Translate

søndag den 26. januar 2020

Alias Hannay: John Buchan 1875-1940


ALIAS HANNAY
John Buchan 1875-1940

Af BO GREEN JENSEN


DER er ingen langtrukken edwardiansk ouverture. Begyndelsen er næsten henslængt moderne. Richard Hannay præsenterer sig ved at beskrive den lumske ennui, som han føler:
   »Det var i maj måned, sent på eftermiddagen. Jeg kom hjem fra City, inderligt led og ked af tilværelsen. Jeg havde nu været hjemme i England i tre måneder, og jeg havde efterhånden fået nok (...) Klimaet var jeg ved at blive idiot af, englændernes snak og øvrige væremåde var jeg efterhånden ved at få kvalme af, det var ikke til at få rørt lemmerne, og de adspredelser, London kunne byde på, forekom mig nogenlunde lige så spændende som et glas sodavand, der har stået den halve dag i solen.« 
   Så godt som alle kender titlen: De 39 trin. De fleste af os husker imidlertid Alfred Hitchcocks klassiske filmatisering bedre end den kompakte spændingsroman af John Buchan, som i 1915 indvarslede den moderne spionromans fødsel. Den beskidte realistiske side af sagen skildres på samme tid af Joseph Conrad i The Secret Agent (1901) og Under Western Eyes (1911), men det romantiske spor begynder med Buchan. Begge mænd banede vejen for Eric Ambler og Graham Greene, som for deres vedkommende skubbede genren i retning ad Ian Fleming, Len Deighton og John le Carré.
   


HTCHCOCKS 1935-film, der har manuskript af Charles Bennett og Ian Hay, er ikke udpræget trofast mod sit forlæg, men den er for så vidt kongenial. Især er Robert Donat en troværdig Richard Hannay. Hos Buchan er der dog ingen Dietrich-blond Madeleine Carroll at flygte sammen med. I bogen er Hannay vendt hjem fra Sydafrika, ikke Canada som hos Hitchcock, og liget i hans lejlighed er ingen mystisk pikant Mata Hari, men en tvivlsom amerikaner med udflydende træk. Han bærer navnet Franklin P. Scudder og dør i slutningen af kapitel 1.
   Hos Buchan er der ingen hukommelseskunstner, og De 39 Trin er ikke navnet på den organisation, som det lykkes Hannay at optrævle, mens både politiet og de fremmede agenter jager ham gennem England og Skotland. Hos Buchan gælder det om at finde stedet, som passer til Scudders notat: »Niogtredive trin – jeg talte dem ved højvande, kl. 22.17.« Spionringen hedder Den Sorte Sten og taler tysk, så man kan høre det. Romanen slutter tre uger før krigsudbruddet i 1914. Buchan skrev altid helt op til deadline.



ALLIGEVEL føles Hitchcocks film meget trofast. Han har beholdt romanens skelet, og menneskejagten i det skotske højland forløber stort set som i bogen. I romanen er spionringens chef en faretruende almindelig mand, der kan forklæde sig og synke i jorden. »Han havde ikke et ansigt; han havde hundrede forskellige masker, som han kunne udskifte, når det passede ham.« Ét særligt kendetegn røber ham dog. Han kan »trække en hinde over sine øjne ligesom en ugle.« Den slags subtiliteter fungerer ikke på film. Hos Hitchcock er professor Jordan (Godfrey Tearle) en besnærende vennesæl trussel. Hannay kan kende ham, fordi han mangler det yderste led på højre hånds lillefinger.
   Kvaliteten, som Hitchcock for alvor tager med sig fra Buchan, er imidlertid den eventyrlige atmosfære. Det er tydeligt, at Robert Donat både trives med udfordringen og vokser med opgaven, ganske som Cary Grant 20 år senere gør det i North by Northwest (1955, da. Menneskejagt), der ganske vist baserer sig på et originalmanuskript af Ernest Lehman, men i alle væsentlige henseender udgør en amerikaniseret og moderniseret genindspilning af The 39 Steps. Flyet der jager Grant så mindeværdigt høres første gang over højlandet i Buchans roman. Eve Marie Saint er slet og ret Madeleine Carrolls type ajourført for 50erne, og James Mason er endnu en inkarnation af den dæmoniske spionleder.





HELLER ikke hos Buchan er man i tvivl om, at Hannay reagerer positivt på mødet med farlige hemmeligheder. Det er muligt, at den frie verdens skæbne hænger på gåden om de 39 trin, men for Hannay føles det hele snarere som en kommen til live. Det skotske landskab minder ham om den afrikanske veld, som han netop har forladt. Det hele er egentlig ikke så dårligt:
   »Jeg følte mig med ét veloplagt og let til mode. Jeg havde samme fornemmelse som en dreng, der skal på sommerlejr, og følte mig aldeles ikke som en mand på 37, der er eftersøgt af politiet (...) Tro det eller lad være, men jeg travede hen ad vejen, fløjtende i vilden sky. Jeg havde ikke lagt nogen slagplan, ud over at trave af sted og af sted gennem dette velsignede, herligt duftende landskab. For hver mil, jeg lagde bag mig, voksede min glæde ved livet.«
   


JOHN Buchan havde sin første kreds af læsere blandt de britiske soldater, som forsøgte at fortrænge nuet i skyttegravene i Flandern. Efter sigende læste den russiske zarfamilie De 39 trin, mens den var interneret og afventede sin skæbne i 1917. I dag ville Buchans gennembrudsbog ligge i stakkevis i alverdens lufthavne. Den er blevet optrykt igen og igen og har aldrig været i restordre. På dansk udkom den første gang i 1959 og er senest optrykt i 2014.*
   Derimod har vi aldrig haft lejlighed til at læse Buchans fortsættelser. Han introducerede Hannay i De 39 trin og vendte siden tilbage til figuren i fire romaner, som udkom over en periode på 35 år. Hannay blev egentlig »født« i novellen »The Green Wildebeest«, som Buchan skrev i 1912. Den kom dog først på tryk i Pall Mall Magazine i 1927, før den endte i samlingen The Runagates Club (1928). Hannay og den kreds af sekundære karakterer, der efterhånden samles om ham, optræder også som bipersoner i bl.a. The Courts of Morning (1929) og A Prince of Captivity (1933).
   The Folio Society har specialiseret sig i luksuøse klassikerudgivelser. I 2003 kom turen til The Adventures of Richard Hannay, en gennemillustreret boxudgave af de samlede romaner om Hannay: The 39 Steps, Greenmantle (1916), Mr. Standfast (1919), The Three Hostages (1924) og The Island of Sheep (1936). I 2008 fulgte et bind med Stories.**
   Jeg begyndte at læse dem for fornøjelsen og de smukke, prægede shirtingbinds skyld. Når tiden støjer og vrænger, kan det være lifligt at ty til obskure genreforfattere. Jeg håbede at genfinde lidt af ur-spændingen i De 39 trin. I stedet fandt jeg et frodigt og forbløffende tidssvarende landskab af handling.




JOHN Buchan fik en af de stakåndede, tætbeskrevne livsbaner, som victorianske og edwardianske øvrighedspersoner fra Imperiets lange skumring ofte kan fremvise. Hans liv kan tage vejret fra én, mens man læser, og er i øvrigt lagt frem til almindelig beskuelse i erindringsbogen Memory, Hold-the-Door (1940). Han blev født i Broughton Green i Peebleshire i det barske skotske landskab, som hans romaner uvægerligt vender tilbage til, når en håndgribelig spænding skal genereres. Hans far var præst i den presbyritanske kirke. Der er dog ingen religiøse impulser at spore i Buchan.
   Han kom fra Glasgow University til Brasenose College i Oxford, hvor han læste jura og klassiske sprog. Det var i denne periode, at han intensiverede skriveriet, som han havde leget med siden drengeårene. I oktober 1894 trykte Macmillan’s Magazine »Sentimental Traveling«, et romantisk essay i ånden fra Stevenson, som blev en nøgletekst i Buchans første bog, Scholar Gypsies (1896). I 1897 modtog han Stanhope Essay Prisen og året efter Newdigate Prisen for de fortællinger, digte og essays, som senere samles i Grey Weather (1899), The Watcher by the Threshold (1901) og The Moon Endureth (1912).
   I 1901 fik Buchan sin juridiske embedseksamen og tog ansættelse som administator i Sydafrika, hvor Storbritannien endnu førte krig mod boerrepublikkerne Oranje og Transvaal. Han fungerede indtil 1903 som privatsekretær for Lord Milner, der var Højkommissær for Sydafrika. Her mødte han flere jævnaldrende mænd med lige så store ambitioner. Gruppen gik under kælenavnet »Børnehaven« og er modellen for det netværk af venner, som Hannay trækker på i romansekvensen.
   

BUCHAN var flittig og havde talent for at anbringe sig i de rette sociale sammenhænge. Ved hjemkomsten fra Afrika giftede han sig med Susan Grosvenor, som var beslægtet med Hertugen af Wellington. De fik fire børn sammen. Et af dem, drengen Johnnie, er modellen for Hannays søn, Peter John, som spiller en vigtig rolle i den sidste af romanerne, The Island of Sheep. Det kan undre, at netop denne titel aldrig er oversat. Flere kapitler er henlagt til Færøerne, som Buchan havde besøgt sammen med Johnnie, og blandt personerne finder man en dansk eventyrer, Marius Eliaser Haraldsen, der er ganske kuriøs at følge.
   Buchan strakte evnerne vidt og påtog sig mange funktioner. Han blev direktør for forlaget Nelson, redaktør på tidsskriftet The Spectator og leder af nyhedsbureauet Reuters. Under 1. verdenskrig, som dengang blot hed The Great War, fungerede han som korrespondent for The Times. I samme periode blev han inddraget i det efterretningsarbejde, som danner baggrund for Hannays eventyr.






SOM forfatter fik han en lille succes med romanen Prester John (1910), der trak på hans afrikanske erfaringer. Han debuterede i spændingsgenren med føljetonromanen The Power-House (1913), som introducerer en anden af hans gennemgående personer, sagføreren Edward Leithen. Leithen er en fremragende fortæller, der færdes i de samme cirkler som Richard Hannay, men bliver bag sit skrivebord, mens Hannay gennemtrawler kolonierne som en imperialistisk Odysseus. Begge mænd er skotske og har meget af forfatteren i sig. Sir Edward Leithen er hovedperson i Buchans allersidste roman, Sick Heart River, som udkom i april 1941, året efter hans død.
   I december 1914 rekonvalescerede han efter en mavesårsoperation og skrev på fem uger den første af romanerne om Richard Hannay. Hvad Buchan i første omgang sendte forlæggeren George Blackwood, var en fortælling med titlen The Black Stone. Blackwood var glad, men ikke for titlen, som han foreslog ændret til The Kennels of War. I et brev af 28. januar 1915 er de to mænd enedes om titlen The Thirty-Nine Steps.
   De 39 trin blev bragt som føljeton i tre numre af Blackwood’s Magazine. Romanen er tilskrevet pseudonymet H. de. V. Først i oktober 1915, da Hodder & Stoughton udgav romanen i bogform, kom Buchans eget navn på titelbladet.
   




HER begynder Buchans velmagtsdage for alvor. I 1916 blev han tilknyttet hærens franske hovedkvarter som »temporary Lieutenant-General«. Efter Lord Kicheners død samme år blev den liberale Lloyd George krigsminister og siden også premierminister for en skrøbelig koalitionsregering. Buchan fungerede som Director of Information og Director of Intelligence. Samtlige britiske spændingsforfattere, der har beskæftiget sig med spionromanen, har lært faget at kende indefra. Det gælder fra Buchan og Greene til Fleming og Le Carré.
   Også Hannay-romanerne Greenmantle og Mr. Standfast har krigen som baggrund og udkom, mens den blev udkæmpet, både foran og bag det tyndslidte tæppe, som ifølge Andrew Lumley, den dæmoniske overskurk i The Power-House, består mellem den skjulte og den synlige virkelighed. Til Edward Leithen siger han: »De tror, at en mur så fast som selve jorden adskiller civilisation fra barbari. Jeg siger Dem, at denne skillevæg er ganske tynd, en rude af glas. En berøring hér, et lille skub dér, og De vil genopleve Saturns herredømme.«
   Lumley er leder af »Kraftstationen«, en international terrororganisation med anarkistiske og nihilistiske værdier, hvis erklærede mål er at omstyrte alle bestående systemer og regeringer. Dette destruktive spøgelse huserer i bunden af alle Buchans spændingsromaner, inklusive krigsårenes titler. På 100 års afstand forekommer dette rudimentære al-Qaeda netværk enten vildt fantastisk eller meget aktuelt.



DET samme gælder den version af Islam, som Tyskland forsøger at mobilisere i Greenmantle. Hannay og hans kreds har held til at forpurre Oberst von Stumm og Hilda von Einems planer om at udnytte den hellige mand i den grønne kjortel, som er kræftsyg og døende, men endnu formår at samle sit folk. Frau von Einem presser profeten, som skal opfordre alle rettroende til at føre hellig krig mod det britiske imperium. Den engelske hær vil på den måde være nødt til at kæmpe i Arabien, Tyrkiet og muligvis Indien, så den svækkes på fronterne i Europa.
   Greenmantle selv figurerer næsten ikke i romanen. Han er mere som et rygte og en effektiv katalysator for det skumplende plot, der fører Hannay og hans fæller fra sætstykke til sætstykke, det ene mere farefuldt og eventyrligt end det forrige. De rejser undercover i tysk territorium, forklædt som hollændere eller amerikanerne, der sympatiserer med Tyskland. Det er Hannays mest trofaste fælle, Sandy Arbuthnot, som kender Islam indefra og dukker op i de mest fantastiske forklædninger, både i denne og kredsens øvrige titler, der udlægger forskellen på tysk og muslimsk fanatisme:
   »Jeg har aldrig før set sådan en mand,« siger Sandy, atypisk lavmælt, om den døende religiøse leder. »Han er den mest fuldendte gentleman, I kan forestille jer, med en værdighed som et knejsende bjerg. Han er også drømmer og digter – et geni, hvis min mening gælder for noget. Jeg tror, at jeg kan bedømme ham korrekt, for jeg ved noget om Orientens sjæl, men den historie bliver for lang at fortælle her. Vesten ved intet om den sande østerlænding. Den forestiller sig, at han er svøbt i farvepragt og dovenskab og luksus og strålende drømme. Men det er helt forkert. Den kâf han higer efter er en asketisk ting.«


   
VIST er der reminiscenser af en imperialistisk sense of entitlement i bøgerne om Richard Hannay, men der er ingen vestlig arrogance. Snarere går tendensen i retning ad etniske stereotyper: »Det er Østens asketiske væsen, som er dens skønhed og dens gru,« fortsætter Sandy. »I sit baghoved vil den altid det samme. Tyrkeren og araberen kommer fra store åbne vidder, og de har stadig begæret efter dem i deres knogler. De slår sig ned og bliver dvaske, lidt efter lidt degenererer de til den obskøne underfundighed, som udgør den forvredne udgave af deres dominerende lidenskab. Og så kommer en ny åbenbaring og en stor forenkling. De ønsker at leve ansigt til ansigt med Gud, uden nogen skærm af ritual og symboler og præsteskab.«
   Og handler følgende om Mellemøsten i Buchans tid eller Syrien og IS i vores: »De vil beskære livets frivole kanter og vende tilbage til ørkenens ædle goldhed. Husk, det er altid den tomme ørken og den tomme himmel, der kaster forbandelsen over dem – disse ting, og så det varme, stærke, antiseptiske sollys, som brænder alt råddenskab og forfald væk (...) Det er ikke umenneskelighed. Det er den ene halvdel af menneskehedens menneskelighed. Det er ikke vores, den er ikke lige så god som vores, men den er ikke desto mindre god nok. Der er tider, hvor den griber mig så hårdt, at jeg er fristet til at fornægte mine egne fædres gud!«
   

SANDY Arbuthnot, som ofte er irriterende kæk, var inspireret af to af Buchans venner. Den ene var Aubrey Herbert, en diplomat og senere agent, som han lærte at kende i Oxford. Den anden var tænkeren og handlingsmennesket T.E. Lawrence (1888-1935), bedre kendt som Lawrence af Arabien, der i manifestet The Seven Pillars of Wisdom (1919, da. Visdommens syv søjler), fremsætter lignende tanker om Islam. Det er betegnende, at Hannay og Buchan blot reproducerer lidenskaben. Alligevel er det sjældent at høre dem tale med så megen overbevisning. Netop manglen på moralsk oprustning er en af de moderne kvaliteter, der gør Buchan læseværdig i dag.***
   For Sandy Arbuthnot er Greenmantle »profeten der forkynder denne store enkelhed. Han taler direkte til Islams hjerte, og hans budskab er ædelt og værdigt. Men for vore synders skyld er det blevet fordrejet til at udgøre en del af den forbandede tyske propaganda. Hans verdensfjernhed er blevet udnyttet ved et snedigt politisk træk. Hans tro på rum og klarhed tages til indtægt for den definitive menneskelige degeneration. Min Gud, Dick, det er som at se Sankt Frans blive styret af Messalina!«



HANNAY véd, hvad vennen sigter til. Oberst von Stumm, den prøjsiske teaterskurk, kan nok være farlig, men trods alt er han blot en sølle lakaj, og Hannay præsenterer ham næsten ironisk: »Han stirrede på mig med sine små strålende øjne, og jeg stirrede tilbage. Jeg var stødt på noget, som jeg havde ledt efter i lang tid, og indtil det øjeblik havde jeg været usikker på, om det eksisterede. Her var karikaturens tysker, den virkelige tysker, fyren som var vores modstander. Han var hæslig som en flodhest, men meget effektiv. Hver børste på hans mærkelige hoved var effektiv«.
   Anderledes alvorligt forholder det sig med den snedige, dragende og fuldkommen amoralske Hilda von Einem. Der bygges op til mødet med den ariske superkvinde over næsten 200 sider. Da hun endelig giver sig til kende, er Hannay rystet i sin moralske grundvold. Der er ikke mange kvinder i romanerne om Richard Hannay. Mary, som han møder i Mr. Standfast, har giftet sig med i The Three Hostages og er ved at blive gammel sammen med i The Island of Sheep, er fremdeles den britiske basismodel. Hilda von Einem tilhører en anden race:
   »Hendes iskolde blik undersøgte mig, men ikke med mistænksomhed. Jeg kunne se, at det ikke bekymrede hende, om jeg talte sandt eller ej. Hun vurderede mig som mand. Jeg kan ikke beskrive det kolde, takserende blik. Der var ikke sex i det, end ikke lidt af den implicitte sympati, hvormed et menneske undersøger et andet menneskes eksistens. Jeg var en handelsgenstand, en ting som befandt sig uendelig fjernt fra nogen form for intimitet.«
   

HANNAY ved ikke, hvilket ben han skal stå på: »Jeg ser, jeg har skrevet, at jeg ikke vidste noget om kvinder. Men hver mand bærer i sine knogler en bevidsthed om sex. Jeg var genert og forlegen, men forfærdelig fascineret. Denne slanke kvinde, anbragt i udsøgt balance som en statue mellem to søjler af lys, med sin lysende sky af hår, et smalt forfinet ansigt og blege brændende øjne, havde en vild drøms overdådige glamour. Jeg hadede hende instinktivt, hadede hende intenst, men jeg længtes efter at vække hendes interesse. At blive vurderet så koldt af de øjne, var en fornærmelse mod min manddom, og jeg følte fjendtligheden vælde op i mig. Jeg er en stærk fyr, ganske godt bygget og et stykke over almindelig højde. Min irritation fik mig til at stivne fra hæl til isse. Jeg kastede mit hoved tilbage og gav hende køligt blik for køligt blik, stolthed over for stolthed.«
   Da jihad-planen går i vasken, falder det ikke von Einem ind at erkende sit nederlag. Hun møder sin død som en rasende furie, til det sidste optændt af en frustreret og perverteret kønsdrift, som Hannay er tæt på at nævne ved navn. Sandy, Hannay og kammeraten Peter Pienaar, der alle har følt og beskrevet den aura hun kaster, er lige så enige om at lade hende dø, som musketerne var hos den ældre Dumas, da Milady de Winter én gang for alle fik hovedet skilt fra sin krop. Figuren er på én gang klichébelagt og hypermoderne: forbindelsen mellem Rider Haggards Hun og alle spiongenrens femmes fatales.



PÅ samme måde er Greenmantle den af Hannay-bøgerne, som man i dag får de mest overraskende oplevelser med. Også Mr. Standfast er, med sin nuancerede fremstilling af fænomenet militærnægtere, en fortælling som flytter sig på flere niveauer. Den kulminerer i krigens skyttegrave, hvor endnu en udenlandsk spion bliver uskadeliggjort. Alle Hannays fæller er mobiliseret: amerikaneren Blenkiron, sydafrikaneren Pienaar, Sandy Arbuthnot, Archie Roylance, Mary Hannay, Sir Walter Bullivant. Der skydes og flyves og bombes dramatisk, med ekspressive lydord som svirrer om læserens hoved. Peter Pienaar er titlens Hr. Standhaftig, som ofrer sig for England, da der ingen anden udvej er. Det er stort, patetisk og patriotisk, som et særtryk af Boy’s Own Story for voksne.
   Forfatterskabets virkelige fans – af hvilke der er mange: se blot det nyttige websted, som bestyres af The John Buchan Society – sværger dog til Buchans flair for at skrive de skotske landskabers storhed frem i stramme, dramatisk vibrerende slutscener, der på filmisk vis lever af ren fysisk handling og så godt som ingen dialog indeholder. Buchan er i alle sine spændingsbøger bemærkelsesværdigt god til at skildre den fysiske verden. Først når han når til psykologien, kan fremstillingen blive lovlig skematisk.


EFTER krigen så Buchan sig ikke tilbage. Fra 1927 til 1935 fungerede han som medlem af parlamentet på vegne af de skotske universiteter. I 1933 blev han endvidere udnævnt til Lord Commissioner of the Church of Scotland. I 1939 blev han adlet som den første Baron Tweedsmuir af Elsfield. Samme år blev han udnævnt til canadisk generalguvernør. Imperiet var blevet til Commonwealth, og de rhodesiske erindringer, som fylder mange sider i The Island of Sheep og Sick Heart River, forekom efterhånden uendeligt fjerne. Buchan døde af en hjerneblødning, som indtraf under hans morgenbarbering, den 11. februar 1940.
   Hvad der til stadighed må undre, ikke mindst i betragtning af mandens myriader af bijobs, er hans formidable produktivitet. Buchan udgav mere end hundrede bøger. Han skrev historiske romaner og en lang række politiske og historiske biografier. Han skrev også betænkningen The Law According to the Taxation of Foreign Income (1905), som blev en bibel blandt revisorer.
   Det er fra begyndelsen klart, at han lever i og med skriften. De udførlige dedikationer taler altid om den glæde, som arbejdet har givet ham, og den fornøjelse som han håber resultatet vil give hans læsere. Med hensyn til værkernes episodiske præg - som er et gennemgående træk i forfatterskabet: Hannay bevæger sig fra tableau til tableau, typisk transporteret på en flod af associativ erindring – vedkender han sig gerne deres »sigøjnerherkomst«.   



DE 39 trin er filmatiseret flere gange, siden Alfred Hitchcock drejede sin version. I 1959 blev den genindspillet i England. Ralph Thomas instruerede, og Kenneth More – der i Danmark primært huskes for sin rolle i The Forsyte Saga – spillede Hannay. Der er dog mere gedigen periodeatmosfære i Don Sharps 1978-udgave af The 39 Steps. Denne havde Robert Powell – som var stor i Ken Russells film fra 70erne, men siden er blevet et sjældent ansigt – i rollen som Hannay. 


   

BARRY Foster (kendt fra Hitchcocks Frenzy og krimiserien Van der Valk) spillede Hannay i en spillefilmslang tv-udgave af The Three Hostages, som Mark Shiva instruerede for BBC i 1977. Diane Quick var Mary Hannay, og John Castle havde rollen som Dominick Medina, den indolente chef for sammensværgelsen. Endelig vendte Robert Powell tilbage i 12 episoder af tv-serien Hannay, som Thames Television producerede 1988-89. Produktionen var inspireret af periodeserien Reilly: Ace of Spies (1983), som australske Sam Neill brillerede i, men Hannay slog ikke igennem.
   Sært nok har ingen producer anet en storfilm i Greenmantle. Hannays første og reneste eventyr appellerer stadig til filmindustrien. Robert Towne, der skrev Chinatown til Roman Polanski og Shampoo til Hal Ashby, indgik i 2004 en aftale med Carlton International om både at skrive og instruere en The 39 Steps for det 21. århundrede. Til fagbladet Variety udtalte han: »Det er ikke nogen stor overdrivelse, hvis man hævder at al moderne eskapistisk underholdning begynder med De 39 trin. Jeg ser frem til at have den i min fremtid.« 
   Man hørte aldrig mere til Townes projekt, men i 2008 producerede BBC en tv-film med Rupert Penry-Jones som Hannay, Lydia Leonard som Victoria Sinclair og Patrick Malahide som den dæmoniske professor Jones. James Hawes instruerede den fjerde The 39 Steps, som blev i perioden, men var meget her-og-nu action-orienteret. Modsat de forrige udgaver var den skudt på de skotske locations fra bogen. Lizzie Mickery bearbejdede romanen, men filmen kom og gik uden at sætte sig spor.



DET er ikke sikkert, at Buchan ville have jublet over Townes karakteristik. Han vidste, at han skrev i eventyrgenren, og han var stolt af sine evner som underholder og storyteller. Til gengæld stejlede han og rejste børster – næsten som Oberst von Stumm, den karikerede tysker med de hæslige, men »effektive« eksemplarer – hvis man beskyldte ham for at benytte kulørte eller usandsynlige virkemidler. I forordet til Greenmantle skriver han: »Lad ingen mand eller kvinde kalde disse hændelser usandsynlige. Krigen har fjernet dette ord fra vort vokabularium, det som var melodrama er blevet prosaisk realisme.«



DET er derfor endelig værd at bemærke, at spiongenrens hårde kerne af kendere, kritikere som LeRoy L. Panek, Katy Fletcher og Donald McCormick, der har redigeret opslagsværket Spy Fiction: A Connoisseur’s Guide (1990), sætter Buchans stjerne højere end flertallet af kritikere. Panek har peget på Buchan som the missing link, der forbinder den victorianske eventyrskole med moderne praktikanter som Ambler, Greene, Maugham, Fleming, Deighton og Le Carré:
   »Buchan vristede spionromanen ud af hænderne på de uskyldige eventyrfortællere og gav den både muskler og mening. Det er muligt, at der står noget andet på listen med kronologiske og irrelevante fortilfælde, men det var Buchan som begyndte at skrive den moderne spionroman, og i sine bedste aktuelle manifestationer vender spionromanen tilbage til ham.«
   Udsagnet vender tilbage til mig under læsningen af Absolutte venner (2003), John le Carrés næsten freestyle-agtige katalog over genren, der former sig som en udviklingsroman om dobbeltagenten Ted Mundy. I romanen optræder en flygtig terroristleder, Dimitri, som kunne nedstamme fra både Amblers Dimitrios og Buchans Dominick Medina.


    
MUNDYS britiske kontakt hedder Amory. Mod den grumme slutning skriver le Carré: »Den dag i dag er han ikke sikker på, om Amory er gift eller ugift, eller om han har børn. Et par gange, hvad han har regnet med var i et fortroligt øjeblik, har Amory omtalt en umådeligt overbærende hustru og to dygtige børn på universitetet, men Mundy er aldrig sikker på, at han ikke har stjålet scenariet i en roman af John Buchan.«



Læs mere om John Buchan i Gavin Lamberts The Dangerous Edge (1971, da. Afgrundens rand, 1990) og på www.johnbuchansociety.co.uk.  

*) Romanen er her citeret efter John Buchan: De 39 trin. På dansk ved Chr. Dahlerup Koch. 174 s. Udgivet i  samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab. 4. udg. Schønberg, 1989. Jeg har selv oversat citaterne fra de øvrige bøger. 
**) John Buchan: The Adventures of Richard Hannay. »The Thirty-Nine Steps« (1915) and »The Power House« (1916) with an introduction by Andrew Lownie. 314 s.; »Greenmantle« (1916) 298 s.; »Mr. Standfast« (1919) 386 s.; »The Three Hostages« (1924) 338 s.; »The Island of Sheep« (1936) 269 s. London: The Folio Society, 2003. I 2008 fulgte John Buchan: Stories med 18 noveller fra perioden 1896-1932, udvalgt og præsenteret af Giles Foden. 398 s. Alle bøgerne er illustreret af Nick Hardcastle.


***) Sandy Arbuthnot er hovedperson i The Courts of the Morning (1929), hvor også amerikaneren Blenkiron optræder. Richard Hannay introducerer historien i første kapitel, og derfor bliver romanen somme tider 'talt med' i Hannay-sekvensen, der på den måde måde bryder nydeligt ned i to trilogier. 











Artiklen begyndte sit liv som en anmeldelse, der stod i Weekendavisen Bøger 23.01.2004. Læsningen af Greenmantle er fra et senere bogprojekt, De romantiske kilder, der skulle følge op på essaysamlingerne Det store eventyr og Det første landskab. Der er efterjusteret i januar.2020.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar