Translate

Viser opslag med etiketten IRA. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten IRA. Vis alle opslag

lørdag den 9. juli 2022

Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006)


EN DEL AF VERDENS HJERTE
Den politiske filmskabers første Palme d'Or

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2006: KEN Loach fik forleden et nyt lykketal. Tretten gange er den stilfærdige englænder rejst til Cannes med en film i bagagen. Otte gange har han deltaget i hovedkonkurrencen, og det er også blevet til adskillige mindre priser, men aldrig den symbolske Guldpalme. Nu er Loach en sky og seriøs filmskaber, som ikke dyrker falske guder og sjældent lader sig rive med. Der er dog næppe tvivl om, at en drøm gik i opfyldelse, da han søndag aften modtog årets Palme d’Or.*
   Helt kogt ned er Loachs film, The Wind that Shakes the Barley, en historisk lektion i tre akter. Efter Påskeopstanden i 1916 kontrolleres Irland af britiske lejesoldater, de berygtede »Black and Tans«, som hærger i flæng, mens irernes modstand organiseres i Irish Republican Brotherhood, som siden bliver til undergrundshæren IRA. Teddy (Pádraic Delaney) er leder af den lokale IRB-celle. Hans lillebror Damien (Cillian Murphy) vil hellere holde sig fri af konflikten og læse til læge i London.



LOACH og hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty vælger side fra begyndelsen. De demonstrerer straks, hvor håbløs den irske situation er og hvor brutalt de engelske lejesvende opererer. Her er et misbrug, som skriger til himlen, men Damien holder på sit og er lige ved at slippe af sted, da han på jernbanestationen står ved vejen til Damaskus og i 11. time vælger at blive, fordi imperiets soldater går for langt over stregen.
   Der kommer en tid, hvor man må se stort på personlige hensyn og engagere sig i det fælles. Det er budskabet, som bliver bøjet i neon, og det kommer fra bunden af hjertet, der banker for sagen. Som sådan er Loachs film både politisk og romantisk. Man kan næsten tro sig hjemme i 1970erne igen.



DAMIEN bliver i Irland og engagerer sig aktivt i modstandsbevægelsen. Året er 1920, og mens parterne strides, skriver Michael Collins og andre irske forhandlere i London under på traktaten om et hjemmestyre, The Irish Free State, som vil regere under streng selvjustits. Irland deles i nord. Teddy bliver officer i den irske milits, der snart fører kampen lige så hårdt som de britiske styrker. »Green and Tans« bliver derfor deres dæknavn.
   Loach og Laverty skildrer irernes forsøg på at administere et nyt retssystem. Et tørt kvarter går med at diskutere konsekvenserne af accept eller modstand. Her er filmen tæt på at knække, ganske som Land and Freedom, en skildring af den spanske borgerkrig, i 1995 gik i stå, fordi Loach insisterede på at dramatisere en diskussion af de socialistiske jordreformer.
   The Wind that Shakes the Barley tager sin titel, ikke fra en anonym folkevise, men fra en litterær ballade af digteren Robert Dwyer Joyce (1836-1883), som var professor i litteratur. Han skrev den om en ung mand, der forlader sin kæreste for at kæmpe i oprøret mod englænderne i 1798. Sangen har genrens romantiske islæt og forklarer samtidig konflikten. På samme måde har filmen et kurateret præg. Den er meget sikkert og svalt skåret til. Man kan næsten savne nogle af de store virkemidler fra Land and Freedom, som var håndlavet på en helt anden måde. 



FILMEN rejser sig i slutningen, da det kommer til et brud mellem brødrene og en borgerkrig mellem systemets mænd og de militante partisaner, som ikke vil ratificere traktaten. Teddys mænd tager Damien til fange. Dét er kernen i lektionen: at blod ikke altid er tykkere end vand. I den grænseoverskridende slutning beordrer den ene bror den andens henrettelse. To mænd ser døden i øjnene, og begge ved, hvad det gælder.
   Om sin film siger Loach, at den repræsenterer »et lille skridt på vejen til en britisk erkendelse af sin imperialistiske fortid. Og hvis vi taler ærligt om fortiden, kan vi måske sige sandheden om nutiden.«

*) Ved vejs ende komplimenterede Loach festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, for årets konkurrencefilm. Nogen spurgte, om han havde en kommentar til de mange åbenlyst politiske film i hovedserien. Den blufærdige englænder sagde da noget vigtigt: »Det er sandt, at der er flere politiske film, også i underholdningsgenren, end for 7-8 år siden. Det skyldes, at vi alle er blevet mere politiske, end vi var for 7-8 år siden. Det har vi været nødt til at blive, fordi verden ser ud som den gør. At filmen kan være en del af denne bevidstgørelse, at den kan være med til at løfte virkeligheden på plads, i stedet for at levere mere popcorn og baggrundsstøj, gør mig optimistisk på kunstartens vegne. Filmen er atter blevet del af verdens hjerte. Det kan jeg kun være stolt af og glad for.«


The Wind that Shakes the Barley (Vinden som ryster kornet). Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 127 min. UK-Irland-Tyskland-Italien-Spanien-Frankrig-Belgien-Schweiz 2006. Dansk premiere: 03.02.2007.


Fotos: Sixteen Films/ Diaphana Films/ Matador Pictures/ Regent Dapital/ UK Film Council/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Element Films/ BIM Distribuzione/ Tornasol Films/ Pathé Distribution/ Cinéart/ TV3 Ireland/ Filmcoopi Zürich/ Festival de Cannes
Filmen streames ikke i Skandinavien (i UK og EU på iTunes og Amazon Instant) – findes i talrige dvd-udgaver, men er (endnu) ikke udgivet på blu-ray
Teksten er et udtag af en festivalreportage (»Fire appelsiner«) i Weekendavisen Kultur 02.06.2006.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

onsdag den 6. juli 2022

Ken Loach: Jimmy's Hall (2014)


EN VARM UTOPI
Endnu et sent værk som fejrer det fælles

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach var 77 år i maj 2014, da Jimmy’s Hall fik premiere på Cannes Festivalen. Han erklærede allerede dengang, at den stille, men relativt store produktion ville blive hans sidste arbejde.
   Han sagde dog det samme i 2013, da dokumentaren The Spirit of '45 blev vist på Berlinalen. Her undersøgte Loach, hvad der blev af drømmen om et solidarisk samfund, som krigsgenerationen vendte hjem med i 1945.
   Jimmy’s Hall udspiller sig i 1932, dvs. ti år efter den irske borgerkrig, som delte både nationen og partiet Sinn Fein. Kommunisten Jimmy Gralton (Barry Ward) vender hjem til County Leitrim for at overtage familiegården og genåbne kulturhuset, der har stået tomt, siden han rejste til USA ti år før.



PROJEKTET er en stilfærdig succes. Egnens ungdom kommer for at danse til de sanselige jazzplader, som Jimmy har med hjem, og den ældre generation tager huset til sig som et sted, hvor man diskuterer, hører foredrag og holder politiske møder.
   Jimmy forsøger at bremse bølgen af tvangsudsættelser, som finder sted. Han formår på kort tid at lægge sig ud med både kirken og de politiske kræfter. Julenat bliver dansehallen brændt ned. Kort efter bliver han deporteret.



DER er flere måder at se filmen på. Den er gennemført varm i sin skildring af fællesskabet, som Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty har fejret i alle deres film. De store dansescener er noget af det smukkeste, som Loach har instrueret, og som altid hos Loach og Laverty er der en lang scene, hvor man diskuterer realpolitik.
   Endvidere er Jimmy’s Hall en tematisk tvilling til The Wind that Shakes the Barley (da. Vinden der ryster kornet), guldpalmevinderen fra 2006. Her skildrede Loach, hvordan den irske borgerkrig fik brødre til at dræbe hinanden, mens britiske black and tans rykkede ind. Den nye nation var i sandhed en forfærdende skønhed, som kom til verden.
   Det er forstemmende svanesange. I The Spirit of ’45 bliver drømmen knust af kollektive kræfter. I Jimmy’s Hall er der personlige interesser på spil. Dokumentaren bygger på vrede og afmagt. Spillefilmen har en stoisk grundtone. Man vil altid tabe til mørkets kræfter, synes Loach at sige. Men man må alligevel tage kampen op.


DET hører med til historien, at Loach i 2013 var medstifter af partiet Left Unity, en britisk udgave af Enhedslisten. Han har talt politik med klar stemme, siden han instruerede Poor Cow i 1967. Han har sagt nej til at blive dekoreret og kritiseret de kolleger, som tog imod en orden og knælede for »that woman«. I 2013 foreslog Loach, at Margaret Thatchers begravelse blev udliciteret i privatiseringens ånd.
   Der er, skulle man mene, en prisværdig konsekvens ved omsider at gå aktivt ind i politik. I Jimmy’s Hall er der en scene, hvor Jimmy og Fader Sheridan (Jim Norton) diskuterer Stalins politik i Sovjetunionen. Jimmy spørger, om de ikke kan vente med at skændes og fokusere på arbejdet med at renovere dansehallen.



POLITISOLDATERNE fra Gardai slår hårdt ned på Jimmys aktiviteter. Det er dog Dennis O’Keefe (Brian O’Byrne) fra IRA, som effektuerer hans udvisning. Hund æder hund i det nye Irland, som kun angiveligt er etableret i ånden fra Påskeopstanden i 1916.
   Mens Left Unity er blevet anerkendt i den politiske mainstream, har venstrefløjen været fordømmende i sin kritik. Loach foreslår, ligesom Jimmy i filmen, at man glemmer interne konflikter. Det vil den gamle garde ikke høre tale om. Derfor kan man læse en sønderlemmende kritik af den nye film (og Loachs hele livsværk) på World Socialist Web Site, som altid er et godt sted at få en frisk vinkel på tingene.



DEN historiske Jimmy Gralton (1886-1945) emigrerede i 1909. Han var aktiv i det amerikanske kommunistparti og kom i 1921 hjem for at optræne IRA-medlemmer. Ved samme lejlighed iværksatte han opførelsen af Pearse-Connolly Hall.
   Efter borgerkrigen tog Gralton tilbage til USA. Han kom hjem som leder af Revolutionary Workers’ Groups, der var forløberen for det irske kommunistparti. I 1933 blev han deporteret, officielt fordi han havde amerikansk pas, men faktisk fordi han og RWG ikke passede ind i den katolske politistat, som Eamonn de Valeras regering etablerede efter valget i 1932. Kulturhuset brændte også i virkeligheden.


GRALTON bliver i Loachs film en fortaler for fornuft og pragmatisme. Filmen følger ham i en kort periode, hvor den realiserede utopi synes inden for rækkevidde. Han taler for social retfærdighed og politisk tolerance. Ergo er han på alle måder uønsket i det nye Irland – ganske som Left Unity er på den gamle venstrefløj.
   Ken Loach har instrueret 30 spillefilm og 30 tv-arbejder. Heriblandt er hovedværker som Kes, Family Life, Riff-Raff, Ladybird, Ladybird, Land and Freedom, My Name is Joe, Sweet Sixteen og It's a Free World. Loachs film har gjort og gør en forskel. Det er ærligt talt ikke retfærdigt at mistænkeliggøre hans engagement.
   Jimmy’s Hall er fuld af vemod og varme farver. Filmen vælter ikke verden, men den opsummerer et livsværk. Det er en smuk, renfærdig afsked, som trods fatalismen belyser en ufortrøden tematik. Filmen er også stilfærdigt romantisk. Dét har af og til knebet for Loach.


Jimmy’s Hall. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 109 min. UK-Irland-Frankrig-Belgien-Japan 2014. Dansk premiere: 14.05.2015.


Fotos: Sixteen Pictures/ Element Pictures/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Film4/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Screen Ireland/ Canal+/ Ciné/ France Télévisions/ Le Pacte/ Les Films du Fleuve/ Longride/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.05.2015
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

søndag den 27. marts 2022

Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022]


BARNDOMMENS GADE
Erindringens sødme og samtidens gru

Af BO GREEN JENSEN

I 1969 kunne protestanter og katolikker stadig bo dør om dør i samme gade i Ulster. Freden i Nordirland døde det år, da »The Troubles« for alvor tog fart. Urolighederne indvarslede 30 år med borgerkrig og en anspændt hverdag med britiske tropper, der bevarede freden på Vladimir Putin-manér. Der var mordbrande, plyndring og anarki. De nordirske undergrundshære tog form.
   Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.
   Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.



DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).
   Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.
   Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.



SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.
   Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.
   Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.



ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.
   Belfast er en filmskabers dannelsesskildring. Den er gjort af samme stof som Alfonso Cuaróns Roma (2018); Pedro Almodóvars Smerte og ære (2019) og Paolo Sorrentinos The Hand of God (2021). Især må Belfast være inspireret af John Boormans Hope and Glory (1987), der lod drengen Billy se blitzen i 40ernes London på samme måde, som Buddy oplever 60ernes Belfast.



DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).
   Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hinds eminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.


BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«
   »Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.
   »The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.


Belfast var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«). Branagh modtog prisen for bedste originalmanuskript.



Belfast. Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Haris Zambarloukos. 98 min. UK 2021. Dansk premiere: 24.03.2022.


Fotos: TKBC/ UIP/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 25.04.2022
Anmeldelsen trykt [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 25.03.2022
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

mandag den 12. april 2021

Konflikten i Ulster | Nick Hamm: The Journey (2016)


TO PÅ VEJEN
Forsoningsrejse med nordirske fjender

Af BO GREEN JENSEN

I OKTOBER 2006 mødtes alle parter i den historiske strid mellem Ulsters katolikker og protestanter. Forhandlingerne foregik på neutral grund, i St Andrews i Skotland, og var et bestemmende skridt på vejen mod fred og forsoning i den nordirske provins.
   Loyalisten Ian Paisley (1926-2014) talte dunder og var tvær på vegne af det protestantiske mindretal. Sinn Fein-lederen Martin McGuinness (1950-2017), der havde en baggrund som aktiv frontkæmper i IRA, var den mere imødekommende repræsentant for de republikanske katolikker.
   Også Tony Blair, den britiske premierminister, og hans irske kollega, Bertie Ahern, var til stede. Uden deres mæglen var intet kommet på blokken. Paisley ville ikke tale direkte med McGuinness, som han betragtede som en gemen terrorist.
   Alligevel endte mødet i Skotland med en forpligtende fredsaftale, der for en gangs skyld blev praktisk fulgt op. Et år senere kom de to mænd til at arbejde side ved side, McGuinnes som Deputy Minister og Paisley som First Minister, i den første nordirske folkeforsamling, som ikke var styret direkte fra London. De blev også personlige venner.*


THE Journey er en – overvejende fiktiv – skildring af, hvordan der omsider gik hul på uforsonligheden. Måske er fiktiv det forkerte ord. Dialogen og situationen er snarere af emblematisk karakter. Paisley og McGuinness tier og taler som i et godt skuespil.
   For historiens skyld skal jeg sige, at fredsprocessen forekom surrealistisk, hvis man var vokset op med tv-nyheder om de evige attentater i Ulster. Den var en nu-står-verden-ikke-mere oplevelse på linje med Berlinmurens fald og de koreanske krammerier mellem nord og syd i april 2018.

TO gamle mænd, svorne fjender, bliver rystet sammen på vejen i Skotland. Topmødet er en fiasko. Ian Paisley (Timothy Spall) og Martin McGuinness (Colm Meaney) har ikke nærmet sig hinanden overhovedet. McGuinness er ivrig efter at tale. Protestanternes legendariske leder vil end ikke se til hans side.
   Gennembruddet kommer, da Paisley skal tilbage for at fejre sin 50 års bryllupsdag. Vejret er dårligt, og flyet er aflyst. Hvis Paisley bliver kørt til en anden lufthavn, kan han komme hjem med et privatfly. McGuinness velsigner projektet under forudsætning af, at han selv rejser med.
   Der kommer en bil for at køre de to. Ingen af dem ved, at chaufføren (Freddie Highmore) er MI5-agent og at både Tony Blair og Bertie Ahern følger med i samtalen. Chaufføren har radiokontakt med Harry Patterson fra MI5, der instruerer ham i at forhale transporten. Flere forhindringer og omveje bliver opfundet. Ethvert brud på stilheden er af det gode.


PAISLEY er længe om svare. Han ser kun en billig gestus i McGuinness’ samarbejdsvilje. Det giver bagslag, da man orkestrerer et ophold på en kirkegård, hvor McGuinnes kan udtrykke sin sorg over borgerkrigens faldne. Paisley overfuser ham med et litani af navne – alle ofrene for Enniskillen-attentatet i 1987 – og kalder ham en patetisk hykler.
   Alligevel gør den fysiske nærhed sin virkning. Der opstår en kritisk situation, hvor McGuinness med fordel kunne have undladt at hjælpe sin fjende. Endelig stiller Paisley et spørgsmål. Da McGuinness giver det mindst opportunistiske svar, forstår Paisley, at de kan bruge hinanden.


THE Journey er en besnærende hjertelig road movie. Det var almindelig praksis, at protestantiske og katolske forhandlere insisterede på at rejse sammen. På den måde var der mindre risiko for en terroraktion. Paisley og McGuinness foretog aldrig rejsen i The Journey. Men de kom hinanden i møde på vejen til fred, og bilturen er en bekvem metafor.
  Samtalescenerne er mesterligt spillet – og mundret skrevne af Colin Bateman (der skrev både bøgerne og tv-serien om Murphy’s Law). Til gengæld bliver det anstrengende at få situationen kommenteret af Blair, Ahern og Patterson, der fungerer som et forklarende heppekor. Patterson spilles af John Hurt (1940-2017), som havde en af sine sidste filmroller i The Journey.




*) I irske og nordirske medier var Paisley og McGuinness kendt som »the chuckle twins« –fnisefætrene – fordi de altid optrådte i tandem og tydeligvis kunne dele en god vittighed. Da Paisley døde, 88 år, i 2014, udtalte McGuinness, at han havde mistet en personlig ven. »Jeg tror, at vi forvirrede verden ved at vise, hvordan han – en pro-britisk, unionistisk politiker – kunne arbejde i åben og positiv ånd med mig – en irsk republikaner – for ikke alene havde vi et godt fagligt samarbejde, men et virkeligt venskab udviklede sig, og det er fortsat indtil i dag.«
   McGuinness døde efter kort tids sygdom i 2017. Han blev kun 66 år. Baronesse Paisley (Eileen Cassells) kondolerede og fortalte, at hun havde rådført sig med McGuinness, da hendes egen mand lå for døden. Der var i begge mænds baglande mange, som mente, at forbrødringen og tilgivelsen gik for vidt. De protestantiske loyalister troede aldrig for alvor på McGuinness' forvandling fra IRA-officer til humanistisk forsoningsminister. Paileys enke har sammenlignet forandringen med apostlen Paulus' omvendelse: »Gud taler til os på forskellige måder. Han væltede apostlen Paulus af hesten, da han var på vej til Damaskus. Han talte til Martin Luther ved at sende et lynnedslag. Det er ikke til at sige, hvordan han talte til Martin McGuinness, men han forandrede sig virkelig. Det er ikke, hvordan man begynder sit liv, der har betydning. Det er, hvordan man afslutter det.«

The Journey. Instr.: Nick Hamm. Manus: Colin Bateman. Foto: Greg Gardiner. 94 min. Storbritannien 2016. Dansk premiere: 03.05.2018


Fotos: Greenroom Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og Viaplay
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2018
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

søndag den 11. april 2021

Konflikten i Ulster | Paul Greengrass: Bloody Sunday (2002)


KULDE, ARMOD, HAD OG METAL
Bloody Sunday i Derry 1972

Af BO GREEN JENSEN


SØNDAG den 30. januar 1972 er en af de datoer, som lever i historien, ikke i respektfuld ihukommelse, men i vanære og infami.
   I den officielle version satte britiske tropper hårdt mod hårdt i Derry, da en protestmarch i den katolske Bogside-bydel udartede til regulær gadekamp. I den formentlig mere sandfærdige udgave ville soldaterne se blod med det samme. Den britiske regering var træt af »The Troubles«, dvs. »problemerne« i Nordirland. De forhadte besættelsestropper var trætte af at blive spyttet på. De menige paratroopers blev derfor bedt om at udvise »maximum aggression«, da de forlod kasernen om morgenen.
   Ved dagens slutning var 27 demonstranter skudt ned. Heraf døde de 13. I princippet anvendte soldaterne vandkanoner og gummikugler. I praksis gav de sig hurtigt til at skyde med skarpt. Man er aldrig kommet til bunds i, om der faktisk blev skudt på soldaterne. En efterfølgende undersøgelse, ledet af Lord Chief Justice Widgery, rensede hæren og konkluderede, at soldaterne havde besvaret ilden fra IRA. Det var ikke sådan vidnerne så det. Derrys øverste retsmediciner kaldte hærens adfærd »sheer unadulterated murder«.*


MED tiden er »Bloody Sunday« gledet i ét med andre nordirske konfrontationer.** Det går næsten altid galt, hvis en protestantisk march insisterer på at passere igennem katolske bydele. Optog forbydes, situationer griber om sig, det historiske had mellem katolikker og protestanter løjer af eller eskalerer, som det er sket gennem mere end 300 år. I forbifarten er det dog vigtigt at huske, at marchen i 1972 hverken var protestantisk eller katolsk. Aktionen blev iværksat af paraplyorganisationen Northern Ireland Civil Rights Association, som protesterede mod Englands forfatningsstridige masseinternering af potentielle politiske modstandere.


MARCHEN var varslet, og det var ikke mindst kvinder og børn, som gik på gaden. Både de protestantiske provos og IRAs mest radikale hardliners så til fra sidelinjen. Enhver, som ville se blod i gaden og slukke ilden med benzin, måtte frydes ved den vilje til konfrontation, som soldaterne udviste. Ivan Cooper, det protestantiske nordirske parlamentsmedlem, som ledede marchen sammen med bl.a. borgerretsforkæmperen Bernadette Devlin McAliskey, var ved dagens begyndelse fuld af optimisme og fast besluttet på at gennemføre den store humane udsoningsgestus, som protestmarchen var tænkt som.
   Ved dagens slutning udtalte Cooper på et pressemøde, at den Blodige Søndag effektivt havde aflivet borgerretsbevægelsen i Nordirland. Herefter var der kun IRA til at sætte hårdt mod hårdt. »You will reap a whirlwind,« sagde Cooper med specifik adresse til den britiske regering. I vil høste en hvirvelvind. En journalist spurgte Cooper, om han havde noget at sige til de vrede unge mænd, som ville melde sig til IRA. Cooper svarede, at han ikke længere følte sig klædt på til at belære nogen om noget. Ikke efter søndagens blodbad.


DET er denne sidste pressekonference og Coopers lamslåede mine, som udgør de stærkeste øjeblikke i Bloody Sunday, Paul Greengrass’ dramadokumentariske rekonstruktion af begivenhederne i januar 1972. Greengrass klipper Coopers udtalelser sammen med tavse billeder af unge mænd, som andetsteds i Derry står i kø hos IRA. De får hver især stukket et våben i hænderne.
   Tilskueren er da anbragt i en synsvinkel, hvorfra han mildest talt forstår, hvad der driver terroristerne. I hvert fald deler han Coopers moralske lammelse, og således får William Butler Yeats’ digt om »The Second Coming«, Genkomsten, skrevet på baggrund af en anden irsk krise, atter relevans: The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity. »De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af brændende lidenskab.«


BLOODY Sunday er med sin saglighed meget i 70ernes ånd. Der klippes fra marchens nøglesteder til den britiske førerbunker, hvorfra faldskærmstroppernes brigadechef Patrick MacLellan (Nicholas Farrell) længe søger at holde sine soldater tilbage. På gaden står Major General Ford (Tim Pigott-Smith), der er kommet til Derry for at statuere det eksempel, som regeringen i London har bedt om, og råber på the Paras. Da MacLellan bliver ved med at nøle, sætter befalingsmanden Wilford (Simon Mann) aktionen i værk. Man gengælder, før der er noget at gengælde. Og skyder med skarpt fra begyndelsen.
   I den irske ende af tableauet står Ivan Cooper (James Nesbitt) lidt for sent op og har en række personlige problemer i løbet af søndagen. Derrys politichef (Gerard McSorley) forsøger at mægle hos englænderne. Den unge katolik Gerry Donaghy (Declan Duddy), som er kæreste med en protestant, bliver en af de 13 døde i Derry. Filmen følger hans skæbnelinie i glimt og får på den måde sat ansigt og væsen på individet i en fremstilling, som af og til kan tangere et stort spil Stratego. Der er aldrig tvivl om skyldsproblematikken. Det er England, som vil se blod denne søndag.


GREENGRASS’ film tilstræber en relativ objektivitet. Den undgår med vilje at vise de mest kontroversielle afsnit af dagens forløb og står på den måde stærkere som helhed. Bloody Sunday udgør et markant eksempel på indigneret politisk filmkunst, når denne er bedst.
   Man kan lave sådanne film på to måder. I Neil Jordans mere melodramatiske Michael Collins (1996), hvor man ser IRA blive født, er englændernes grusomhed koncentreret i en fiktion. Jordan lader en engelsk kampvogn åbne ild mod uskyldige rugbytilskuere på Croke Parks stadion i 1916. Så enkel var sammenhængen trods alt ikke, men Jordans film når afgjort langt ved at overdrive og romantisere.
   Til gengæld lykkes det Greengrass at skabe en overbevisende dokumentation. Man er rystet og mere end nogen sinde usikker på, hvad England vil i Ulster, da man rejser sig efter filmen. U2 har doneret bannersangen »Sunday Bloody Sunday« (fra 1983-albummet War), som spiller i en koncertversion under rulleteksterne.
   Tilbage i 1972 var det faktisk John Lennons »The Luck of the Irish« (»Blame it all on the kids and the IRA/ While the bastards commit genocide«), der gjorde indtryk. Selv moderate mennesker som Paul McCartney var forfærdede. McCartney skrev »Give Ireland Back to the Irish«, som blev et kontroversielt hit for eks-beatlen, skønt BBC nedlagde forbud mod at spille den.***


I ULSTER skrev Thomas Kinsellla digtet »Butcher’s Dozen«. Heri siges det én gang for alle: »England, the way to your respect/ Is via a murderous force, it seems/ You push us to your own extremes.« England, for at få din respekt må man åbenbart gå mordets vej. Du driver os til dine egne ekstremer.
   Man går bestemt ikke opløftet ud efter filmen. Snarere får man en skarp smag i munden, som af kulde, armod, had og metal. Det er med andre ord lidt som at være der selv.


NOTER

*) Der er utallige udredninger og udlægninger af forløbet, som er let at blande sammen med The Battle of Bogside i august 1969. Journalisten Gerry Moriarty giver et faktuelt overblik over baggrunden og kronologien i The Irish Times 14.03.2019. 



**) Vendingen »Sunday Bloody Sunday« (»søndag, forbandede søndag«) var oppe i tiden, fordi John Schlesinger og manuskriptforfatteren Penelope Gilliatt brugte den som titel på Schlesingers Sunday Bloody Sunday (1971, da. Den satans søndag). En biseksuel kunstner, Bob Elkin (Murray Head), dater både den fraskilte kontorfunktionær Alex Greville (Glenda Jackson) og den jødiske læge Daniel Hirsch (Peter Finch). Alle lever med arrangementet, indtil spændingen koger op en regnfuld weekend. Det var Schlesingers første film efter Oscar-vinderen Midnight Cowboy (1969), og der var megen opmærksomhed om den, fordi den tematiserede homoerotik uden at fordømme eller problematisere den. Sex mellem partnere af samme køn blev legaliseret i England i 1967. I Nordirland faldt forbudet først i 1982. I Greengrass' film spiller Sunday Bloody Sunday i biografen, som Cooper/Nesbitt passerer på vej til marchen i Bogside. Hovedfilmen er John Sturges' western The Magnificent Seven (1960), som blev relanceret i en række europæiske territorier i 1970. 


***) John Lennon og Yoko Ono synger »Give Ireland Back to the Irish« på dobbeltalbummet Some Time in New York City, som udkom i juni (USA) og september (UK og øvrige Europa) 1972. Sangen er skrevet i efteråret 1971, dvs. før marchen i Derry. Derimod er »Sunday Bloody Sunday« fra samme LP skrevet som en direkte reaktion på Bloody Sunday.
   Det samme gælder McCartneys »Give Ireland Back to the Irish«, der var den første single fra bandet Wings, som han dannede sammen med Linda McCartney og Denny Laine efter opløsningen af The Beatles i 1970 og de første studiealbum under eget navn. »Give Ireland Back to the Irish« blev skrevet på to dage. Sangen blev optaget 1. februar, og singlen var på gaden den 25. februar 1972. Den blev først samlet op på et album i 1993, da McCartney brugte den som bonusmateriale på remaster-genudgivelsen af Wings-albummet Wild Life (1971). Den blev fravalgt på kompilationsalbummet Wingspan: Hits and History i 2001, fordi IRA netop da havde udført en terroraktion i London.
   BBC spiller stadig ikke »Give Ireland Back to the Irish«, »The Luck of the Irish« og »Sunday Bloody Sunday«. Kritikere afskrev McCartneys sang som politisk opportunisme og Lennons som to eksempler mere på hans radikale vildfarelse i det amerikanske eksil. Der har dannet sig en myte om, at »Give Ireland Back to the Irish« var svær at få fat i og komme til at høre. Det er ikke tilfældet. Sangen var alle vegne i 1972. Det er »The Luck of the Irish«, som er langtidsholdbar. De andre to greb øjeblikket i flugten, men hæver sig ikke op over tiden.  

Bloody Sunday. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Ivan Strasburg. 110 min. Irland-UK 2002. Dansk premiere: 31.10.2003


Fotos: Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/
Filmen streames på MUBI Rental og FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 31.10.2003K
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)