Translate

torsdag den 16. januar 2020

Store stumfilm: Cabiria (1914)


TO ELEFANTER OG TUSIND STATISTER 
Den første historiske helaftensfilm

Af BO GREEN JENSEN


SIDSTE aften på Cannes Festivalen, maj 2006. Det gælder afsløringen af et rart klenodie, italieneren Giovanni Pastrones historiske helaftensepos Cabiria (1914), som altid indgår i omtale af filmens første årtier. I praksis har den været en død klassiker, dvs. en af de film, som alle har hørt om, men de færreste har set.
   Der er trods alt ikke tale om en verdenspremiere. Italiensk film fejrede sit 100-år i 2005, og den kostbare restaurering af Cabiria, som er foretaget af João de Oliveira, var det italienske filmmuseums fødselsdagsgave til nationen. Giovanni Pastrone (1883-1979) satsede alt på Cabiria og kunne aldrig helt slippe filmen, som han klippede om flere gange. I 1931 producerede han også en toneversion, som afviger markant fra 1914-udgaven.
   Oliveira etablerede definitive kopier af begge versioner, og projektet Cabiria & Cabiria blev præsenteret med piber og trommer i forbindelse med De Olympiske Vinterlege i Torino. 1914-udgaven blev vist i Teatro Regio den 20. marts, 1931-versionen den følgende aften i Cinema Massimo. Det skete med fuld symfonisk ledsagelse. I Cannes fremføres ledsagelsesmusikken af pianisten Stefano Maccagno, som rejser verden rundt med Cabiria.





MUSIKKEN er et kapitel for sig. Cabiria er en stor film efter enhver målestok. Den varer tre timer (kun fire minutter er gået tabt), involverer mange hundrede statister, byder på fem-seks regulært bjergtagende sætstykker og er overhovedet forløberen for de kolossale udstyrsstykker, der i 1950erne blev en signatur for amerikanske filmskabere som William Wyler og Cecil B. DeMille.
   Sidstnævnte var allerede aktiv, da Pastrone realiserede Cabiria. Ligesom kollegaen D.W. Griffith så han filmen og lærte forskelligt. I Cabiria indgår for første gang scener, der er optaget med et bevægeligt kamera. Til den store tempelscene, hvor Cabiria skal ofres til guden Moloch, konstruerede Pastrone en tidlig udgave af den dolly, som det snart blev standard at føre gennem sættet på skinner. Ofte krediteres Griffith for nyskabelsen, som bruges flittigt i storværket Birth of a Nation (1916), men italieneren kom altså først.





CABIRIA er en enkel fortælling i en mægtig indpakning. Filmen udspiller sig under den anden puniske krig 218-201 f.Kr. og begynder chokerende brat med at vise vulkanen Etnas udbrud, som knuser Cabirias fødeby Catania. Sammen med sin amme, Croessa, ender den romerske pige som slave i Karthago, hvor ypperstepræsten Karthalo vil ofre hende til Moloch. Imidlertid overtaler Croessa en adelsmand, Fulvio Axilla, der fungerer som romersk spion i Karthago, til at frelse pigen fra flammerne. Det gør Fulvio sammen med sin trofaste nubiske tjener og slave, som overhovedet er den, der får tingene gjort.
   Cabiria vokser op i Karthago hos Hasdrubal, feltherren Hannibals bror, og bliver datteren Sophonisbas husslave. Axillas tjener lægges i lænker og driver i tyve år et møllehjul rundt ene mand. Hannibal krydser Alperne og angriber Rom. Pastrone filmede faktisk i bjergene med to elefanter og tusind statister, skønt scenen kun varer få minutter.
   Siden besejres Hannibal ved Zana af romeren Scipio. Axilla, som deltager i slaget, lover Cabirias forældre at finde datteren, som de troede var død. Han tager tilbage til Karthago, befrier sin tjener og ordner sagerne sammen med ham. Endelig kan Cabiria, som nok er filmens mindst markante karakter, give sig hen til sin frelser og gifte sig med ham.






HISTORIESYNET er stærkt reduktivt, og filmen promoverer melodramaet som forklaringsmodel. Pastrone ville legitimere sin kunstart og skabe et filmværk, der tilbageviste al skepsis alene ved sin størrelse og moralske uangribelighed. De første historiske stumfilm svælgede i blod og hedonistiske orgier, men Cabiria er relativt ærbar.


   
PASTRONE tog den store pung frem og betalte to højt respekterede kunstnere, digteren Gabrielle D’Annunzio (1863-1938) og komponisten Ildebrando Pizzetti (1880-1968), for at knytte deres navne til filmen. Pizzetti nedlod sig til at levere en 11 minutter lang Symphonie du feu, som var tiltænkt tempelscenen, men endte som ouverture til filmen. Resten af musikken leverede Manlio Manza.
   D’Annunzio skrev filmens forklarende tekster, der er indsat på ornamenterede skilte. De er fantastisk pompøse og floromvundne – især en bøn til Månens gudinde er fæl – men han gav Pastrone lov at bruge sit navn på filmens salgsmateriale. Der står derfor GABRIELE D’ANNUNZIO med versaler på alle de smukke plakater og lobby cards, som blev udført i forbindelse med filmen, men i praksis skrev Pastrone selv Cabiria, som er uhyre frit baseret på Gustave Flauberts roman Salammbo (1862).



DA toneudgaven skulle produceres, krævede Pizzetti sin »Ildsymfoni« taget ud. Et nyt score blev skrevet til lejligheden af komponisterne Avitabile og Ribas. D’Annunzio, som sagtens kunne se en værdi i reklamen, stod derimod ved sin kontrakt. Cabiria blev også som tonefilm en succes – men kun i hjemlandet. Lyden blev filmkunstens babelstårn. Den knækkede også én gang for alle Nordisk Films status som leverandør til hele verden.
   Det er 1914-udgaven, der vises i Cannes, til og med tintet i psykedeliske kulører efter en kompliceret, men autentisk proces. På en afstand af 100 år holder filmen sit publikum fast i tre timer. Sætstykkerne er stadig imponerende. Pastrone fik sin vilje. Med Cabiria fik filmen status som kunst.




NÅR disse strålende egenskaber er fremhævet, må det samtidig siges, at man ikke tager filmen alvorligt som menneskedrama. Alle spiller vildt karikeret i den høje stil, som man dyrkede i tiden. Man ruller øjne og slår stort ud med armene, ryster knytnæver ad himlen og etablerer hyppigt kontakt med tilskuerne ved at sende dem direkte blikke, et kontraktbrud som i filmens barndom var konvention. Først i tonefilmens tid begyndte man for alvor at lade, som om kameraet ikke var til.
   Særligt slem er Dante Testa i rollen som Karthalo, den karthaginiensiske ypperstepræst, som vil ofre Cabiria til Moloch. Der er sat fuld sensuel skrue på i portrættet af den indolente Sophonisba, som spilles af divaen Italia Almirante-Manzini. Ved det første møde ser hun smægtende ind i kameraet, mens hun med dovne bevægelser kærtegner en rastløs leopard. Lige så megen omhu, der er lagt i de spektakulære sætstykker, lige så lidt er der gjort ud af personernes fremtræden. Som det noble handlingsmenneske Fulvio Axilla ligner Umberto Mozzato mest af alt en fedladen mand i badesko og morgenkåbe.





KUN én karakter brænder helt igennem og træder frem for tilskueren lige så frisk, som han må have virket ved filmens urpremiere. Det er Fulvio Axillas tjener, den mægtige slave Maciste, som træder ind i sidste øjeblik og redder Cabiria fra at blive ofret til ilden. Maciste blev fremstillet af Bartomeleo Pagano (1878-1947), som tog navnet til sig og videreførte figuren i 24 meget populære seriefilm med titler som Maciste atleta (1917), Il Viaggio di Maciste (1920), Maciste imperatore (1924) og Maciste nella gabbia di leone (1926).
   Maciste-skikkelsen fik egenliv og kunne uden smålig skelen til tid og sted dukke op i mange historiske sammenhænge. I Maciste alpino (1916) gør han tjeneste i 1. verdenskrig, i den tysk producerede Maciste und die chinesische Truhe (1923) transplanteres han til Orienten, og andetsteds på titellisten finder man ham i Amerika og Afrika. I Guido Brignones klassiske Maciste all’inferno (1925) stiger han ned i Underverdenen og prøver kræfter med dødsguden Pluto. Federico Fellini så den som dreng og kaldte Maciste i Helvede »en af de ti bedste film nogensinde.« Navnet på Giulietta Masinas karakter i Le notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria) er ikke grebet ud af luften.


   
EFTER Paganos død levede Maciste videre i andre stærke mandsskikkelser, og figuren fik en stor renæssance i 1960erne, da den såkaldte »sværd-og-sandal«-genre blev en hel industri i Italien. Mere end tyve Maciste-titler blev produceret i årene 1960-65. De havde fantastiske titler som Maciste contro il Vampiro, Zorro contro Maciste og Maciste, il vendicatore dei Mayas.
   Flere af disse B-film kom også til Danmark, hvor de fungerede som broget fyld i dobbeltforestillinger lørdag midnat og søndag eftermiddag. De blev imidlertid ikke opfattet som italienske produktioner, for Maciste blev typisk fremstillet af amerikanere som Gordon Scott, Mitchell Gordon og Mark Forest.
   Også lydsporet var eftersynkroniseret, og for nemheds skyld oversatte man de italienske titler til en vilkårlig antik sammenhæng, som gav det hele et vagt klassisk skær. Atlas in the Land of the Cyclops (1961) hed i virkeligheden Maciste nella Terra dei Ciclopi, og Hercules against the Barbarians (1964) var identisk med Maciste nell'Inferno di Gengis Khan. Samson, Atlas, Goliat: i Italien hed de alle Maciste. Hans-Jürgen Panitz har lavet en ret forrygende dokumentar om fænomenet, Kino kolossal: Herkules, Maciste & Co. (2000).






JEG følger digressionen, fordi jeg så flere af de film som dreng, og fordi jeg ikke kendte Maciste-figurens historie, før jeg begyndte at læse forskelligt baggrundsmateriale om Pastrone og Cabiria. Man kan altid bruge de ældste film som et vindue og en vej ind i kulturhistorien. På samme måde bliver man klogere på menneskene ved at se film fra Iran, Bulgarien og Indonesien. Ikke mindst derfor er filmfestivalerne vigtige. 
   I sin introduktion til den restaurerede Cabiria prøver Martin Scorsese med vanlig entusiasme at ophøje filmen til en udødelig status på linje med D.W. Griffiths i øvrigt stærkt racistiske Birth of a Nation (1916), som var direkte inspireret af Cabiria, og Alberto Barbera nævner filmen i forbindelse med Griffiths Intolerance, Dreyers Jeanne d’Arc, Eisensteins Potemkin, Fritz Langs Metropolis og Abel Gances Napoleon.
   I det selskab hører den ærlig talt ikke hjemme, og det er også lidt af en tilsnigelse, når man forsøger at relancere Cabiria som det genfundne europæiske ur-epos. Alene i Italien var de første udgaver af Pompeiis sidste dage (1908, 1913) og Enrico Guazzonis Quo Vadis? (1913) produceret allerede, da Pastrone gik i gang med Cabiria. Man kunne med lige så megen ret slå et slag for August Bloms to timer lange Atlantis, produceret hos Nordisk Film i 1913, som den første realistiske katastrofefilm i Europa.  


  

Cabiria. Instr.: Giovanni Pastrone. Manus: Giovanni Pastrone og Gabrielle D’Annunzio. Foto: Augusto Battaglio, Natale Chisano, Segundo de Chomón, Vincent Dénizot, Carlo Franzeri, Gatti og Giovanni Tomatis. 180 min. Italien 1914.




Uddrag af  artikel i Weekendavisen Kultur 23.06.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar