Translate

lørdag den 18. januar 2020

Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017)


REJSE NED I EN FLOSSET ERINDRING
En sang om selvtægt fra Lynne Ramsay og Joaquin Phoenix

Af BO GREEN JENSEN


SKOTSKE Lynne Ramsay (f. 1969) har kun instrueret fire film på 20 år. Til gengæld sidder de fast alle fire. Der er drengen, som finder sol i kloakken bag Glasgows karreer i Ratcatcher (1999). Der er Samantha Morton som enken, der flygter fra al slags erindring i Morvern Callar (2002). Der er Tilda Swinton som mor til en dreng, der begår massemord på sin skole.
   Især den sidste film, We Need to Talk about Kevin (2010), er noget særligt. Ramsays radikale version af Lionel Shrivers brevroman kunne være en central billedtekst. Når den ikke blev det, kan det skyldes, at Ramsay gør Kevin for kold og Mor for medskyldig.
   Ramsay går altid ind i karakteren og lader gammel erindring bestemme i glimt. Der er en scene med Swinton og Kevin som tumling. Hun triller bolden til ham og smiler. Han triller ikke bolden tilbage. Senere bliver han optaget af Robin Hood og træner ihærdigt med bue og pil. Så sidder de i fængslets besøgsrum. Nu er det Swinton, som ikke smiler tilbage.
   


OGSÅ hævneren Joe hører til de fortabte. Som dreng blev han lukket inde i skabet. Han har været soldat og FBI-officer. Nu lever han af at finde bortløbne teenagepiger. Arbejdet udføres på freelancebasis, men ikke nødvendigvis med diskretion. For flere penge følger der blod med.
   Lynne Ramsay har fundet Joe i en roman af Jonathan Ames. Hun har brudt bogen op og lavet slutningen om i samråd med Joaquin Phoenix, som lægger alle kræfter i fremstillingen af Hævnens Engel. Fortiden kommer i glimt og i drømme. Joe kan lide at ligge med en pose over hovedet. Der er hedebølge i New York, da han får sin sidste opgave.
   Først henter Joe den datter (Ekaterina Samsonov), som senator Votto har mistet. Han finder hende på et bordel for rige mænd, der vil have unge piger. Joe rydder op med en hammer. Scenen minder om Park Chan-wooks Oldboy (2003), men er anderledes sat sammen. Her bliver alt set på afstand gennem et overvågningskamera. Mens hævneren afreagerer, synger Rosie & the Originals »Angel Baby«. 
   Joe har set både ilden og regnen. Han er fuldkommen ligeglad med, om han dør. Men der er djævle højere oppe i systemet. Hyrede voldsmænd tager pigen tilbage og dræber Joes mor. Så går han til modangreb. Det bliver næppe mere apokalyptisk.

   
FILMEN er først og fremmest en rejse ned i en flosset erindring. Det er rigtigt, som der står på plakaten, at Joe kunne være en moderne udgave af Travis Bickle fra Martin Scorseses ikoniske Taxi Driver (1976). Men Joe har en anden psykologi. Der er skræmmende dybhavsfisk i akvariet. Han husker en vogn fuld af døde vietnamesiske piger. Han tager jakkesæt på og begraver sin mor. Nu vil han gøre det ordentlig færdigt.
   Det slutter ikke efter skabelonen. Faktisk er det uvist, om det slutter overhovedet. I filmens bedste scene får Joe en gerningsmand ned med nakken. Manden ligger stille og venter. Imens spiller radioen »I’ve Never Been to Me«. Joe ser, at morderen holder af sangen. Han holder ham i hånden, mens de nynner udtoningen sammen.



JONNY Greenwoods musik føjer meget til filmen og modsvarer Thomas Townends kameraarbejde. You Were Never Really Here kom sent til Cannes i 2017. Ramsay delte manuskriptprisen, og Phoenix modtog spillerprisen. Der blev klappet i syv minutter. Der gik ærligt talt også inflation i den begejstring.
   For når rusten bliver banket af skroget, kan man se, at der mangler en dybde i filmen. Det kan være, fordi den mangler i manden, som Phoenix fremstiller empatisk. Der er masser af mørk atmosfære, men ikke den klarhed, som stak gennem sorgen i Morvern Callar og We Need To Talk About Kevin. Joe kommer fra en knaldroman. Jeg tror på ham som et symbol og en trope. Men ikke i virkeligheden.
   Der skal dog ikke herske tvivl om styrken i Ramsays filmkunst. Ej heller om hendes engagement. Der er flere profetiske #Metoo-motiver. Her er tiden virkelig løbet fra alle mænd. Selv de bedste, som brænder for sagen. Det gør hævneren Joe med hver fiber. Dette menneskebjerg kunne vælte enhver. 
   Der gik otte år mellem We Need to Talk about Kevin og You Were Never Really Here. Forhåbentlig kommer den næste film hurtigt.

*) Jonathan Ames: You Were Never Really Here. 112 s. First Vintage Crime/ Black Lizard, 2013. Extended movie tie-in edition: Pushkin Press, 2018. Bogen og filmen slutter stadig forskelligt.




You Were Never Really Here. Instr. og manus: Lynne Ramsay. Foto: Thomas Townend. 89 min. UK 2017. Dansk premiere: 22.03.2018




Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.03.2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar