Translate

tirsdag den 7. januar 2020

Allen Ginsberg og Howl


DET ABSOLUTTE HJERTE
En film om Allen Ginsbergs Howl

Af BO GREEN JENSEN  

»JEG har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne...« Med stordigtet Howl skabte Allen Ginsberg (1926-97) en bannertekst for beatgenerationen og overhovedet en milepæl i moderne amerikansk litteratur.
   Det gav øjeblikkelig genlyd i hele kulturen, da Ginsberg læste teksten første gang ved et arrangement i Six Gallery i San Francisco den 7. oktober 1955. Digtet udløste både en skelsættende reportage i New York Times (Richard Eberharts »West Coast Rhythms«) og en blasfemisag, da Lawrence Ferlinghetti i 1956 udgav Howl and Other Poems på sit lille, men legendariske forlag, City Lights Press.




Howl er blevet stående som den centrale beattekst sammen med to romaner, Jack Kerouacs On The Road (1957, da. Vejene) og William Burroughs’ Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Man kan næppe overvurdere effekten af strømmende linjer som »hipstere med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri«. På dansk blev digtet oversat af Poul Sørensen som »Hylen« (og trykt i Vindrosen nr. 4, 1959). Siden gendigtede Erik Thygesen det som »HYL« i 1964, hvor det stod i antogien San Francisco Renaissancen. Her er det citeret efter Thygesens Ginsberg-udvalg Nyt fra jorden (1969).





GINSBERG – der selv arbejdede i sporet fra William Blake, Walt Whitman og Hart Crane – skrev siden tusindvis af digte, men aldrig nogen med samme energi og betydning. Bob Dylans surrealistiske gennembrud i midt-60erne ville være utænkeligt uden Ginsberg, som i 1975 i øvrigt var blandt de rejsende på Dylans Rolling Thunder Revue. Også hippietiden begynder med Ginsbergs bemærkelsesværdige tekst, der forener bøn og undsigelse i én erfaringsoverskridende vision.







Opgøret med »menneskenes tunge dommer«, den amerikanske Molok (»Hvilken sfinx af cement og aluminium kløvede deres kranier og åd deres hjerne og fantasi?«) var autentisk systemkritik, og med sin dedikation til Ginsbergs ven og kæreste Carl Solomon (»Jeg er hos dig i Rockland/ i mine drømme kommer du vandrende dryppende fra en sørejse ad landevejen tværs over Amerika i tårer til min hyttes dør i den vestlige nat«) var HYL også et seksuelt befrielsesdigt.





ROB Epsteins og Jeffrey Friedmanns film har tre hovedspor og en enkelt dagsorden. Med James Franco som Ginsberg beskrives den pæne unge mands frigørelse, ligesom en række interviews er rekonstrueret i fingeret dokumentarstil. Dramaet skabes dog i retssalen, hvor Ginsberg og Ferlinghetti står anklaget efter pornografiparagraffen (for linjerne »som lod sig knæppe af motorcykelhelgener, og skreg af fryd/ som slikkede og blev slikket af de menneskelige serafim, sømændene...«). David Strathairn har rollen som anklager, mens Jon Hamm (fra Mad Men) fungerer som forsvarer.
   Endelig er digtets første anråbende afsnit levendegjort i animerede sekvenser, der veksler fra corny til smågeniale. Formen gør det muligt at citere hele teksten, fortolke på den i retssalen og belyse dens baggrund i dannelsesdelen. Howl er således et pædagogisk Kinderæg med tre dele. Overraskelsen i midten er, at tricket faktisk fungerer. Filmen bliver aldrig vildt levende drama, men den lægger hele digtet grundigt frem og forklarer, hvorfor teksten stadig har liv og betydning. 



GINSBERG og Ferlinghetti blev frikendt, ikke på grund af tekniske forhold, men simpelt hen fordi dommeren Clayton Horn (Bob Balaban) kunne læse. I mindre roller ses Todd Rotundi og John Prescott som Jack Kerouac og Neal Cassady, mens Mary Louise-Parker er lærerinden Gail Potter, der føres som anklagerens vidne. Treat Williams er litteraten Mark Schorer, der her bliver tegnet som opportunist, skønt han faktisk skrev den bedste bog om Sinclair Lewis.*
   Allerbedst er afsnittet med den sort-hvide rekonstruktion af Ginsbergs første elektriske oplæsning i San Francisco. Howl står her med sin fulde sproglige kraft, med »livsdigtets absolutte hjerte skåret ud af deres egne kroppe og spiseligt i tusind år.« Poesi er næppe formidlet bedre på film. Det er slik til gamle beatniks og en hyldest til digtet i alle tider.





*) Mark Schorer: Sinclair Lewis: An American Life. 867 s. McGraw Hill, 1961. 


Jeg kan næppe varmt nok anbefale den annoterede udgave af Howl, som Barry Miles redigerede i 1986, da digtet fyldte 30 år, og som Ginsberg selv kommenterede. Bogen følger digtets tilblivelse gennem udkast, omskrivninger og diverse forsøg, som bliver rullet tilbage, efterhånden som teksten tager endelig form. Som regel udkommer sådanne værker efter forfatterens død. Ginsberg var endnu spillevende og fortæller ivrigt og kærligt om sit liv og sin tid med Carl Solomon. Ginsberg levede stadig, da bogen blev genudgivet i 1995. Så døde han i 1997 og kunne ikke føje mere til. Det er et unikt værk med gavmild korrespondance, biografiske optegnelser, retsudskrifter og naturligvis et grundigt noteapparat. Bogen blev genudgivet til 50 års-jubilæet i 2006. Harper Perennial Modern Classics, 192 s. i stort format. Mit eksemplar har kostet $19, kan jeg se. 

   
Howl. Instr.: Rob Epstein & Jeffrey Friedman. Foto: Edward Lachman. 90 min. USA 2010. Dansk premiere: 24.11.10




Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 25.11.10

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar