Sebastian Meise: Grosse Freiheit/ Great Freedom (2021)

EN SANG OM HAD OG KÆRLIGHED
En hyldest til venskab og alle slags kønsdrift

Af BO GREEN JENSEN

I TYSK straffelov var paragraf 175 den forhadte bestemmelse, som forbød seksuel kontakt mellem mænd. Mens homoseksualitet blev legaliseret i Danmark i 1933, stod det tyske forbud ved magt indtil 1969. Loven blev mest nidkært håndhævet under nazismen. Den kom aldrig til at omfatte kvinder, fordi man ikke kunne finde ud af at definere, hvad kvinders seksualitet var for noget.

   Sebastian Meises film skildrer venskabet mellem to mænd, som kender hinanden fra livet i fængslet. Der er tre tidsafsnit, som Meise behændigt klipper imellem. I 1968 bliver Hans Hoffman (Franz Rogowski) igen arresteret. I fængslet genforenes han med livstidsfangen Viktor (Georg Friedrich). Kulturen er stærkt homofobisk. Da Hans forsvarer en medfange, bliver han sat i isolation. Man tager hans tøj og slukker simpelt hen for lyset i verden.

MEISE bruger mørket som en tunnel i tiden. Sådan kommer filmen ned i sit dybeste lag, hvor venskabets origin story fortælles. I 1945 er Hans 18 år. Han kommer direkte fra koncentrationslejren, hvor henved 10.000 homoseksuelle mænd gik til. I fængslet deler han celle med Viktor (som er inkarneret hetero).

   Det begynder brutalt og følelseskoldt. Siden åbner mændene sig for hinanden. Viktor hjælper Hans med at camouflere den stigmatiserende kz-tatovering. Resultatet er mere sjældent end kønt. Viktor forsøger med mellemrum at blive stoffri. Hans svaghed og bane er narkomani.

   Som tilskuer får man fornemmelsen af det omliggende samfund. På et tidspunkt taler Hans om at flygte til DDR. Her ophævede man paragraf 175 allerede i 1950. Der er gribende nedslag i tiden; partnere, som kommer og (for)går. Ved at holde fokus på fængslet, fortæller Meise historien om en hel kultur. Herved adskiller Große Freiheit sig fra de fleste andre LGBTQ-film.

TIDEN går. I 1969, da fangerne er samlet for at følge månelandingen i tv, sidder de som på en ø i historien. Hans og Viktor ligner et gammelt ægtepar. Hans har taget turen gennem abstinenserne med Viktor. Tilfældigt ser han i Der Spiegel, at paragraf 175 er faldet. Så han er fri, men fri til hvad?

   Nu kommer titlens ironi til sin ret. Hans går i byen og ser på de hedonistiske tilbud. I klubben »Große Freiheit« bliver der skejet ud i alle genrer af kønslivet. Det ligner Club Rectum i Gaspar Noés Irréversible (2002). Franz ser sig om. Han savner sin ven. Han træffer da et bestemmende valg, som Meise forløser med humor og patos.

   Große Freiheit er en bevægende film. Den skildrer ofrene for en inhuman lov, men især fortæller den om et livsvarigt venskab og er dertil et solidt bidrag til fængselsgenren. Rogowski og Friedrich er fremragende. Hvis livet bliver ved længe nok, sløres sondringen mellem kærlighed og venskab. Følelsen er grænseløs.

PARAGRAF 175 faldt endelig helt bort i 1994. I Berlin kan ingen overse mindesmærket for de myrdede europæiske jøder. I Tiergarten ved siden af står et mere diskret monument. Hvis man kigger ind, kører en film om de faldne homoseksuelle i sløjfe. Sådan har LGBTQ-sagen altid været en tilføjelse til den store historie. Med Große Freiheit får den sin egen fortælling.

Grosse Freiheit (Große Freiheit). Instr.: Sebastian Meise. Manus: Thomas Reider, Sebastian Meise. Foto: Crystel Fournier. 116 min. Østrig-Tyskland 2021. Dansk premiere: 19.05.2021.

Fotos: Freibeuterfilm/ Rohfilm/ ORF/ ZDF/ Piffl Medien/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.05.2021.

Christian Petzold: Undine (2020)

HAVFRUENS HÆVN

Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.

   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).

   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.

PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.

   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.

   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.

PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.

   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.

DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.

   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.

DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.

   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.

FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.

   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.

CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   

UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.

   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.

Se også Christian Petzold: Barbara (2012); Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Transit (2018).

Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.

Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv, The Match Factory/ The Upcoming (YouTube Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra good!movies (region B) 19.11.2020

2K Blu-ray i bokssættet Christian Petzold Die Kollektion | 4 Movies 2012-2020 | fra Plain (region A) 30.05.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

Christian Petzold: Transit (2018)

KÆRLIGHED I FLUGTENS TID
Petzolds politiske spøgelseshistorier

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder i Vichy-tidens Frankrig. Marseille er fuld af flygtninge, som venter på at få visa, så de kan komme med skibet til Mexico. Der er kø på konsulatet. Mange er klædt alt for varmt. Det gælder for eksempel Georg (Franz Rogowski), som sidder med bøjet hoved på en café.

   Men vent. I det myldrende gadebillede er der pludselig sireneskrig og biler fra en anden tid. Moderne migranter bliver pågrebet af de brutale gendarmer. Fra modsat hold kommer Gestapo måske. Det handler om at have de rigtige papirer. Der er ingen forskel på dengang og nu.

   Der bliver ikke talt om den porøse tid. Den er noget, man lever med som et vilkår. Alle er i transit. Snart er perioderne flettet sammen. Snart synes menneskene at være usynlige for hinanden. De færdes på gaden som genfærd. Kun Georg er altid til stede i begge kronologiske lag.

DE fleste af Christian Petzolds film er politiske spøgelseshistorier. I Yella (2007) kom sekretæren Yella fra Wittenberg i DDR til Hanover i det genforenede Tyskland. Hun levede et helt liv, før slutbilledet dementerede fiktionen. Faktisk var hun død ved en bilulykke i begyndelsen.

   I Barbara (2012) blev DDR-lægen forvist til en østersøby. Hun forberedte flugten til Danmark, men valgte i stedet at blive og dø, så en anden kunne få muligheden. I Phoenix (2014) kom en kvinde hjem fra kz-lejren med et nyt ansigt, som hendes mand havde svært ved at kende. Gensynet var vanskeligt. Det var jo ham, som angav hende.

   Petzold har som regel brugt den fremragende Nina Hoss i sine film. Hun spiller alle de ovennævnte kvinder. I Transit er Paula Beer den fortvivlede Marie Weidel, som leder efter sin mand i Marseille. Forfatteren tog sit liv, og Georg vil give Marie hans papirer. Men konsulen tror, at Georg er Weidel, og med ét står han forrest i udrejsekøen.

PETZOLD bruger megen tid på at lade Georg slentre omkring. Han bliver ven med en marokkansk dreng og prøver at hjælpe familien. Han forelsker sig inderligt i Marie. Det samme gør en læge fra vores nutid. Så hvem er livet vigtigst for? Som i Barbara bliver det et spørgsmål om at rejse eller blive, da papirerne omsider er i orden.

   Historien har både aktuel spænding og tidløs drømmespilskvalitet. Til slut afspilles Talking Heads-nummeret »Road To Nowhere« fra albummet Little Creatures (1985). Den fuldendte anakronisme forstærker filmens præg af dobbelt eksponering og gennemsigtig virkelighed.

   Transit bygger på en roman, som Anna Seghers skrev i 1942.* Det moderne lag er naturligvis Petzolds finesse. Sammensmeltningen af før og nu skaber en grænseløs kronologi. Produktionsmæssigt er tricket en genistreg. Byen skulle ikke renses for nutid. Det var bare at klæde karaktererne på.

   Christian Petzold er fortsat en af de skarpeste tyske filmskabere. Transit er ikke alene seværdig. I en ny flugtens tid er den også nødvendig.

Se også Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]; Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Undine (2020). 

*) Anna Seghers (1900-1983) hed egentlig Anna Reiling. Hun kom fra en jødisk familie i Mainz og nåede selv til Mexico via Marseille, hvor hun ventede i et år på passage. Det syvende kors (1939, da. 1964) var en af de første tyske romaner, som nævnte nazisternes koncentrationslejre. Bogen blev filmatiseret i Hollywood i 1944 med Fred Zinnemann som instruktør og Spencer Tracy i hovedrollen. I 1947 vendte Seghers hjem til Berlin. Hun blev DDR-borger i 1950 og var medstifter af det østtyske akademi. Forlaget Tiden udgav Transit på dansk (ved Arne Herløv Petersen) i 1986. Senest udkom Et rejsemøde og andre fortællinger i Hans Chr. Finks oversættelse på Batzer & Co. i 2004.

Transit. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 101 min. Tyskland 2018. Dansk premiere: 11.04.2019

Fotos: Schramm Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Music Box Films (YouTube trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Music Box Films (region A) 09.07.2019

2K Blu-ray fra Euro Video (region B) 08.10.2018

Anmeldelsen stod t  i Weekendavisen Kultur 12.04.2019