Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011)

NOGET ER GALT

Sean Penn som en pilgrim på tilfældets veje

Af BO GREEN JENSEN

»DER er et eller andet i vejen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.« Replikken – som er stærkt inspireret af den gamle Buffalo Springfield-sang »For What It’s Worth« - bliver fremsagt fire-fem gange i Paolo Sorrentinos This Must Be the Place. Det sker, når Cheyenne, en forhenværende rockstjerne, igen har grund til at føle sig utryg. Han puster hårlokken væk, ser på verden med sigende udtryksløshed og konstaterer tørt sin bekymring.

   Cheyenne er en gennemført Peter Pan. Han blev rig af 80ernes sange, men har ikke optrådt i tyve år. I stedet bor han palæagtigt uden for Dublin sammen med hustruen Jane (Frances McDormand), som er anderledes handlekraftig. Han følges med hengiven fan, som kunne være hans datter. Han sælger aktier, er opmærksom på krisen og køber ind i supermarkedet. Han triller kufferten hjem til sit slot, hvor en designer har skrevet CUISINE på væggen i det forkromede køkken.

NOGET er galt. Det har det været siden 1988, da Cheyenne vendte ryggen til tiden, fordi to teenagere begik selvmord med henvisning til en af hans sange. Han mente jo ikke alt dét med mørket. Som han siger til David Byrne, da de mødes backstage i New York, skrev Cheyenne de ting, som folk ville have. Deprimerede sange for deprimerede unge. Byrne er derimod en virkelig kunstner, konstaterer Cheyenne. Han blev ved; han har drømme; han realiserer projekter, som påvirker verden.

   Byrne svarer ikke. Han har netop sunget Talking Heads-nummeret, som filmen tager sin titel efter, i en funklende klar og energisk version. Sangen handler om længsel efter tryghed og har vel som pointe, at man må finde sit hjem overalt. Vi rejser på tilfældets veje, og måske er det hér, at livet begynder. Cheyenne er kommet til USA for at begrave sin far, som han ikke talt med i 30 år.

SIDEN begiver han sig ud for at finde den SS-soldat, der gjorde faderens liv til et helvede i Auschwitz. Cheyenne søger hjælp hos en gnaven Simon Wiesenthal-figur (Judd Hirsch) og jager historiens genfærd i sære småbyer fra Michigan til New Mexico. Han finder bødlens hustru, datter, barnebarn og endelig også den gamle mand selv. Uendelig langsomt finder han hjem. Det er dybest set dén historie, som filmen vil fortælle, da den når sagens kerne efter to timers svinkeærinder.

SORRENTINOS film er en løs konstruktion, som ad omveje kommer rundt om adskilligt. Sean Penn bærer alt i rollen som Cheyenne, der stadig farver sit lange hår sort, bruger læbestift og går i læder, så han næsten er Robert Smith fra The Cure op ad dage.

   Han taler med tynd fistelstemme og bevæger sig provokerende langsomt. Denne mand har gjort alt for at sætte tiden i stå. Han er samtidig en fuldkommen uimponeret iagttager. Han er god til at tale med fremmede, der reagerer på hans aparte fremtoning med samme undrende fascination, som de fleste tilskuere vil føle.

   For så vidt hænger filmen slet ikke sammen. Cheyennes liv i Dublin og den fortabte søns nazijagt i USA kunne være adskilte historier med hver sin hovedperson. Sorrentino får dog et spændende misfoster ud af materialet. Der er en betagende insisterende uskyld i Cheyennes fikserede karakter. Manden har masser af integritet, skønt han ligner en rynket dreng på 50. Det er derfor, han ikke vil være voksen. »Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.«

SORRENTINO har lavet fine italienske film før This Must Be the Place. Især Il divo (2008), et satirisk portræt af Giulio Andreotti, var uforudsigelig og farvestærk. Her forsøger han sig med en af de globale road movies, som Wim Wenders opfandt i 1990erne. Det er næppe tilfældigt, at Harry Dean Stanton optræder i en enkelt scene som Robert Plath, manden der først satte hjul på sin kuffert og blev millionær på ideen. Stanton havde sit livs rolle i Paris, Texas (1984), som ser på det amerikanske landskab med de samme store øjne som Cheyenne.

DAVID Byrne skabte filmen True Stories (1986), da han ville sætte Talking Heads’ sange om huse og mad i en passende ramme. Billederne af det mærkelige »Land of Plenty finder sammen her, hvor Cheyenne får besøg af en bison, tager en tavs indianer med i sin bil, køber våben på vejen og betragter statuen af verdens største pistacienød.

   Han spiller »This Must Be the Place« for sin fars bøddels overvægtige barnebarn, der kun kender sangen med Arcade Fire. Før den lille koncert sætter drengen et foto af sin far på sofabordet. Bagefter tager han billedet med sig og siger tak. Filmen er fuld af sådanne småting. Den er allermest rørende, når den er mindst.

DER er en god begyndelse og en rigtig stærk slutning, som alene hænger sammen i kraft af Sean Penns Kaspar Hauser-figur. Man skal se denne film for detaljernes skyld, for de essayistiske betragtninger, der gør den til et skarpt og ganske livagtigt billede af USA og Europa i nedgangstiden. Man skal ikke se den for drama og klarhed. De ting kan man finde i andre film, som ikke vil kendes ved fremmedgjortheden.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

This Must Be the Place. Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 118 min. Italien-Frankrig-Irland 2011. Dansk premiere: 12.01.2012.

Fotos: Indigo Film/ Pathé/ TWC/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]

TIDEN OG FLODEN

En overset skotsk ædelsten

Af BO GREEN JENSEN

GRIMET, fattigt, trøstesløst: et sted bliver næppe mere prosaisk end Skotland i 50erne. Alligevel finder den unge Adam, som faktisk hedder Joe Taylor, en vis mening i dagenes vekslen på floden. Han har opgivet at skrive og taget hyre på en pram, der sejler kul mellem Glasgow og Edinburgh.

   Skipper (Peter Mullan) spiller guitar, mens Joe gør kur til hans hustru (Tilda Swinton), en meget pragmatisk indstillet kvinde, der ikke venter sig noget af nogen. Med ét er Joe blevet skipper og reservefar. Det var ikke, hvad han havde tænkt, men sådan går det, når man lader sig bære af skæbnen. Værre er den mørke erindring om kæresten Cathie, som Joe har forladt.

   Da et kvindelig bliver fundet i floden, må Joe for det første lukke sit ansigt og lade som om, at han ingenting ved. For det andet må han forholde sig til, hvad han faktisk husker og ved. Det sker i en voice over, der svarer til den indre monolog i romanen, som Alexander Trocchi skrev i 1954. Ewan McGregor fremsiger den med indlevelse.

   Imens eskalerer jalousien og klaustrofobien på flodbåden. Joe er fanget i en blanding af græsk skæbnedrama og skotsk film noir. Han må levere på begæret, som han ikke føler mere. Samtidig gør han sig store tanker om tilværelsen.

DER er flere konkurrerende dagsordener i Young Adam, som var David Mackenzies spillefilm nummer to. Selve tiden og floden skal hyldes. Det samme skal 3-4 landskabsmalere og Jean Vigos arthouse-klassiker L’Atalante (1934). Frem for alt vil filmen dog promovere sit forlæg. Alexander Trocchi var en litterær desperado, som tilhørte beatgenerationen i Skotland. I Young Adam skildrede han kunstneren som hvalp. Siden blev den ældre køters stofmisbrug beskrevet i hovedværket Cain’s Book (1963, da. Kains bog).*

   Alligevel lykkes det filmen at finde sin egen stil, sjæl og tone. Citaterne fra bogen står som rolige pauser, hvor landskaberne kommer til deres ret. Endvidere gør David Byrnes musik – som kombinerer atmosfæriske kompositioner med en majestætisk ballade om »The Great Western Road« – umådelig meget for filmen.**

   

EWAN McGregor er god som den tænksomme sjuft, Emily Mortimer er hjerteskærende som kæresten Cathie. Mullan og Swinton har mindre at arbejde med og er begrænset af de typer, som Joe-Trocchi-Mackenzie ser i karaktererne.

   Baggrunden lægges frem i fragmenter, et mønster af skæbne bliver samlet. Filmen ligner en fatalistisk traktat, og resignationen er håndgribelig. Men det samme er kropsvarmen, som den unge Adam afgjort har sans for. Endelig sker retfærdigheden i dén grad ikke fyldest. Det var sådan Trocchi så tilværelsen, og man har ofte grund til at give ham ret.

MACKENZIES film er smal i tematikken, men mangfoldig i sin udførelse. En pornografisk erindring fra samlivet med Cathie skejer ud i voldtægt og tilgivelse. Hun kommer træt hjem og kræver, at han skriver noget, folk kan forstå. Han kan slet intet skrive og har brugt hele dagen på at lave budding.

   Der følger en grænseoverskridende scene, som mange år efter er det, der står klarest. Det burde være blevet de to, fornemmer man filmen igennem. Joe ved det også, og det bliver alting værre af, men i flodens løb skal vi alle den vej. Young Adam er en sjældent gennemarbejdet film, der kan bære at blive set flere gange. Den vil oven i købet vokse sig større.

Se også David Mackenzie: Hallam Foe (2007); David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]. 

NOTER

*) Alexander Trocchi (1925-1984) var en hovedperson i de skotske udgaver af beat og situationisme. Trocchi voksede op i Glasgow – hans mor var skotsk, hans far italiensk – og tilbragte en stor del af sit liv på både som prammen i Young Adam. Det var her, han tjente til dagen og vejen, når de litterære indtægter ikke slog til – eller forfatteren havde brug for at forsvinde i en fart og leve under radaren for en tid. Trocchi var narkoman og afhængig af heroin i det meste af sit voksne liv. Han handlede også med stoffet og havde mange episoder med politi og toldmyndigheder. Cain's Book kan læses som et sidestykke til William Burroughs' Junkie.

   Under 2. verdenskrig virkede Trocchi som sømand på de arktiske konvojer, som sejlede forsyninger til Murmansk. Efter krigen studerede han på University of Glasgow – Trocchi var fra samme generation som The Angry Young Men. Han fik et kandidatstipendium og bosatte sig i Paris, hvor han redigerede magasinet Merlin sammen med Richard Seaver. Blandt bidragyderne var Henry Miller, Samuel Beckett og Pablo Neruda. Trocchis bøger udkom på Olympia Press, som også udgav Burroughs og Miller, Nabokovs Lolita, Becketts Molloy, O's historie, Jean Genet og Markis de Sades samlede værker. Young Adam har nr. 109 i det legendariske Traveller's Companion Bibliotek. Trocchi skrev den under pseudonymet Frances Legel.

   Trocchi tog til USA og boede både i Californien og New York. Cain's Book var forbudt af censurmyndigheden i UK, men blev et respekteret avantgardehit i Amerika. En tid lang måtte Trocchi gå under jorden. Norman Mailer formidlede en kontakt til Irving Layton i Montreal. Trocchi tog hyre på en flodpram og sejlede til Canada.

   Trocchi kendte gud og hvermand: Allen Ginsberg, Terry Southern, R.D. Laing, William Burroughs, Leonard Cohen. De sidste ti år boede han i en to-etagers taglejlighed i Observatory Gardens 4 i Kensington i London. Trocchi fik to sønner med hustruen Lyn. Hun døde af leverbetændelse i 1976. Samme år døde sønnen Marc af cancer som 19-årig. Trocchi selv fik konstateret lungekræft og døde efter en operation i 1984. Samme år tog Nicholas, den yngste søn, sit liv ved at springe fra taget på huset i Kensington.

   Trocchi skrev i årevis på The Long Book, en fortsættelse til Cain's Book. Han blev aldrig færdig, men fragmenterne er samlet i The Sigma Portfolio. William Burroughs skrev forord til digtsamlingen Man at Leisure (1972). Allen Ginsberg kaldte Trocchi »the most brillant man I've ever met«. En genopdagelse begyndte i 1990erne. I Danmark blev Trocchi præsenteret af Jannick Storm og Dan Turell i to-bindsantologien Døds-layoutet (Arena/ Arkiv for ny litteratur, 1972). Forlaget Antipyrine udgav Kains bog i 2019. Kasper Opstrup har oversat og udreder Trocchis tanker i forordet.

**) David Byrnes musik er udgivet med titlen Lead Us Not into Temptation (Thrill Jockey Records, 2003). Først undertitlen oplyser, at der er tale om »Music from the Film Young Adam«. Det er et fremragende album fra eks-Talking Heads-frontmandens mest aktive filmkomponistperiode. David Byrne er faktisk født i Dunbarton i Skotland. Familien kom til Ontario i Canada i 1954, da Byrne var to år, og tog videre til Maryland i USA, da han var otte. Ligesom David Mackenzie, der er skotsk ind til benet, har Byrne haft et forhold til Young Adam og det skotske spor i beatbevægelsen fra puberteten. Begge har Alexander Trocchi på listen over personlige helte. Den apokalyptiske stemning i »The Great Western Road«, der lyder som noget, australske Nick Cave kunne have skrevet i samme periode, er ikke grebet ud af luften og har lokal skotsk forankring. Great Western Road er daglig jargon for hovedvej A82, der løber mellem Glasgow og Inverness. Ligesom vi i Danmark taler om Frederikssundsmotorvejen. 

Young Adam. Instr. & manus: David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 98 min. UK-Frankrig 2003. Dansk premiere: 15.10.2004.

Alexander Trocchi: Young Adam. 160 s. Calder/ Oneworld Classics, 2018.

Alexander Trocchi: Kains bog. Oversat efter Cain's Book (1963) og med forord af Kasper Opstrup. 308 s. Forlaget Antipyrine, 2019. 

Fotos: Recorded Picture Company/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Calder/ Oneworld Classics/ Thrill Jockey Records/ Wikimedia Commons/ Glasgow Live

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Alamode Film (regionsfri) 27.09.2013

Anmeldelsen bygger på en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.10.2004 [noter tilføjet november 2021; henvisninger ajourført marts 2025]

Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016)

EN LUNEFULD SOL

Brian Eno bruger sin menneskestemme

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke Brian Eno, der opfandt new age-musikken, men han gav begrebet et navn, da han fandt på betegnelsen ambient music. Det skete ved udgivelsen af Ambient 1: Music for Airports (1978), kunstnerens sjette soloalbum.

   Allerede Discreet Music (1975), det første album, hvor Eno slet ikke sang, havde anvendt de minimalistiske strategier, som Eno til dels har fra Erik Satie, men med Music for Films (1978), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983) og Ambient 4: On Land (1982) blev konceptet formaliseret. Music for Airports er kanoniseret, men især On Land er blevet stående med majestætisk og billeddannende lyd, som virkelig skaber et sted i bevidstheden.

SIDEN er fulgt en lind strøm af meditative lydlandskaber, tonale trappestiger, readymades, samplede steder og loops, som har givet ham hengivne fans i et omfang, der ellers er ukendt for stemningsmusikken.

   Enos oeuvre kan opdeles i egne værker (28 studiealbum) og diverse lydmæssig installationskunst (8 album). Adskillige stykker er skabt til museer og apps, hvor de kan blive ved uophørligt: Bloom (2008), Trope (2009), Scape (2012). Den 1. januar 2017 udkom/ begyndte/ fødtes Reflection.

   Hertil kommer en sværm (37 studiealbum) af kollaborative projekter med venner, familie og kampfæller fra hele musikindustrien. Især No Pussyfootin’ (1973) med Robert Fripp, After the Heat (1978) med tyske Cluster, My Life in the Bush of Ghosts (1981) med David Byrne og Wrong Way Up (1990) med John Cale skiller sig ud.

   Endelig har Eno gjort karriere som producer. Han blev legendarisk i kraft af sit bidrag til David Bowies Berlin-trilogi og The Joshua Tree med U2. Eno blev manden, man gik til, når en stivnet form skulle brydes. Han har produceret alle fra John Cage (Voices and Instruments) og Laurie Anderson (Bright Red) til Coldplay (Viva la Vida) og Paul Simon (Surprise).

DER har til gengæld været langt mellem de originale album med rigtige sange, som Eno brød igennem med efter glam- og artrocktiden i Roxy Music. Han medvirkede på de første to plader, Roxy Music (1972) og For Your Pleasure (1973), før bandet helt og holdent blev Bryan Ferrys hjertebarn.

   Enos første fire album med sange er klassiske steder: Here Come the Warm Jets (1973), Taking Tiger Mountain ( By Strategy) (1974), Another Green World (1975) og Before and After Science (1978) har inspireret flere generationer. Det er derfor en begivenhed, når manden faktisk bruger sin menneskestemme og prøver at sætte ord på sin verden i diverse former for automatskrift.

   Det sker omsider på The Ship. Der var også ord og stemmer på Drums Between the Bells og Panic of Looking, som han lavede sammen med digteren Rick Holland i 2011, men det var ikke Enos egne. Så for første gang siden Another Day on Earth (2005) er målet at skabe noget i retning af Another Green World og Before and After Science.

NU, hvor vinyl igen er blevet grundformen, kan man atter tale om et album med to sider. Især kan man mærke, at musikerne fra den gamle skole tænker lige sådan, når de strukturerer. Med hensyn til The Ship vil jeg sige, at side 1 er på det jævne, mens side 2 er alle pengene værd.

   Side 1 bruger 21 minutter på kompositionen »The Ship«, der ifølge Eno selv er inspireret af Titanics forlis i 1912. Det er en lang og tung, rumlende flade af lyd, som stemmen mumler ind over i sløjfer. Der bliver hele tiden taget tilløb til noget, som aldrig rigtigt indfinder sig.

   Problemet er nok, at der ikke er mere at sige om Narreskibet, kulturens teknologiske hybris og håbets kæntring på noget niveau. Musikken og sangene er allerede skrevet. Robin Gibb (fra The Bee Gees) løb ind i det samme problem, da han umiddelbart før sin død i 2012 komponerede The Titanic Requiem på en bestilling fra The Royal Philharmonic Orchestra.

   Under alle omstændigheder må ethvert nyt bud forholde sig til Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic, en minimalistisk nyklassiker fra 1969, der som regel bliver opført sammen med Jesus’ Blood Never Failed Me Yet (1971), hvor Bryars brugte en hjemløs mands sang til at skabe en vild og bevægende montage. Genren kaldes indeterminism, dvs. »ubestemmelig musik«.

   The Sinking og Jesus’ Blood Never Failed Me er senest udgivet i 2015. På en forlænget version fra 1993 kan man høre Tom Waits synge sammen med stemmen fra den oprindelige optagelse. Eno producerede førsteudgaven af Jesus’ Blood og udgav den på sit eget label, Obscure Records, i 1975. Det var til gengæld Bryars, der arrangerede og dirigerede strygerne på Discreet Music.

FAKTISK genbruger The Ship strukturen fra det 40 år gamle album. Der er en a-side med titelkompositionen og en b-side med tre korte stykker, som lytteren bliver langt gladere for. På Discreet Music var det tre variationer over Pachelbels Kanon i D-dur: »Fullness of Wind«, »French Catalogues« og »Brutal Ardour«. På The Ship er det »Fickle Sun«, »The Hour is Thin« og »I’m Set Free«, som tilsammen udgør en suite og bliver kaldt »Fickle Sun« under ét.

   »Fickle Sun« betyder »Lunefuld sol«. Det sætter tonen for et bylandskab, der skiftevis ligner Atlanta i zombieserien The Walking Dead og London i T.S. Eliots ur-moderne digt om The Waste Land. Samme anslag præger »The Hour Is Thin«, hvor Enos automatiske tekst – skabt med en variation af cut up-teknikken – kommer til sin ret.

   »Timen er tynd« bliver fremsagt af Peter Serafinowicz med blød, betryggende stemme, men det skildrede landskab er apokalyptisk:

The hour is thin. Trafalgar Square is calm. Birds, and cold, black dark. The final famine of a wicked sun, and the web that died yesterday. I was a hard copy version. I turned my eyes directly to hate. Then, the hammer of toil. Tired with what the world has yet brought forth, with the women waving at war, and the news that war is faith...

LIDT senere skinner en ny sol »beneath the velvet of a strong optimism«, og »Britain's most fateful hour is spun.« Så »Boom. The dark. And the web that died yesterday.« Der stod en vugge, og der var soldater. Det hele slutter på et sted, hvor »The universe is required. Please notify the sun.«

   Universet er påkrævet – Giv venligst solen besked. Med den slags krøllede detaljer, nødvendige fejl i en fuldendt mandala, har Eno altid modsagt den maskinelle kvalitet og mulige kulde i sine vidtløflige musikalske systemer.

   Jeg ved, at nogle fans vil dø for cerebrale kompositioner som den timelange Thursday Afternoon (1985), Nerve Net (1992), The Shutov Assembly (1992), The Drop (1997), Small Craft on a Milk Sea (2010) og den næsten banale Lux (2010). Men jeg vil bytte det hele væk for én intim, dadaistisk vuggevise som »Put a Straw Under Baby« fra Another Green World:

Put a straw under baby

Your good deed for the day

Put a straw under baby

Keep the splinters away.

Let the corridors echo

As the dark places grow

Hear superior's footsteps

On the landing below.

There's a place in the orchard

Where no one dare go

The last nun who went there

Turned into a crow.

There’s a brain in the table

There’s a heart in the chair

And they all live in Jesus

It’s a family affair.

DER er aldrig skabt en stemning så solfuld og rolig som på »By This River« fra Before and After Science. Eller noget så mægtigt og skarpt som »Sky Saw« på Another Green World. Hvis det endelig skal være noget med Enos berømte Oblique Strategies-kort, så lyt til sværmen af skrivemaskiner i udtoningen af »China My China« fra Taking Tiger Mountain: »They know what God gave them their fingers for (to make percussion over solos)«.

   Kineserne ved, hvorfor Gud gav dem fingre. Og så hører man sandelig kvinderne skrive:

SÆTSTYKKET på The Ship er tredje del af »Fickle Sun«-suiten: en fuldtonende og besværgende smuk fortolkning af Lou Reeds »I’m Set Free«. Sangen stammer fra det tredje album med The Velvet Underground og blev anderledes skrøbeligt fremført af Reed selv i 1968.

   Enos udgave går efter guldet, lyden er fed og besnærende nok. Det er igen en god pointe, at vi kun er sat fri for at finde en ny illusion. Sangen er vel også en posthum hyldest til Reed, som Eno har kaldt »en ivrig, men ikke overdrevent dygtig guitarist«. Alligevel er det i sammenhængen på en eller anden måde for meget. Synes i hvert fald denne gamle fan af både Brian Eno og Lou Reed.

   Eno siger, at han atter fik mod på at synge, fordi han opdagede, at hans stemme med årene var blevet så dyb, at han kunne ramme og holde et dybt C. Det gør han flere steder på The Ship, og det lyder ikke særligt godt, mere som droner og søvnige får, end som Cohen og Cash i det dybeste leje.

   Det er alligevel en fornøjelse at høre Eno synge igen. Albummet findes som download, men hvis man investerer i de fysiske formater, får man fire litografier med i købet. Ganske som de grafiske særtryk, der i sin tid fulgte med Before and After Science.

THE Ship blev udsendt samtidig med, at Brian Eno fyldte 68 år. I den anledning blev han interviewet til Hard Talk af Stephen Sackur på BBC World. Jeg så tilfældigt samtalen, hvor Eno blandt andet fortalte om Berlin-tiden med David Bowie. Han forklarede, hvordan han ser al kunst og musik som et kredsløb, hvor de enkelte stemmer og udtryk er forudsætninger og konsekvenser. Der findes derfor ikke stjerner eller genier, blot håndværkere i en stor tradition.

   Han er naturligvis glad for, at de gamle værker har levet så længe. Eno mener også, at den næste store og for alvor nye kunstform bliver skabt et sted i nettets spiluniverser. Han ved ikke, hvordan det nye ser ud eller lyder, for han bruger ikke spillene selv. Alligevel synes prognosen plausibel.

Brian Eno blev 73 år den 15. maj. Forlaget Faber & Faber genudgav A Year with Swollen Appendices - Brian Eno's Diary, som indeholder Enos dagbog for året 1995 [dvs. bl.a. Jah Wobbles Spinner, David Bowies 1. Outside, Passengers-projektet Original Soundtracks 1] + en række essays, artikler, personlige meditationer og teoretiske overvejelser. I det nyskrevne forord samler Eno 13 sider med ord og begreber, som ikke fandtes eller var kurante i 1996, da bogen udkom første gang: 9/11, Antifa, Blu-ray, Covid, FOMO, Minecraft, SARS og så videre. Det er tankevækkende, neo-nostalgisk læsning. Blandt ordene på listen er sustainable og generative, bæredygtig og generativ. »Generative music« er Enos egen betegnelse for de selvgenerende, knopskydende kompositioner, der i princippet varer for evigt, når han har skrevet algoritmerne og sat mobilen i gang. I juni 2021 fik Eno sin egen radiostation, The Lighthouse, på Sonos Radio HD. Den seneste fysiske udgivelse er Mixing Colours (2020), som Brian har lavet sammen med sin lillebror, Roger Eno, og bokssættet Film Music 1976-2020. 

Brian Eno: The Ship. Produceret af Brian Eno og Peter Chilvers. 2016. CD, BD, LP, DL + streaming. Warp Records, 2016.

  

Fotos: Wikipedia (2015 Portrait - 'Brian Eno & Steven Johnson: On Art', HowWeGotToNext.com (YouTube), Herman Wouters/NYT (2020-Portrait), Cecily Eno (2021 Portrait w/ beard and mirrorball)/ Island Records/ Obscure Records/ Polydor Music/ Opal Records/ Warp Records/ Faber & Faber 

Første udgave af anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (RIP) 03.08.2016