Translate

søndag den 11. april 2021

Paul Greengrass: Bloody Sunday (2002) [Konflikten i Ulster]


KULDE, ARMOD, HAD OG METAL
Bloody Sunday i Derry 1972

Af BO GREEN JENSEN


SØNDAG den 30. januar 1972 er en af de datoer, som lever i historien, ikke i respektfuld ihukommelse, men i vanære og infami.
   I den officielle version satte britiske tropper hårdt mod hårdt i Derry, da en protestmarch i den katolske Bogside-bydel udartede til regulær gadekamp. I den formentlig mere sandfærdige udgave ville soldaterne se blod med det samme. Den britiske regering var træt af »The Troubles«, dvs. »problemerne« i Nordirland. De forhadte besættelsestropper var trætte af at blive spyttet på. De menige paratroopers blev derfor bedt om at udvise »maximum aggression«, da de forlod kasernen om morgenen.
   Ved dagens slutning var 27 demonstranter skudt ned. Heraf døde de 13. I princippet anvendte soldaterne vandkanoner og gummikugler. I praksis gav de sig hurtigt til at skyde med skarpt. Man er aldrig kommet til bunds i, om der faktisk blev skudt på soldaterne. En efterfølgende undersøgelse, ledet af Lord Chief Justice Widgery, rensede hæren og konkluderede, at soldaterne havde besvaret ilden fra IRA. Det var ikke sådan vidnerne så det. Derrys øverste retsmediciner kaldte hærens adfærd »sheer unadulterated murder«.*



MED tiden er »Bloody Sunday« gledet i ét med andre nordirske konfrontationer.** Det går næsten altid galt, hvis en protestantisk march insisterer på at passere igennem katolske bydele. Optog forbydes, situationer griber om sig, det historiske had mellem katolikker og protestanter løjer af eller eskalerer, som det er sket gennem mere end 300 år. I forbifarten er det dog vigtigt at huske, at marchen i 1972 hverken var protestantisk eller katolsk. Aktionen blev iværksat af paraplyorganisationen Northern Ireland Civil Rights Association, som protesterede mod Englands forfatningsstridige masseinternering af potentielle politiske modstandere.



MARCHEN var varslet, og det var ikke mindst kvinder og børn, som gik på gaden. Både de protestantiske provos og IRAs mest radikale hardliners så til fra sidelinjen. Enhver, som ville se blod i gaden og slukke ilden med benzin, måtte frydes ved den vilje til konfrontation, som soldaterne udviste. Ivan Cooper, det protestantiske nordirske parlamentsmedlem, som ledede marchen sammen med bl.a. borgerretsforkæmperen Bernadette Devlin McAliskey, var ved dagens begyndelse fuld af optimisme og fast besluttet på at gennemføre den store humane udsoningsgestus, som protestmarchen var tænkt som.

   Ved dagens slutning udtalte Cooper på et pressemøde, at den Blodige Søndag effektivt havde aflivet borgerretsbevægelsen i Nordirland. Herefter var der kun IRA til at sætte hårdt mod hårdt. »You will reap a whirlwind,« sagde Cooper med specifik adresse til den britiske regering. I vil høste en hvirvelvind. En journalist spurgte Cooper, om han havde noget at sige til de vrede unge mænd, som ville melde sig til IRA. Cooper svarede, at han ikke længere følte sig klædt på til at belære nogen om noget. Ikke efter søndagens blodbad.



DET er denne sidste pressekonference og Coopers lamslåede mine, som udgør de stærkeste øjeblikke i Bloody Sunday, Paul Greengrass’ dramadokumentariske rekonstruktion af begivenhederne i januar 1972. Greengrass klipper Coopers udtalelser sammen med tavse billeder af unge mænd, som andetsteds i Derry står i kø hos IRA. De får hver især stukket et våben i hænderne.
   Tilskueren er da anbragt i en synsvinkel, hvorfra han mildest talt forstår, hvad der driver terroristerne. I hvert fald deler han Coopers moralske lammelse, og således får William Butler Yeats’ digt om »The Second Coming«, Genkomsten, skrevet på baggrund af en anden irsk krise, atter relevans: The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity. »De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af brændende lidenskab.«



BLOODY Sunday er med sin saglighed meget i 70ernes ånd. Der klippes fra marchens nøglesteder til den britiske førerbunker, hvorfra faldskærmstroppernes brigadechef Patrick MacLellan (Nicholas Farrell) længe søger at holde sine soldater tilbage. På gaden står Major General Ford (Tim Pigott-Smith), der er kommet til Derry for at statuere det eksempel, som regeringen i London har bedt om, og råber på the Paras. Da MacLellan bliver ved med at nøle, sætter befalingsmanden Wilford (Simon Mann) aktionen i værk. Man gengælder, før der er noget at gengælde. Og skyder med skarpt fra begyndelsen.
   I den irske ende af tableauet står Ivan Cooper (James Nesbitt) lidt for sent op og har en række personlige problemer i løbet af søndagen. Derrys politichef (Gerard McSorley) forsøger at mægle hos englænderne. Den unge katolik Gerry Donaghy (Declan Duddy), som er kæreste med en protestant, bliver en af de 13 døde i Derry. Filmen følger hans skæbnelinie i glimt og får på den måde sat ansigt og væsen på individet i en fremstilling, som af og til kan tangere et stort spil Stratego. Der er aldrig tvivl om skyldsproblematikken. Det er England, som vil se blod denne søndag.



GREENGRASS’ film tilstræber en relativ objektivitet. Den undgår med vilje at vise de mest kontroversielle afsnit af dagens forløb og står på den måde stærkere som helhed. Bloody Sunday udgør et markant eksempel på indigneret politisk filmkunst, når denne er bedst.
   Man kan lave sådanne film på to måder. I Neil Jordans mere melodramatiske Michael Collins (1996), hvor man ser IRA blive født, er englændernes grusomhed koncentreret i en fiktion. Jordan lader en engelsk kampvogn åbne ild mod uskyldige rugbytilskuere på Croke Parks stadion i 1916. Så enkel var sammenhængen trods alt ikke, men Jordans film når afgjort langt ved at overdrive og romantisere.
   Til gengæld lykkes det Greengrass at skabe en overbevisende dokumentation. Man er rystet og mere end nogen sinde usikker på, hvad England vil i Ulster, da man rejser sig efter filmen. U2 har doneret bannersangen »Sunday Bloody Sunday« (fra 1983-albummet War), som spiller i en koncertversion under rulleteksterne.
   Tilbage i 1972 var det faktisk John Lennons »The Luck of the Irish« (»Blame it all on the kids and the IRA/ While the bastards commit genocide«), der gjorde indtryk. Selv moderate mennesker som Paul McCartney var forfærdede. McCartney skrev »Give Ireland Back to the Irish«, som blev et kontroversielt hit for eks-beatlen, skønt BBC nedlagde forbud mod at spille den.***


I ULSTER skrev Thomas Kinsellla digtet »Butcher’s Dozen«. Heri siges det én gang for alle: »England, the way to your respect/ Is via a murderous force, it seems/ You push us to your own extremes.« England, for at få din respekt må man åbenbart gå mordets vej. Du driver os til dine egne ekstremer.
   Man går bestemt ikke opløftet ud efter filmen. Snarere får man en skarp smag i munden, som af kulde, armod, had og metal. Det er med andre ord lidt som at være der selv.

NOTER

*) Der er utallige udredninger og udlægninger af forløbet, som er let at blande sammen med The Battle of Bogside i august 1969. Journalisten Gerry Moriarty giver et faktuelt overblik over baggrunden og kronologien i The Irish Times 14.03.2019. 

**) Vendingen »
Sunday Bloody Sunday« (»søndag, forbandede søndag«) var oppe i tiden, fordi John Schlesinger og manuskriptforfatteren Penelope Gilliatt brugte den som titel på Schlesingers Sunday Bloody Sunday (1971, da. Den satans søndag). En biseksuel kunstner, Bob Elkin (Murray Head), dater både den fraskilte kontorfunktionær Alex Greville (Glenda Jackson) og den jødiske læge Daniel Hirsch (Peter Finch). Alle lever med arrangementet, indtil spændingen koger op en regnfuld weekend. Det var Schlesingers første film efter Oscar-vinderen Midnight Cowboy (1969), og der var megen opmærksomhed om den, fordi den tematiserede homoerotik uden at fordømme eller problematisere den. Sex mellem partnere af samme køn blev legaliseret i England i 1967. I Nordirland faldt forbudet først i 1982. I Greengrass' film spiller Sunday Bloody Sunday i biografen, som Cooper/Nesbitt passerer på vej til marchen i Bogside. Hovedfilmen er John Sturges' western The Magnificent Seven (1960), som blev relanceret i en række europæiske territorier i 1970. 


***) John Lennon og Yoko Ono synger »
Give Ireland Back to the Irish« på dobbeltalbummet Some Time in New York City, som udkom i juni (USA) og september (UK og øvrige Europa) 1972. Sangen er skrevet i efteråret 1971, dvs. før marchen i Derry. Derimod er »Sunday Bloody Sunday« fra samme album skrevet som direkte reaktion på Bloody Sunday.
   Det samme gælder McCartneys »Give Ireland Back to the Irish«, der var den første single fra bandet Wings, som han dannede sammen med Linda McCartney og Denny Laine efter opløsningen af The Beatles i 1970 og de første studiealbum under eget navn. »Give Ireland Back to the Irish« blev skrevet på to dage. Sangen blev optaget 1. februar, og singlen var på gaden den 25. februar 1972. Den blev først samlet op på et album i 1993, da McCartney brugte den som bonusmateriale på remaster-genudgivelsen af Wings-albummet Wild Life (1971). Den blev i sidste øjeblik fravalgt på kompilationsalbummet Wingspan: Hits and History i 2001, fordi IRA netop da havde udført en terroraktion i London.
   BBC spiller stadig ikke »Give Ireland Back to the Irish«»The Luck of the Irish« og »Sunday Bloody Sunday«. Kritikere afskrev McCartneys sang som politisk opportunisme og Lennons som to eksempler mere på hans radikale vildfarelse i det amerikanske eksil. Der har dannet sig en myte om, at »Give Ireland Back to the Irish« var svær at få fat i og komme til at høre. Det er ikke tilfældet. Sangen var alle vegne i 1972. Det er »The Luck of the Irish«, som er langtidsholdbar. De andre to greb øjeblikket i flugten, men hæver sig ikke op over tiden.  

Bloody Sunday. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Ivan Strasburg. 110 min. Irland-UK 2002. Dansk premiere: 31.10.2003



Fotos: Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/
Filmen streames på MUBI Rental og FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 31.10.2003K

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar