Translate

søndag den 22. marts 2020

Almindelige mennesker: To sange [Common People + Ordinary People]


ALMINDELIGE MENNESKER
Pulp og The Kinks om klasseturisme

Af BO GREEN JENSEN

DET skal ikke være museumsstykker alt sammen. Når det så ofte bliver sange fra 60erne og 70erne, man husker og hylder, er det ikke, fordi der ikke skabes stor musik og skrives gode sange mere. Blot bliver de nye ting ofte dette års versioner af noget, som har været der (her) før. Brødrene Gallagher var kun halvt ironiske, da de i 2000 brugte Standing on the Shoulder of Giants som titel på det fjerde album med Oasis.
   En af 90ernes skarpeste popsange skrev Jarvis Cocker (f. 1963), frontfigur i Sheffield-bandet Pulp, der efter ti års forarbejde fik en stor tid med tre gavmilde albums  His ’N’ Hers (1994), Different Class (1995) og This Is Hardcore (1998)  før bevægelsen tabte moment på We Love Life (2001). Cocker holdt en lang tænkepause og kom i 2006 tilbage med albummet Jarvis, som er glimrende uden at eje den samme sejrsstolte fandenivoldskhed.
   Det er siden blevet til Further Complications (2009) og Room 29 (2017). Sidstnævnte er et samarbejde med pianisten Chilly Gonzales, en sangcyklus som udspiller sig i værelse 29 på det legendariske Château Marmont hotel i Hollywood. Et nyt album, Beyond the Pale, er annonceret til udgivelse den 1. maj 2020. Det bliver med Cocker som sanger i bandet Jarv Is, der allerede har udsendt to singler: »Must I Evolve?« (2019) og »House Music All Night Long« (2020). I 2011 udkom Cockers sangtekster i bogform.*


»COMMON People« er fra Different Class. Som titlen antyder, tager Pulp på dette album livtag med en stor figur i den britiske psyke. Klasseskellet har været et tema siden Dickens og blev især et tema i 1950erne, da en mere progressiv socialpolitik gav efterkrigstidens angry young men mulighed for at tage en højere uddannelse og bevæge sig mellem klasserne.
   Et andet demokratisk tiltag var de såkaldte art schools, en blanding af universitet og kreativ fagskole, hvor mange senere kunstnere fik smag for at blande tingene sammen og vælte muren mellem elitær og populær kultur. 70ernes progressive rock, fra Pink Floyd, Yes og David Bowie til Genesis og Roxy Music, ville være utænkelig uden de britiske art schools.



DET var på sådan en, St Martin’s College, at Jarvis Cocker gik, da han mødte en græsk pige med en hovedrig far. Veninden var træt af at leve beskyttet. Hun ville mærke verden sammen med én fra de laveste klasser, som sikkert havde det sjovere og levede mere autentisk:

She came from Greece, she had a thirst for knowledge.
She studied sculpture at St Martin’s College: that’s where I caught her eye.
She told me that her dad was loaded.
I said, 'In that case I’ll have a rum and Coca Cola.'
She said, 'Fine' - and then in thirty seconds' time she said:
'I want to live like common people,
I want to do whatever common people do,
I want to sleep with common people,
I want to sleep with common people like you.'

Det er fortælleren med på. Han tager pigen med i supermarkedet, hvor almindelige mennesker køber fedtholdig mad, som de ikke har råd til. Senere går de i byen og ser på almindelige mennesker, som blæser hjernen ud med sprit og coke, falder om med hinanden om halsen og besvimer et par timer, før de møder på arbejde eller hænger ud i et aktiveringstilbud.
   Fra tid til anden spørger han:

'Are you sure you want to live like common people?
You want to see whatever common people see?
You want to sleep with common people?
You want to sleep with common people like me?'
   
Hun forstår ham ikke, trykker hans hånd og synes, at alting er svært pittoresk. Hun vil gerne være en del af det hele. Fortælleren giver hende råd om, hvad hun kan gøre for at passe ind: 

Rent a flat above a shop.
Cut your hair and get a job.
Smoke some fags and play some pool.
Pretend you never went to school.

Veninden bliver ved med at smile, og fortælleren skruer bissen på: Hun kommer aldrig til at passe ind, for uanset hvor dybt hun falder, kan hun altid ringe til Farmand. Det vil altid være noget, som hun leger, og hun vil aldrig mærke, hvordan det er:

You’ll never live like common people,
You’ll never do what common people do,
You’ll never fail like common people,
You’ll never watch your life slide out of view
and then dance
and drink
and screw
because there’s nothing else to do.





SOM andre store navne i 90ernes britpop  Blur, Suede, Oasis etc. – var Cocker og kompagni ikke bange for at vedgå gælden til 60ernes fortrop. Sangskriveren Ray Davies (f. 1944) fra de ærke-engelske The Kinks fik i den forbindelse en velfortjent renæssance.
   Mens Beatles, Who og Rolling Stones er blevet faste stationer på den kritiske radio, har der været en tendens til kun at huske Davies for golden oldies som »You Really Got Me« (1964), »Sunny Afternoon« (1966), Waterloo Sunset« (1967) og »Lola« (1970), mens bandets plader fra 70erne, 80erne og 90erne har fået ry for at være excentriske og irrelevante »konceptalbums«. 90er-stjerner som Cocker og Damon Albarn fra Blur krediterede Davies for opdagelsen af det engelske, og især Davies’ første idéalbums, The Village Green Preservation Society (1968) og Arthur or the Decline and Fall of the British Empire (1969) fik en rundtur mere i blenderen.




FAKTISK blev Davies – som for resten gik på Hornsey College of Art – først sig selv for alvor på hjemstavnsalbummet Muswell Hillbillies (1971) og Everybody’s in Showbiz (1972). Herpå fulgte en sekvens af tematisk forbundne fortællinger, der sandt nok var mere som musicals og byggede på satiriske og politiske ideer, der gik mod tidens herskende smag. Preservation (1973), Preservation Act II (1974), Soap Opera (1975) og Schoolboys in Disgrace (1975) fik mange fans til at stå af, men rummer flere af Davies’ ypperste sange.





DEN gamle form var tilbage på de mere rockorienterede albums, Sleepwalker (1976) og Misfits (1977), før brødrene Ray og Dave Davies så godt som emigrerede til USA og fik en lang løbebane som stort stadionnavn med den energiske powerpop og revyrock fra Low Budget (1979), Give The People What They Want (1981) og State of Confusion (1983).
   I sen-80erne fulgte en virkelig nedtur på Word of Mouth (1984), Think Visual (1986) og UK Jive (1989). Davies’ soloalbum Return to Waterloo (1985), et soundtrack til tv-filmen af samme navn, var dog på højde med Preservation. Da brødrene Davies – som har skændtes, siden de lærte at gå  endelig stod last og brast og leverede et tungt, solidt tidehvervssalbum, Phobia fra 1993, var publikum stort set forsvundet.
   Sange som »Scattered« og »The Informer« burde være klassiske Kinks-numre, men selv hardcorefans kender dem dårligt. Siden har brødrene plejet hver sin karriere, Dave (som fik en hjerneblødning i 2004) med en serie hårde guitarrockalbums, Ray (som samme år blev skudt ned i New Orleans) med tilbageskuende projekter som The Storyteller (1998).






I 2006 udkom Other People’s Lives med 12 nye tænksomme sange fra en mand, der netop var blevet 60 år. Working Man's Cafe (2007) var en gravsang over den britiske arbejderklasse og et for alvor fremragende album. Siden tog det Sir Raymond  som blev slået til ridder i 2017 og er Commander of the British Empire  ti år at færdiggøre det to-delte Kinks-i-USA-tiden projekt, som består af Americana (2017) og Our Country: Americana Act II (2018).






MELLEMTIDEN gik dog bl.a. med at arrangere og dirigere The Crouch End Festival Chorus på The Kinks Choral Collection (2009) og få kolleger og professionelle fans (som Bruce Springsteen, Metallica og Lucinda Williams) til at medvirke på duet-albummet See My Friends (2010). Endvidere havde Davies selv hovedansvaret for West End-musicalen Sunny Afternoon (2015).**      



PULPS »Common People« nedstammer i lige linje fra Kinks’ »Ordinary People«, den anden skæring på Soap Opera fra 1975. Hos Davies er fiktionen, at »stjernen« som et led i sin research bytter liv med mappemennesket Norman. Denne bor i forstæderne, tager toget hver morgen (»Rush Hour Blues«) og længes på kontoret (»Nine To Five«), før han efter arbejde (»When Work Is Over«) blæser hjernen ud med kollegerne (»Have Another Drink«), slingrer hjem (»Underneath the Neon Sign«), drømmer om ferie (»Holiday Romance«) og bliver nænsomt modtaget af hustruen (»You Make It All Worthwhile«):

It’s like another world, being here with you
It’s quite a trip for me – so this is reality.
I’m studying every movement, I’m trying to learn the part,
Now I want you to be natural, just relax and be as you are,
’Cos it’s all for art, I want to observe the ordinary people...



»ORDINARY People« får, som hele Soap Opera, en del af sit liv fra Normans hustru – partiet fremføres af June Ritchie  der gør hvad hun kan for at behage den kræsne stjerne. Denne ofrer sig ædelt: 

I’m immortalising his life
And I’ll even sleep with his wife
For the sake of art, I’ll go to bed like the ordinary people.

Efter ugers research falder stjernen til rette, vænner sig til de rædsomme »Ducks on the Wall« og forelsker sig i Normans hustru. Da han vil hjem, er det ikke længere muligt. Masken sidder fast på hans ansigt, og Starmaker er blevet Norman (»Face in the Crowd«). Tilbage er kun musikken (»You Can’t Stop The Music«). Klasseturisten har fået løn som forskyldt. Det siger vel sig selv, at Soap Opera trods sin satire bakker op om hverdagens småborger.


DET samme gør »Common People« tyve år senere, skønt den færdes et socialt lag længere nede. Begge sange lever på et iørefaldende »syng med«-aspekt, som er lige dele music hall og karaoke. På deluxe-optrykket af Different Class fra 2006 høres en forrygende koncertudgave af sangen. I 1995 synger hele Glastonbury Festival med på »Common People«. 16 år senere er det blevet endnu mere vildt og velkendt på Reading Festival 2011.
   For endelig giver Cocker sin rige veninde besked. Satiren skifter farve og bliver snerrende sarkasme. Du kan godt male pletterne over, men du bliver aldrig en af os, og vi vil foragte dig for at forsøge. Alle hader en turist, især én der holder af fedtet og tror, at pletterne går af i vask. Du får ikke et ben til jorden, Snehvide. Folket vil nyde at æde dig råt:

Like a dog lying in the corner
they will bite you and never warn you: look out,
they’ll tear your insides out
’cos everybody hates a tourist.
Especially one who thinks it’s all such a laugh
and the chip stains and grease will come out in the bath.



DET er sådan det er, siger Cocker og Davies til alle klasseturister, uanset om de er rige børn, der vil sulte for sjov, eller journalister og kunstnere, der vil bruge det virkelige liv til research. Almindelige mennesker har ikke valgt deres vilkår. Det har du, og derfor vil du aldrig forstå, hvordan det føles at leve sit liv uden mening eller retning. Det forbavser dig, at de eksisterer og brænder så stærkt, mens du må stå udenfor og se på:
   
You will never understand how it feels to live your life
with no meaning or control
and with nowhere left to go.
You are amazed that they exist,
and they burn so bright whilst you can only wonder why.




* Jarvis Cocker: Mother, Brother, Lover. Selected Lyrics. 170 s. London: Faber & Faber, 2011. 












**)


Davies har endvidere skrevet tre bøger, som hver især har gode takter, men hver gang ødelægger det for sig selv ved at være bundet op på aktuelle musikalske koncepter, som enten ikke blev realiseret eller virker forstyrrende i konteksten. På den måde ligner Davies sin desværre afdøde ven og kollega David Bowie: kun i sangene taler de fuldkommen rent. Der kommer på mærkelig vis tvivl og præstationsbevidshed i processen, når de vil skrive litterær prosa i en neutral form. I øvrigt skrev Davies forord til bogen i Five Years (1969-1973), det første posthume bokssæt med Bowie fra 2015. De var også ret uforlignelige sammen i Julien Temples filmatisering af Colin McInnes-romanen Absolute Beginners (1959), som fik premiere i 1986 og primært bliver husket for Bowies smukke titelsang. Se den endelig. Se også Temples fremragende, spillefilmslange portrætfilm Ray Davies Imaginary Man (2010) og lad ikke ovenstående forbehold forhindre dig i selv at opsøge Ray Davies som forfatter i bøgerne X-Ray (1994), Waterloo Sunset (1997) og Americana (2013). Den første er en slags fremtidserindringer. Den anden er nærmest erindringsnoveller, som bindes op på klassiske sangtekster. Americana holder sig mere til sagen, men er meget anekdotisk i formen. 

Soap Opera (1975) og Different Class (1995) kan streames på Spotify (også i Legacy-udgaver med bonusmateriale) og er tilgængelige i iMusic. Begge findes i SACD-format.


Teksten stod i Weekendavisen Bøger 10.08.2007, men er ajourført og revurderet til uigenkendelighed

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar