Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996)

NOGET OM MENNESKER
Et følsomt farvel til guldflippertiden

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 1997: JERRY Maguire er sportsagent, et toptunet karrieremenneske på 35 år, som bare kan det dér med snak og charme. Han sælger sine klienters kontrakter så dyrt som muligt, lever godt af provisionen og er et væsentligt aktiv for bureauet, Sports Management International, som han var med til at gøre til, hvad det er nu: en stor forretning med så mange klienter, at der sjældent er tid til den enkelte sag og det enkelte menneske. Allerede i titelsekvensen får Jerry derfor anfægtelser, oplever en slags indre gennembrud og udfærdiger et følelsesladet memo, som alle roser ham for. Indtil chefen fyrer ham næste dag.*

   

NU vil Jerry være sin egen mand og sælge en bedre service til færre klienter, men alle på nær én vælger at blive hos SMI. Undtagelsen er den afroamerikanske fodboldspiller Rod Tidwell, som har brug for en bedre kontrakt med sin klub i Arizona, hvor han spiller godt, men er upopulær.

   Imens bliver Jerry romantisk interesseret i sekretæren Dorothy, som fulgte med ham fra SMI. Måske er han forelsket, måske er han bare taknemlig for hendes loyalitet og som altid villig til at gå langt, når der skal leves op til et ansvar. Derimod er ingen i tvivl om, at han elsker hendes lille søn Ray, og at drengen nyder sin nye far.

   Tiden går – og tager sig tid til at gøre det grundigt, for den eneste skønhedsfejl ved Jerry Maguire må være den overdrevne spillelængde på to timer og tyve minutter. Foldboldspilleren kan ikke vente evigt på en god kontrakt, og Jerry Maguire må gøre op med sig selv, hvad han egentlig vil med sin frihed og sin samvittighed. Alt afgøres under den TV-transmitterede NFL-finale, og det siger meget om filmens styrke, at man anfægtes dybt af Jerrys dilemma.

CAMERON Crowes usædvanligt vellykkede film lyder velsagtens både ordinær og sentimental, når man refererer den således, men faktisk ligner Jerry Maguire ikke ret mange film fra 1980ernes og 90ernes Hollywood. Den er i familie med den romantiske komedie, men med sin insisteren på at diskutere moral og værdier knytter den an til andre og dybereliggende lag i amerikansk filmtradition. Så genresky film er i regelen mindre, uafhængige produktioner, og man skal tilbage til 1930erne og 40erne for at finde en tid, hvor de store studier rørte ved den slags. Men Jerry Maguire er faktisk en superkommerciel satsning. Det er derfor intet mindre end opløftende, at alt i filmen lykkes så smukt.

TOM Cruise har spillet typer i sine sidste mange film. Typer er den slags personer, man finder i genrebevidste produktioner, anset om det gælder en thriller som Sydney Pollacks The Firm (1993), et stykke højbrynet horror som Neil Jordans Interview With The Vampire (1994) eller imiteret irsk immigrantromantik à la Ron Howards Far and Away (1992). Man tager et par træk og forstørrer dem, markerer med alle midler, og vips – en skikkelse er skabt, uden at man af den grund kan tale om særlig skarp skuespilkunst. Man kan på den måde glemme, hvor godt det kan være at se en film, der tegner et menneske frem for en type.

   Det gør Cruise i Jerry Maguire, endda med så megen dybde og stil, at man for første gang aner en personlighed bag den glatte facade. Renée Zellwegers forelskede sekretær ligner mere en karakter, som vi kender, men også i fodboldspilleren Rod Tidwell, som Cuba Gooding Jr. gør sig megen umage med, er der lagt mere substans end sædvanligt. Sammen udgør Cruise og Gooding et særdeles vindende par. Og ikke siden Lawrence Kasdans Grand Canyon (1991) har en Hollywood-film bestræbt sig på at skildre rigtige mennesker, så man kunne tage dem alvorligt og leve sig ind i deres problemer og valg.

DET var Cameron Crowe, som i 1992 skrev og instruerede Singles, en målrettet ensemblefilm om musikmiljøet i grunge-metropolen Seattle. Singles blev med rette kritiseret for at være lidt for trendy og demografisk bevidst. Matt Dillon, Bridget Fonda og Eric Stolz m.fl. spillede unge enere, der skulle lære, hvad voksenlivet sådan nærmere indebar, mens Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden osv. pumpede løs i den elektriske baggrund. Med andre ord netop en film om typer.

   I Jerry Maguire har Crowe gjort personerne ældre, mens tiden på lydsporet til gengæld er skruet tilbage. Det er en flot vifte sjældent hørt sen-60errock, som Crowe bringer sammen på soundtracket: The Who-nummeret »Magic Bus« i Live At Leeds-versionen udgør et tema; Neil Youngs »World On A String« er hentet fra 1973-albummet Time Fades Away; to instrumentale skæringer (»Singalong Junk« og »Momma Miss America«) fra Paul McCartneys første soloalbum; Peter Greens gamle Fleetwood Mac-nummer »Oh Well Parts 1 & 2« og ikke mindst en alternativ udgave af Bob Dylans »Shelter From The Storm« er mere end tilfældig underlægningsmusik.

LÆG hertil en håndskreven sang af Bruce Springsteen (»Secret Garden«), førsteudgaven af Aimee Manns »Wise Up« og temaet »We Meet Again«, som Nancy Wilson har skrevet.**  Hver skæring føjer noget til persontegningen og arbejder sammen med filmen, der helt fortjent var Oscar-nomineret i kategorierne bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle og birolle – som Cuba Gooding Jr. vandt – samt bedste klip. Det er længe siden en Hollywood-film er lykkedes så godt som hér.

Se også Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Memoet er et manifest på 25 sider, »The Things We Think and Do Not Say: The Future of Our Business«, som vi kun hører brudstykker af. Men i 2016, da filmen fyldte 20 år, lagde Cameron Crowe teksten op på sit website, The Uncool. Jerrys »mission statement« var inspireret af den hensigtserklæring, som Jeffrey Katzenberg ruskede op i vanetænkningen med, da han var hovedansvarlig for live action-produktioner på Walt Disney Studios. Memoet »The World Is Changing: Some Thoughts on Our Business« er en miniklassiker i filmindustrien.

   Katzenberg forlod Disney i 1994 og stiftede selskabet DreamWorks SKG sammen med Steven Spielberg og musikproducenten David Geffen. Dreamworks blev videresolgt i 2005, da Viacom (som ejer Paramount Pictures) overtog driften. Siden 2016 fungerer Dreamworks (der er uløseligt affilieret med Spielbergs Amblin Partners) som en enhed i Universal Studios, og Dreamworks' produktioner distribueres af Universal Pictures. Der er med andre ord grænser for friheden, som udbryderne fik tilkæmpet sig.

  Jeg har henvisningen fra The New Yorker, hvor Ian Crouch i 2016 genså og gik i rette med »The Towering Narcissism of Jerry Maguire«. Det er sandt, at æstetikken er 90er-glat; at etniciteten er hvid og privilegeret; at kønsrollebilledet ligner yngre stenalder – til basisgruppen af fraskilte kvinder siger Zellweger, at »manden er fjenden, men jeg elsker alligevel fjenden.« Tonen i miljøet er trumpistisk og chauvinistisk – det er jo dét, som Jerry siger fra overfor. Så filmens præmis var profetisk, men tiden, som elskede Jerry Maguire, havde stadig sin sjæl i 1980erne. Man troede, at replikker som »You complete me« og »You had me at Hello« ville blive stående. Men linjen, som satte sig og stadig lever, er Cuba Gooding Jr.'s snusfornuftige: »Show Me The Money!«

**) Crowe og Nancy Wilson (den ene søster i duoen Heart) var gift fra 1986 til 2010. Hun var i den periode fast leverandør af sange og scores til hans film. Aimee Manns »Wise Up« blev skrevet til Jerry Maguire, men fik for alvor egenliv, da Paul Thomas Anderson brugte sangen i multiplotfilmen Magnolia (1999). Her skiftes karaktererne til at synge et vers. Tom Cruise spiller selvhjælpsforkynderen Frank T.J. Mackey, en vred mand af Iron John/Jernhans/Carl-Mar Møller-skolen, som havde medvind i 90erne, da mænd skulle realisere det indre urmenneske. De ting er helt glemt nu. Det er Magnolia ikke. Rollerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999) og Magnolia var de første, hvor Cruise kunne udfordre sit renskurede persona fra de store studiefilm. Han bad selv om at medvirke i Magnolia, fordi han havde set og syntes om Andersons Boogie Nights (1997). Den film gav Mark Wahlberg en karriere, og han fungerer godt som pornostjernen. Men tænk, hvis Tom Cruise havde spillet Dirk Diggler.

Jerry Maguire. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: Janusz Kaminski. USA 1996. 139 min. Dansk premiere: 14.03.1997.

Fotos: Tri-Star Pictures/ Gracie Pictures/ Universal Sony Pictures Home Entertainment Nordic/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray + Digital HD fra Sony Pictures [i boxsæt Columbia Classics Volume 1] 16.06.2020

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.03.1997. Noterne er skrevet i juli 2022. Status for streaming i februar 2025.

Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]

TIDEN OG STEDET
En mageløs hjemstavnsskildring

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Paul Thomas Anderson voksede op i San Fernando Valley. Det er den del af Los Angeles, hvor de gamle Hollywood-studier har deres bagland. Det er et uhyre prosaisk sted, hvis man kommer der i virkeligheden. Lagerbygninger, p-pladser, villakvarterer. Der er absolut ingen benovet glamour. Alle arbejder i filmindustrien, og enkelte er stjerner. Langt de fleste passer blot en funktion.

   Anderson bruger hjemstavnen, når han ikke laver periodefilm med store ideer: There Will Be Blood (2007), The Master (2012), Phantom Thread (2017). Debuten Hard Eight (1996) var Las Vegas-baseret, og Inherent Vice (2014) var henlagt til Venice Beach, men det er San Fernando Valley, som foldes ud i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

LICORICE Pizza foregår i 1973. Anderson er født i 1970, så han bruger sine forældres historier. Det sker i en sublim skildring af New Hollywood-tiden. Hvor Boogie Nights og Magnolia havde dommedagsklokker i bunden, er Licorice Pizza en hyldest. Det er instruktørens lyseste værk.

   Gary Valentine er en fremmelig entreprenørtype på 15 år. Han begynder at kurtisere den ikke så selvsikre Alana Kane på 25. Hun arbejder for skolefotofirmaet Tiny Toes, der tager billeder til årbogen på Garys gymnasium. Han begynder straks at tale og holder egentlig aldrig op, før hun to timer senere siger, hvad han vil høre.

   I Garys verden kan alt lade sig gøre. Det er ikke en film om alder, køn og krænkelser. De ting er slet ikke på Andersons radar. Det er derimod tidsånden dengang og nu.

GARY arbejder ivrigt på en karriere. Han går til auditions og medvirker i Under One Roof (baseret på Lucille Ball-filmen Yours, Mine and Ours). Da vandsenge netop dét år bliver moderne, er Gary straks i gang med eget firma. Karakteren er inspireret af produceren Gary Goetzman, som åbenbart virkelig var sådan.

   Der er tre løst skitserede akter. Gary gør kur til Alana, som begynder at arbejde for ham. Forretningen støder på grund i oktober, da OPEC blokerer for oliesalget. I DK fik vi rationering i form af de bilfrie søndage, som siden omgærdes af megen nostalgi; i Californien var der bare hamstring, kaos og generel (blasert) panik.

   Imens prøver Richard Nixon at tale sig ud af Watergate-skandalen, og Gary studerer annoncen for Deep Throat, mens han og Alana drikker kaffe og drøfter dagsplanen. 1970erne var ikke gyldne og problemfri. Men de havde noget, vi ikke har mere.

ANDERSON skaber et panoramisk myldrebillede. Fiktive og faktiske karakterer er blandet. Bradley Cooper spiller fantasten Jon Peters, som var gift med Barbra Streisand i fem minutter. En distingveret Sean Penn er stjernen Jack Holden, baseret på William Holden, der meddeler sig i filmreplikker. Tom Waits gestalter piratinstruktøren, der har træk fra John Huston og Sam Peckinpah.

   Der kan når som helst være slagskygger. Pludselig bliver Gary brutalt arresteret og næsten sigtet i en mordsag. Vidnet ser på ham og siger, at det slet ikke er gerningsmanden. Så sidder Gary bare dér på bænken. Ingen forklarer eller siger undskyld. Under fernissen er det et junglesamfund.

   Alana bliver irriteret på Garys iværksætteretos. Hun vil gøre en forskel og arbejder for en homoseksuel byrådsmand. Scenerne fra kampagnekontoret kunne være en pastiche på Taxi Driver. Det er i sagens natur ikke dén film – som er fra 1976 – der spiller i biografen. Det er Live and Let Die med Roger Moore som agent 007 og titelsang af Paul McCartney.

   »Licorice Pizza« var slang for vinylplader og navnet på en kæde af musikbutikker – som Fona, Guf eller TP i Danmark. Jeg håber, at nogen laver en film om den gode tid hos TP en dag. Lydsporet er asfalteret med sange fra 1973 og ny orkestermusik af Jonny Greenwood.

DA den dødsmærkede Robert Altman skulle instruere sin sidste film, A Prairie Home Companion (2006), kunne produktionen kun blive forsikret, hvis en anden instruktør stod klar. Det blev Anderson, som så en mentor i Altman.

   Licorice Pizza er Oscar-nomineret, og Anderson er indstillet for instruktion og bedste manus. Han er unik i dagens filmmiljø og har sjældent været bedre. Det er den bedste Hollywood-skildring efter 2000.

   Gary spilles med umådelig karisma af Cooper Hoffman, som er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman. Alana Kane bliver spillet af Alana Haim, som uden for filmen er en af de jødiske søstre i indiebandet Haim. Hendes familie bliver spillet af hendes familie. Det hele er skåret så tæt på livet.

   Som modeller er nævnt George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Amy Heckerlings Fast Times at Altamont High (1982, da. Øl, fis og rockmusik). Andersons film er dog mindre nostalgisk. Har man nogen sinde holdt af New Hollywood og 70erne, skal man se denne prægtige hjemstavnsskildring.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Licorice Pizza. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Michael Bauman, Paul Thomas Anderson. 133 min. USA 2021. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ BRON Studios/ Focus Features/ Ghoulardi Film Company/ United Artists Releasing/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Pictures 06.06.2022

Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 18.03.2022

Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996)

TO GANGE FIRE
Paul Thomas Andersons sobre debut

Af BO GREEN JENSEN

VI er i udkanten af film noir-territoriet, i Elmore Leonard- og Donald E. Westlake-land, hvor man spiller hasard i skæbnesvanger belysning og lever sit liv i en halvverden af casinoer, diners og tidløse moteller.

   Her – i ekspresbryllupsbyen Reno, Nevada – har taberen John (John C. Reilly) været ovre i Vegas og miste det hele, da han bliver samlet op ved busterminalen af Sydney (Philip Baker Hall), en ældre mand med en livstræt udstråling, der ligger midt mellem gangster og præst.
   Sydney betragter John med faderlig mine, giver ham mad og lidt penge og kører ham tilbage til et casino i Vegas. Han lærer ham, hvordan man spiller småt og systematisk, så man vinder i længden. John er naturligvis usikker på, hvad Sydney vil med ham og det hele.

TO år senere er Sydney og John stadig en far/søn-agtig duo, der lever af at spille terninger i Reno. Servitricen Clementine (Gwyneth Paltrow) synes, det er sødt at se, hvordan John efterligner Sydney. Sydney er omhyggelig med at give drikkepenge og være høflig. Han spørger Clementine, om hun er kontraktuelt forpligtet til at flirte. Freden ved bordet bliver forstyrret, da Jimmy (Samuel L. Jackson) slår sig ned og begynder at tale om pussy og penge, Han kender John fra gamle dage. Han siger, at han også har set Sydney før.

HARD Eight har nogle hemmeligheder, som den er længe om at lukke op for. Spillerjargonen er et røgslør, men det er interessant nok at høre om fagets grundregler. Nøglen til filmen er relationen mellem John og Sydney. Den har at gøre med noget, som Jimmy ved om Sydneys fortid - »I know about Atlantic City« – og som ikke kommer helt bag på tilskueren. John og Clementine finder selvfølgelig sammen, for vi er ikke i Reno tilfældigt. Der er et gidsel, et våben, en bil til Niagara Falls og til allersidst en voldsom forløsning, som dog er holdt nede i skala og tone.

PAUL Thomas Anderson var kun 23 år, da han instruerede Hard Eight. Han skrev den på to uger, og manuskriptet blev videreudviklet i Sundance, hvor filmen også fik premiere. Jeg har altid opfattet den som et elevarbejde, en afgangsfilm. Det er faktisk en relativt stor produktion, og Andersons husfotograf Robert Elswit får hver scene til at ligne en million.

   Det er uafbrudt interessant at følge kvartetten af centrale karakterer. Anderson nævner selv Jean-Pierre Melvilles Bob le flambeur (1956) og John Sturges’ Bad Day at Black Rock (1955, da. En mand steg af toget) som inspirationskilder. Begge giver mening, den første også med hensyn til spillet, i forhold til Philip Baker Halls karakter, der har samme udstråling som Roger Duchesne og Spencer Tracy. Selv kom jeg i tanker om Louis Malles Atlantic City (1980), hvor Burt Lancaster og Susan Sarandon har lidt af den samme fortrolige tone som Clementine og Sydney.

DET er især Philip Baker Halls film. 80 minutter inde røber Jimmy, Johns ven, at han kender både Floyd Gondoli og Jimmy Gator. Især navnet Jimmy Gator får det til at give et lille ryk. Det er navnet på tv-værten, som Baker Hall spiller i Magnolia. Floyd Gondoli-karakteren fra Boogie Nights er tilbøjelig til at drukne i mængden.

   

GWYNETH Paltrow gør meget for filmen. Philip Seymour Hoffman brillerer i en scene, hvor han og Sydney krydser klinger ved terningebordet. Samuel L. Jackson laver sin Samuel L. Jackson-ting. Hard Eight er lavet to år efter Pulp Fiction. Det er afgjort den af Andersons film, hvor man tydeligst ser, at han og Tarantino kommer fra det samme sted. De har udviklet sig vidt forskelligt. Man kan se kimen til både Boogie Nights og Magnolia i Hard Eight. Det er sværere at forbinde tonen med There Will Be Blood, The Master og især Phantom Thread.

DET er en rimelig udsøgt debut. Anderson havde ikke final cut, men fik sin version igennem ved at acceptere titlen Hard Eight. For ham hedder filmen stadig væk Sydney. Man er ikke nødvendigvis enig. Hard Eight er en tilpas uudgrundelig titel på et sjældent gennemført genrestykke. Det er en lille film i stor forklædning. Senere bliver det nærmere omvendt.

Se også Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Hard Eight. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 102 min. USA 1996. Ingen dansk premiere.

Foto: Green Parrot/ Goldwyn/ Screen Captures

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Imprint (Australien) 20.10.2021 

Nyskrevet 07.04.2020

Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002)

DEN FORSLÅEDE ELSKER

Paul Thomas Andersons amour fou 

Af BO GREEN JENSEN

EFTER kollektivstykkerne Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999) forsøger Paul Thomas Anderson sig i en enklere form og tilsyneladende lettere tone. Punch-Drunk Love varierer grundmønstret i den romantiske komedie, og filmen er på sin måde både romantisk og komisk. Den er også et absurd eventyr, en fabel om en mand i frit fald og på flugt fra sine indre dæmoner.

DETTE bliver konkret i scenen, hvor Barry (Adam Sandler) løber gispende gennem de nattomme gader i Los Angeles-forstaden, hvor alle Andersons film er forankret. Tre gangstere har afpresset Barry og slået ham ned. Han løber og løber, mens farverne flimrer, og hører kun sin egen panik. Snart indhenter bilen med voldsmændene ham. »Hvad løber du for? Vi véd hvor du bor,« konstaterer den ene. Det ved Barry vel nok, at de gør, men han kan ikke lade være med at løbe. Flugten sidder i blodet. Han er ude af stand til at slippe panikken og må ustandselig lægge bånd på sig selv. Hvad Punch-Drunk Love herefter skildrer, er den kærlighed som kurerer hans sygdom, et serum som endelig sætter han fri.

BARRY har været trængt siden barndommen. En kuet opvækst med syv søstre, der også som voksne overskrider hans grænser, har gjort ham til en enspænder, der hylder det konforme og måske i sit stille sind drømmer om kvinden, som kunne være hans tvilling. Da hun materialiserer sig i skikkelse af Lena (Emily Watson), er Barry nok genert og må puffes, men han anfægter aldrig sit finderheld. Derimod hævner det sig, at han har ringet til et telefonsexnummer og røbet sine personlige data. Af dette fejltrin udspringer alle de praktiske forhindringer, der står i vejen for formælingen.

DET er stilen og tonen, farverne og musikken, der gør Andersons studie af menneskepindsvinet så inciterende. I første scene sidder Barry i et pakhus ved daggry, præstationsbevidst klædt i en skinger blå habit, og rives ud af sin fristund. En kollision bryder stilheden og et guddommeligt musikinstrument placeres midt i fortællingen, uudgrundeligt som regnen af frøer i Magnolia eller et hvad-pokker-var-nu-dét øjeblik hos det bizarres mester, David Lynch.

   Snart udvikler alt sig med drømmens logik. Den konforme mand går til stadighed amok og må afreagere i enrum. De syv søstre, som altid har siddet på Barry, tirrer ham med anekdoten om, hvordan han som dreng blev så arrig, at han kastede en hammer gennem glashavedøren. Barry påstår, at han har fortrængt erindringen, men det er næppe sandheden. Indvendig kaster han stadig Maxwells sølvhammer, når som helst han kan komme af sted med det.

ANDERSON lader fortællingen sno sig, yndefuldt som en arabesk, mens Jon Brions raffinerede score enten stresser tilskueren i anspændte situationer eller stryger ham med hårene og glatter ængstelsen ud. Flere scener består af dialog som blot høres, mens farvede mønstre flimrer og changerer.

   Adam Sandler – den ellers lidt dvaske komiker fra en lang stribe pinlige drengerøvsfarcer – tager fra første færd imod udfordringen og skaber en karakter, der er spændt til bristepunktet og drevet hinsides al rimelighed. Emily Watsons sunde sanselighed er en optimal kontrast, og Philip Seymour Hoffman matcher Sandlers retfærdige vrede i de få men effektive konfrontationer mellem den ene og den anden slags sælger.

PUNCH-DRUNK Love har ikke ensemblefilmenes tyngde og fylde, men drejer meget elegant den franske amour fou-skabelon. Her er varme, tristesse og desperation. Midt i stilbevidstheden lykkes det Anderson og Sandler at tegne et foruroligende præcist portræt af en type i tiden, konformisten som det slår klik for. 

   Barry forløses og bliver en elsker, men kunne sagtens være endt som seriemorder. At det ikke går galt, skyldes kærlighedens nåde og kvinden i hans liv, men også salgskampagner, bonuspoint, tusind liter budding og en våd drøm om Hawaii spiller ind.

   Også Andersons fjerde film demonstrerer, at han vover lidt mere og vil noget andet end flertallet af dagens leflende amerikanske filmskabere. Se selv, hvordan elskoven finder Barry Egan, uklar og groggy, men på benene og i ringen til det sidste. Boogie Nights og Magnolia var mørke elegier med tragikomisk patos. Punch-Drunk Love er en svimmel kærlighedsfabel, der lukker sig lykkeligt mod alle odds.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre].

Punch-Drunk Love. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 95 min. USA 2002. Dansk premiere: 07.03.2003

Fotos: New Line Cinema/ Revolution Studios/ Ghoulardi Film Company/ CineMaterial/ Framegrab/ YouTube (Cinestream clip + 2002 Trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection [Spine #843] 04.02.2025

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.03.2003

Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999)

UDSATTE LYS I ET BRISTENDE MØRKE

Paul Thomas Andersons vandrehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være, at du er færdig med fortiden, men derfor er det ikke sikkert, at fortiden er færdig med dig. Denne på én gang banale og basale indsigt løber – altid indfattet i citationstegn og forsynet med et henvisende »som der står skrevet« – gennem samtlige forbundne spor i Paul Thomas Andersons Magnolia.

   Den tre timer brede gobelin af en film tager afsæt i tre fantastiske vandrehistorier og ender med en forløsende apokalypse af så grotesk karakter, at man ville være en sjuft, hvis man røbede hvordan.* Lad os derfor koncentrere os om stedet og de menneskelige relationer. For hele filmen er på sæt og vis en myldrende vandrehistorie.

MAGNOLIA følger 11 karakterer, udsatte liv i et bristende mørke, der hutler sig gennem dagene i San Fernando Valley, en forstad til Los Angeles. Stedet er Andersons hjemstavn, og det var også hér, at gennembrudsfilmen Boogie Nights (1997) foregik. I en stor seng ligger tv-produceren Earl Partridge (Jason Robards) og dør af lungekræft, mens hans langt yngre hustru (Julianne Moore), som tog den gamle mand for pengenes skyld, men indser at hun elsker ham nu, er ved at segne under byrden af skyldbevidst desperation. Megen pleje er derfor overladt til den mandlige sygeplejerske (Philip Seymour Hoffman), mens Linda skrifter for advokaten og henter morfin til den døende mand.

ET andet sted i byen står spradebassen Frank T.J. Mackey (Tom Cruise) på scenen og præsenterer sit maskuline selvhjælpsprogram »Forfør og Fortær« for en sal fuld af svedigt opstemte kursister, der har betalt for at lære at score de kvinder, som T.J. frejdigt pålægger dem at kue og foragte. I frokostpausen bliver han interviewet af en kvindelig journalist, som han først spiller op til for åben skærm, men siden sidder og »dømmer i tavshed«, da hun afslører, hvem han egentlig er søn af.

  

DØENDE fædre og deres fortabte børn er overhovedet et centralt motiv i Magnolia. Gennem 30 år har Jimmy Gator (Philip Baker Hall) været studievært på quizprogrammet What Do Kids Know? – »America’s longest running game show« – hvor overbegavede børn konkurrerer på eksotisk paratviden med fjendtlige voksne, mens forældrene tæller hver dollar, som poderne vinder. Den ynkelige Donnie Smith (William H. Macy) vandt en formue, da han var dreng, men forældrene stjal hans barndom, og hans voksne liv er et mareridt af dårlige tænder, katastrofal økonomi og ulykkelig kærlighed til mænd, som ikke fortjener at blive elsket.

NU og her går vidunderbarnet Stanley (Jeremy Blackman) i sort og nægter at svare, fordi producerassistenten ikke vil lade ham løbe ud og tisse i pausen. Hans kolde far raser, men lige meget hjælper det, for Stanley er begyndt at anfægte hele måden, som tilværelsen er indrettet på. Han bliver ikke en ny Donnie Smith.

   Derimod har Jimmy Gator kun et halvt år tilbage at leve i. Han drikker sig mod til før optagelsen og løber så meget sur i rutinen, at han giver deltagerne både spørgsmål og svar. I en menneskealder er den promiskuøse familiefar sprunget på samtlige hunkønsvæsener. Nu vil han tale ud med konen og stifte fred med sin kokainafhængige datter, som påstår, at han også sprang på hende.

NETOP datteren Claudia (Melora Walters) har denne eftermiddag skruet så højt op for musikken, at ordensbetjenten Jim Kurrig (John C. Reilly) ringer på og beder hende skrue ned. Han er enlig, hun er enlig, og »one is the loneliest number«, som Aimee Mann synger i en af de sange, der binder trådene i billedvævningen sammen.

   »One« er faktisk skrevet af salig Harry Nilsson, men Mann har selv komponeret »Wise Up«, som to timer senere går på omgang mellem filmens nødstedte djævle: »It’s not going to stop/ ’till you wise up.« Grundtonen i Magnolia er en grynet, mørk realisme, som svarer til karakterernes hverdag, men det føles alligevel indlysende rigtigt, da Anderson lader dem bryde konventionen og synge.

DET er i det hele taget en afgørende hverdag, som Anderson har valgt at følge sin personkreds igennem. Som det fremgår består en række skjulte forbindelser mellem alle myldrebilledets skikkelser, og det er vel til denne blomstrende helhed, at filmens uudgrundelige titel sigter.

   Magnolia søger dog ikke at løse sine formelle mysterier. Temaet er snarere, hvad vi stiller op med de meningsfulde tilfælde, som fortællerstemmen peger på i begyndelsen, og hvordan vi forholder os til den insisterende fortid, som ikke vil lade os slippe, når vi tror vi er færdige med den. På de spørgsmål giver Anderson faktisk en række tøvende, men rimelige svar.

MAGNOLIA er en fremragende film og en strålende undtagelse fra snart sagt alle regler om, hvad man kan og ikke kan tillade sig, når livet skildres i fiktiv form. Det ville være forkert at sige, at vi aldrig har set noget lignende. Anderson er tydeligvis inspireret af Robert Altmans væsensbeslægtede ensemblestykker, og især med Short Cuts (1993) er der oplagte overensstemmelser. Men Anderson har sin egen tone, den samme som hørtes i et bestemt miljø i Boogie Nights, men her skrues op til en fuld kosmisk sang. Man sidder musestille i tre spilletimer, opslugt og anfægtet af en film, som ikke nøjes med at nære store ambitioner, men i vid udstrækning også indfrier dem.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014) [Bogen og filmen]; Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

*) Magnolia modtog førsteprisen, Der Goldene Bär, på den 50. Berlinale i 2000. Bemærk, at jeg slet ikke nævner begreber som »hård regn«, »bibelske plager« og »faldende frøer' i teksten. Ej heller ordet 'millennium«. Der var så mange rugende multiplotfilm i luften ved årtusindeskiftet. 

Magnolia. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 188 min. USA 1999. Dansk premiere: 24.03.2000

Fotos: Ghoulardi Film Company/ New Line Cinema/ The Magnolia Project/ Warner Media/ HBO Max/ Cinematerial

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. (Frankrig) 23.10.2024

Teksten trykt i Weekendavisen Kultur (dengang hed sektionen Zoom, og rubrikken var bare 'Vandrehistorier') 24.03.2000