UNG FLUGT IGEN
En vidunderlig ukorrekt teenagefortælling
Af BO GREEN JENSEN
AVA på 13 år er ved at blive blind. For hver dag indsnævres synsfeltet. Øjenlægen taler bedrøvet, og Avas unge mor (Laure Calamy) er fast besluttet på at give hende den bedste sommer ever. Så i første scene er familien, som også tæller en ny lillesøster, på stranden ved Bordeaux.
Avas mor er, da det kommer til stykket, mere interesseret i den virile livredder. Ava er faldet hen i solen med en bakke pomfritter på maven. Hun vågner ved, at en sort hund gnasker af bakken. Dyret tilhører Juan (Juan Cano), en ung roma, der bor på stranden og savner papirer. I de følgende uger bliver drengen og hunden de eneste, som Ava kan forholde sig til.
Ava balancerer på gesimser med et rødt tørklæde for øjnene. Feriestemningen brydes af drømme, som for det meste er kropsnære mareridt. Hendes mor siger, at hun skal passe sin søster. Ava sætter den lille i kravlegården og går ud i solen med hunden. Hun kommer først hjem efter mange timer. Hendes mor tager det ikke voksent og pænt.
I EN pragtfuld totemscene, som ligger mellem drøm og virkelighed, maler Ava og Juan sig som stammekrigere. Ava har en riffel, som hun truer politiet med. Der er et langt forløb fra romalejren, hvor Juans ekskæreste bliver gift med en anden. For gamle dages skyld får han bilen, så de unge kan køre nordpå. Ava taler faktisk om Danmark, hvor folk må have lysterapi for at bevare forstanden.
NOÉE Abita debuterer i rollen som Ava, men gebærder sig som en veteran. Mysius selv er kun 26 og kommer fra filmskolen Le Femis. Ava var i Kritikernes Uge på Cannes Festivalen 2017 og har siden fået kultstatus. Dét er et kolossalt sundhedstegn. Der er brug for ungdomsfilm, som ikke er fedtet til af bekymrede konsulenter.
For 60 år siden begyndte Den Nye Bølge i Frankrig med François Truffauts Les quatre cents coups, som vi i Danmark kalder Ung flugt. Ava føles lige så sikker og fri, da bilen med teenageparret forsvinder. Al deres baggrund får fingeren hér. Det er også en afsked med angsten for blindhed. Da de kører, kan hvad som helst komme an.
Ava. Instr.: Léa Mysius. Manus: Léa Mysius og Paul Guilhaume. Foto: Paul Guilhaume. 105 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 24.04.2019.
Foto: Solaris Films/ Festival de Cannes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar