Submarine (1968), animationsfilmen som levendegør Beatles-sange, og han skrev romanen Love Story med en klar intention om at demonstrere den lutrende sorg i katharsis-begrebet. Hans agent kunne se en film i manuskriptet, så bogen og filmen udkom tæt på hinanden. Love Story var et kulturfænomen. Man skal næsten have været der for at begribe, hvor meget filmen fyldte i tiden. Også fortsættelsen Oliver's Story (1977) blev til efter tie-in princippet, og Ryan O'Neal repeterede sin rolle som Oliver Barrett IV. Segal skrev seks romaner mere. Den bedste er The Class (1985), som følger fem medlemmer af årgang 1958 på Harvard University.         

**) David Hockney: Don Bachardy and Christopher Isherwood, 1968. Acryl på lærred. 212 x 303,5 cm. Privateje. Calvin Brodie har fotograferet parret, der betragter sig selv. Bachardy og Isherwood mødtes i 1953 og levede sammen til Isherwoods død i 1986. Don Bachardy bor stadig i huset i Santa Monica. Han blev 86 år i maj 2020.

A Single Man. Instr.: Tom Ford. Manus: David Scearce og Tom Ford. Foto: Eduard Grau. 100 min. USA 2009. Dansk premiere: 04.03.2010.


Fotos: Fade to Black Productions/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, HBO Nordic, iTunes og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.03.2010

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar