Translate

torsdag den 19. marts 2020

Danske dystopier 4: Sorgenfri (2015) [Epidemic Cinema]



DE FORVANDLEDE
Dansk zombiegyser med coronarelevans

Af BO GREEN JENSEN

ZOMBIER i Sorgenfri. Det måtte jo komme – eller hvordan? Engang var genren noget, som unge nørder sad klistret til oppe på værelset. Nu kan hele familien se med, når sæson 7 af The Walking Dead bliver streamet.
   Zombier er for dette årti, hvad vampyrer var for det sidste. George A. Romero (1940-2017) blev kaldt gal og pervers, da han skabte Night of the Living Dead (1968), som er genrens grund- og ædelsten. Han dyrkes nu som en profetisk mester.

   
I SORGENFRI kommer smitten til Danmark, og vi ser, hvordan det ville se ud, hvis et almindeligt villakvarter gik i opløsning. Dino (Troels Lyby) og Pernille (Mille Dinesen) har teenagesønnen Gustav (Benjamin Engell) og en kær lille datter. De er gode venner med Caspar (Mikael Birkkjær) og Anna (Therese Damsgaard). Det er kærlig dansk hverdag som i en sang af Steffen Brandt.
   Først kommer sygdommen som nålestik. Folk forsvinder, dør for en tid og vender tilbage som flænsende væsener. Længe sker det mest off screen. Der er fråselyde og blodsprøjt på tv-skærmen, hvor oplæserne beder de berørte familier ringe til et særligt nummer. Ude i gaderne ankommer soldater, som truer, slår og skyder vilkårligt. Imens bliver Gustav forelsket i Sonja (Marie Hammer Boda), der er flyttet ind på den anden side af vejen.
   Som tiden går, bryder tingene ned, og anarkiet griber om sig. De raske lærer at dræbe de syge, før det er for sent, og de selv bliver bidt. Sorgenfri forvandles til et katastrofeområde med hærgende horder af grådige døde og et brutalt, totalitært militær. Til sidst lukker samfundet simpelt hen ned. Det samme gør menneske(lig)heden. Spørgsmålet er, hvad vi skal med det hele.


BEDST fungerer første akt, hvor normaliteten inficeres, og strukturen i hverdagen vakler. Empatien dør i etaper. Ingen på lærredet har fantasi til at forestille sig det værste. Alle i salen ved, hvad der venter.
   Sygdommen tager de fleste med tiden. Myndighederne misinformerer, og maskerede stormtropper tvinger borgerne til at blive i deres huse. Nødrationer sættes ved døren. Hver husstand skal bevise, at alle i familien er smittefri.
   I den fingerede tv-avis taler Reimer Bo og Trine Sick om en virus, som snart er under kontrol. Så holder panserkøretøjerne og helikopterne op med at komme. Koncentrationslejren på den lokale skole bliver rømmet, og myndighederne rejser en mur. Sorgenfri og Virum bliver lukket af. Nu er kernefamilien næsten alene, og det hele er sket på et par skæve døgn.


   

VÆRST fungerer anden akt, hvor det bliver klart, at de inficerede er forvandlet til zombier – Sorgenfri bruger aldrig selv ordet – og det er tid til at demonstrere, hvor genrebevidste filmskaberne er. Der er sådan set ikke noget i vejen med skildringen af den gradvise opløsning og nedsænkningen til et dyrisk stadie, men hver scene henviser til andre steder i genren, som Sorgenfri hylder og varierer.
   En lang sekvens i et supermarked, hvor Lyby og Birkkjær tager hen for at fouragere, er ren Romero og Dawn of the Dead (1978). Scenerne ved muren ligner kampene ved Hadrian’s Wall i Danny Boyles 28 Days Later (2002). Det hele skal være grumt på en måde, som viser, at en dansk zombieapokalypse ikke står tilbage for den globale epidemi i World War Z (2013).
   



ENDELIG er scenen sat for sidste akt, hvor det bliver nødvendigt at gøre sig hård og dræbe sine forvandlede kære. Det lykkes Gustav og Sonja at vende ryggen til de voksnes fordærvede helvede. Imens bliver familiens guldklump inficeret. Mor går fra forstanden, mens Far er pinligt bevidst om hver rest af menneskelighed, som han giver slip på med grådkvalt selvlede.
   Forstaden forsegles, så klaustrofobien bliver komplet. Længe gør Lyby, som myndighederne siger. Kun Gustav river hul i den sorte presenning for at se sin elskede Sonja. Sønnen reagerer, mens faderen er passiv. Alligevel er det godheden og kærligheden, som bringer smitten ind i huset.



DE vandrende døde reagerer på stærkt lys, opdager Gustav. Adam Morris Philp skaber smukke billeder, når de stavrende søvngængere står stille under gadelygterne og vender ansigtet op mod det nærende lys. Ellers er æstetikken på det jævne. Morten Pedersen har komponeret musikken, der lyder lidt som et selvskrevent score af John Carpenter.
   Der er gjort mest ud af mændenes reaktioner. Lyby, Birkkjær og Engell reagerer nuanceret og troværdigt. Til gengæld er kvinderne tegnet som gæs. Birkkjærs kone stikker af for et godt ord. Maria Boda laver trutmund og stjerneøjne. Dinesen forsikrer Lillepigen om, at det hele nok skal blive godt. Det gør hun også, da enhver kan se, at intet nogensinde bliver godt.
    I 2014 lavede Martin Barnewitz ungdomsfilmen Dannys Dommedag, hvor skolegården pludselig var fuld af monstre, og man forskansede sig i husene på lignende vis. Det var et forsøg på at lave ren genrefilm i Danmark, og det blev ikke venligt modtaget. Her bliver det gjort i voksenformat.
   Det lykkes nu og da Bo Mikkelsen at nå den samme effekt, som Danny Boyle og Alex Garland fandt i 28 Days Later. Men alt for ofte minder Sorgenfri om den totalitære allegori i Anders Rønnow-Klarlunds Hvordan vi slipper af med de andre (2007). Vi ser, at det kan lade sig gøre, men ingen bliver klogere.



Sorgenfri. Instr. og manus: Bo Mikkelsen. Foto: Adam Morris Philp. 81 min. Danmark 2015. Danask premiere: 31.03.2016.


Foto: Christian Geisnæs/ Meta Film/ SF Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.04.2016

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar