Neil Jordan: Greta/Stalker (2018)

HYSTERISKE DRØMME

Den irske fornyer vil genfinde gløden 

Af BO GREEN JENSEN

NEIL Jordan (f. 1950) kom som et frisk pust fra Irland med Angel i 1982. Han filmatiserede Angela Carter (i The Company of Wolves, 1984) og fornyede den britiske gangstergenre med Mona Lisa (1986), som George Harrisons HandMade Films satsede på. Senere måtte man intet røbe om The Crying Game (1992), hvor en soldat forelsker i sig i en transkønnet mand. Også Breakfast on Pluto (2005) var tidligt ude med LGBTQ+-tema.

   Jordan trivedes i USA. Efter filmudgaven af Anne Rices Interview with the Vampire (1994, da. En vampyrs bekendelser) var genren atter stor i ti år. The End of the Affair (1999, da. Enden på legen) var en smagfuld film efter Graham Greenes katolske utroskabsroman, og helteportrættet af Michael Collins (1996) var den definitive irske gestus. Jordans allerbedste film, The Butcher Boy (1997), fik aldrig dansk premiere.

DISSE ting ligger årtier tilbage. Nu er Jordan fyldt 70 og holder lange kunstpauser. The Brave One (2007) var en mådelig selvtægtshistorie med Jodie Foster som offeret, der går til modangreb og bliver afhængig af tage hævn. Ondine (2009) var en moderne version af myten om Undine, her med en gælisk sælkvinde (selkie) i fokus. Byzantium fra 2017 var en hysterisk, men visuelt interessant vampyrfortælling med Gemma Arterton og Saoirse Ronan som mor og datter.

   Det er længe siden, at Jordan har været interesseret i mænd. Kun Stephen Rea (fra debutfilmen) medvirker altid i en marginal rolle. Det gælder også i Greta, hvor Rea er på lærredet i fem minutter. Han spiller en privatdetektiv, som prompte bliver skaffet af vejen. Alle Jordans film har noget for sig. Undtagelsen er den bogstaveligt rædselsfulde In Dreams (1994). En grim, grotesk fortælling, som var uhyggelig på de forkerte måder.

   Desværre har Greta, som på dansk hedder Stalker, en bred rem af huden. Den går uafbrudt efter effekter og dyrker en karikeret høj stil, men fordi overspillerne er Isabelle Huppert og Chloë Grace Moretz, bliver det ikke helt ubærligt.

FRANCES (Moretz), som har mistet sin mor, knytter sig til enken Greta (Huppert), skønt veninden Erica (Maika Monroe) advarer hende. Men Greta er ensom og savner sin datter. Frances finder håndtasken, som Greta har »glemt«. Først da Frances ser alle de andre ens tasker i Gretas skab, forstår hun, at Erica havde ret.

   Der følger en hårrejsende stalker-historie. Huppert sætter sig ved klaveret og spiller »Liebestraum« for at overdøve skrig og banken. Hun bliver da en ufrivillig karikatur af sin rolle i Michael Hanekes La pianiste (2001, da. Pianistinden). Jordan jonglerer behændigt med drømme. Det er distraherende, at filmen på dansk deler titel med et hovedværk af Andrej Tarkovskij.

MEN fred være med det. Flere isnende sætstykker lykkes, og der er et godt twist i den grufulde slutning. Det er dog effekter for effektens skyld – og derfor en film, som primært vil friste fans af Huppert, Moretz, Rea, Monroe og instruktøren. Dem er der naturligvis også en del af.

Se også To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen].

*) Det er til dels et synsbedrag, at der intet nyt kom fra Jordan mellem Byzantium og Greta. Han skrev og instruerede de tre sæsoner af tv-serien The Borgias, som blev produceret 2011-2013. The Borgias gik til historien i samme lurvede ånd som Michael Hirsts serie om The Tudors (2007-2010), hvor Jonathan Rhys Meyers spillede Henrik VIII. Jordan fulgte op med tre sæsoner af Riviera (2017-2020), en tacky og populær serie med Julia Stiles, Anthony LaPaglia og Lena Olin, som han var showrunner på. Begge projekter er meget kulørte.  

   Som forfatter har Jordan med mere held holdt fast i sig selv hele vejen. The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994) var store irske titler. Efter ti års pause kom der atter gang i udgivelserne. Jordan skriver enten skært realistisk eller magisk fabulerende. Romanerne Shade (2004), Mistaken (2011) og især den vidtfavnende Carnivalesque (2017) er bøger, som kunne og burde blive til film. 

   Der er grund til at glæde sig til Marlowe, som p.t. er i post-produktion. Her er Liam Neeson castet som Raymond Chandlers ikoniske privatopdager. Det bliver interessant at se, om Jordan moderniserer – som Robert Altman gjorde i The Long Goodbye (1973) med Elliott Gould – eller betoner nostalgien, som Dick Richards og Michael Winner gjorde i Farewell, My Lovely (1973) og The Big Sleep (1978), de britiske Marlowe-film med Robert Mitchum.

   Forlægget er den stilrene Chandler-pastiche i romanen The Black-Eyed Blonde (2014). Det er en kendt sag, at forfatternavnet Benjamin Black er et pseudonym for skønlitteraten John Banville, der har skrevet en lang række krimier under dette alias. Det er første gang i 40 år, at Philip Marlowe kommer op på stort lærred. Både Diane Kruger og Jessica Lange medvirker. Det kan blive godt for alle parter – inklusive publikum. Marlowe har premiere i 2023.

Greta (Stalker). Instr.: Neil Jordan. Manus: Ray Wright, Neil Jordan. Foto: Seamus McGarvey. 98 min. Irland-USA 2018. Dansk premiere: 02.05.2018.

Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Lawrence Bender Productions/ Little Wave Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ Demarest Films/ Number 9 Films/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainments

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2018.

To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]

DEN SKINSYGE GUD

Graham Greenes katolske utroskabshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DEN irske filmskaber Neil Jordan (f. 1950) deler sit virke mellem trivielle amerikanske bestillingsopgaver (High Spirits, We’re No Angels, In Dreams) og europæiske produktioner, som han brænder for og vil noget med. Fordi danske distributører sjældent tager chancer, er det ved at være længe siden, vi har set en af Jordans rigtige film. Det skete for eksempel, da man ikke kunne ignorere den Guldløve, som Michael Collins (1996) vandt i Venedig.

   Hovedværket The Butcher Boy (1997) fik vi derimod aldrig at se. For de fleste danske biografgængere er Jordan derfor bedst kendt som manden bag Mona Lisa (1986), The Crying Game (1992) og Interview with the Vampire (1994).

   Jordan er endvidere forfatter til bøgerne Night in Tunisia (1976), The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994). At han skriver selv, kan ikke mindst mærkes på de manuskripter, han baserer på andres romaner. Ikke altid for det gode. Jordan nøjes ikke med beskære og bearbejde. Han skriver også videre på de udvalgte værker. Det fungerede i forbindelse med Patrick McGabes knudrede roman om Slagterdrengen, som Jordan fik en helstøbt, men fortsat voldsom og visionær fabel ud af. Hjemlandets kritikere har kåret The Butcher Boy som den bedste irske film nogen sinde.

   Mere betænkeligt er det, når Jordan begynder at skrive videre på Graham Greenes romaner. I sin filmatisering af The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) holder han længe tungen lige i munden og gør alt for at formidle de komplekse understrømme i den handlingsmæssigt ret enkle historie. Til slut kan han dog ikke dy sig for at pynte på romanen og lade den ende, som han finder det rimeligst. Hvilket vel er grunden til, at han gav sig i kast sig med filmatiseringen.

VI skriver 1946, og Blitzen over London er ophørt for længst, da forfatteren Maurice Bendrix (Ralph Fiennes) drives ud i regnen og mørket på Greenham Common af den rastløshed og tomhedsfølelse, som ikke vil forlade ham.

   To år tidligere mistede han næsten livet under Blitzen, og da han vågnede, var han alene. Sarah Miles (Julianne Moore), kvinden som han havde elsket og haft en langstrakt affære med, siden de i 1939 mødtes til et selskab hos hende og ægtemanden Henry, ville ikke længere have noget med ham at gøre. Siden har Bendrix bearbejdet sin bitterhed og levet alene med sine bøger.

   I regnen møder han nu Henry Miles (Stephen Rea). Den sløve embedsmand er omsider begyndt at føle jalousi og mistænker Sarah for at have et forhold til en anden mand. På Henrys vegne, men afgjort for sin egen skyld, kontakter Bendrix et detektivbureau, som sætter den klodsede opdager Parkis (Ian Hart) på sagen.

   Imens begynder Bendrix at huske, og vi ser hvor glade de elskende var for hinanden. Så faldt V-1 raketten, og sjælen fløj ud af Bendrix for at vende. Da han atter kunne sanse, gik Sarah sin vej. Hvorfor bliver forklaret, men vil man engagere sig i mysteriet, bør man ikke vide for meget på forhånd. De skal derfor kun læse videre, hvis De kender romanen i forvejen.

GREENE skrev The End of the Affair i 1951 og dedikerede den til »C.«. Bag dette forbogstav skjulte sig Catherine Walston, som Greene havde et forhold til fra slutningen af 40erne til begyndelsen af 60erne. De var begge gift med andre partnere, men ellers er romanen på sin måde tro mod virkeligheden.

   De havde begge religion på hjernen, ikke mindst Greene som var konverteret til katolicismen i 1926, og de havde deres personlige tolkning af diverse dogmer om hor og fortabelse. Greene kaldte Enden på legen for sin »Great Sex Novel« og talte den ikke blandt sine entertainments. Egentlig er romanen jo den »hadets dagbog«, som Bendrix begynder at skrive i filmens allerførste scene.

   

THE End of the Affair blev filmatiseret allerede i 1955. Amerikaneren Edward Dmytryk instruerede; Van Johnson og Deborah Kerr spillede Bendrix og Sara. Ligesom Jordan fulgte Dmytryk i første omgang Greenes komplekse lag-på-lag struktur, men det amerikanske studie ville ikke forvirre sit publikum, og Dmytryk blev pålagt at klippe filmen om, så den fik lineær kronologi. Der blev selvsagt heller ikke vist grafisk sex i den første filmatisering. Det gør der på smagfuld vis hos Neil Jordan, mens Michael Nymans musik tonser ned over de elskende, og den skinsyge Gud ser til fra sin himmel.

FORDI Jordans version generelt er så trofast, undrer man sig eftertrykkeligt, da han i ellevte time alligevel ændrer handlingsgangen og efterjusterer Greenes egen slutning. Det sker ikke for at nedtone bogens religiøse tema. Jordan gengiver stort set alle de tirader af tvivl og forklarelse, som Bendrix og Sarah på skift skriver ned i deres respektive optegnelser. Den katolske faktor er og må også være en hovedsag. End ikke Dmytryks pædagogiske filmatisering forsøgte at pille ved dén.

   Snarere er Greenes forkomne elskende ikke romantiske nok for den irske billedskaber. For i bogen er der ingen sidste udflugt til Brighton, ingen grådkvalt Liebestod og slet ikke noget moderne menage à trois som det, der i filmen kommer i stand på Henrys foranledning.

   Også i romanen flytter Bendrix ind hos Henry, men det sker først efter Sarahs død. Denne opleves i filmen som en direkte konsekvens af loven om årsag og virkning. Sarah bryder sit løfte til Gud, da hun genoptager forbindelsen med Bendrix, og her er der udbetaling ved kasse ét. Sarah dør af kærlighed, vel vidende hvad hun har gjort.

MEST problematisk er modermærket, den symbolske stigmatisering, som Sarah muligvis helbreder med styrken i sin nyfundne tro. Hos Greene sidder den hæslige røde kind på Richard Smythe, en slags troende skeptiker, som angriber evangelierne fra en talerstol på Greenham Common. Han er en større hjælp for Sarah end den vage Fader Crompton, der repræsenterer den autoriserede version og kun har floskler at tilbyde.

   Jordan skriver disse skikkelser sammen til én karakter og lader modermærket sidde på kinden af drengen Lancelot, som er søn af Parkis, den kiksede privatdetektiv, der trawler rundt i de elskendes fodspor. Før sin død stryger Sarah mærket væk med et kærtegn. Det forsvinder gradvis og efter nogen tid, men alligevel fremstår forandringen som healing, hun foretager med en grad af bevidsthed.

   Også Bendrix’ genopstandelse, selve forudsætningen for Sarahs pagt med Gud, bliver hos Jordan et ægte mirakel. Greene er langt mere tvetydig. Der er Bendrix’ version og Sarahs version. Måske findes sandheden et sted mellem de to muligheder. Måske – og vel mere sandsynligt – er der slet ingen entydig sandhed, for Gud bor i detaljerne, og troens billedvindue tager sig anderledes ud for den, som står inde i kirken og ser op på glasset.

LIGESOM Greene holder Jordan fast i Blitzen over London som fortællingens ramme og den nervøse kraft, som styrer de elskendes forhold. Ligesom Greene klipper han frem og tilbage i tiden, fra og til situationer som ligger før, under og efter bombardementerne.

   Alligevel udspiller filmen sig ikke i en trøstesløs, nedslidt by. Hos Jordan mødes de elskende i en kirke, som er fuld af fred og mættede farver. Hos Greene er lyset koldt og udeltagende. Glasskår knaser under de elskendes fødder.

   På samme måde kan Jordan generelt ikke dy sig for intensivere lidenskaben. Han føjer en faktor af Brief Encounter til paletten, og eftersom Michael Nymans score er romantisk ud over alle grænser, bliver det pludselig svært at genkende Blitzens London som en egn i det udvaskede Greeneland, hvor romanen har sin forankring.

   Ret skal dog være ret. Man engagerer og identificerer sig med de nødstedte elskende. Man tror på deres kærlighed, fordi Jordan visualiserer den med billeder, hvis skønhed modsvarer den retoriske styrke hos Greene. Selv hanrejen Henry tilkendes en smule værdighed.

VIGTIGST af alt lykkes det Jordan at gøre trekanten til en firkant og inddrage Gud som blind makker. Dybest set er den skinsyge elsker jo hverken Bendrix eller Henry. Det er den nøjeregnende Gud, som ikke vil høre tale om at lade nåde gå for ret, når et løfte nu engang er et løfte. Enden på legen kunne lige så godt hedde Bordet fanger, men i sidste ende er det netop manglen på tilgivelse, som tvinger Bendrix til at erkende, at der – i hvert fald i Greeneland – findes en Gud.

Se også Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen].

The End of the Affair (Enden på legen). Instr. & manus: Neil Jordan. Foto: Roger Pratt. 102 min. UK-USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000.

The End of the Affair (Enden på legen). Instr.: Edward Dmytryk. Manus: Lenore J. Coffee. Foto: Wilkie Cooper. 105 min. UK-USA 1955. Dansk premiere: 23.03.1955.

Enden på legen. Oversat efter The End of the Affair (1951) af Bendix Bech-Thostrup & Henning Pade; gennemset og revideret af Allan Hilton Andersen. 188 s. Graham Greene Biblioteket/ Forlaget Klim, 2000.

Fotos: Coronado Productions/ Columbia Pictures/ Columbia TriStar Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ National Portrait Gallery/ Forlaget Klim

The End of the Affair (1999) streames på Apple TV, YouTube Film

The End of the Affair (1955) er udkommet på dvd og Blu-ray

Anmeldelsen stod (i en lidt længere udgave) i Weekendavisen Kultur 17.03.2000. 

Konflikten i Ulster | Paul Greengrass: Bloody Sunday (2002)

KULDE, ARMOD, HAD OG METAL
Bloody Sunday i Derry 1972

Af BO GREEN JENSEN

SØNDAG den 30. januar 1972 er en af de datoer, som lever i historien, ikke i respektfuld ihukommelse, men i vanære og infami.

   I den officielle version satte britiske tropper hårdt mod hårdt i Derry, da en protestmarch i den katolske Bogside-bydel udartede til regulær gadekamp. I den formentlig mere sandfærdige udgave ville soldaterne se blod med det samme. Den britiske regering var træt af »The Troubles«, dvs. »problemerne« i Nordirland. De forhadte besættelsestropper var trætte af at blive spyttet på. De menige paratroopers blev derfor bedt om at udvise »maximum aggression«, da de forlod kasernen om morgenen.

   Ved dagens slutning var 27 demonstranter skudt ned. Heraf døde de 13. I princippet anvendte soldaterne vandkanoner og gummikugler. I praksis gav de sig hurtigt til at skyde med skarpt. Man er aldrig kommet til bunds i, om der faktisk blev skudt på soldaterne. En efterfølgende undersøgelse, ledet af Lord Chief Justice Widgery, rensede hæren og konkluderede, at soldaterne havde besvaret ilden fra IRA. Det var ikke sådan vidnerne så det. Derrys øverste retsmediciner kaldte hærens adfærd »sheer unadulterated murder«.*

MED tiden er »Bloody Sunday« gledet i ét med andre nordirske konfrontationer.** Det går næsten altid galt, hvis en protestantisk march insisterer på at passere igennem katolske bydele. Optog forbydes, situationer griber om sig, det historiske had mellem katolikker og protestanter løjer af eller eskalerer, som det er sket gennem mere end 300 år. I forbifarten er det dog vigtigt at huske, at marchen i 1972 hverken var protestantisk eller katolsk. Aktionen blev iværksat af paraplyorganisationen Northern Ireland Civil Rights Association, som protesterede mod Englands forfatningsstridige masseinternering af potentielle politiske modstandere.

MARCHEN var varslet, og det var ikke mindst kvinder og børn, som gik på gaden. Både de protestantiske provos og IRAs mest radikale hardliners så til fra sidelinjen. Enhver, som ville se blod i gaden og slukke ilden med benzin, måtte frydes ved den vilje til konfrontation, som soldaterne udviste. Ivan Cooper, det protestantiske nordirske parlamentsmedlem, som ledede marchen sammen med bl.a. borgerretsforkæmperen Bernadette Devlin McAliskey, var ved dagens begyndelse fuld af optimisme og fast besluttet på at gennemføre den store humane udsoningsgestus, som protestmarchen var tænkt som.

   Ved dagens slutning udtalte Cooper på et pressemøde, at den Blodige Søndag effektivt havde aflivet borgerretsbevægelsen i Nordirland. Herefter var der kun IRA til at sætte hårdt mod hårdt. »You will reap a whirlwind,« sagde Cooper med specifik adresse til den britiske regering. I vil høste en hvirvelvind. En journalist spurgte Cooper, om han havde noget at sige til de vrede unge mænd, som ville melde sig til IRA. Cooper svarede, at han ikke længere følte sig klædt på til at belære nogen om noget. Ikke efter søndagens blodbad.

DET er denne sidste pressekonference og Coopers lamslåede mine, som udgør de stærkeste øjeblikke i Bloody Sunday, Paul Greengrass’ dramadokumentariske rekonstruktion af begivenhederne i januar 1972. Greengrass klipper Coopers udtalelser sammen med tavse billeder af unge mænd, som andetsteds i Derry står i kø hos IRA. De får hver især stukket et våben i hænderne.

   Tilskueren er da anbragt i en synsvinkel, hvorfra han mildest talt forstår, hvad der driver terroristerne. I hvert fald deler han Coopers moralske lammelse, og således får William Butler Yeats’ digt om »The Second Coming«, Genkomsten, skrevet på baggrund af en anden irsk krise, atter relevans: The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity. »De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af brændende lidenskab.«

BLOODY Sunday er med sin saglighed meget i 70ernes ånd. Der klippes fra marchens nøglesteder til den britiske førerbunker, hvorfra faldskærmstroppernes brigadechef Patrick MacLellan (Nicholas Farrell) længe søger at holde sine soldater tilbage. På gaden står Major General Ford (Tim Pigott-Smith), der er kommet til Derry for at statuere det eksempel, som regeringen i London har bedt om, og råber på the Paras. Da MacLellan bliver ved med at nøle, sætter befalingsmanden Wilford (Simon Mann) aktionen i værk. Man gengælder, før der er noget at gengælde. Og skyder med skarpt fra begyndelsen.

   I den irske ende af tableauet står Ivan Cooper (James Nesbitt) lidt for sent op og har en række personlige problemer i løbet af søndagen. Derrys politichef (Gerard McSorley) forsøger at mægle hos englænderne. Den unge katolik Gerry Donaghy (Declan Duddy), som er kæreste med en protestant, bliver en af de 13 døde i Derry. Filmen følger hans skæbnelinie i glimt og får på den måde sat ansigt og væsen på individet i en fremstilling, som af og til kan tangere et stort spil Stratego. Der er aldrig tvivl om skyldsproblematikken. Det er England, som vil se blod denne søndag.

GREENGRASS’ film tilstræber en relativ objektivitet. Den undgår med vilje at vise de mest kontroversielle afsnit af dagens forløb og står på den måde stærkere som helhed. Bloody Sunday udgør et markant eksempel på indigneret politisk filmkunst, når denne er bedst.

   Man kan lave sådanne film på to måder. I Neil Jordans mere melodramatiske Michael Collins (1996), hvor man ser IRA blive født, er englændernes grusomhed koncentreret i en fiktion. Jordan lader en engelsk kampvogn åbne ild mod uskyldige rugbytilskuere på Croke Parks stadion i 1916. Så enkel var sammenhængen trods alt ikke, men Jordans film når afgjort langt ved at overdrive og romantisere.

   Til gengæld lykkes det Greengrass at skabe en overbevisende dokumentation. Man er rystet og mere end nogen sinde usikker på, hvad England vil i Ulster, da man rejser sig efter filmen. U2 har doneret bannersangen »Sunday Bloody Sunday« (fra 1983-albummet War), som spiller i en koncertversion under rulleteksterne.

   Tilbage i 1972 var det faktisk John Lennons »The Luck of the Irish« (»Blame it all on the kids and the IRA/ While the bastards commit genocide«), der gjorde indtryk. Selv moderate mennesker som Paul McCartney var forfærdede. McCartney skrev »Give Ireland Back to the Irish«, som blev et kontroversielt hit for eks-beatlen, skønt BBC nedlagde forbud mod at spille den.***

I ULSTER skrev Thomas Kinsellla digtet »Butcher’s Dozen«. Heri siges det én gang for alle: »England, the way to your respect/ Is via a murderous force, it seems/ You push us to your own extremes.« England, for at få din respekt må man åbenbart gå mordets vej. Du driver os til dine egne ekstremer.

   Man går bestemt ikke opløftet ud efter filmen. Snarere får man en skarp smag i munden, som af kulde, armod, had og metal. Det er med andre ord lidt som at være der selv.

Se også Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Konflikten i Ulster | Yann Demange: '71 (2014); Konflikten i Ulster | Nick Hamm: The Journey (2016); Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022] + In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014 | Et interview.

NOTER

*) Der er utallige udredninger og udlægninger af forløbet, som er let at blande sammen med The Battle of Bogside i august 1969. Journalisten Gerry Moriarty giver et faktuelt overblik over baggrunden og kronologien i The Irish Times 14.03.2019. 

**) Vendingen »Sunday Bloody Sunday« (»søndag, forbandede søndag«) var oppe i tiden, fordi John Schlesinger og manuskriptforfatteren Penelope Gilliatt brugte den som titel på Schlesingers Sunday Bloody Sunday (1971, da. Den satans søndag). En biseksuel kunstner, Bob Elkin (Murray Head), dater både den fraskilte kontorfunktionær Alex Greville (Glenda Jackson) og den jødiske læge Daniel Hirsch (Peter Finch). Alle lever med arrangementet, indtil spændingen koger op en regnfuld weekend. Det var Schlesingers første film efter Oscar-vinderen Midnight Cowboy (1969), og der var megen opmærksomhed om den, fordi den tematiserede homoerotik uden at fordømme eller problematisere den. Sex mellem partnere af samme køn blev legaliseret i England i 1967. I Nordirland faldt forbudet først i 1982. I Greengrass' film spiller Sunday Bloody Sunday i biografen, som Cooper/Nesbitt passerer på vej til marchen i Bogside. Hovedfilmen er John Sturges' western The Magnificent Seven (1960), som blev relanceret i en række europæiske territorier i 1970. 

***) John Lennon og Yoko Ono synger »Give Ireland Back to the Irish« på dobbeltalbummet Some Time in New York City, som udkom i juni (USA) og september (UK og øvrige Europa) 1972. Sangen er skrevet i efteråret 1971, dvs. før marchen i Derry. Derimod er »Sunday Bloody Sunday« fra samme LP skrevet som en direkte reaktion på Bloody Sunday.

   Det samme gælder McCartneys »Give Ireland Back to the Irish«, der var den første single fra bandet Wings, som han dannede sammen med Linda McCartney og Denny Laine efter opløsningen af The Beatles i 1970 og de første studiealbum under eget navn. »Give Ireland Back to the Irish« blev skrevet på to dage. Sangen blev optaget 1. februar, og singlen var på gaden den 25. februar 1972. Den blev først samlet op på et album i 1993, da McCartney brugte den som bonusmateriale på remaster-genudgivelsen af Wings-albummet Wild Life (1971). Den blev fravalgt på kompilationsalbummet Wingspan: Hits and History i 2001, fordi IRA netop da havde udført en terroraktion i London.

   BBC spiller stadig ikke »Give Ireland Back to the Irish«, »The Luck of the Irish« og »Sunday Bloody Sunday«. Kritikere afskrev McCartneys sang som politisk opportunisme og Lennons som to eksempler mere på hans radikale vildfarelse i det amerikanske eksil. Der har dannet sig en myte om, at »Give Ireland Back to the Irish« var svær at få fat i og komme til at høre. Det er ikke tilfældet. Sangen var alle vegne i 1972. Det er »The Luck of the Irish«, som er langtidsholdbar. De andre to greb øjeblikket i flugten, men hæver sig ikke op over tiden.  

Bloody Sunday. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Ivan Strasburg. 110 min. Irland-UK 2002. Dansk premiere: 31.10.2003

Fotos: Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/

Filmen streames på MUBI Rental og FILMSTRIBEN

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 31.10.2003K