David Bowie ★ Blackstar (2016)

EVANGELIET IFØLGE SORTSTJERNEN ★

David Bowies sidste forbløffende album

Af BO GREEN JENSEN

MODSAT de første, som anmeldte Blackstar, har jeg en tvivlsom og sørgelig fordel. Jeg ved, at David Bowie døde søndag den 10. januar 2016. Det sidste album udkom to dage før, på hans 69-års fødselsdag. Han vidste altså, at han skulle dø, mens han arbejdede med de syv sorte sange.

   Blackstar blev Bowies 25. eller 27. studiealbum. Det kommer an på, om man indregner de to album, som bandet Tin Machine udsendte 1988-91. Det synes jeg klart, at man kan.

   De første, der skrev – så godt som alle med begejstring – kunne forsøgsvis fortolke de påfaldende mange billeder af døden, som sangene er fulde af. Men ordene er kryptiske. Endvidere er der al musikken, som prøver flere ting af og er mere grænseafsøgende, end Bowie havde været i nogen tid.

   Så de fleste undgik stort set at forholde sig til teksterne. Det blev højest til en famlende kommentar om, at titelsangen nok handlede om Islamisk Stat. Saxofonisten Donny McCaslin, som hjalp Bowie med at formgive de panoramiske lydlandskaber, havde antydet, at det forholdt sig sådan.

   Det giver i øvrigt god mening i forhold til den musikvideo, som Johan Renck instruerede til sangen, der var ude på en single allerede i november 2015. Her ser man flere inkarnationer af Bowie, men én af dem ligner en leder/præst/profet, som står med en bog, der bærer en stjerne. Han velsigner horisonten – eller afsøger den på besværgende vis.

   Det kunne godt være ritualet, som sangen beskriver i kode. Hvis den første leder falder, vil en ny tage bogen op. Forestillingen om kalifatet har sin egen fascination. Bowie havde altid en svaghed for poseringer og symbolpolitik.

OM noget er slutningen monumental. Blackstar er sat som en søjle af sort i den kommende, skræmmende hvidhed. De gængse farveværdier er vendt. Sort er kraften i stoffet og evnen til forvandling. Hvidt er summen af farvernes fravær. Og ophør. Det  handler om hudfarve, tro og filosofi. Sikkert også om sorte huller og astronomi. The power of blackness på alle niveauer.

   I hvert fald tre af sangene falder for alvor på plads, når man ved, at de blev skrevet som en blanding af testamente og afskedsbrev. Det er titelsangen »Blackstar«, »Lazarus« og den besnærende popklare »I Can’t Give Everything Away«, som lukker et svimlende gennemført album.

   De øvrige sange er mere end fyld, men to har ligget over, og to handler bare om noget andet. Både »Sue (Or in a Season of Crime)« og »’Tis a Pity She Was a Whore« - der uden nærmere forklaring tager sin titel fra et 400 år gammelt teaterstykke af John Ford – var ude til Record Store Day på en single i 2014.

   »Sue« fik samtidig lov at stå forrest på sampleren Nothing Has Changed fra 2015, et originalt tilbageblik på karrieren, som arbejder sig baglæns ned gennem kæden af hits og det, der ligner.

Nothing Has Changed begynder med »Sue« og slutter 60 spor skæringer senere med singlen »Liza Jane«, som Davey Jones and the Lower Third skar i 1965. Der er mange deep cuts og duetter, som ellers kun ligger i løs form rundt omkring. Nothing Has Changed er et godt sted at begynde, hvis man står og skal til at tage hul på det hele.

   »Girl Loves Me« er en upbeat og vagt reggaeagtig sang, der så vidt jeg kan høre handler om at blive sparket vågen af en kvinde, der vil have dig.
   Teksten bruger vendinger som »you viddy at the Cheena« og russisk klingende jargon som »devotchka watch her« og »this malchek say«. De er lånt fra den fremtidsslang, som Alex og hans bande taler i Anthony Burgess’ A Clockwork Orange (1962) og Stanley Kubricks filmatisering af samme roman.

   Filmen var en stor varm sag i England i 1972, da Ziggy Stardust landede. Der var megen debat om volden i filmen. Det endte med, at Kubrick selv trak den ud af distribution. Først efter hans død i 1999 kom den atter ud i UK.

ALLE fik dog set den. Bowie havde et lignende take på bandekulturen på sin egen dystopiske fremtidslegende, albummet Diamond Dogs (1974). Siden blev koncepterne mere jordnære. Det presserende spørgsmål i »Girl Loves Me« er et retorisk: »Where the fuck did Monday go?«, som enhver kan forholde sig til.

   »Dollar Days« er en næsten slentrende sang, der giver sig hen til den undren, man føler ved at nå sit mål ad omveje. Det er muligt, du aldrig vender hjem - og hvad så? »If I never see the English evergreens I’m running to/ It’s nothing to me/ It’s nothing to see.«

   Alligevel er det ikke så let, når slutningen bliver virkelig: »It’s all gone wrong but on and on/ The bitter nerve ends never end/ I’m falling down// Don’t believe for just one second I’m forgetting you/ I’m trying to/ I’m dying to«.

   Det er sådan nogle linier, der bliver ændret af sangerens død: »I’m trying to/ I’m dying to«. Sangen selv står dog rent tilbage, uanset om forfatteren lever.

   Blackstar er en opvisning i, hvor dygtig og alsidig Bowie var som sangskriver. Både »Dollar Days« og »Girl Loves Me« bruger eksploderede linier, arrangerede fragmenter, der giver flere slags uudgrundelig mening, i traditionen for cut-up og Brian Enos »oblique strategies«.

   Kontrasten er »Sue (Or in a Season of Crime)«, der fortæller en lineær ægteskabshistorie om sygdom, huskøb, utroskab og skilsmisse med den nedbarberede minimalisme, som Bowie benyttede f.eks. på »Repetition« fra Lodger og »Bus Stop« fra det første Tin Machine-album.

GULDET er og bliver de tre sorte sange, som næsten kunne være et mini-album. »Blackstar« varer 10 minutter, har et langt stemningssættende intro og består af to sange, der til slut er føjet sammen i en fletning.

   Og hvorfor ikke en »evig gylden fletning« af den slags, som Douglas Hofstadter beskriver i sin kultbog Gödel Escher Bach? På nettet pågår en veritabel fortolkningsfest med hensyn til »Blackstar«. Der er stort set ingen grænser for, hvad der bliver skrevet – også af overbevisende ting.

   Musikalsk er sangen den palet, som alle numrene tager deres farver fra. McCaslins free jazz-saxofon og de haltende, trippende trommeforløb, som Mark Giulliana har programmeret, finder gradvis hinanden i snublende synkoper. Så synger Bowie med en vagt arabisk intonation om den evige flamme i Ormens have, hvor et ritual bliver forrettet på henrettelsens dag. Kun kvinderne knæler og smiler. Og i midten af det hele er der altid »dine øjne«.

   De første minutter er lyden tynd og og ret fjern. Stemmen kommer tæt på efter et break, som også er en bro til resten af sangen: »Something happened on the day he died/ Spirit rose a metre and stepped aside/ Somebody else took his place, and bravely cried/ I’m a blackstar, I’m a blackstar«.

   Megen tid går med at opregne alt, hvad sortstjernen ikke er: »I’m not a film star, I’m not a pop star, I’m not a Marvel star; I’m not a gangster, I’m not a flam star, I’m not a white star; I’m not a porn star, I’m not a wandering star«. Faktisk er der kun to muligheder: »I’m a star star« og »I’m a blackstar«.

   Han vil have ørne i sin dagdrøm og diamanter i sit blik. Og hvor mange gange kan en engel falde ned? Sortstjernen træder ind på hellig grund – måske mellem alle de knælende kvinder – og fremsiger litaniet. Parallelt med benægtelserne er der også en prosaisk afvikling af et eksil. Det er ved at være tid nu. Den fremmede sanger/starman skal hjem:

   I can’t answer why (I’m a blackstar)

   Just go with me (I’m not a filmstar)

   I’m-a take you home (I’m a blackstar)

   Take your passport and shoes (I’m not a popstar)

   And your sedatives, boo (I’m a blackstar)

   You’re a flash in the pan (I’m not a marvel star)

   I’m the great I am (I’m a blackstar)

Og

   I can’t answer why (I’m not a gangster)

   But I can tell you how (I’m not a flam star)

   We were born upside-down (I’m a star star)

   Born the wrong way ‘round (I’m not a white star)

   (I’m a blackstar, I’m not a gangster

   I’m a blackstar, I’m a blackstar

   I’m not a pornstar, I’m not a wandering star

   I’m a blackstar, I’m a blackstar)

Endelig slutter jazztronica-offeret, hvor det begyndte:

   In the villa of Ormen stands a solitary candle

   Ah-ah, ah-ah

   At the centre of it all, your eyes

   On the day of execution, only women kneel and smile

   Ah-ah, ah-ah

   At the centre of it all, your eyes, your eyes

   Ah-ah-ah

I analyserne af Blackstar bliver navnet Alastair Crowley (1875-1947) ofte nævnt. Crowley var salon-satanist i 20ernes England, dyrkede sort magi, havde fri sex (eller ville gerne) og sagde, at alle var stjerner. Han var vild med tarotkort og pentagrammer. I The Star Sapphire skriver han: »Let him return to the centre, and so the centre of all.«

   Det bliver ude i fanland også betonet, at tallet 69 er et helligt heksagram og derfor en god alder at have, når man dør.

   Den slags kunne man krølle sammen og kaste efter de andre overfortolkninger, hvis det ikke var for Bowies egen tidlige flirt med »The Supermen« og »the homo superior« ifølge Friedrich Nietzsche (på The Man who Sold the World) og netop Alastair Crowley. På Hunky Dory (1971) er sangen »Quicksand« et katalog af Crowleyanske begreber.

   »Blackstar« er, når det skal være, en fantastisk flot sang med gedigen mystik og konkrete, skønt mangetydige billeder. De brænder, uanset om sagen er Bowies død, astronautens død, profetens død eller hvad. Det handler om det hele og ingen af delene, tror jeg. Sangen er aftrykket af en kultur.

EFTER »Blackstar« lyder »Lazarus« og »I Can’t Give Everything Away« næsten som enkle små sange. De siger begge: Se lige mig, jeg døde, og nu er jeg nået herop. »Lazarus« gør det bogstaveligt:

   Look up here, I’m in heaven

   I’ve got scars that can’t be seen

   I’ve got drama, can’t be stolen

   Everybody knows me now

Sangen genbruger melodien fra »Slip Away« på albummet Heathen (2002). Den sætter et par besnærende detaljer på, så man ser Bowie se ned fra himmelaltanen:

   Look up here, man, I’m in danger

   I’ve got nothing left to lose

   I’m so high it makes my brain whirl

   Dropped my cell phone down below

   Ain’t that just like me...

I navnet Lazarus ligger selvsagt en anelse om et liv efter livet, hvis ikke bibelsk genopstandelse. Sangen er skrevet til en musical, som bruger gamle Bowie-sange i radikale nye arrangementer, et projekt han skabte i samarbejde med instruktøren Ivo van Hove og forfatteren Enda Walsh.

   Det særlige ved musicalen Lazarus er, at den fortæller, hvad der videre skete for Thomas Jerome Newton, den strandede starman fra Walter Tevis’ roman om The Man who Fell to Earth (1963).

   Som skuespiller havde Bowie sin første – og faktisk også bedste – rolle i Nicolas Roegs filmatisering fra 1976. Det var i Bowies Cracked Actor-periode, lige efter skiftet fra Aladdin Sane til den hvide soul på Young Americans og overgangen til The Thin White Duke-personaet, der tager toget hjem til Europa på Station to Station. Året efter begyndte han forfra i Berlin med trilogien Low/ Heroes/ Lodger.

   80erne ankom med Scary Monsters, hvor sangen »Ashes to Ashes« tjekker op på, hvordan det går for Major Tom, astronaut-figuren, der forsvandt i rummet på »Space Oddity«, gennembrudssangen fra 1969. Det er sikkert også Major Tom, der bliver fundet af Kvinden med Halen i musikvideoen til »Blackstar«.

DER er fotos af Bowie som Newton uden på både Station to Station og Low. Bowie blev ved med at bruge disse figurer – Major Tom er tilbage på »Hallo Spaceboy« fra Outside (1995), som ellers handler om alt muligt andet – og der er ingen tvivl om, at musicalen Lazarus på sin egen abstrakte måde var personlig. »By the time I got to New York/ I was living like a king/ Then I used up all my money/ I was looking for your ass,« synger Bowie. Det kunne gælde for både ham selv og for Thomas Newton.

   Bowie kom til premieren på New York Theater Workshop den 7. december 2015. På pressefotos ligner han ikke en mand, der skal dø om en måned. Faktisk ser han mere mærket ud på de kokainfarvede 1976-fotos, hvor han hænger ud med John Lennon og Elizabeth Taylor. En mand, der er så tynd, at han kan knække ved et uheld.

ALT, hvad »Lazarus« siger om livet og døden, bliver sagt af både Newton og Bowie. »I Can’t Give Everything Away«, den sidste sang på det sidste album, har ikke dette dobbelte lag. Her er underteksten helt personlig.

   Sangen formulerer sig først i den kryptiske kode fra »Blackstar«-landskabet:

   I know something is very wrong

   The pulse returns for prodigal sons

   The blackout's hearts with flowered news

   With skull designs upon my shoes

Man kan se de dér dødningehoveder på skosnuderne for sig, og for 40 år siden, på signaturalbummet Heroes, var der en sang, som talte med indlevelse om at gå ud i spærretidens gader og få »some skin exposure to the blackout«.

   Det bliver endelig også sagt i fire enkle linier, som det er fristende at skrive på en gravsten eller et livsværk:

   Seeing more and feeling less

   Saying no but meaning yes

   This is all I ever meant

   That's the message that I sent

DU har muligvis læst eller hørt, at Blackstar skulle være et vanskeligt album. Det er det overhovedet ikke. Der er melodier hele vejen, og flere numre er tæt på at være dansable. Strukturen er den, som Bowie altid brugte på album, der markerede et gearskift: Station to Station begynder med en lang titelskæring, der trækker toget i gang, før Den Tynde Hvide Hertug synger hittet »Golden Years«, en imiteret soulsang i et formsprog, der ikke ligger 1000 år fra de repeterende kor på »Blackstar«. I 80erne, efter Lets Dance og fremme ved Tonight, er »Loving the Alien« på samme måde en ti minutter lang tonesætter.

   Jeg kunne blive ved og ved. Og alligevel aldrig komme en meter i nærheden af at beskrive, hvor mange frugtbare lag, der er i musikken. At skrive om musik, har Elvis Costello sagt, svarer til at danse om arkitektur. I dét har han ret. Man skal i hvert fald have rigelig gulvplads, og derfor blev denne artikel så lang.

Se også Adel forpligter: David Bowie i 90erne og Dans gennem ilden: David Bowie i Forum 2003.  

★★★★★★ - seks (sorte) stjerner

David Bowie: ★ (Blackstar). Produceret af David Bowie og Tony Visconti. Download, CD og vinyl. ISO Records/ Columbia, 2016.

Anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (hvil i fred & tak for alt) 22.01.2016