Et kontroversielt hovedværk i to versioner
Af BO GREEN JENSEN
TIDEN ødelægger alt. Le temps détruit tout. Det er det aksiomatiske slogan, som Gaspar Noé har valgt til sin meditation over skæbnens uigenkaldelighed. Fordi alt i Irréversible opleves omvendt, er mottoet anbragt til slut. Mottoet er skrevet med spejlskrift, og man læser let forbi det. Det er dog værd at have i baghovedet, hvis man overhovedet ønsker at reflektere over filmen efter det chok, som den repræsenterer. 
SYTTEN år og fire film (Enter the Void, LOVE, Climax, Lux Æterna) senere præsenterede Gaspar Noé i 2019 en nyredigeret version af Irréversible på Mostraen i Venedig. I Irréversible - Inversion intégrale er den omvendte kronologi rettet ud, så filmen begynder med Alex i parken og slutter i mørket over klubben, hvor Marcus og Pierre tager en futil, ironisk hævn.
Irréversible. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie og Gaspar Noé. 95 min. Frankrig 2002. Dansk premiere: 21.11.2003
Af BO GREEN JENSEN
Skelettet er en enkel historie om voldtægt og hævnen for dette seksuelle overgreb. Der er tolv hovedafsnit i filmen, og det kan umiddelbart ligne en gimmick, at tilskueren får dem at se i omvendt kronologisk rækkefølge. Det er helt konsekvent gennemført. En atmosfære af utryghed breder sig straks, da de spejlvendte sluttekster forsvinder op over lærredet, for gradvis at tippe, kæntre og vælte. Et svimmelt kamera søger i mørket. Der findes hverken op eller ned. Musikken er en sonisk sugen, som en stadig sirene hørt gennem vand.
I værelset, hvor kameraet endelig finder noget at fokusere på, sidder to mænd på sengen og ryger og drikker, formentlig efter noget købt sex af en slags. De fører en filosofisk samtale. Den ene er nøgen. Instruktørens faste tilhængerkare vil genkende »Slagteren« (Philippe Nahon) fra Seul contre tous (1998) og kortfilmen Carne (1991). Han fortæller, at han kom i fængsel, fordi han gik i seng med sin datter. Den anden svarer, at der ikke findes gode og onde handlinger. Kun handlinger.
EFTER denne prolog dykker Irréversible direkte ned i helvede og den voldsomme slutning, som altså er filmens begyndelse. Voldsom er en høflig betegnelse. I et inferno af rødt mørke og stroboskopeffekter, synkroniseret med den sugende musik, stiger to vrede mænd ned i bøsseklubben Rectum. De kommer ikke efter sex, men efter hævn. Den vredeste, Marcus (Vincent Cassel), lægger sig ud med alt og alt, mens han spørger efter alfonsen Le Ténia. Den forsigtige Pierre (Albert Dupontel) følger efter og prøver at glatte ud i forhold til stedets kunder.
Endelig finder Marcus Le Ténia. At det faktisk er den forkerte mand, som han giver sig til at slå løs på, forstår man først senere, da filmen når sin dramatiske akse. Marcus forstår det vel aldrig. Nu og her bliver han slået ned og får sin ene arm knækket mod gulvet. Da kommer Pierre ham til undsætning og slår modstanderen i ansigtet med en ildslukker. Musikken bliver ved med at pumpe, mørket bliver ved med at suge. Igen og igen støder Pierre ildslukkeren ned i den bevidstløses ansigt. Til sidst er der intet ansigt tilbage.
I næste scene, som faktisk er forrige scene, er sugelyden endelig standset. Marcus og Pierre nærmer sig Rectum. Endnu en scene før får de opklaret, hvem og hvor Le Ténia er. En tredjedel inde i filmen bliver en kvinde kørt væk i en ambulance. Hendes ansigt er knust. I det samme kommer Marcus og Pierre ud fra en opgang. De taler om Marcus’ kæreste, Alex. Det giver et sæt i Marcus, da han genkender Alex på båren. Scenen er sat for den 12 minutter lange voldtægt, hvor alle filmens spor konvergerer.
VOLDTÆGTEN finder sted i en fodgængertunnel under et parisisk hovedstrøg. Alex (Monica Bellucci) kommer ud af opgangen, iført kropsnær aftenkjole. Trafikken er tæt, og en prostitueret råder hende til at tage tunnelen. Bagfra ser vi Alex dreje ind i tunnelen. Hun er halvvejs, da et par vælter ind fra den modsatte side. Manden slår og truer kvinden. Alex ved ikke, om hun skal gribe ind eller løbe forbi. Manden bliver opmærksom på hende og lader den anden gå.
Med en kniv truer manden Alex til at lægge sig på maven. Herpå voldtager han hende analt, mens han intensiverer sin nydelse med poppers og holder gejsten oppe ved at råbe skældsord. Rige so, rige sæk, er det gennemgående motiv. Alex grynter og skriger under seancen. »Jeg er ikke færdig med dig endnu,« siger han bagefter. Han sparker hende i maven og ansigtet. Han slår videre på ansigtet og kvaser det endelig ned i betonen. »Nu er jeg færdig med dig,« siger han så.
Det er en grænseoverskridende scene, som bestemt sætter af i en vis lummer pirring. Voldtægt er og bliver et af pornografiens yndlingsscenarier. Men manden er så led, voldtægten er skildret i én ubønhørlig indstilling, og slagene falder så livagtigt, at det hele bliver kvalmende konkret. Scenen er Noés grumme lektie til den voyeuristiske tilskuer. Han tværer publikums ansigter rundt i hjertets søle og demonstrerer, hvordan det ser ud, når kødet går til. Og han modbeviser sin egen prolog. Der findes onde handlinger.
VOLDTÆGTEN er den hårde kerne, som man har vendt og drejet alle steder, hvor Irréversible har fået premiere, siden den blev vist første gang på Cannes Festivalen 2002. Ifølge overleveringen var Noés film årets samtaleemne. Det passer ikke. Irréversible blev lanceret som årets obligatoriske »Chok på Croisetten«, men de fleste kunne bare ikke lide filmen, som hurtigt var set og forsvundet igen. Roman Polanskis The Pianist tog Guldpalmen hjem.
I Danmark blev Irréversible vist på CIFF og fik kun premiere i én biograf. I Australien og New Zealand blev filmen forbudt. I England blev et forbud overvejet, men censuren endte ved 18-års grænsen, der er forbeholdt værker, man virkelig frygter. I tidsskriftet Sight and Sound skrev to kritikere udførlige for-og-imod analyser, som udtrykte den splittede reaktion, hver enkelt tilskuer sidder med. Alle anerkender Noés formelle kvaliteter, men nogle ser af samme grund Irréversible som slibrig og dekadent spekulation. Filmens fortalere tager den på ordet. I Sight and Sound skrev Mark Kermode, at den bedst giver mening som et genrestykke i horrorfamilien. Det var tænkt som en kompliment.
SIKKERT er i hvert fald, at strukturen har betydning. Filmens sidste kvarter skildrer endelig den banale idyl, som ville have været begyndelsen i en traditionel kronologi. Marcus skejer ud til festen. Alex er på vej hjem, da hun vælger at gå gennem tunnelen. Før festen står hun i en elevator sammen med Marcus og Pierre. Hun fortæller, at hun er ved at læse en interessant bog: »Fremtiden er allerede skrevet. Det hele er der hele tiden. Beviset er profetiske drømme og forudanelser.«
Om eftermiddagen har Marcus og Alex elsket, lyrisk og udførligt, under plakaten fra Stanley Kubricks 2001. Alex har opdaget, at hun er gravid, og om formiddagen – i begyndelsen som nu er filmens sidste scene – har hun ligget i parken og læst J.W. Dunnes An Experiment in Time (1927), en klassisk refleksion over tidens væsen og forhold til skæbnen. Hun har haft et mareridt; Marcus har fantomsmerter i armen, som bliver brækket. Fremtiden er allerede skrevet.
DET er på den baggrund, at der endelig står Le temps détruit tous. I en regelret kronologi ville første akt virke patetisk. Lydsporet citerer Beethovens syvende symfoni. Kameraet ser Alex oppefra. Så flyver det væk og farer vild, tipper, kæntrer og vælter, ganske som i den sorte slutning, der var begyndelsen. Teksterne afvikles baglæns. Endelig er lærredet hvidt. Det pulserer da med stroboskopisk effekt og producerer den sublimative hvidhed, som siges at ligge to trin fra hypnosen.
Jeg har set filmen flere gange og kan stadig ikke blive klog på, om den er god eller dårlig, om den spekulerer, kritiserer, problematiserer eller hvad. I hvert fald er den interessant. Vi ser kvindehad og kvindeagt. Vi ser en hæslig hævn, før vi kender forbrydelsen, og det er sandt, at Irréversible for alvor giver mening som horror. I gysergenren er der altid et øjeblik, hvor den handlingsbærende karakter standser op, før hun eller han går ind i mørket, som rummer angsten og fortrængningen.
Hos Noé har det hjerteskærende virkning, da den intetanende Alex går ned ad trappen og drejer ind i tunnelen, hvor den grusomme voldtægt vil finde sted. Ved senere gennemsyn får man tårer i øjnene. Det gør endnu mere ondt, fordi billedet er så smukt komponeret. Man kan beskylde Noé for at sensationalisere. Men filmen lader ikke én ligegyldig, og det er offeret som man identificerer sig med. Det må et eller andet sted være vigtigt.
Virkningen er svær at bedømme, hvis man kender førsteudgaven. Og gør man ikke dét, savner man alle forudsætninger. Publikum kan bedre orientere sig i forløbet. Begyndelsen i parken taber sin strukturelle tragik. Festen, hvor Marcus bliver pinlig, er irriterende langstrakt. Hævnen virker triviel og unødigt udpenslet. Voldtægten midtvejs står fast og har samme uafrystelige kvalitet.
Noé forestiller sig ikke Irréversible - Inversion intégrale som en ny version, der erstatter den originale, men som et spejlbillede, der supplerer og hører sammen med den gamle film. Filmen blev præsenteret uden for konkurrence. I festivalkataloget stillede Noé først fem retoriske spørgsmål, som gjorde det ud for en synopsis:
»Hvorfor husker folk kun deres fortid? Hvorfor er der ingen, som lytter til forudanelser i drømme? Hvorfor går tidsopfattelsen kun i én retning? Hvorfor er fri vilje en illusion? Hvorfor er mennesket kun et dyr?«
Svarene fungerer som »instruktørens hensigtserklæring«: »Hvorfor denne film? Fordi originalversionen blev fortalt baglæns, og mange tilskuere, som var overvældet af mod uret-strukturen, forstod ikke visse aspekter af historien. Flyder tiden med uret, bliver alting klarere og også mørkere. Der er ikke skåret i dialogen, og ingen elementer i historien er fjernet. Derfor kalder jeg denne version Straight Cut. Hidtil har Irréversible med vilje været gådefuld. Nu er den et diptykon, som en gammel vinylplade, hvor b-siden er et alternativt mix af skæringen på a-siden, sunget med stemmer, som bedre kan høres, så fatalismen i ordenes betydning får endnu mere fylde. I vil forstå, hvad jeg mener. Tiden røber alle ting.«*
Irréversible er med årene blevet et nyklassisk værk. Monica Bellucci og Vincent Cassel kom til Venedig og præsenterede filmen sammen med Gaspar Noé. De var et par, da de optog Irréversible. Det er de ikke længere. Filmen blev modtaget med interesse, men vakte ingen større opsigt. Som nævnt stod Irréversible i skyggen af Roman Polanskis Pianisten, da den blev præsenteret i Cannes i 2002. I 2019 var samme forkætrede Polanskis film om Dreyfus-affæren, J'accuse (da. Officer og spion), den mest diskuterede film. Ikke for sin egen skyld, men for #MeToo-bevægelsens vrede over, at festivalledelsen tillod Polanski at deltage. J'accuse modtog Juryens Grand Prix. Årets Guldløve gik til Todd Phillips' Joker.
Se også Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Climax (2018); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).
*) Begge versioner findes på den blu-ray Édition SteelBook, som StudioCanal udgav i Frankrig i december 2020. I april 2021 udgav britiske Indicator et bokssæt med restaurerede 2K/5.1-kopier af 2002 Original Theatrical Cut og 2020 Straight Cut; essays, artwork, korte arbejder fra perioden, interviews, pressemøder og masterclass-foredrag + en bog og nyt kommentarspor af Noé. Et highlight er videoessayet 'Time Destroys All Things' (2021, 15 min.), hvor Alexandra Heller-Nicholas, forfatter til Rape-Revenge Films: A Critical Study, undersøger kønspolitikken i Irréversible. Det meste af materialet er unikt for den britiske udgivelse.
Irréversible - Inversion intégrale. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie, Gaspar Noé. 86 min. Frankrig 2019. Set i Venedig 31.08.2019
Fotos: 120 Films/ Wild Bunch/ StudioCanal/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]/ la Biennale di Venezia
Filmen fra 2002 bliver ikke streamet i DK; Irreversible - Straight Cut streames på SF Anytime
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003
Ingen kommentarer:
Send en kommentar