Translate

onsdag den 1. januar 2020

Garry Marshall: New Year's Eve (2011)


KONFETTI I MUNDEN
Nytårsfilmen findes skam 

Af BO GREEN JENSEN

MULTIPLOTFILMEN med masser af stjerner og snesevis af små historier, der slynger sig mellem hinanden, blev tidligt en populær skabelon. Fra Grand Hotel (1932) til Crash (2004) har den udløst en styrtregn af priser, når den var stærkest, og det er ikke svært at se hvorfor. Man kan blande det letteste smil med den dybeste alvor, bruge drama, humor og romantik på én gang, og når balanceakten virkelig lykkes, er der stof til store oplevelser, som publikum gerne vil gentage.
   For tiden er baggrunden ofte et sted, som det gælder i Paris, je t’aime (2006), New York, I Love You (2009) og Rio, I Love You (2014) , hvor store instruktørers små novellefilm knyttes sammen af en lokalitet. Man kan også bruge en højtid, som mennesker fejrer med sjæl alle vegne. Med myldrebilledet Love Actually (2003) skabte englænderen Richard Curtis en sjældent slidstærk julefilm. Amerikaneren Garry Marshall (1934-2016) tog straks ideen op i Valentine’s Day (2010), hvor 15-16 skæbner krydsede hinanden i Los Angeles.



USA har altid forstået at eksportere sine kommercielle højtider til resten af verden. Derfor følger nu New Year’s Eve, hvor de mange handlingsspor er koncentreret om Times Square i New York City. Her samles man for at se en stor lysbold falde, når klokken slår tolv nytårsaften. Hvis filmen sælger billetter – og det vil den utvivlsomt gøre, for den har lidt til alle generationer, og den gør ikke nogen kat fortræd – vil man sikkert se en Happy Halloween på plakaten.




HER er Hilary Swank som kvinden, der har ansvaret for festlighederne. Her er Robert De Niro som cancerpatient og Halle Berry som hans sygeplejerske. To mødre konkurrerer om at føde så tæt på nytår som muligt. Michelle Pfeiffer siger op på sit job og vil leve lidt, før det hele er slut. Ashton Kutcher og Sofia Vergara strander i en elevator, og Jon Bon Jovi vil forsones med Katherine Heigl, som han forlod. Fire af figurerne har en aftale, som de prøver at holde, og publikum ved ikke, hvem der skal mødes med hvem.



MANUSKRIPTFORFATTEREN Katherine Fugate fører dukkerne rundt med guddommelig tæft, og veteranen Garry Marshall instruerer uden særlige træk, der kan forstyrre den antiseptiske stemning. Det er sådan set sødt og i hvert fald helt harmløst. Man er på intet tidspunkt bevæget, for New Year’s Eve er en af den slags film, hvor selv fraklippene ser instruerede ud. Følelsesstoffet er idelig fast food. Man skynder sig ud med konfetti i munden.


New Year’s Eve. Instr: Garry Marshall. Manus: Katherine Fugate. Foto: Charles Minsky. 118 min. USA 2011. Dansk premiere 08.12.2011


Foto: New Line Cinema/ SF Studios
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.12.2011

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar