Translate

onsdag den 16. juni 2021

Robert Guédiguian: Gloria Mundi (2019)


AL VERDENS HERLIGHED
Robert Guédiguian samler atter familien

Af BO GREEN JENSEN

DET hele er sådan set sagt allerede på filmens plakat og med titlen. Al verdens herlighed kommer til udtryk i blikket og smilet, som mor og barn deler. Det er solen, som smelter en gusten kynisme. Her er et nyt liv, som giver mening til de gamle. Her er grunden til at tåle alle trængsler og blive ved.
   Bekræftelsen kommer i sidste øjeblik. For personkredsen i Gloria Mundi er det blevet stadig sværere at holde fast i fællesskabet, som en familie udgør. Engang var der overskud. Matriarken Sylvie var sikkert fagligt engageret, som de gode karakterer i Robert Guédiguians film uvægerligt er. Nu ser hun ned i jorden og nægter at standse rengøringsarbejdet, da forbundet mobiliserer til strejke. Hun har nok i sit eget. Hun vil være i fred og beholde sit job.
   Hjemme i lejligheden går Richard og er bange, fordi alting smuldrer omkring ham. Han og Sylvie har haft et godt ægteskab. Han har næsten glemt, at han ikke er far til begge døtrene, som begår fejl, men er kommet i vej. Nu kommer Daniel ud af fængslet og ringer på efter tyve år. Manden vil være en far for sin datter. Richard mister sit arbejde som buschauffør. Nu har de kun Sylvies penge fra havnen. Hvad skal en gammel mand stille op?



DET er problemerne i segmentet, der har samme alder som filmskaberen. Guédiguian er født i 1953. Faste tilskuere kan se historien for sig, når jeg nævner, at Sylvie, Richard og Daniel bliver spillet af Ariane Ascaride, Jean-Pierre Daroussin og Gérard Meylan. Siden Dernier Été (1981) har de tre båret næsten alle Guédiguians film. Det var Ascaride og Meylan, der forelskede sig i Marius et Jeannette (1997), som blev gennembruddet – også i Danmark.
   Vi befinder os naturligvis i Marseille. Guédiguian er om nogen lokalpatriot. Der har været afstikkere til spænding, erotisk jalousidrama og andre genrer – Le Promeneur du Champ-de-Mars (2005) var en biopic om François Mitterrand – men kernen i værket har været den store livsfrise med hustru og venner.
   I La villa (2017, da. Huset ved havet) kunne Guédiguian lade vennerne tage tilbage til fiskerbyen Méjuan, som de første gang kom til et halvt liv før. I flashbacks kunne han citere Ki lo sa? fra 1985, hvor de tre sad i bilen og sang Bob Dylans »I Want You«. Det var et mageløst filmøjeblik.



I DEN yngre generation er Anaïs Demoustier og Robinson Stévenin blevet børnene, der følger med. I Gloria Mundi er Mathilda (Demoustier) gift med Nicolas (Stévenin), som er Uber-chauffør uden fremdrift. Hun er misundelig på halvsøsteren Aurore (Lola Naymark), som har mere held med den foretagsomme Bruno (Grégoire Leprince-Ringuet).
   Mathilda svigter Nicolas, så det gør ondt. Hun har bestemt ikke brug for at gense sin far. Men ingen ved, hvad de har brug for i Gloria Mundi. Det er svære og nøjsomme tider. Guédiguians perspektiv er det samme som hos briten Ken Loach og de belgiske Dardenne-brødre. Filmskaberne indgår endda i et netværk, som hjælper hinanden med finansiering.



GLORIA Mundi ligger i forlængelse af Kilimanjaros sne fra 2011. Her var Ascaride og Darroussin guldbryllupsparret, som drømte om at rejse, når der blev tid. Tillidsmanden Daroussin lagde sit eget navn i bunken, da der var fyringsrunde på havnen. Og tog konsekvensen uden at blinke. Kolleger og venner samlede ind. Belønningen var et brutalt røveri, der stadig sidder i tilskueren. Trods alt kunne filmen smile til slut.
   Nu er solidariteten tyndslidt. Livsmodet nærmer sig nul, da Gloria kommer. Det smil – og blikket – får så lov at stå, mens de voksne forhold hænger i laser. Heraf også titlens forbehold. Faktisk står der jo [Sic transit] Gloria Mundi. Således forgår verdens herlighed.



JEG så filmen i Venedig i 2019 og talte i januar 2020 – lige før pandemien – med Ariane Ascaride i Paris. Hun og Guédiguian blev gift i 1975.
   »Vi begyndte på den måde, fordi der var en film, som Robert ville lave og som ingen ville producere. Vi var heldige at kunne samle nogle venner og lave de film, simpelt hen fordi vi ville sige noget om verden, vi lever i. Først var vi ikke så mange, men siden blev vi en familie, en flok. Og når vi laver film, er det ikke bare arbejde. Vi taler, vi udveksler synspunkter.
   Jeg havde ikke troet, at vi skulle arbejde sådan i 35 år. I dag er vi blevet en institution. Vi er blevet et begreb, som man henviser til. Jeg elsker at arbejde med andre instruktører og opdage deres verden. Det er som at tage på en rejse. Som at tale et fremmed sprog med accent.«



JANUAR 2020 var en anden tid. Paris var lukket ned, fordi Les Gilles Jaunes demonstrerede hver weekend. Ascaride sagde, at hun og Guédiguian altid har lavet film for mennesker, der ikke går i biografen.
   – Hvad blev der af engagementet?
   »Faktisk er der fagforeninger, som gør sig klar til at demonstrere i gaderne hér, mens vi taler. Først ville De Gule Veste ikke have noget med fagforeningerne at gøre. Nu demonstrerer de hånd i hånd. De vækkede fagforeningerne. De sagde: I ved ikke, hvad der foregår nede på jorden.
   Hvis du vil forstå Guédiguians ideer, må du se hans film i rækkefølge, for de er som en dagbog. Gloria Mundi er et vredt råb. For nu taler de undertrykte undertrykkernes sprog. Det er, hvad der sker, når modkulturen forsvinder. Og den er forsvundet. Det var en gradvis og farlig proces, som fandt sted i det skjulte. Vi så den ikke komme, det var som en tsunami.
   Men der er altid overlevende efter en tsunami. Fascismen tager til i Europa. Der er altid monstre, som vågner, når økonomien er svær. Men i Frankrig er det den 45. strejkedag. I Paris kan folk ikke tage metroen, som de plejer. Man finder ud af det på andre måder. Der er ingen vrede, uanset hvad de siger i tv. Regeringen vil have arbejderne til at kæmpe indbyrdes. Lige nu har de fejlet.«
   – Hvordan er det så at lave film for folk, der ikke ser dem?
   Ascaride kan sagtens smile: »Vi har et familiepublikum, når de bliver sendt i tv. Det er godt nok at tale i ørkenen. Der er altid nogen, som lytter et sted.«
   Jeg synes, du skal se Gloria Mundi. Også (og måske især) hvis du ikke deler den politiske filosofi. For menneskesynet er pragtfuldt. Filmen har ventet et år på at få dansk premiere. Nu er den her endelig og kan få sin tid.


Gloria Mundi. Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Robert Guédiguian og Serge Valletti. Foto: Pierre Milon. 106 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 27.05.2021


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Camera Film/ Unifrance/ La Biennale di Venezia
Filmen streames på iTunes og er stadig i danske biografer
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.05.2021

Ingen kommentarer:

Send en kommentar