Petzolds politiske spøgelseshistorier
Af BO GREEN JENSEN
Men vent. I det myldrende gadebillede er der pludselig sireneskrig og biler fra en anden tid. Moderne migranter bliver pågrebet af de brutale gendarmer. Fra modsat hold kommer Gestapo måske. Det handler om at have de rigtige papirer. Der er ingen forskel på dengang og nu.
Der bliver ikke talt om den porøse tid. Den er noget, man lever med som et vilkår. Alle er i transit. Snart er perioderne flettet sammen. Snart synes menneskene at være usynlige for hinanden. De færdes på gaden som genfærd. Kun Georg er altid til stede i begge kronologiske lag.
DE fleste af Christian Petzolds film er politiske spøgelseshistorier. I Yella (2007) kom sekretæren Yella fra Wittenberg i DDR til Hanover i det genforenede Tyskland. Hun levede et helt liv, før slutbilledet dementerede fiktionen. Faktisk var hun død ved en bilulykke i begyndelsen.
I Barbara (2012) blev DDR-lægen forvist til en østersøby. Hun forberedte flugten til Danmark, men valgte i stedet at blive og dø, så en anden kunne få muligheden. I Phoenix (2014) kom en kvinde hjem fra kz-lejren med et nyt ansigt, som hendes mand havde svært ved at kende. Gensynet var vanskeligt. Det var jo ham, som angav hende.
Petzold har som regel brugt den fremragende Nina Hoss i sine film. Hun spiller alle de ovennævnte kvinder. I Transit er Paula Beer den fortvivlede Marie Weidel, som leder efter sin mand i Marseille. Forfatteren tog sit liv, og Georg vil give Marie hans papirer. Men konsulen tror, at Georg er Weidel, og med ét står han forrest i udrejsekøen.
PETZOLD bruger megen tid på at lade Georg slentre omkring. Han bliver ven med en marokkansk dreng og prøver at hjælpe familien. Han forelsker sig inderligt i Marie. Det samme gør en læge fra vores nutid. Så hvem er livet vigtigst for? Som i Barbara bliver det et spørgsmål om at rejse eller blive, da papirerne omsider er i orden.
Historien har både aktuel spænding og tidløs drømmespilskvalitet. Til slut afspilles Talking Heads-nummeret »Road To Nowhere« fra albummet Little Creatures (1985). Den fuldendte anakronisme forstærker filmens præg af dobbelt eksponering og gennemsigtig virkelighed.
Transit bygger på en roman, som Anna Seghers skrev i 1942.* Det moderne lag er naturligvis Petzolds finesse. Sammensmeltningen af før og nu skaber en grænseløs kronologi. Produktionsmæssigt er tricket en genistreg. Byen skulle ikke renses for nutid. Det var bare at klæde karaktererne på.
Christian Petzold er fortsat en af de skarpeste tyske filmskabere. Transit er ikke alene seværdig. I en ny flugtens tid er den også nødvendig.
Se også Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]; Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Undine (2020).
Filmen streames på iTunes og Grand Hjemmebio
Trykt i Weekendavisen Kultur 12.04.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar