Translate

tirsdag den 31. marts 2020

Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007)



DEN TREDJE ÅBENBARING
Mellem kapitalisme og religion

Af BO GREEN JENSEN

EN målrettet mand kravler rundt i et hul. Han hakker i klippen, rigger sprængladninger til, kommer jævnligt til skade, stønner og bander, men ser ikke op fra sit arbejde. Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) har vejret olie og helmer ikke, før kilden er fundet.
   Ørkenen ligger i Californien, og året er 1898. Da jorden ved San Francisco var tømt for guld i 1849, fandt man olie ved Los Angeles. Daniel har 12-13 kilder kørende. Der er mørkt og beskidt på bunden af skakten, men i sit hoved skaber han gyldne imperier.
   Få år senere er forretningen vokset eksplosivt. Daniel har en stab af betroede medarbejdere. Da en boreulykke knuser en ansat, får oliemanden også en stedsøn. Han tager ham til sig som sin egen og kalder kronprinsen H.W. De to er uadskillelige. Måske holder Daniel virkelig af drengen. I hvert fald er det lettere at lokke jorden fra ejerne, når man har et barn med til at bryde isen. For Daniel findes kun olie. Alt andet er ét fedtet ælte for ham.


   
GENNEMBRUDDET kommer, da Daniel opsøges af Paul Sunday (Paul Dano), som for en stor kontantsum røber, at der siver olie op af jorden på familiens ejendom. Daniel vil opkøbe al jord på egnen, men kan ikke realisere sine planer, før han lover at finansiere Den Tredje Åbenbarings Kirke, som vækkelsesprædikanten Eli Sunday (ligeledes spillet af Dano) har tilsvarende visioner for. Fra da af er Daniel og Eli, penge og tro, låst fast i en hadefuld tvekamp, som først slutter 30 år senere, da begge har set deres drømme blive kød. Imens har de glemt, hvad de egentlig ville.



PAUL Thomas Anderson (f. 1970) har med enkle midler skabt et stort epos. Her er den amerikanske drøm et mareridt fra begyndelsen. Al misvækst flyder fra oliens kilder, og demokratiske hensyn er på forhånd sat ud af spillet i alliancen mellem finans og religion. Det kunne være Nilens kilder, og H.W. ligger i kurven som en Moses. Længe er Daniel glad for sin dreng, men da H.W. mister hørelsen efter en eksplosion, taber han interessen og sender ham væk. Nu gælder det om at etablere en rørledning, så de grådige jernbaner ingen profit får.
   Daniel bliver en stor mand på egnen. Det samme gør prædikanten. Daniel håner Eli, vil kvase ham som et forvredent insekt, men standser sig selv i bevægelsen. En forsvunden bror dukker op og er for en tid den enkelte Anden, som Daniel kan betro sig til. Netop som Daniel har røbet, at han væmmes ved menneskeheden og arbejder for at blive rig nok til at undgå den, står det klart, at den elskede bror er en svindler. Daniel bliver da morder. Eli dækker over ham, men tvinger modparten til at bekende alle sine andre fejl i kirken, hvor Den Tredje Åbenbaring nu er stort iscenesat. Daniel vil aldrig tilgive præsten dette nederlag.



  
DET er de første 150 sider af Upton Sinclairs brugsroman Oil! (1927), som Anderson har bredt ud og forvandlet til noget så anakronistisk som en allegorisk helaftensfilm, der er lige dele Øst for Paradis og Giganten.* Som i Polanskis Chinatown (1974) skildres en autentisk del af Los Angeles’ historie, og også her er det moderne rejst på gyngende grund i et moralsk fordærvet univers. Daniel er et frygteligt menneske. Eli kunne være en krybende slange. Til slut må den ene kvase den anden, men det bliver ingen lykkelig af.
   Day-Lewis er i sig selv et dramatisk naturfænomen, der kryber helt ind i Daniel Plainview. Ingen andre i filmen kan matche formatet, men Anderson har skabt så vide fysiske rammer, at figuren kan falde i ét med landskabet. There Will Be Blood er fornemt fotograferet af Robert Elswitt og ledsages af et hypnotisk score, som skyldes Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood. Også Arvo Pärt citeres.
   Det er dén slags metafysiske fabel, en blanding af bibelsk syndefaldsmyte og anvendt kapitallogik. Her blev det moderne Amerika født, siger filmen. I sved og snavs og olie. Man siger, at Jesus led for alle. Lige siden har alle lidt for ham.

   
THERE Will Be Blood er muligvis ikke så dyb og alfaderligt vis, som formatet indikerer, men man suges dybt ind i fortællingen, æder de kantede følelser råt og føler spontan glæde ved et stort billedstof, der kunne være hugget i sten.
   Først i slutscenen tipper troværdigheden. Da Daniel og Eli har deres opgør, er man havnet i et demagogisk teater med firkantede replikker og operetteagtigt overspil. Dét er nok i Sinclairs ånd. Han var ikke det subtiles mand. Men det er også skønhedsfejlen, som ødelægger billedet af en mesters fuldbårne værk.
   Fascinerende er bevægelsen dog, og man kan roligt tro den foromtale, som sagaen kommer ridende på. There Will Be Blood er en af de bedste Hollywood-film i mands minde. Man får en hård smag af jern og svovl i sin mund. Alene i kraft af Day-Lewis, er filmen uforglemmelig.** Det er ganske enkelt mageløst at se, hvor forkrøblet et menneske bliver, når det får sine inderste bønner besvaret.


*) Upton Sinclair (1878-1968) var en dybt dedikeret socialrealist, som skrev i den proletariske genre fra Jack London og Theodore Dreiser til Edna Ferber, John Steinbeck og John Dos Passos. Forestil dig en blanding af Harald Herdal, Mogens Klitgaard og Martin Andersen Nexø. Han skrev aktivt agiterende prosa, som belyste dårlige arbejdsvilkår. Gennembrudsbogen The Jungle (1906, filmatiseret 1914) eksponerede forhold i slagteriindustrien i Chicago og er i nyere tid blevet et stort veganerhit. Romanens afsløringer førte til en ændring af fødevarelovgivningen. Dog følte Sinclair sig halvt misforstået, fordi han ville skabe opmærksomhed omkring uorganiserede immigrantarbejderes kummerlige vilkår. Dét aspekt gled i baggrunden til fordel for et fokus på hygiejnen. King Coal (1917) om kulindustrien, The Brass Check (1919) om (især den Hearst-ejede del af) skandalepressens metoder og politiske medløberi, Oil (1927) og The Flivver King: A Story of Ford-America (1937), der kritiserer forhold i bilindustrien, var hver især store titler i tiden, skønt de er gledet ud af litteraturhistorien. Sinclair var åben og overbevist socialist, også under mcarthyismen. Han stillede op til kongresvalget to gange (1920, 1922) og fik mere end 50.000 stemmer, da han var demokratisk guvernørkandidat i Californien i 1930. Fire år senere forsøgte han atter og fik 879.000 stemmer. Kampagnen havde så meget moment, at de store Hollywood-studier saboterede den med miskrediterende modpropaganda. Det er derfor ganske paradoksalt, at Walt Disney filmatiserede børnebogen The Gnomobile (1936) i 1962. De partitro kommunister anerkendte aldrig rigmandssønnen Sinclair og betragtede ham som en kapitalistisk fantast. Det var vel derfor, at han overlevede sortlisten. Fra 1940-53 skrev Sinclair 11 dokumentariske romaner om Lanny Budd, hvis far er våbenfabrikant. Lanny Budd er vidne til og engagerer sig i en række af århundredets store konflikter, herunder de to verdenskrige. Sinclair er i Lanny Budd-serien tæt på at blive en socialistisk James Michener eller John Jakes. Bøgerne fik et stort publikum, også i Danmark. Forfatterskabet fik en renæssance i 1970erne, da brugsrealisme var sagen igen. Forlaget Klim genudgav de første tre bind af Lanny Budd serien - En verden gik under, Mellem to verdener og Dragens tænder - som en trilogi i 1986. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde dem. Senest genudgav Ole Sohns forlag Junglen i 2011.  

**) Day-Lewis modtog sin anden Oscar for rollen som Daniel Plainview (han fik den første for My Left Foot i 1990 og den tredje for Lincoln i 2013). There Will Be Blood var nomineret i otte kategorier, men vandt kun i to (også Robert Elswits fotoarbejde blev præmieret). Generelt var det Coen-brødrenes år. No Country for Old Men tog fire store priser, og også en film Joe Wrights Atonement blev tilsidesat. There Will Be Blood har haft et stort efterliv. Da magasinet Soundvenue i 2017 bad 100 danske filmfolk kåre de bedste film efter 2000, kom Andersons fabel ind på en førsteplads. Jeg stemte selv på Terrence Malicks The Tree of Life, må jeg tilstå, men var enig med flertallet i den danske kategori. Lars von Triers Dogville vandt med mange hestehoveder.   

There Will Be Blood. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 22.02.08




Foto: Paramount Vantage/ Buena Vista DK
Teksten (minus noter) trykt i Weekendavisen Kultur 23.08.2008

mandag den 30. marts 2020

Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017)


EN ENLIG LILLE MUSE
Paul Thomas Andersons gotiske sjæler 

Af BO GREEN JENSEN

DET er Blåskæg, der møder sin syvende hustru; Skønheden, som flytter ind hos Udyret; Pygmalion, der puster liv i skulpturen, som han har skabt og forelsket sig i. Imens tager kvinden kontrol ved at plante en skrøbelig blomst i cementhaven.
   I Den skjulte tråd er mange slags myter – og en god del bittersød virkelighed - vævet sammen så sømløst og originalt, at kræsne gemytter vil smile. Forfatteren, feministen og menneskekenderen Angela Carter – som skrev Blåskæg om for voksne i samlingen The Bloody Chamber (1979) - ville fryde sig over det modne, mørke facit, som ligningen når.
   Scenen er sat i 50ernes London. Her er Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) den geniale couturier, som driver modefirmaet House of Woodcock. Han er sjælen i forretningen, mens storesøster Cyril (Lesley Manville) - »My beloved so and so« - tager sig af logistik og kundepleje.
   Det er Woodcock, man går til, når kjolen er vigtig. Han foragter naturligvis sine kunder. De er et nødvendigt onde. Han er Blåskæg i moderne forklædning og noget af en Norman Bates. Woodcock holder af at sy amuletter og besværgelser ind i kjolernes linning. I sin egen jakke bærer han en lok af Mors hår – »så jeg altid har hende tæt på mig«.


   
DA Woodcock møder servitricen Alma (Vicky Krieps), er der først et rituelt kurmageri. Hun poserer, han kreerer, de skaber sammen en kjole. Men Alma er den første muse, som Woodcock ikke vil af med igen. Hun gør heller ikke mine til at gå. Hun plejer ham gennem en sygdom, hvor rollerne vendes. Her begynder en gotisk fortælling om modsætninger, der reparerer hinanden.
   Det lyder måske som en banalitet i stil med Fifty Shades-universet og andre pornografiske konstruktioner. Men Den skjulte tråd er ikke banal. Det er Paul Thomas Andersons sjette film efter gennembruddet med Boogie Nights for tyve år siden. Den 47-årige amerikaner har sjældent eller aldrig været bedre.
   Der er en luksuøs og forførende soliditet over skildringen af 50ernes britiske modeverden. Den er brødet, som fylder og samler i filmen. Fans af The Crown vil sætte pris på den diskrete omgangstone, profaniteten bag de polerede manerer og pastelfarverne i perioden.



  
PAUL Thomas Anderson kan virkelig mane en tid frem og befolke en scene. Er der en fællesnævner for hans film, er det denne panoramiske bestræbelse. Fra 1970ernes pornomiljø (Boogie Nights) og 1910ernes olieindustri (There Will Be Blood) til Amerika ifølge L. Ron Hubbard (The Master), Los Angeles ifølge Thomas Pynchon (Inherent Vice) og Andersons egen San Fernando Valley (Magnolia) er billedet malet så bredt, det er muligt, med mange skikkelser i.
   Kun Punch-Drunk Love (2002) vælger et tunnelsyn for at skildre den vrede Adam Sandler, der bliver forvandlet til en mild mand ved at elske Sally Hawkins og følge sin kærlighed helt til Hawaii. Der er meget af den samme paradoksale psykologi mellem Alma og Reynolds Woodcock.
   Kjolemageren er jo et monster. Han fokuserer på detaljer i rutinen, der kan ændres efter behag og behov, når han bliver træt af sine kærester. Pludselig er det et stort problem, at kniven skraber for hårdt over brødet. Søster Cyril lader kvinden forstå, at tiden er kommet. Hun får kjolen med som en sentimental souvenir, og så er Woodcock sat fri.

    

NETOP sådan åbner Phantom Thread. Endnu en foreløbig muse bliver kasseret, og Woodcock samler Alma op på en kro ved sit landsted. Det minder om Hitchcocks Rebecca (1940). Hun imponerer ham med sin hukommelse, han gør indtryk med sin appetit.
   Forvandlingen kommer, da Woodcock – af grunde, jeg ikke skal røbe - bliver syg. Huset skal levere brudekjolen til en belgisk prinsesse. Woodcock er nede, og Alma tager sig af ham. I et febersyn ser han sin mor. Et øjeblik er begge kvinder i billedet. Så da Woodcock bliver rask, må han fri. For første gang føler manden i midten en trang til at tabe kontrol.




WOODCOCK er en sanselig klassicist. Anderson har baseret ham på britiske tøjskabere som Norman Hartnell og Hardy Amies, men er især inspireret af Cristóbal Balenciaga. Han raser, da en kunde har købt noget chikt i Paris. Han hader både ordet og begrebet.
   I parentes bemærket er det år og dag siden, at en seriøs film har skildret modemiljøet. Der har været stribevis af dokumentarer, komedier og konventionelle biopics, men Robert Altmans Prêt-à-Porter (1994) er det nærmeste fortilfælde. Og Altman kunne kun se det med ironi.
   Mange historier fra tiden er blandet sammen. Millionøsen Barbara Rose, som er svært alholiseret, insisterer på, at Woodcock kommer til hendes femte bryllup. Han syr også kjolen, for hun er en investor. Brudgommen er en dominikansk lykkejæger. Episoden bygger på Barbara Huttons ægteskab med puertoricaneren Porfirio Rubirosa. Det fandt sted i 1953.
   Sagen er vigtig for Alma og Woodcock. Vi forstår, at hun er et jødisk krigsbarn, og han forstår, at hun ser ham for alvor, da hun bliver vred, fordi bruden krøller hans kjole. De generobrer den i en scene med samme berusede stemning som begyndelsens kurmageri.
   Da parret forpligter sig på hinanden, skifter filmen farve for tredje gang. Nu er ægteskabsskildringen helt moderne og Andersons egen. Der er en effektfuld forløsning. Den kommer uventet efter to timer, som egentlig hviler smukt i sig selv.  


  
DEN skjulte tråd er en stor nydelse. Der er kærlige hilsener til Stanley Kubrick og David Lean. Daniel Day-Lewis har sagt, at filmen bliver hans sidste. Han spiller Woodcock med en overdådighed af indlevede manierismer. Det er dog Vicky Krieps, som løfter værket på plads. Lesley Manville kan alle den bortkastede søsters reaktioner.
   De romantiske kilder er dybe og mørke, skønt filmen arbejder sig hen mod et lys. Daphne du Maurier skrev Rebecca i 1938. Hun elskede nye lege med kønnet. Havde samtiden set ud som nu, kunne hun selv have skrevet Phantom Thread.


Den skjulte tråd (Phantom Thread). Instr., manus, foto: Paul Thomas Anderson. 130 min. USA 2017. Dansk premiere: 14.02.2018





Foto: Focus Features/ UIP
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 15.02.2018

søndag den 29. marts 2020

Steven Spielberg: Lincoln (2012)



DEN STORE EMANCIPATOR
Abraham Lincoln 1809-1865

Af BO GREEN JENSEN

BLANDT 45 amerikanske præsidenter er Abraham Lincoln (1809-65) den mest sakrosankte. John F. Kennedy har en lignende status, men Lincolns myte er mindre kompromitteret. Hans eftermæle ligner en helgens, og der var intet Camelot over hans embedsførelse. Han regerede i svære tider, hvor nationen førte en borgerkrig, som kostede 600.000 liv. Dog huskes han som fredens mand og som en ydmyg søn af folket, der måske kan narres noget af tiden, men ikke føres bag lyset i længden.
   De fleste amerikanske børn har set den mekaniske Lincoln-figur, som fremsiger Gettysburg-talen og gebærder sig livagtigt, når man besøger Disneyland. Måske var det hér, at Steven Spielberg fik ideen til sin forbavsende effektfri film om krigen, slaveriet, demokratiet og præsidenten. Det er alle de store begreber, som er notorisk svære at skildre på film, der er under belysning i Lincoln. Man kan sikkert have faglige forbehold, men ikke over for bestræbelsen. Det lykkes virkelig at skabe en film, som gør Lincoln levende for vore øjne.



FIGUREN er iscenesat af Spielberg og husfotografen Janusz Kaminski, der fylder perioden med fugtigt mørke og søjler af modlys. Dialogen er skrevet af Tony Kushner (Engle i Amerika), som bedriver sit bugtaleri med en flair, der gør det svært at sige, hvornår Lincolns replikker citerer hans taler og breve, og hvornår der er tale om konstruktioner. Imidlertid er og bliver det skuespilleren, som forløser mennesket i denne film. Daniel Day-Lewis overbeviser helt og aldeles som Lincoln. Der er ikke engang de sædvanlige fem minutter, hvor man lige skal vænne sig til illusionen.



PORTRÆTTET af præsidenten er skabt med en atypisk narrativ minimalisme. Lincoln gør intet forsøg på at favne hele historien. I stedet fokuseres der strengt på de sidste måneder af Borgerkrigen og Lincolns liv, vinter og forår 1865, da det står klart, at Syden vil tabe. Det er magtpåliggende for Lincoln at få sin tilføjelse til Forfatningen vedtaget i Repræsentanternes Hus. Han har ophævet slaveriet ved en særlov, som gælder i krigstid. Nu skal det skrives ind i Konstitutionen, at ingen må eje hinanden.
   


REPUBLIKANEREN skal bruge 20 demokratiske stemmer. Der er enkelte scener fra krigen i Lincoln, som blandt andet viser Konføderations kapitulation ved Appomattox. De fleste skildrer dog spilfægteriet og hverdagen i præsidentboligen. Der er et sjældent skarpt, nuanceret portræt af Mary Lincoln (Sally Field), der i regelen blot støtter sin mand. Her er hun hård og hysterisk i sorgen over den ældste søns død. De ægteskabelige skænderier bliver gennemspillet som små mareridt.
   Lincoln vinder slaget ved brug af lobbyister og indgåelsen af aftaler, der tangerer magtmisbrug og bestikkelse. En hær af karakterskuespillere gør de historiske ansigter levende. Især demokraten Thaddeus Stevens (Tommy Lee Jones) bliver en vigtig allieret, der ligesom Lincoln erkender, at målet helliger midlerne. Stevens deler bord og seng med sin sorte husholderske. Kun disse to mænd skildres privat.



DER er flere excentriske fravalg. Da John Wilkes Booth har skudt præsidenten i Ford’s Theatre, ser man ham ikke springe ned på scenen og råbe »Sic semper tyrannis!«, som det ellers er obligatorisk. Det blev senest gjort i Robert Redfords The Conspirator (2010), en revisionistisk fremstilling af (skue)processen mod konspiratørerne. Her viser Spielberg i stedet en scene fra et andet teater, hvor Lincolns yngste, forgudede søn modtager nyheden om mordet på sin far.
   Det virker som en kontrær manøvre, der skal undgå det forventede. I filmens første scene lytter Lincoln til to sorte infanterister. Den ene klager, den anden glatter ud. Så kommer to hvide rekrutter og reciterer Gettysburg-talen i tandem. Alle positioner skal markeres med det samme. Det forekommer ikke troværdigt, at soldaterne kan huske talen ord for ord allerede. Og man ville hellere høre Daniel Day-Lewis.




DAY-LEWIS har Lincolns alder og annammer hér hans fysik. På film er præsidenten skildret utallige gange, siden drabet på ham blev genskabt i D.W. Griffiths The Birth of a Nation (1915). Til de klassiske fortolkere hører Walter Huston i Griffiths Abraham Lincoln (1930), Henry Fonda i John Fords Young Mr. Lincoln (1939), Gregory Peck i miniserien The Blue and the Gray (1982) og Sam Waterston i Gore Vidal’s Lincoln (1986). Ingen har dog beboet figuren som Day-Lewis. Det er en fuldkommen nøgtern, bevægende Lincoln, der slet ikke føles som skæg og kostume.
   Spielberg har lært af de fejl, han begik i Amistad (1997), et andet epos om slaveriets historie med Anthony Hopkins som præsident John Quincy Adams. Lincoln har intet af denne films patos. Den nye films eneste fejl er musikken, som John Williams sædvanen tro overdriver. Endvidere kunne Lincoln slutte, da præsidenten tager af sted til teatret og forsvinder i historiens tåger. Trods alt er det hér, at man møder ham først, i regnen og mørket ved Gettysburg.
   Lincoln var en af dét års store film. Daniel Day-Lewis fik som forventet en Oscar og et utal af andre priser for sin fremstilling af den 16. amerikanske præsident. Filmen var nomineret i 12 kategorier. Også Rick Carters og Jim Ericksons scenografi blev præmieret. 



Lincoln. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 150 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013



Teksten stod i Weekendavisen Kultur 01.02.2013

lørdag den 28. marts 2020

Fellini på Broadway: Nine (2009)



FELLINIS SANG
En musical over 8½

Af BO GREEN JENSEN

ROM midt i 1960erne, tiden for La dolce vita. Den feterede filmskaber Guido Contini (Daniel Day-Lewis) skal påbegynde produktionen af sin niende film, Italia, men har kun denne arbejdstitel i kassen, da det løbende mediecirkus begynder.
   Guidos første film var succeser, som gjorde alt ved Italien moderne. Siden har der været nogle flop, som ingen undlader at nævne, når de roser hans tidlige værker. Nu er Claudia, mesterens actrice fétîchè, på vej for at medvirke i hans nye projekt.
   Penge, cast og teknik er på plads, men Guido har ikke én scene klar. Han er i personlig og professionel krise, svigter alles tillid på stribe og kan ikke forene sin kærlighed til hustruen Luisa med sit begær efter hundyret Claudia. Han fører imaginære samtaler med sin afdøde Mamma og undgår både pressen og sin producent, mens han søger tilflugt på et kursted og prøver at få nye ideer.


   
DET er ikke forkert, hvis man tænker, at Nine i referat lyder mere som Federico Fellinis  (1963) end som en filmmusical af Rob Marshall, manden bag den succesrige Chicago (2003), som sammen med Baz Luhrmanns Moulin Rouge (2001) fik branchen til at tro på den store song and dance én gang til. Nine er hverken mere eller mindre end en musicaludgave af . Intet virkemiddel er sparet, og foruden Day-Lewis medvirker en veritabel stjerneparade af kvinder i stort set alle livets aldre.
   Fellini selv ville have elsket ideen. Det er dog ikke sikkert, at han ville have jublet over resultatet.




NINE har om ikke andet en imponerende indviklet baggrund. Tullio Pinelli og Brunollo Rondi skrev manuskriptet til 8 1/2 på baggrund af ideer, som Fellini havde udviklet sammen med Ennio Flaiano. Mario Fratti skrev med udgangspunkt i dette sceneversionen af Nine, som fik premiere på Broadway i maj 1982 med engelsk tekst af Arthur Kopit og sange af Maury Yeston. Førsteudgaven havde Tommy Tune som instruktør og Raul Julia i rollen som Guido Contini. Den blev opført 729 gange og har været genopsat flere gange, senest i 2003 med Antonio Banderas som Fellinis avatar.
   Det er i sig selv fascinerende, at den samme idé kan forvandles så mange gange, begynde i filmen og via teatret vende tilbage til filmen, nu med sange, mindre dybde og mange flere farver. Samtidig kan mange af filmens problemer føres tilbage til det mudrede ophav. Historien om Guido Contini fungerer ikke uden Fellini-referencen, og Daniel Day-Lewis fungerer især godt i rollen, fordi han kan reproducere den indolent-intellektuelle faktor, som Marcello Mastroianni rendyrkede i sine film med Fellini.
   Disse er uløseligt forbundet med Nino Rotas lækre, lounge-tilsmagte musik, som decideret ikke ligner den kantede, robuste husstil i amerikanske scenemusicals, der igen ligger temmelig langt fra den europæiske smag for rockoperette og kønne ballader i traditionen fra Webber/Rice og Boublil/Schönberg.


NINE er med andre ord mere Chicago og Cabaret, end den er Phantom, Evita eller Les Mis. Læg hertil, at Fellinis univers lige nu kun taler til unge cineaster og et ældre publikum, der stort set er holdt op med at gå i biografen. Man har da i hvert fald en del af forklaringen på den manglende interesse for Nine, som især i USA har været påfaldende.
   Især er Nine præget af Rob Marshalls lærlingeforhold til Bob Fosse (1927-87), instruktøren og koreografen, som med Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) skabte de sidste for alvor vellykkede filmmusicals, men havde sit daglige virke på Broadway, hvor den unge Marshall fungerede som hans instruktørassistent. Fosse instruerede både scene- og filmudgaven af musicalen Sweet Charity (1966, 1969), som bygger på Fellinis Le Notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). I All That Jazz brugte han netop  som afsæt for sin selvbiografiske fortælling om koreografen Joe Gideons hårde liv og sidste dage.
   Marshall benyttede også i Chicago en eksisterende koreografi af Fosse (med sange af John Kander og Fred Ebb, som skrev både sceneversionen og filmudgaven af Cabaret) og annammede flere af Fosses strategier og fysiske tics. Det samme sker i Nine, især når Dion Beebes billeder følger Day-Lewis i hoftehøjde med en tændt super trouper i synet. På en bagvendt måde ligner Nine nu og da en imiteret italiensk sangudgave af Federico Fellini ifølge Bob Fosse.

  

PROBLEMET er ikke, at der er sange, men at stilen ikke passer til emnet. Visuelt spektakulære showstoppers som »Be Italian« og »Cinema Italiano« lades i stikken af sange, der lyder mere som Richard Rodgers end som Nino Rota, mere som Broadway til enhver tid end som Rom, Venezia og Rimini i 1960erne. Bedre lykkes filmens ballader, især to bittersødt eftertænksomme numre, som Marion Cotillard fremfører i rollen som Luisa, Guidos hustru. »My Husband Makes Movies« stammer fra den oprindelige opsætning. »Take It All« har Maury Yeston skrevet til filmudgaven. Det er det enkleste nummer i Nine, men det skaber et evigt filmøjeblik.



DANIEL Day-Lewis er imponerende atletisk i sin sammenbidte fortolkning af »Guido’s Song«, mens Penelope Cruz vrider kroppen dekorativt og forgæves i »A Call From The Vatican«. Fellinis selvopgør med den katolske mands dobbeltmoral er en central del af , men en overflødig faktor i Nine. Scenerne med den 75-årige Sophia Loren som Guidos sexede mor tangerer et erotisk freakshow. Derimod er den jævnaldrende Judi Dench meget velanbragt som kostumieren Lilli, der altid ved, hvad Guido bærer i hjertet – og ved det før og bedre end han selv.


NINE er mindre detaljeret i skildringen af Guidos fremmegjorthed og groteske distance. Der er med andre ord skruet ned for surrealismen hos Fellini, men det er i store træk den samme subjektive fortælling om en blokeret kunstner i midtvejskrise.
   Marshall fravælger Fellinis pragtfulde ouverture i bilkøen, men følger ellers 8 ½ frem til det sted, hvor Guido opgiver filmen i filmen. Man savner Fellinis lysende rumskib på stranden, men får i stedet en varm, vemodig epilog, hvor Guido faktisk har lært af sine fejltrin, da alle skikkelserne fra hans fortid, nutid og fremtid mødes på scenen og fylder lærredet ud i den prægtige »Finale«.


NINE er en intelligent musical og en film for voksne mennesker. Den har de nævnte skønhedsfejl, men kompenserer rigeligt for dem med varme, farver og vitalitet. Den er smuk at se på og original. Et ekko af Fellini er bedre end en gentagelse af Chicago, især hvis det ankommer via Bob Fosse.



Nine. Instr.: Rob Marshall. Manus: Michael Tolkin og Anthony Minghella. Foto: Dion Beebe. 118 min. USA 2009. Dansk premiere: 14.01.2010

Foto: TWC/ Mis Label/ UIP
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2010