Translate

tirsdag den 17. marts 2020

Robert Guédiguian: Huset ved havet (2017)



SKUFFEDE IDEALISTER
Robert Guédiguian gør status på vegne af sin generation

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en far, som falder om. Gamle Maurice dør ikke af det slagtilfælde, som rammer ham i scene ét, men patriarken forsvinder ind i sig selv. Børnene samles i huset, som de var med til at bygge 40 år før, da kroppene var stærke og farverne var friske. For ikke at tale om viljen til forandring, som driver værket hos filmskaberen Robert Guédiguian.
Maurice drev restauranten Mangetout så længe, han kunne. Så overtog sønnen Armand (Gérard Meylan). Det er også Armand, der har plejet den skrantende far. Nu skal forretningen afvikles, og hans søskende vender tilbage. De er alle tre i tresserne nu.



SKUESPILLEREN Angelè (Ariane Ascaride) har ikke været hjemme i tyve år. Der skete noget tragisk, som hun ikke kunne tilgive. Vi forstår, at hun har haft en lang teaterkarriere. Men rollerne er ved at tynde ud. Hun kommer kun, fordi det er nødvendigt.
   Forfatteren Joseph (Jean-Pierre Darroussin) har undervist og skrevet politisk kritik i ånden fra 70erne. Han hader alt ved tiden nu og betragter den som en primitiv tegneserie, men han er ikke uden selvironi. Kæresten Bérangère (Anais Demoustier) er langt yngre. Hun trives i nuet og er ved at blive træt af Josephs vemodige jeremiader. Han ved det, og han dyrker allerede smerten, som han vil føle, når hun går om lidt.
   Huset ligger i Méjean, et fiskerleje på kysten ved Marseillles. De elsker alle tre byen, hvor de havde en fyrstelig opvækst. Nu bliver jorden opkøbt af nyrige liberalister. En yacht er inde at vende i havnen. De fremmede ser kun en kulisse for byggerier, der skal gøre dem rigere endnu.






SCENEN er sat for et stort snakkestykke om tidsånd, personlige opgør og fælles forsoning. Huset ved havet er en af de film, som unge mennesker sjældent vil se. Forældregenerationen analyserer sig selv og diskuterer, hvor engagementet blev af. Karaktererne udveksler ægte erfaring.
   Tonen er sober og realistisk. Skal man have indvende noget, kunne kritikken gælde de konstruktioner, som manuskriptet trods alt griber til En ung fiskerknøs (Robinson Stévenin) gør stormkur til Angéle. Naboerne er for stolte til at tage imod hjælp fra deres søn, som er læge og tilser Maurice. Han falder i dyb snak med Josephs unge kæreste og ser ikke ouverturen til den teatralske udvej, som forældrene vælger. 
Endnu mere gemacht er den handling, som for alvor ryster de tre søskende sammen. Militæret finkæmmer kysten for flygtninge, der er svømmet i land. Angèle, Joseph og Armand hjælper migranternes børn og føler hjertet slå hurtigt igen. Følelsen er sympatisk, men sekvensen virker meget utroværdig.
   Der er derimod intet af udsætte på de erindringsglimt, som sætter stemningen og forklarer relationerne. Filmen kommer til live, da de tre med ét er unge mennesker igen. De kører hurtigt med vinden i håret. Radioen spiller Dylans »I Want You«, og bilen standser ved havnen i Méjean. Her er fundamentet. Det er en stærk kontrast til stemningen nu.





FILMEN fortæller jo - på sæt og vis - Guédiguians egen historie. Han er født i 1953. Hans far var værftsarbejder i Marseille. Han mødte Ascaride på universitetet i Aix-en-Provence. De blev gift i 1975, og hun har spillet hovedrollen i 15 af hans 20 film - næsten altid som kvinden mellem eller ved siden af Meylan og Darroussin, når de kæmpede den gode kamp.
   Mange husker Meylan og Ascaride som parret i Marius og Jeannette (1997). Eller Ascaride, der svigter Darroussin for Meylan i Marie-Jo og hendes to elskere (2002). Og Darroussin og Ascaride som aldrende socialister i Kilimanjaros sne (2011).





GUÉDIGUIAN har holdt ved sit ensemble. Her viser han karakterernes ungdom ved at citere en scene fra Ki lo sa? (1985). Jeg har set det nostalgiske stilgreb beskrevet som en doven og ufilmisk løsning. Jeg er slet ikke enig. Nostalgi betyder hjemve. Dét er, hvad denne film handler om. Der er hverken bitterhed eller resignation. Men der er hjemve.
   Huset ved havet er en lille film om, hvad der blev af det hele. Har man fulgt Guédiguian, er den usigeligt bevægende. Der er en ærlighed og en skrøbelighed, som løfter sædeskildringen. Guédiguian er som filmskaber i familie med briten Ken Loach og de belgiske Dardenne-brødre. De kæmper, til de segner. Over tid er det blevet til prægtige værker.





Huset ved havet (La villa). Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Robert.Guédiguian og Serge Valletti. Foto: Bernard Sasia. 107 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 28.06.2018



Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.06.2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar