Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]

TIDEN OG STEDET
En mageløs hjemstavnsskildring

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Paul Thomas Anderson voksede op i San Fernando Valley. Det er den del af Los Angeles, hvor de gamle Hollywood-studier har deres bagland. Det er et uhyre prosaisk sted, hvis man kommer der i virkeligheden. Lagerbygninger, p-pladser, villakvarterer. Der er absolut ingen benovet glamour. Alle arbejder i filmindustrien, og enkelte er stjerner. Langt de fleste passer blot en funktion.

   Anderson bruger hjemstavnen, når han ikke laver periodefilm med store ideer: There Will Be Blood (2007), The Master (2012), Phantom Thread (2017). Debuten Hard Eight (1996) var Las Vegas-baseret, og Inherent Vice (2014) var henlagt til Venice Beach, men det er San Fernando Valley, som foldes ud i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

LICORICE Pizza foregår i 1973. Anderson er født i 1970, så han bruger sine forældres historier. Det sker i en sublim skildring af New Hollywood-tiden. Hvor Boogie Nights og Magnolia havde dommedagsklokker i bunden, er Licorice Pizza en hyldest. Det er instruktørens lyseste værk.

   Gary Valentine er en fremmelig entreprenørtype på 15 år. Han begynder at kurtisere den ikke så selvsikre Alana Kane på 25. Hun arbejder for skolefotofirmaet Tiny Toes, der tager billeder til årbogen på Garys gymnasium. Han begynder straks at tale og holder egentlig aldrig op, før hun to timer senere siger, hvad han vil høre.

   I Garys verden kan alt lade sig gøre. Det er ikke en film om alder, køn og krænkelser. De ting er slet ikke på Andersons radar. Det er derimod tidsånden dengang og nu.

GARY arbejder ivrigt på en karriere. Han går til auditions og medvirker i Under One Roof (baseret på Lucille Ball-filmen Yours, Mine and Ours). Da vandsenge netop dét år bliver moderne, er Gary straks i gang med eget firma. Karakteren er inspireret af produceren Gary Goetzman, som åbenbart virkelig var sådan.

   Der er tre løst skitserede akter. Gary gør kur til Alana, som begynder at arbejde for ham. Forretningen støder på grund i oktober, da OPEC blokerer for oliesalget. I DK fik vi rationering i form af de bilfrie søndage, som siden omgærdes af megen nostalgi; i Californien var der bare hamstring, kaos og generel (blasert) panik.

   Imens prøver Richard Nixon at tale sig ud af Watergate-skandalen, og Gary studerer annoncen for Deep Throat, mens han og Alana drikker kaffe og drøfter dagsplanen. 1970erne var ikke gyldne og problemfri. Men de havde noget, vi ikke har mere.

ANDERSON skaber et panoramisk myldrebillede. Fiktive og faktiske karakterer er blandet. Bradley Cooper spiller fantasten Jon Peters, som var gift med Barbra Streisand i fem minutter. En distingveret Sean Penn er stjernen Jack Holden, baseret på William Holden, der meddeler sig i filmreplikker. Tom Waits gestalter piratinstruktøren, der har træk fra John Huston og Sam Peckinpah.

   Der kan når som helst være slagskygger. Pludselig bliver Gary brutalt arresteret og næsten sigtet i en mordsag. Vidnet ser på ham og siger, at det slet ikke er gerningsmanden. Så sidder Gary bare dér på bænken. Ingen forklarer eller siger undskyld. Under fernissen er det et junglesamfund.

   Alana bliver irriteret på Garys iværksætteretos. Hun vil gøre en forskel og arbejder for en homoseksuel byrådsmand. Scenerne fra kampagnekontoret kunne være en pastiche på Taxi Driver. Det er i sagens natur ikke dén film – som er fra 1976 – der spiller i biografen. Det er Live and Let Die med Roger Moore som agent 007 og titelsang af Paul McCartney.

   »Licorice Pizza« var slang for vinylplader og navnet på en kæde af musikbutikker – som Fona, Guf eller TP i Danmark. Jeg håber, at nogen laver en film om den gode tid hos TP en dag. Lydsporet er asfalteret med sange fra 1973 og ny orkestermusik af Jonny Greenwood.

DA den dødsmærkede Robert Altman skulle instruere sin sidste film, Prairie Home Companion (2006), kunne produktionen kun blive forsikret, hvis en anden instruktør stod klar. Det blev Anderson, som så en mentor i Altman.

   Licorice Pizza er Oscar-nomineret, og Anderson er indstillet for instruktion og bedste manus. Han er unik i dagens filmmiljø og har sjældent været bedre. Det er den bedste Hollywood-skildring efter 2000.

   Gary spilles med umådelig karisma af Cooper Hoffman, som er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman. Alana Kane bliver spillet af Alana Haim, som uden for filmen er en af de jødiske søstre i indiebandet Haim. Hendes familie bliver spillet af hendes familie. Det hele er skåret så tæt på livet.

   Som modeller er nævnt George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Amy Heckerlings Fast Times at Altamont High (1982, da. Øl, fis og rockmusik). Andersons film er dog mindre nostalgisk. Har man nogen sinde holdt af New Hollywood og 70erne, skal man se denne prægtige hjemstavnsskildring.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Licorice Pizza. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Michael Bauman, Paul Thomas Anderson. 133 min. USA 2021. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ BRON Studios/ Focus Features/ Ghoulardi Film Company/ United Artists Releasing/ SF Studios

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 18.03.2022