Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015)

MENIGMAND OG MAGTAPPARATET

Mesterlig skildring af den kolde krigs varme spioner 

Af BO GREEN JENSEN

SPIONERNES bro hedder Glienicker Brücke. Den ligger ved Berlin og forbinder Wannsee-distriktet med Potsdam i Brandenburg. I DDR-tiden var her en grænseovergang. Fordi beliggenheden var diskret, blev Glienicke-broen brugt som udvekslingssted, når man byttede fanger, som vidste for meget.

   Den første handel fandt sted den 10. februar 1962. USA udleverede KGB-officeren Vilyam Fisher, der var dømt for spionage under navnet Rudolf Abel. Sovjetunionen udleverede U2-piloten Francis Powers, der blev skudt ned i luftrummet over Sverdlovsk, det nuværende Jekaterinburg, i maj 1960.

   En joker i spillet var Frederic Pryor, en ung amerikaner, som studerede økonomi og blev anholdt i august 1961, da DDR byggede muren mod Vest. Også Pryor blev udleveret. Det skete ved Checkpoint Charlie i Friedrichstrasse, og det gik mere stille for sig, end myndighederne havde håbet.

FOR stormagterne var det vigtigt at dysse tingene ned. For DDR var det afgørende at blive anerkendt som nation. Hvis USA byttede Powers for Pryor, tilkendegav man, at DDR var et land. Af samme grund var CIA helst fri for at få Pryor tilbage. Han vidste alligevel ikke noget, som Kreml kunne bruge.

   Kun fordi forhandleren insisterede, kom Pryor sikkert hjem. Mægleren var en amerikansk advokat, James B. Donovan, som blev sendt til Berlin, fordi han kendte Rudolf Abel. Donovan havde forsvaret Abel i 1957, da de fleste ville se stort på forfatningens fine principper og klynge kommunisten op. Det er derfor den stille jurist, som er helten i Steven Spielbergs film om frygtens tid.

SPIONERNES bro er en sjældent velskabt spændingsfilm, som lykkes på flere niveauer. Ikke mindst er der tale om en overbevisende mentalitetshistorisk rekonstruktion. Angsten for en atomkrig og hysteriet bag heksejagten på dissidenter er livagtigt reproduceret. Men også cowboyatmosfæren og fornemmelsen af, hvor vilkårligt det hele i grunden går til.

   Historisk fiktion er som science fiction: den handler også om tiden, hvor den bliver skabt. Der er i Bridge of Spies en skarp kommentar til dagens nye mccarthyisme. I retten siger Donovan, at den kolde krig er konflikten mellem to ligeværdige ideologier. På forunderlig vis hører dommerne efter.

  

DER er to præcis lige lange akter i Spielbergs stramt komponerede film. I den første bliver Donovan beskikket til at forsvare Abel/Fisher og tager opgaven mere alvorligt, end nogen har ønsket eller forestillet sig. Der opstår en stille respekt mellem hædermanden og den stoiske spion, som altid svarer: »Ville det hjælpe?«, når Donovan spørger, om han er nervøs.

   Alle amerikanske kræfter raser og vil have Abel sat i den elektriske stol: Donovans mønsterfamilie, partnerne i advokatfirmaet, dommeren med de høje principper, mediernes ansvarshavende stemmer og svinehunden i folkedybet.

   Advokaten afviser alle slags pres, bliver selv en lille dobbeltagent og overtaler Højesteret til at lade Abel leve, for det første af humanitære årsager, for det andet fordi han er nyttig som brik, hvis det bliver nødvendigt at handle med fjenden. Det er den sidste del af argumentet, som overbeviser systemet.

SÅ i anden akt er scenen sat for udvekslingen på Glienicker Brücke. Spielberg gør sig umage med et kapitel af koldkrigshistorien, som man sjældent ser skildret på film. Man har ofte nok set Muren stå og falde. Her bliver den opført, mens Donovan forhandler.

   Sebastian Koch og Burghart Klaussner er fremragende som østtyske embedsmænd, der prøver at få DDR ind i kampen. Koch spiller sagføreren Wolfgang Vogel, som også i virkeligheden var et modstykke til Donovan. Mikhail Gorevoy er skiftevis komisk og skræmmende som den sovjetiske Ivan Schischkin, der konstant må konferere med sit bagland.

   Donovan afleverer sin skræddersyede frakke til gadebanden ved Muren og døjer siden med en mandshøj forkølelse. Alle vil have ham til at makke ret og få udvekslingen eksekveret. Donovan holder hovedet koldt, trodser CIA og kan for sidste gang spørge Abel, om han ikke er nervøs. Den tørre lille soldat spørger atter: »Would it help?«

   Det er Tom Hanks, der bærer filmen, men han er mere end matchet af englænderen Mark Rylance, som gestalter den illusionsløse Abel. Amy Adams har rollen som Donovans hustru, en husmor efter 50ernes hjerte. Alan Alda, 79 år, spiller Donovans partner. For ældre mænd som undertegnede er det godt at se gense »Hawkeye« Pierce fra ti store tv-sæsoner af M*A*S*H.

  

BRØDRENE Coens manuskript er en gevinst. Der er varme og vid til at neutralisere den hysteriske tidsfarve i første akt og den genrebelastede spænding i anden. Vi er ikke i en Ian Fleming-fantasi. Ej heller i John le Carré-land, hvor alle kender reglerne. Snarere i den ende af genren, hvor en almindelig mand bliver trukket ind i spionernes verden og returneret til normaliteten bagefter.

   Tom Hanks tager varmt bad i rollen som James Donovan, den amerikanske menigmand, der står fast på de fundamentale værdier, elsker sin familie og er tapper og ressourcestærk, når det skal være. Sådan har Spielberg brugt Hanks i flere omgange, mest mindeværdigt i Saving Private Ryan.

  

TOM Hanks er vor tids James Stewart. Det er i den forbindelse interessant, at Rudolf Abel-affæren blev filmatiseret allerede i 1959. Netop Stewart havde rollen som G-manden »Chip« Hardesty i Mervin LeRoys The F.B.I. Story. Vera Miles var Mrs. Hardesty, og J. Edgar Hoover var personligt til stede under optagelserne for at sikre, at alt blev forskønnende fremstillet.

    Et P.S. oplyser, at den virkelige James Britt Donovan (1916-1970) fik smag for efterretningsarbejdet og lod sig inddrage i flere fangeudvekslinger. I juni 1962, efter Kennedy-administrationens mislykkede forsøg på at sætte tropper i land ved Svinebugten på Cuba, var det Donovan som formidlede frigivelsen af 1123 fanger. Det lykkedes ham at få 500 kvinder og børn med i købet.

SPIONERNES bro er en fornem koldkrigsfabel. Det bedste ved historien er dog måden, som den bliver fortalt på. Spielberg bruger alle traditionens virkemidler og formidler sit stof i en klar, besnærende selvfølgelig form. Resultatet er en mesterklasse i, hvordan man laver mainstreamfilm. Efter Munich og Lincoln må Bridge of Spies være Spielbergs bedste politiske film.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Animation | Steven Spielberg: The Adventures of Tintin (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

Spionernes bro (Bridge of Spies). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Matt Charman + Ethan og Joel Coen. Foto: Janusz Kaminski. 141 min. USA 2015. Dansk premiere: 26.11.2015

Foto: Fox/ SF Studios

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.11.2015