Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011]

JEG STILLER BARE SPØRGSMÅL

Et interview med filmskaberen Lynne Ramsay

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2011: Lynne Ramsay taler ægte skotsk, syngende og meget hurtigt, så hendes svar får en kvidrende hypereffekt. Man bemærker det ikke i situationen, men senere, når man sidder med optagelsen, må man anstrenge sig for at forstå, hvad hun siger. Det lyder lidt som Chip og Chap. Når situationen er en rundbordssamtale på en travl hotelterrasse, bliver afkodningen lidt af en udfordring. Fire stemmer spørger i øst og vest. Ramsay svarer i begge retninger.

   Hun er en cool, energisk kvinde på 41 år. Hun siger, hun har tømmermænd, for premieren i aftes blev fejret til sent. Sædvanligvis optræder hun og Tilda Swinton i tandem, når de promoverer We Need to Talk About Kevin, som Swinton har med-produceret og spiller hovedrollen i. I dag er de anbragt ved hver sit bord i hver sin gruppe. Filmens agent, Charles MacDonald, virker tilfreds. På den måde kan man give 50-60 interviews på en dag.

   Der er ingen tvivl om, at Ramsay har noget på hjerte. Man kunne måske endda få hende til at tale om andet end filmen, der får premiere i dag. Men lige nu er der ikke andet end filmen, som får premiere i dag.

KEVIN er et comeback for Ramsay. Det kan virke paradoksalt, når man er en yngre filmskaber, men efter Ratcatcher (1999) og Morvern Callar (2002) blev instruktøren spået en travl karriere, som hun i udtalt grad ikke har fået. Ni år er længe i filmindustrien. Det er dog en skæbne, hun deler med flere generationsfæller, der har lukket projekt efter projekt ned i en vakkelvorn britisk støttestruktur. Pawel Pawlikowski, som brød stort igennem med My Summer of Love (2004), har været syv om år om at finde midler til The Woman in the Fifth, som endelig fik premiere i februar 2012.

   Der er dog mere forklaring i Ramsays tilfælde. Først døde veninden Liana Dognini, som hun havde skrevet Morvern Callar sammen med. Det var i 2006. Samme år mistede Ramsay sin far. Så tilbød produktionsselskabet Film4 hende en stor opgave. Alice Sebolds roman The Lovely Bones er fortalt af en pige, som fra efterlivet fortæller om manden, der voldtog og myrdede hende. Ramsay skulle omsætte bogen til film.

HUN brugte tre år på at skrive et manuskript, der rykkede synsvinklen over til pigens far og fjernede noget af glansbilledskæret (som i øvrigt er styrken ved Sebolds historie). Imens blev bogen populær, og rettighederne skiftede hænder. Den nye amerikanske producer, Steven Spielberg, tog personligt projektet fra Ramsay og gav det til Peter Jackson, som instruerede den version af The Lovely Bones (2002), som fik dansk premiere i 2010. Ramsay siger, at hun ikke er bitter. Hun er heller ikke Spielberg-fan.

   BBC Films gav hende Lionel Shrivers roman, der ligger lige så langt fra hovedstrømmen. Shriver siger, at 30 forlag afviste We Need to Talk about Kevin, som var hendes ottende bog. Hun ville have opgivet at skrive, hvis også denne var druknet i mængden. Men Kevin slog an. I romanen skriver rejsebogsforfatteren Eva Khatchadourian til sin forhenværende mand om, hvad det var, han ikke så, og hvad der gik galt med deres søn, som sidder i fængsel for en unævnelig gerning.

FOR at tale om disse ting, må jeg røbe, hvad Kevin har gjort. Klik væk, hvis du nødigt vil vide for meget. Kevin har taget ni liv på sin skole, syv elever, en lærer og en køkkenmedarbejder. Med bue og pil, ligesom Robin Hood, der i barndommen var den eneste leg, som drengen for alvor tog til sig.

   For Eva at se, blev Kevin født ond. Der var trods i hans øjne fra det øjeblik, han kunne fokusere. Men kun i forhold til hende. Han smilede sødt til sin far. Han pinte sin søster. Han ødelagde et ægteskab. I hvert fald som hun ser det. Dét er pointen, siger Ramsay. Hvad filmen viser, er Evas version:

   »Filmen er snarere inspireret af bogen. Lionel Shrivers roman er skrevet i brevform. Det kunne jeg ikke bruge. Romanen er på 400 sider. Mit manuskript fylder kun 86, så meget er koncentreret eller taget ud. Jeg arbejder mere i skitseform. Endvidere var det et spørgsmål om penge. Romanen foregår over mange år, og det ville kræve et stort budget at genskabe de forskellige perioder. Begrænsninger kan være en fordel, men ikke i dette tilfælde. Der måtte godt have været mere tid til detaljer. Der var kun råd til to takes pr. scene. Men generelt er skitsen en god arbejdsform.«

KEVIN blev indspillet på 30 dage i Norwalk og Stamford, Connecticut. Budgettet var på 7 mio. dollars, hvilket svarer til en almindelig dansk film. Oprindelig var 18 mio. bevilget, men BBC kom i tvivl, efterhånden som forproduktionen skred frem. Tilda Swinton er en formidabel skuespillerinde, men hun sælger ikke billetter på navnet alene, og Ramsay er indbegrebet af britisk art cinema. Så en film om en mor, der er mislykket, og en dreng, som bliver high school killer. Projektet blev skrevet ned i værdi, og Ramsay måtte fjerne en række af sine store scener.

   Hun holdt dog fast ved begyndelsen, en underskøn drømmesekvens, der er optaget under Tomatino-festivalen i Buñol i Spanien. Her samles tusindvis af unge mænd hvert år for at drikke sig fulde og slås med tomater. Fiestaen opstod spontant i 1945 og blev officiel i 1950. 40 tons tomater bliver kastet og kvast på én enkelt dag.

   Eva har skrevet om begivenheden i sin ungdom, og i drømmen løftes hun op af de tomatindsmurte mænd i hvidt tøj. Hele filmen er fuld af rød farve. Naboerne kaster tomater mod huset, hvor Eva bor med sin skyld og sin sorg. De skriver med maling på huset. De slår hende i ansigtet, når hun kommer gående på fortovet. De knuser hendes æg, så hun må spise omelet hver aften.

   »Jeg hadede hvert øjeblik af forproduktionen. Det er den første film, jeg har optaget i USA, og det var et helvede at skaffe tilladelser. Men jeg elskede selve optagelserne.«

– Drømmesekvensen er et stort udstyrsstykke. Der er kranoptagelser, masser af statister og en nøje afstemt koreografi. Den må have taget dage at få i kassen...

   »Vi gjorde, hvad vi kunne, for at få det til at virke stort. For det første er det en blanding af erindring og drøm, så vi filmede i cinemascope. Jeg kan godt lide følelsen af noget episk under hverdagsrealismen, men det for alvor fine ved cinemascope er, at man kan få alting med på én gang. Man kan filme flere ting i en optagelse. Det var godt, når vi skulle vise landskaber, men især var det en måde at spare tid og penge på. Alt kunne gøres i ét skud. Flere fra holdet havde arbejdet med Coppola og Terrence Malick. Filmen er bemandet med førsteklasses folk, som arbejdede for meget få penge. Jeg skyldte dem som minimum at have hver dag tilrettelagt i detaljer.

   Tomatina-sekvensen var noget af det dyreste. Producerne prøvede at overtale mig til at lave noget med vindruer omme bagved, men dér løb vi linen helt ud. Jeg ville have den scene til at ligne noget fra Ben-Hur. Endvidere er den nødvendig, fordi den giver publikum et indtryk af, hvad hun lavede i fortiden, før sit ægteskab og Kevins fødsel. Scenen samler flere sublimative ting, farven, volden osv. Den blev virkelig planlagt. Der skulle ryddes hurtigt op efter hvert skud. Det føltes som en farlig scene. Der er 40.000 berusede mennesker, som kommer til Tomatina. De er fuldkommen ligeglade med, hvem du er. Men det er noget af det, jeg er mest stolt af i filmen.«

– Du er både fotograf og filmskaber. Brugte du begge kasketter?

   »Jeg skrev manuskriptet sammen med min mand, Rory Kinnear. Vi rejste rundt i USA og fandt locations. Der er mere William Eggleston end Wim Wenders i filmen. Jeg tog stillbilleder med et digitalt kamera. Jeg hader digitale kameraer. Man får 4-5000 fotos, der er taget fra dårlige vinkler, og det kræver dage at sortere dem. Jeg savnede mit lille Hasselblad-kamera. Men jeg troede, jeg skulle være væk en uge, og vi endte med at rejse rundt i fire måneder. Mit Hasselblad er bedre til at registrere de rigtige ting. Men der var ikke tid.«

   – Blev Kevin født, som han er? Var han blevet sådan i enhver familie?

   »Det er svært at sige, der er ikke noget enkelt svar. Jeg talte med en anerkendt børnepsykolog, som arbejder med sociopater. Så jeg ved, hvad der findes af teorier. Men jeg tror selv, at der mangler et eller andet. Det er heller ikke sikkert, at det var, som hun husker det. Jeg tror, hun projicerer noget af sig selv og sin frygt ind i erindringen. Jeg tror ikke, hun er tryg ved børn. Hun prøver virkelig, men hun slapper aldrig af med sin søn. Hun er aldrig sig selv, når de er sammen.«

– Men selv som ganske lille, har han en trodsig modstand i øjnene. De triller bolden mellem sig. Eller hun bliver ved med at trille den hen til ham, men han ser bare på hende. Det er ikke, fordi han ikke forstår legen. Det er, fordi han ikke vil lege.

   »Det er sådan, hun husker det. Vi kan ikke vide, om det var sådan. Han er en lille dreng med en bold. Uanset hvad er han bare et barn. Det er først og fremmest hendes version. Hele filmen er Evas version. Det er også derfor, jeg kun viser ting, hun kan have en erindring om. Vi ser aldrig volden i gymnastiksalen. Man ser kun efterspillet. Synsvinklen er en kombination af erindring og fantasier. Der er også en filmskaber indblandet, så jeg bryder måske nogle regler.

   Det er jo ikke virkeligt. Det er et hvad-nu-hvis, worst case-scenarie. Bogen var fantastisk. Og jeg elsker Douglas Sirks melodramaer. Jeg synes, romanen var mørk på samme måde. James M. Cains Mildred Pierce og dé bøger. Det er den samme struktur. Måden, hun taler om datteren på. Jeg ville lave en film med mange lag. Man kan ikke bare sige, at dét betyder dét og oversætte én til én.

   Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål. Kevin er en kærlighedshistorie, en pervers og forfærdelig kærlighedshistorie. Til sidst har de kun hinanden. Og de fortjener hinanden. Det er første gang, at de åbner sig lidt for hinanden. Han viser også et par revner i rustningen. Så det er en begyndelse.«

RAMSAY bliver spurgt om brugen af farver: De gule æggeblommer, de røde tomater. Og blodet.

   »Der er et element af straf og soning i det. Hun lader æggene blive knust. Hun skrubber ruderne rene. Hun vasker hele verden ren. Eva var en anset rejsebogsforfatter. Nu arbejder hun i et rejsebureau. Hun behøver ikke at blive i byen, hvor alle hader hende. Men hun har brug for at mærke den straf. Jeg bruger også farverne for deres egen skyld. Jeg elsker stærke farver på samme måde som Scorsese og Bergman. Jeg kan ikke få det grelt nok, når det skal være.«

   – På et tidspunkt står Eva foran en hel væg af suppedåser fra Campbell’s. Var det vigtigt at vise americana?

   »Faktisk er suppen ikke fra Campbell’s. Noget af det værste ved at filme i Amerika er, at man skal indhente tilladelse fra alt og alle. Coca-Cola ville ikke forbindes med denne slags film, så du ser ingen colaprodukter. Det er virkelig a pain in the ass – du kan ikke vise dit, du kan ikke vise dat. Jeg ved, at man tænker på Warhol-effekten, men det er ikke Campbell's, det er et mærke, som hedder Ma Raeney’s. De var indforstået med at få gratis reklame.

   Der er så mange regler. Ikke kun med produkter. Også statisterne har deres regler, og de går enormt op i det. Der var en dreng, som ventede hele dagen på at være med i Halloween-scenen. Så kom statisternes talsmand og sagde, at det kunne han ikke, medmindre hovedkontoret gav dispensation. Statisterne var umulige at arbejde med. For dem handler det om at være i billedet, og de sneglede sig gennem hver scene, når de bare skulle være noget i baggrunden. Der var så mange ydre faktorer, som intet havde med selve filmen at gøre.«

STILMÆSSIGT ligner Kevin en thriller. Ramsay bliver spurgt, om hun tænkte på Hitchcock. Ramsay siger, at hun elsker suspense, men vil ikke tage henvisningen på sig:

   »Jeg følte det, som var jeg i mørkt vand. Jeg sprang bare ud på det dybe. Jeg havde ingen referencer med. Jeg kan godt lide, at det er Kevin, som siger sandheden. Han reagerer først og fremmest på forstillelsen. Hele huset ligner en kulisse. Det gælder også i virkeligheden, mange hjem ligner faktisk et filmset. Kevin er på mange måder den, som skærer gennem alle løgnene.«

   – Du har lavet tre vidt forskellige film –

   »Jeg har udviklet mig og er blevet moden, som man sikkert gør helt naturligt. De første kortfilm handlede om at vokse op i udkanten af Glasgow. De ting kulminerede i Ratcatcher, hvor skraldemændene strejker, og drengen har en tam rotte. Det er en coming-of-age-skildring. Så er der en film om at miste og rejse væk og få nye impulser, som Samantha Morton gør i Morvern Callar. Nu handler det om en familie.«

DER er gået en halv time, og vi bliver afbrudt. Næste hold presse står klar mellem liggestole og komplimentær mineralvand. Ramsay tænder en ny cigaret og kalder på kaffe. Vi tager et billede af Tilda Swinton, da hun rejser sig fra sit runde bord og drøfter dagens planer med sin assistent. Hun ser på os med øjne, der matcher Kevins i filmen. Hvis blikke kunne dræbe, døde vi nu.

Se også Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011); Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017).

Rundbordssamtalerne med Lynne Ramsay og Tilda Swinton blev afviklet på Hotel Marriotts tagterrasse i Cannes den 14. maj 2011. Lynne Ramsay var medlem af den internationale jury i 2013. I 2017 vendte hun stærkt tilbage til hovedkonkurrencen med sin fjerde spillefilm, You Were Never Really Here. Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen for sin rolle i filmen.

Lionel Shriver: We Need to Talk About Kevin. 400 s. Serpent's Tail, 2003.

Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin. Oversat af Sara Koch. 460 s. Politikens Forlag, 2008.

We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.

Fotos: BBC Films/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Frederikke Lett/ BGJ

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 27.02.2012

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON i boxset 40th Anniversary Collection - Volume 1: Contemporary British Cinema | 4 Movies 22.08.2016

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012 

Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011)

HVAD VAR DET, DER SKETE?

En sang om afmægtige mennesker

Af BO GREEN JENSEN

EVA Khatchadourian (Tilda Swinton) var engang en selvstændig, viljestærk kvinde. Hun skrev populære rejsebøger og besøgte eksotiske steder som Tomatina i Spanien, da verden var 20-30 år yngre. Så mødte hun den godmodige Franklin (John C. Reilly). De blev gift, og hun besluttede at give familielivet en chance. Eva fødte sønnen Kevin (Ezra Miller) og senere også en datter.

   Det var altid godt med pigen, en lille, hvidgylden blomst. Eva kunne give og modtage varme. Det blev derimod aldrig naturligt med Kevin, som var kold i hjertet fra begyndelsen. Nu er sønnen i sikker forvaring, og man hører aldrig om Far eller Søster. Evas ansigt er en udmattet maske. Som døden midt i livet eller omvendt. Så hvad var det i grunden, der skete?

SAGENS kerne skrælles fri lag for lag. Der er en effektiv, nervøs suspense i de første uudgrundelige scener, hvor man endnu ikke ved, hvad Eva har gjort, hvem hun var, hvorfor hun bor så mærkeligt, hvorfor hun drømmer så sært og symbolsk.

   Det første chok er synet af tomatindsmurte mænd i hvidt, der løfter Eva op som en gudinde. Det andet er knytnæveslaget, som en kvinde placerer i Evas ansigt på fortovet ved det lokale supermarked. Hvad var det, der skete? Sådan tænker man længe i We Need to Talk About Kevin.

   Kvinden går videre uden at se sig tilbage. Eva kommer på benene og lader sig ikke mærke med noget. Man forstår heller ikke helt belejringstilstanden omkring det ramponerede hus, som er dækket med skældsord i frisk, blodrød maling. Her spiser Eva sine rituelle omeletter og stirrer på krydset i væggen så længe og så udtryksløst, at det enten slet ikke kræver forklaring eller netop fordrer en grundig fortælling.

DER er i disse scener et mesterligt ekspressionistisk anslag, som får det maksimale ud af farvestyrken og bredden i de antropologiske scopebilleder, skønt hverdagen i den lille by i Connecticut er så ordinær, som tænkes kan.

   Der er i Hvad med Kevin? ingen tvivl om forbrydelsens væsen og gerningsmandens identitet. Men i høj grad en spænding omkring hans motiver og efterhånden en pervers drift efter at vide, hvad det var, som rev Evas liv over på midten.

EN mere saglig tone sætter ind i den lange forklaring. Filmen viser sig at være endnu en version af historien om en mor, men i dette tilfælde en kvinde, som gik ind i tilstanden med al mulig tvivl og som aldrig lærte at elske sin dreng, måske fordi han aldrig elskede hende til gengæld.

   Der er fra første færd en afstand mellem drengen med de kloge øjne og kvinden med de ivrige hænder. Eva vil gøre alle de rigtige ting, hun har læst om i Bogen om barnet. Men Kevin stirrer bare tilbage, når hun tilbyder ham sin favn og sin varme.

   Forholdet krystalliseres i scenen, hvor Kevin er blevet så stor, at han kan sidde op, og Eva triller en bold hen til ham, så han kan smile og trille bolden tilbage. Men Kevin fortrækker ikke en mine. Han ser på sin mor med en negativ trods, som senere gentages hos drengen, der på ingen måde glæder sig til at blive storebror og træffer sine forholdsregler.

   Da Eva overrasker den masturberende teenager, nu i Ezra Millers skikkelse, ser han trodsigt tilbage. »Du kan bare ikke få det ubehageligt nok, kan du vel?« siger Eva på et tidspunkt, da alt håb om nærhed er opgivet. »Ubehageligt?« dræver Kevin retorisk. »Sammen med min egen mor?«

MAN er hele vejen i Evas synsvinkel og tager derfor også hendes parti. Alligevel sætter en mistanke ind. Der må være en anden side af sagen. Kevins far opdager aldrig, hvad det er, hans kone fabler om. Han leger far-og-søn-ting med drengen i haven.

   Kevin ser spydigt på Eva over skulderen. Som hun ser det, ved han præcis, hvad det er han gør, når han spiller forældrene ud mod hinanden. Til det sidste ville Franklin sige, at det var Eva, som ikke kunne med Kevin.

   Som tilskuer ser man på Kevin og spørger, hvad der foregår i hans sind. Han er aldrig mindre end reserveret. Han er ikke dreng ét øjeblik. Han kasserer alle forslag om lege, spil og klubmedlemskaber. En dag har Franklin Robin Hood og en bue og pil med hjem til sin søn. Dét tænder drengen på med atypisk interesse. Robin Hood er den eneste bog, han beholder.

ENDELIG ser man – i Evas forrevne erindring – hvad mørket og modstanden udmøntes i. Da falder selv naboernes reaktioner på plads. Man forstår, hvorfor Eva må sone og blive. Og undrer sig over, at hun ikke er rejst.

   Der er en mageløs scene mellem mor og søn til allersidst. I en vis forstand er de tilbage på gulvet og triller bolden mellem hinanden. Men nu har Eva ingen frygt, og hun stiller ingen krav til sig selv. Der er ingen grådkvalt udsoning. Det er slet ikke den slags historie. Men Kevin triller bolden tilbage og svarer sin mor med et ærligt skuldertræk. »I used to think I knew. Now I’m not so sure.«

LYNNE Ramsay har fået en blændende film ud af Lionel Shrivers knastørre roman, hvor historien fortælles af Eva i breve til Franklin. Hos Ramsay ville Franklin i sagens natur ikke kunne læse, hvad hun skriver.

   Filmens styrke ligger i måden, den bliver hos de enkelte mennesker på. Jo, We Need to Talk About Kevin er et gådebillede, der berører fænomener som skoledrab, fødselspsykose og ondskabens væsen. Hvor meget er man født med, og hvor meget kan tilskrives ydre faktorer? Det er spændende problemstillinger, men det er dybest set ikke sagen for Ramsay.

   Hendes film behandler Eva og Kevin som unikke individer. Den respekterer deres særpræg og afvigelser fra en given profil. Netop ved ikke at være en regelret tendensfilm, får Hvad med Kevin? strejfet de vigtigste emner i tiden. Tilda Swinton er uforglemmelig som Eva, Ezra Miller er en troværdig udgave af drengen, som ikke vil smile. Det er dybest set, som Lynne Ramsay selv siger: »Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål.«

RAMSAY brugte sin opvækst i den poetisk-realistiske Ratcatcher (1999), som var en slags Kes eller Fish Tank for sin tid. Hun brugte sine vandreår i den flygtige Morvern Callar (2002), der stadig kan imponere som en filmet drøm. I Kevin trænger hun helt ind til benet i en historie, som hun ikke selv har levet, men skildrer med fuld empati. Der er mere blod i splatter og horror, men gruen i Kevin er værre. Her er ondskaben ikke banal. Man deler den fulde styrke i smerten. Og gør det på paradoksal vis med glæde.

Se også Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011] og Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017).

We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.

Fotos: BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 27.02.2012

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON i boxset 40th Anniversary Collection - Volume 1: Contemporary British Cinema | 4 Movies 22.08.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012

Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017)

REJSE NED I EN FLOSSET ERINDRING

En sang om selvtægt fra Lynne Ramsay og Joaquin Phoenix

Af BO GREEN JENSEN

SKOTSKE Lynne Ramsay (f. 1969) har kun instrueret fire film på 20 år. Til gengæld sidder de fast alle fire. Der er drengen, som finder sol i kloakken bag Glasgows slumkarreer i Ratcatcher (1999). Der er Samantha Morton som enken, der flygter fra al slags erindring i Morvern Callar (2002). Der er Tilda Swinton som mor til en dreng, der begår massemord på sin skole.

   Især den sidste film, We Need to Talk About Kevin (2011), er noget særligt. Ramsays radikale version af Lionel Shrivers brevroman kunne være en central billedtekst. Når den ikke blev det, kan det skyldes, at Ramsay gør Kevin for kold og hans mor for medskyldig.

   Ramsay går altid ind i karakteren og lader gammel erindring bestemme i glimt. Der er en scene med Swinton og Kevin som tumling. Hun triller bolden til ham og smiler. Han triller ikke bolden tilbage. Senere bliver han optaget af Robin Hood og træner ihærdigt med bue og pil. Så sidder de i fængslets besøgsrum. Nu er det Swinton, som ikke smiler tilbage.

OGSÅ hævneren Joe hører til de fortabte. Som dreng blev han lukket inde i skabet. Han har været jægersoldat og FBI-officer. Nu lever han af at finde bortløbne teenagepiger. Arbejdet udføres på freelancebasis, men ikke nødvendigvis med diskretion. For flere penge følger der blod med.

   Lynne Ramsay har fundet Joe i en roman af Jonathan Ames. Hun har brudt bogen op og lavet slutningen om i samråd med Joaquin Phoenix, som lægger alle kræfter i fremstillingen af Hævnens Engel. Fortiden kommer i glimt og i drømme. Joe kan lide at ligge med en pose over hovedet. Der er hedebølge i New York, da han får sin sidste opgave.

   Først henter Joe den datter (Ekaterina Samsonov), som senator Votto har mistet. Han finder hende på et bordel for rige mænd, der vil have unge piger. Joe rydder op med en hammer. Scenen minder om Park Chan-wooks Oldboy (2003), men er anderledes sat sammen. Her bliver alt set på afstand gennem et overvågningskamera. Mens hævneren afreagerer, synger Rosie & the Originals »Angel Baby«. 

   Joe har set både ilden og regnen. Han er fuldkommen ligeglad med, om han dør. Men der er djævle højere oppe i systemet. Hyrede voldsmænd tager pigen tilbage og dræber Joes mor. Så går han til modangreb. Det bliver næppe mere apokalyptisk.

   

FILMEN er først og fremmest en rejse ned i en flosset erindring. Det er rigtigt, som der står på plakaten, at Joe kunne være en moderne udgave af Travis Bickle fra Martin Scorseses ikoniske Taxi Driver (1976). Men Joe har en anden psykologi. Der er skræmmende dybhavsfisk i akvariet. Han husker en vogn fuld af døde vietnamesiske piger. Han tager jakkesæt på og begraver sin mor. Nu vil han gøre det ordentlig færdigt.

   Det slutter ikke efter skabelonen. Faktisk er det uvist, om det slutter overhovedet. I filmens bedste scene får Joe en gerningsmand ned med nakken. Manden ligger stille og venter. Imens spiller radioen »I've Never Been To Me« med 80er-popnavnet Charlene. Joe ser, at morderen holder af sangen. Han holder ham i hånden, mens de nynner udtoningen sammen.

JONNY Greenwoods musik føjer meget til filmen og modsvarer Thomas Townends kameraarbejde. You Were Never Really Here kom sent til Cannes i 2017. Ramsay delte manuskriptprisen (med Yorgos Lanthimos for The Killing of a Sacred Deer), og Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen. Der blev klappet i syv minutter. Der gik ærligt talt også inflation i den begejstring.

   For når rusten bliver banket af skroget, kan man se, at der mangler en dybde i filmen. Det kan være, fordi den mangler i manden, som Phoenix fremstiller empatisk. Der er masser af mørk atmosfære, men ikke den klarhed, som stak gennem sorgen i Morvern Callar og We Need To Talk About Kevin. Joe kommer fra en knaldroman. Jeg tror på ham som et symbol og en trope. Men ikke i virkeligheden.

   Der skal dog ikke herske tvivl om styrken i Ramsays filmkunst. Ej heller om hendes engagement. Der er flere profetiske #MeToo-motiver. Her er tiden virkelig løbet fra alle mænd. Selv de bedste, som brænder for sagen. Dét gør hævneren Joe med hver fiber. Dette menneskebjerg kunne vælte enhver. 

   Der gik otte år mellem We Need to Talk about Kevin og You Were Never Really Here. Forhåbentlig kommer den næste film hurtigt.**

Se også Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011); Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011] | Et interview.

*) Jonathan Ames: You Were Never Really Here. 112 s. First Vintage Crime/ Black Lizard, 2013. Extended movie tie-in edition: Pushkin Vertigo, 2018. Bogen og filmen slutter stadig forskelligt.

**) Die, My Love er færdigoptaget i februar 2025 og får formentlig premiere i Cannes til maj eller Venedig i efteråret. Jennifer Lawrence, Robert Pattinson og LaKeith Stanfield har de centrale roller, også ældre navne som Sissy Spacek og Nick Nolte optræder. Ramsay har skrevet manuskriptet sammen med Enda Walsh. Forlægget er en mørk udstedsthriller af argentineren Ariana Harwicz (f. 1977) . Matate, amor (2012) udkom på engelsk i 2017 og var indstillet til den internationale Man Booker Prize i 2018. En kvindes smuldrende sind er i fokus og fungerer som læserens filter. I filmen er topografien overført fra Frankrig (hvor forfatteren er bosat) til Montana. Black Label Media har produceret i samarbejde med Excellent Cadaver, som er Jennifer Lawrences eget produktionsselskab.

You Were Never Really Here. Instr. og manus: Lynne Ramsay. Foto: Thomas Townend. 89 min. UK 2017. Dansk premiere: 22.03.2018

Fotos: Why Not Productions/ Film4/ BFI/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (songs + clips)/ Pushkin Press

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal | Optimum 02.07.2018

4K UHD + 2K Blu-ray fra Umbrella Entertainment 05.02.2025

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.03.2018