Translate

torsdag den 2. januar 2020

Peter Jackson: They Shall Not Grow Old (2018)


MELLEM VALMUERNE
Første Verdenskrig i 3D og farver

Af BO GREEN JENSEN

DEN 21. september 1914 bragte The Times i London et digt med titlen »For the Fallen«. Krigen mellem stormagterne havde varet i to måneder, og mobiliseringsiveren var på sit højeste. Der er dog ingen patriotisk blodtørst. Teksten foregriber den trætte stoicisme i senere krigsdigte:
   »De bliver ikke gamle, som vi, der er tilbage, bliver gamle:/ Tiden kan ikke gøre dem trætte, årene vil ikke udmatte dem./ Når solen går ned, og når det er morgen,/ vil vi huske dem«. 
   Digtets forfatter, Laurence Binyon, var kunsthistoriker med ansvar for den orientalske samling på British Museum. Han var 45 år og for gammel til aktiv tjeneste. I 1915 meldte han sig som frivillig sygehjælper. Binyon nåede at se sit digt få betydning. Edward Elgar satte musik til. »Til de faldne« bliver stadig læst på Remembrance Day.
   Peter Jackson bruger Binyons ord som titel på sin dokumentar om menige britiske tommy’ers oplevelse af skyttegravskrigen i Flandern. Der er gået 100 år, og stoffet er belyst i tusindvis af film og tv-programmer. Jackson vil gøre det levende nu. Allerede syntaksen er tweaket. I digtet står der faktisk: »They shall grow not old, as we that are left grow old.«




DE første tyve minutter er en meget elementær prolog om vejen til krigen. Man ser de sædvanlige hverveplakater og hører de sædvanlige taler. Arkivbillederne er 3D-bearbejdet, men Jackson understreger den historiske distance ved at sætte en ramme om filmen. Formatet er academy, altså næsten kvadratisk. Man hører fremviseren dreje og klikke.
   Det næste kvarter skildrer rekrutternes grundtræning. En kæde af stemmer beskriver omvæltningen ved at være i hæren, små rationer, mærkeligt udstyr, hård disciplin og absurd eksercits. Der er ingen pædagogisk fortæller i They Shall Not Grow Old. Lydsiden er en montage af citater fra interviews, som veteraner gav til BBC og Imperial War Museum i 1960erne. Der er også musik og diverse geräusch.
   


DET er gamle mænd, som ser tilbage. De fleste mener, at krigen var nødvendig og at oplevelsen gjorde dem stærke. Men de kom forandrede hjem. De lærte, at tyskerne ikke var monstre, men almindelige unge mænd som de selv. Bagefter ville ingen se deres sår eller høre om skyttegravshelvedet. Det passede ikke ind i historien. Så de lærte at lægge det væk.


   

ENDELIG kommer udskibningsordren. Soldaterne bliver sejlet over Kanalen og når frem til de fastlåste frontlinier. Mange optagelser er hentet i The Battle of the Somme, en officiel (og delvis iscenesat) dokumentarfilm som Geoffrey Malins og John McDowell optog i 1916.
   Somme-offensiven varede i 17 dage og kostede en milllion unge mænd livet. På én dag døde 20.000 britiske soldater. Der var dog få civile ofre, og krigsførelsen var koncentreret. Første Verdenskrig var måske den sidste krig, hvor betegnelsen slagmark gav mening.
   




DET er først ved fronten, midt i filmen, at Jackson begynder at bearbejde. Formatet bredes ud til scope, bevægelserne bliver bløde og naturlige. Der zoomes ind på detaljer, og især bliver der lagt farver på de historiske optagelser. Alt for at anbringe os i tidsmaskinen.
   Vi ser koldbrand, rotter, fordærvede lig og forfærdelige kvæstelser. Der ligger døde heste i Ingenmandsland. Hvis sennepsgassen kommer, og masken ikke slutter tæt, skal man dyppe et stykke stof i urin og holde det op for sit ansigt. Et vidne fortæller, at han stak hele hovedet i latrinen. 
   Vi ser også skriveri, amatørteater, fodbold, soldater der tænder små bål i skyttegravsvæggen for at få en kop varm te til cigaretten. Det er drenge på 19 år, der går til. Det er levende menneskehed.






JACKSONS film er den officielle britiske markering af 100-året for fredsslutningen i 1918. Den blev simultanforevist i 3D i biografer landet over og efterfølgende sendt i tv, hvor to millioner husstande så med. Instruktøren er fra New Zealand, men hans bedstefar kæmpede i krigen og kom hjem, men to andre forfædre faldt.
   Der er delte meninger om filmen. Så langt de fleste lægfolk, herunder kritikere uden et særligt forhold til stumfilm, har den oplevelse, som Jackson tilstræber: krigen bliver mere virkelig, tilskueren har en næsten taktil og sanselig fornemmelse af at være med i skyttegraven. Farverne får afstanden i tid til at forsvinde: soldaterne bliver vores samtidige, unge mænd på 18-19 år, der taler, tænker og føler som vi.
   

HELT anderledes er reaktionen blandt specialister. Her har effekterne i They Shall Not Grow Old udløst principielle diskussioner om, hvad man kan og ikke kan tillade sig i formidlingen af dokumentarisk materiale. Man klager over farverne, over Jacksons billedbeskæring og især over det ændrede fremvisningshastighed. »Projektet har mere at gøre med rotoskopi end med restaurering,« skrev Pamela Hutchinson fra Silent London. Selv fans af filmen må lige lade en henvisning til Jacksons Tolkien-filmatiseringer falde i flugten.
   Meget af kritikken er ikke relevant. De gamle film havde brugt den moderne teknik, hvis de kunne, og Jackson blev ikke kontaktet, fordi man ønskede endnu en korrekt dokumentar. Han blev spurgt for at skabe aktuel interesse og finde nye overensstemmelser, som alle kan forstå.



   
JEG havde selv en blandet oplevelse. Filmen er et vellykket æstetisk eksperiment, og 3D-virkningen giver billederne et præg af levende stereoskopi. Det er lidt som at se på installationskunst. Men farverne gør ikke krigen mere virkelig. Tværtimod bliver skildringen spillefilmsagtig. Man ser ud over skyttegravssystemet og tænker, at det ligner et par af de bedste rekonstruktioner. Så trods alt var fiktionen ikke så skæv. 
   



DET store lærred giver noget særligt, men det er egentlig for stemmerne, at man bør opleve They Shall Not Grow Old. Særligt effektiv er den robuste humor, som Jackson giver plads mellem valmuerne. Et mandskor synger evighedsvisen om »Mademoiselle from Armentières«, mens søjler af navne bliver vist efter filmen: »Went in the bed, she sure was fun/ Working her arse like a Maxim gun/ Hinky-dinky, parles-vous.«
   Den store krig skabte nye metaforer. Også mørk latter lever i 100 år.





They Shall Not Grow Old. Instr.: Peter Jackson. 99 min. UK-New Zealand 2018. 3D i udvalgte sale. Vises uden undertekster. Dansk premiere: 28.02.2019




Foto: Warner Brothers/ BBC/ CinemaxX
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2019

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar