Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016)

EN LUNEFULD SOL

Brian Eno bruger sin menneskestemme

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke Brian Eno, der opfandt new age-musikken, men han gav begrebet et navn, da han fandt på betegnelsen ambient music. Det skete ved udgivelsen af Ambient 1: Music for Airports (1978), kunstnerens sjette soloalbum.

   Allerede Discreet Music (1975), det første album, hvor Eno slet ikke sang, havde anvendt de minimalistiske strategier, som Eno til dels har fra Erik Satie, men med Music for Films (1978), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983) og Ambient 4: On Land (1982) blev konceptet formaliseret. Music for Airports er kanoniseret, men især On Land er blevet stående med majestætisk og billeddannende lyd, som virkelig skaber et sted i bevidstheden.

SIDEN er fulgt en lind strøm af meditative lydlandskaber, tonale trappestiger, readymades, samplede steder og loops, som har givet ham hengivne fans i et omfang, der ellers er ukendt for stemningsmusikken.

   Enos oeuvre kan opdeles i egne værker (28 studiealbum) og diverse lydmæssig installationskunst (8 album). Adskillige stykker er skabt til museer og apps, hvor de kan blive ved uophørligt: Bloom (2008), Trope (2009), Scape (2012). Den 1. januar 2017 udkom/ begyndte/ fødtes Reflection.

   Hertil kommer en sværm (37 studiealbum) af kollaborative projekter med venner, familie og kampfæller fra hele musikindustrien. Især No Pussyfootin’ (1973) med Robert Fripp, After the Heat (1978) med tyske Cluster, My Life in the Bush of Ghosts (1981) med David Byrne og Wrong Way Up (1990) med John Cale skiller sig ud.

   Endelig har Eno gjort karriere som producer. Han blev legendarisk i kraft af sit bidrag til David Bowies Berlin-trilogi og The Joshua Tree med U2. Eno blev manden, man gik til, når en stivnet form skulle brydes. Han har produceret alle fra John Cage (Voices and Instruments) og Laurie Anderson (Bright Red) til Coldplay (Viva la Vida) og Paul Simon (Surprise).

DER har til gengæld været langt mellem de originale album med rigtige sange, som Eno brød igennem med efter glam- og artrocktiden i Roxy Music. Han medvirkede på de første to plader, Roxy Music (1972) og For Your Pleasure (1973), før bandet helt og holdent blev Bryan Ferrys hjertebarn.

   Enos første fire album med sange er klassiske steder: Here Come the Warm Jets (1973), Taking Tiger Mountain ( By Strategy) (1974), Another Green World (1975) og Before and After Science (1978) har inspireret flere generationer. Det er derfor en begivenhed, når manden faktisk bruger sin menneskestemme og prøver at sætte ord på sin verden i diverse former for automatskrift.

   Det sker omsider på The Ship. Der var også ord og stemmer på Drums Between the Bells og Panic of Looking, som han lavede sammen med digteren Rick Holland i 2011, men det var ikke Enos egne. Så for første gang siden Another Day on Earth (2005) er målet at skabe noget i retning af Another Green World og Before and After Science.

NU, hvor vinyl igen er blevet grundformen, kan man atter tale om et album med to sider. Især kan man mærke, at musikerne fra den gamle skole tænker lige sådan, når de strukturerer. Med hensyn til The Ship vil jeg sige, at side 1 er på det jævne, mens side 2 er alle pengene værd.

   Side 1 bruger 21 minutter på kompositionen »The Ship«, der ifølge Eno selv er inspireret af Titanics forlis i 1912. Det er en lang og tung, rumlende flade af lyd, som stemmen mumler ind over i sløjfer. Der bliver hele tiden taget tilløb til noget, som aldrig rigtigt indfinder sig.

   Problemet er nok, at der ikke er mere at sige om Narreskibet, kulturens teknologiske hybris og håbets kæntring på noget niveau. Musikken og sangene er allerede skrevet. Robin Gibb (fra The Bee Gees) løb ind i det samme problem, da han umiddelbart før sin død i 2012 komponerede The Titanic Requiem på en bestilling fra The Royal Philharmonic Orchestra.

   Under alle omstændigheder må ethvert nyt bud forholde sig til Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic, en minimalistisk nyklassiker fra 1969, der som regel bliver opført sammen med Jesus’ Blood Never Failed Me Yet (1971), hvor Bryars brugte en hjemløs mands sang til at skabe en vild og bevægende montage. Genren kaldes indeterminism, dvs. »ubestemmelig musik«.

   The Sinking og Jesus’ Blood Never Failed Me er senest udgivet i 2015. På en forlænget version fra 1993 kan man høre Tom Waits synge sammen med stemmen fra den oprindelige optagelse. Eno producerede førsteudgaven af Jesus’ Blood og udgav den på sit eget label, Obscure Records, i 1975. Det var til gengæld Bryars, der arrangerede og dirigerede strygerne på Discreet Music.

FAKTISK genbruger The Ship strukturen fra det 40 år gamle album. Der er en a-side med titelkompositionen og en b-side med tre korte stykker, som lytteren bliver langt gladere for. På Discreet Music var det tre variationer over Pachelbels Kanon i D-dur: »Fullness of Wind«, »French Catalogues« og »Brutal Ardour«. På The Ship er det »Fickle Sun«, »The Hour is Thin« og »I’m Set Free«, som tilsammen udgør en suite og bliver kaldt »Fickle Sun« under ét.

   »Fickle Sun« betyder »Lunefuld sol«. Det sætter tonen for et bylandskab, der skiftevis ligner Atlanta i zombieserien The Walking Dead og London i T.S. Eliots ur-moderne digt om The Waste Land. Samme anslag præger »The Hour Is Thin«, hvor Enos automatiske tekst – skabt med en variation af cut up-teknikken – kommer til sin ret.

   »Timen er tynd« bliver fremsagt af Peter Serafinowicz med blød, betryggende stemme, men det skildrede landskab er apokalyptisk:

The hour is thin. Trafalgar Square is calm. Birds, and cold, black dark. The final famine of a wicked sun, and the web that died yesterday. I was a hard copy version. I turned my eyes directly to hate. Then, the hammer of toil. Tired with what the world has yet brought forth, with the women waving at war, and the news that war is faith...

LIDT senere skinner en ny sol »beneath the velvet of a strong optimism«, og »Britain's most fateful hour is spun.« Så »Boom. The dark. And the web that died yesterday.« Der stod en vugge, og der var soldater. Det hele slutter på et sted, hvor »The universe is required. Please notify the sun.«

   Universet er påkrævet – Giv venligst solen besked. Med den slags krøllede detaljer, nødvendige fejl i en fuldendt mandala, har Eno altid modsagt den maskinelle kvalitet og mulige kulde i sine vidtløflige musikalske systemer.

   Jeg ved, at nogle fans vil dø for cerebrale kompositioner som den timelange Thursday Afternoon (1985), Nerve Net (1992), The Shutov Assembly (1992), The Drop (1997), Small Craft on a Milk Sea (2010) og den næsten banale Lux (2010). Men jeg vil bytte det hele væk for én intim, dadaistisk vuggevise som »Put a Straw Under Baby« fra Another Green World:

Put a straw under baby

Your good deed for the day

Put a straw under baby

Keep the splinters away.

Let the corridors echo

As the dark places grow

Hear superior's footsteps

On the landing below.

There's a place in the orchard

Where no one dare go

The last nun who went there

Turned into a crow.

There’s a brain in the table

There’s a heart in the chair

And they all live in Jesus

It’s a family affair.

DER er aldrig skabt en stemning så solfuld og rolig som på »By This River« fra Before and After Science. Eller noget så mægtigt og skarpt som »Sky Saw« på Another Green World. Hvis det endelig skal være noget med Enos berømte Oblique Strategies-kort, så lyt til sværmen af skrivemaskiner i udtoningen af »China My China« fra Taking Tiger Mountain: »They know what God gave them their fingers for (to make percussion over solos)«.

   Kineserne ved, hvorfor Gud gav dem fingre. Og så hører man sandelig kvinderne skrive:

SÆTSTYKKET på The Ship er tredje del af »Fickle Sun«-suiten: en fuldtonende og besværgende smuk fortolkning af Lou Reeds »I’m Set Free«. Sangen stammer fra det tredje album med The Velvet Underground og blev anderledes skrøbeligt fremført af Reed selv i 1968.

   Enos udgave går efter guldet, lyden er fed og besnærende nok. Det er igen en god pointe, at vi kun er sat fri for at finde en ny illusion. Sangen er vel også en posthum hyldest til Reed, som Eno har kaldt »en ivrig, men ikke overdrevent dygtig guitarist«. Alligevel er det i sammenhængen på en eller anden måde for meget. Synes i hvert fald denne gamle fan af både Brian Eno og Lou Reed.

   Eno siger, at han atter fik mod på at synge, fordi han opdagede, at hans stemme med årene var blevet så dyb, at han kunne ramme og holde et dybt C. Det gør han flere steder på The Ship, og det lyder ikke særligt godt, mere som droner og søvnige får, end som Cohen og Cash i det dybeste leje.

   Det er alligevel en fornøjelse at høre Eno synge igen. Albummet findes som download, men hvis man investerer i de fysiske formater, får man fire litografier med i købet. Ganske som de grafiske særtryk, der i sin tid fulgte med Before and After Science.

THE Ship blev udsendt samtidig med, at Brian Eno fyldte 68 år. I den anledning blev han interviewet til Hard Talk af Stephen Sackur på BBC World. Jeg så tilfældigt samtalen, hvor Eno blandt andet fortalte om Berlin-tiden med David Bowie. Han forklarede, hvordan han ser al kunst og musik som et kredsløb, hvor de enkelte stemmer og udtryk er forudsætninger og konsekvenser. Der findes derfor ikke stjerner eller genier, blot håndværkere i en stor tradition.

   Han er naturligvis glad for, at de gamle værker har levet så længe. Eno mener også, at den næste store og for alvor nye kunstform bliver skabt et sted i nettets spiluniverser. Han ved ikke, hvordan det nye ser ud eller lyder, for han bruger ikke spillene selv. Alligevel synes prognosen plausibel.

Brian Eno blev 73 år den 15. maj. Forlaget Faber & Faber genudgav A Year with Swollen Appendices - Brian Eno's Diary, som indeholder Enos dagbog for året 1995 [dvs. bl.a. Jah Wobbles Spinner, David Bowies 1. Outside, Passengers-projektet Original Soundtracks 1] + en række essays, artikler, personlige meditationer og teoretiske overvejelser. I det nyskrevne forord samler Eno 13 sider med ord og begreber, som ikke fandtes eller var kurante i 1996, da bogen udkom første gang: 9/11, Antifa, Blu-ray, Covid, FOMO, Minecraft, SARS og så videre. Det er tankevækkende, neo-nostalgisk læsning. Blandt ordene på listen er sustainable og generative, bæredygtig og generativ. »Generative music« er Enos egen betegnelse for de selvgenerende, knopskydende kompositioner, der i princippet varer for evigt, når han har skrevet algoritmerne og sat mobilen i gang. I juni 2021 fik Eno sin egen radiostation, The Lighthouse, på Sonos Radio HD. Den seneste fysiske udgivelse er Mixing Colours (2020), som Brian har lavet sammen med sin lillebror, Roger Eno, og bokssættet Film Music 1976-2020. 

Brian Eno: The Ship. Produceret af Brian Eno og Peter Chilvers. 2016. CD, BD, LP, DL + streaming. Warp Records, 2016.

  

Fotos: Wikipedia (2015 Portrait - 'Brian Eno & Steven Johnson: On Art', HowWeGotToNext.com (YouTube), Herman Wouters/NYT (2020-Portrait), Cecily Eno (2021 Portrait w/ beard and mirrorball)/ Island Records/ Obscure Records/ Polydor Music/ Opal Records/ Warp Records/ Faber & Faber 

Første udgave af anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (RIP) 03.08.2016

Konflikten i Ulster | Paul Greengrass: Bloody Sunday (2002)

KULDE, ARMOD, HAD OG METAL
Bloody Sunday i Derry 1972

Af BO GREEN JENSEN

SØNDAG den 30. januar 1972 er en af de datoer, som lever i historien, ikke i respektfuld ihukommelse, men i vanære og infami.

   I den officielle version satte britiske tropper hårdt mod hårdt i Derry, da en protestmarch i den katolske Bogside-bydel udartede til regulær gadekamp. I den formentlig mere sandfærdige udgave ville soldaterne se blod med det samme. Den britiske regering var træt af »The Troubles«, dvs. »problemerne« i Nordirland. De forhadte besættelsestropper var trætte af at blive spyttet på. De menige paratroopers blev derfor bedt om at udvise »maximum aggression«, da de forlod kasernen om morgenen.

   Ved dagens slutning var 27 demonstranter skudt ned. Heraf døde de 13. I princippet anvendte soldaterne vandkanoner og gummikugler. I praksis gav de sig hurtigt til at skyde med skarpt. Man er aldrig kommet til bunds i, om der faktisk blev skudt på soldaterne. En efterfølgende undersøgelse, ledet af Lord Chief Justice Widgery, rensede hæren og konkluderede, at soldaterne havde besvaret ilden fra IRA. Det var ikke sådan vidnerne så det. Derrys øverste retsmediciner kaldte hærens adfærd »sheer unadulterated murder«.*

MED tiden er »Bloody Sunday« gledet i ét med andre nordirske konfrontationer.** Det går næsten altid galt, hvis en protestantisk march insisterer på at passere igennem katolske bydele. Optog forbydes, situationer griber om sig, det historiske had mellem katolikker og protestanter løjer af eller eskalerer, som det er sket gennem mere end 300 år. I forbifarten er det dog vigtigt at huske, at marchen i 1972 hverken var protestantisk eller katolsk. Aktionen blev iværksat af paraplyorganisationen Northern Ireland Civil Rights Association, som protesterede mod Englands forfatningsstridige masseinternering af potentielle politiske modstandere.

MARCHEN var varslet, og det var ikke mindst kvinder og børn, som gik på gaden. Både de protestantiske provos og IRAs mest radikale hardliners så til fra sidelinjen. Enhver, som ville se blod i gaden og slukke ilden med benzin, måtte frydes ved den vilje til konfrontation, som soldaterne udviste. Ivan Cooper, det protestantiske nordirske parlamentsmedlem, som ledede marchen sammen med bl.a. borgerretsforkæmperen Bernadette Devlin McAliskey, var ved dagens begyndelse fuld af optimisme og fast besluttet på at gennemføre den store humane udsoningsgestus, som protestmarchen var tænkt som.

   Ved dagens slutning udtalte Cooper på et pressemøde, at den Blodige Søndag effektivt havde aflivet borgerretsbevægelsen i Nordirland. Herefter var der kun IRA til at sætte hårdt mod hårdt. »You will reap a whirlwind,« sagde Cooper med specifik adresse til den britiske regering. I vil høste en hvirvelvind. En journalist spurgte Cooper, om han havde noget at sige til de vrede unge mænd, som ville melde sig til IRA. Cooper svarede, at han ikke længere følte sig klædt på til at belære nogen om noget. Ikke efter søndagens blodbad.

DET er denne sidste pressekonference og Coopers lamslåede mine, som udgør de stærkeste øjeblikke i Bloody Sunday, Paul Greengrass’ dramadokumentariske rekonstruktion af begivenhederne i januar 1972. Greengrass klipper Coopers udtalelser sammen med tavse billeder af unge mænd, som andetsteds i Derry står i kø hos IRA. De får hver især stukket et våben i hænderne.

   Tilskueren er da anbragt i en synsvinkel, hvorfra han mildest talt forstår, hvad der driver terroristerne. I hvert fald deler han Coopers moralske lammelse, og således får William Butler Yeats’ digt om »The Second Coming«, Genkomsten, skrevet på baggrund af en anden irsk krise, atter relevans: The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity. »De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af brændende lidenskab.«

BLOODY Sunday er med sin saglighed meget i 70ernes ånd. Der klippes fra marchens nøglesteder til den britiske førerbunker, hvorfra faldskærmstroppernes brigadechef Patrick MacLellan (Nicholas Farrell) længe søger at holde sine soldater tilbage. På gaden står Major General Ford (Tim Pigott-Smith), der er kommet til Derry for at statuere det eksempel, som regeringen i London har bedt om, og råber på the Paras. Da MacLellan bliver ved med at nøle, sætter befalingsmanden Wilford (Simon Mann) aktionen i værk. Man gengælder, før der er noget at gengælde. Og skyder med skarpt fra begyndelsen.

   I den irske ende af tableauet står Ivan Cooper (James Nesbitt) lidt for sent op og har en række personlige problemer i løbet af søndagen. Derrys politichef (Gerard McSorley) forsøger at mægle hos englænderne. Den unge katolik Gerry Donaghy (Declan Duddy), som er kæreste med en protestant, bliver en af de 13 døde i Derry. Filmen følger hans skæbnelinie i glimt og får på den måde sat ansigt og væsen på individet i en fremstilling, som af og til kan tangere et stort spil Stratego. Der er aldrig tvivl om skyldsproblematikken. Det er England, som vil se blod denne søndag.

GREENGRASS’ film tilstræber en relativ objektivitet. Den undgår med vilje at vise de mest kontroversielle afsnit af dagens forløb og står på den måde stærkere som helhed. Bloody Sunday udgør et markant eksempel på indigneret politisk filmkunst, når denne er bedst.

   Man kan lave sådanne film på to måder. I Neil Jordans mere melodramatiske Michael Collins (1996), hvor man ser IRA blive født, er englændernes grusomhed koncentreret i en fiktion. Jordan lader en engelsk kampvogn åbne ild mod uskyldige rugbytilskuere på Croke Parks stadion i 1916. Så enkel var sammenhængen trods alt ikke, men Jordans film når afgjort langt ved at overdrive og romantisere.

   Til gengæld lykkes det Greengrass at skabe en overbevisende dokumentation. Man er rystet og mere end nogen sinde usikker på, hvad England vil i Ulster, da man rejser sig efter filmen. U2 har doneret bannersangen »Sunday Bloody Sunday« (fra 1983-albummet War), som spiller i en koncertversion under rulleteksterne.

   Tilbage i 1972 var det faktisk John Lennons »The Luck of the Irish« (»Blame it all on the kids and the IRA/ While the bastards commit genocide«), der gjorde indtryk. Selv moderate mennesker som Paul McCartney var forfærdede. McCartney skrev »Give Ireland Back to the Irish«, som blev et kontroversielt hit for eks-beatlen, skønt BBC nedlagde forbud mod at spille den.***

I ULSTER skrev Thomas Kinsellla digtet »Butcher’s Dozen«. Heri siges det én gang for alle: »England, the way to your respect/ Is via a murderous force, it seems/ You push us to your own extremes.« England, for at få din respekt må man åbenbart gå mordets vej. Du driver os til dine egne ekstremer.

   Man går bestemt ikke opløftet ud efter filmen. Snarere får man en skarp smag i munden, som af kulde, armod, had og metal. Det er med andre ord lidt som at være der selv.

Se også Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Konflikten i Ulster | Yann Demange: '71 (2014); Konflikten i Ulster | Nick Hamm: The Journey (2016); Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022] + In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014 | Et interview.

NOTER

*) Der er utallige udredninger og udlægninger af forløbet, som er let at blande sammen med The Battle of Bogside i august 1969. Journalisten Gerry Moriarty giver et faktuelt overblik over baggrunden og kronologien i The Irish Times 14.03.2019. 

**) Vendingen »Sunday Bloody Sunday« (»søndag, forbandede søndag«) var oppe i tiden, fordi John Schlesinger og manuskriptforfatteren Penelope Gilliatt brugte den som titel på Schlesingers Sunday Bloody Sunday (1971, da. Den satans søndag). En biseksuel kunstner, Bob Elkin (Murray Head), dater både den fraskilte kontorfunktionær Alex Greville (Glenda Jackson) og den jødiske læge Daniel Hirsch (Peter Finch). Alle lever med arrangementet, indtil spændingen koger op en regnfuld weekend. Det var Schlesingers første film efter Oscar-vinderen Midnight Cowboy (1969), og der var megen opmærksomhed om den, fordi den tematiserede homoerotik uden at fordømme eller problematisere den. Sex mellem partnere af samme køn blev legaliseret i England i 1967. I Nordirland faldt forbudet først i 1982. I Greengrass' film spiller Sunday Bloody Sunday i biografen, som Cooper/Nesbitt passerer på vej til marchen i Bogside. Hovedfilmen er John Sturges' western The Magnificent Seven (1960), som blev relanceret i en række europæiske territorier i 1970. 

***) John Lennon og Yoko Ono synger »Give Ireland Back to the Irish« på dobbeltalbummet Some Time in New York City, som udkom i juni (USA) og september (UK og øvrige Europa) 1972. Sangen er skrevet i efteråret 1971, dvs. før marchen i Derry. Derimod er »Sunday Bloody Sunday« fra samme LP skrevet som en direkte reaktion på Bloody Sunday.

   Det samme gælder McCartneys »Give Ireland Back to the Irish«, der var den første single fra bandet Wings, som han dannede sammen med Linda McCartney og Denny Laine efter opløsningen af The Beatles i 1970 og de første studiealbum under eget navn. »Give Ireland Back to the Irish« blev skrevet på to dage. Sangen blev optaget 1. februar, og singlen var på gaden den 25. februar 1972. Den blev først samlet op på et album i 1993, da McCartney brugte den som bonusmateriale på remaster-genudgivelsen af Wings-albummet Wild Life (1971). Den blev fravalgt på kompilationsalbummet Wingspan: Hits and History i 2001, fordi IRA netop da havde udført en terroraktion i London.

   BBC spiller stadig ikke »Give Ireland Back to the Irish«, »The Luck of the Irish« og »Sunday Bloody Sunday«. Kritikere afskrev McCartneys sang som politisk opportunisme og Lennons som to eksempler mere på hans radikale vildfarelse i det amerikanske eksil. Der har dannet sig en myte om, at »Give Ireland Back to the Irish« var svær at få fat i og komme til at høre. Det er ikke tilfældet. Sangen var alle vegne i 1972. Det er »The Luck of the Irish«, som er langtidsholdbar. De andre to greb øjeblikket i flugten, men hæver sig ikke op over tiden.  

Bloody Sunday. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Ivan Strasburg. 110 min. Irland-UK 2002. Dansk premiere: 31.10.2003

Fotos: Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/

Filmen streames på MUBI Rental og FILMSTRIBEN

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 31.10.2003K