BEARBEJDEDE BESKEDER
John Cales lange rejse mod klassisk balance
Af BO GREEN JENSEN
Auraen af noget mørkt, sært og farligt, som prægede bandet fra begyndelsen, var ikke selvvalgt. Snarere en subkulturel byttehandel. Lou Reed ville have et publikum til sine sange, og popkunstneren Andy Warhol tilbød en platform.
Warhol gjorde VU til sit husorkester. De hang ud med inderkredsen på The Factory, den sagnomspundne kunstfabrik, hvor konceptmageren havde sit værksted. I 1965 var de hovedpersoner i multimedieforestillingen The Exploding Plastic Inevitable, som blandede lysshow, dans og musik.
Warhol skaffede dem en pladekontrakt – med det MGM-ejede selskab Verve Records - og producerede albummet The Velvet Underground and Nico, som udkom i marts 1967. Han designede også det markante hvide cover med en banan, man kunne skrælle. Alt var på én gang klassisk og avantgardistisk. Selv manglen på gennemslagskraft blev med tiden et salgsargument.
Hvad blev der af dem?
MED eller mod deres vilje bar hovedpersonerne på legenden i hele deres liv. Kun Warhol var større end myten. Valerie Solanas skød ham allerede i 1968 – det er der lavet film, romaner og skuespil om – men Warhol døde af mere prosaiske årsager i 1987. Han var 58 år. Christa »Nico« Päffgen døde på Ibiza i 1988. Hun var 49. Bassisten Sterling Morrison fik lymfekræft og døde i 1995. Han blev 53 år.
Guitaristen Doug Yule, som i 1969 var Lou Reeds sekundant på albummet The Velvet Underground – det er Yule, der synger »Candy Says« så lyst og uskyldigt, at væggene summer – og turnerede med ham i flere omgange, er aldrig blevet anerkendt som fuldgyldigt medlem. At han leverede samtlige sange til Squeeze (1972), det »uægte« VU-album, hvor ingen af de andre medvirker, har givet ham ry som forræder. Det er faktisk en meget sød LP fra manden, der tog videre med bandet American Flyer.
DA Yule turnerede i Japan med Sterling Morrison og Moe Tucker, kaldte bandet sig The Velvet Underground. Der findes et hundedyrt boxsæt med disse obskure koncerter. Alt er jo udgivet nu, selv piratoptagelserne er officielle. Fra 2012-15 udkom fire definitive boxsæt med de fire VU-albums. Her er hele materialet samlet på 4 x 6 cd’er, fra bananalbummet til og med Loaded (1970). Man kan lige så godt skære igennem og investere i dem med det samme. Skiverne sidder i indbundne bøger. Det hele er state of the art.
Så hvad blev der egentlig af dem? Doug Yule er 73 år i dag. Han bor i Seattle og lever af at bygge violiner. Han spiller også musik nu og da. Trommeslageren Maureen Tucker – en primitivist af Guds nåde og stemmen på »Afterhours« og »I’m Sticking With You« – fik fem børn og blev bedstemor. Hun bor i Douglas, Georgia. Hun skabte overskrifter i 2009, da hun deltog i et af Tea Party-bevægelsens arrangementer. At Tucker endte på højrefløjen i amerikansk politik, var svært at kapere for fanbasen. Det er ærligt talt også svært at forstå.
TUCKERS samlede værker kan være på en dobbelt cd. Det er de faktisk også. I Feel So Far Away: Anthology 1974-1998 udkom i 2012. Hun har haft minihits med skæve versioner af klassiske sange som »Will You Love Me Tomorrow?« Hun holdt i mange år liv i en excentrisk solokarriere, men har ikke optrådt siden 2002. Det sidste album med ny musik var Dogs Under Stress, som udkom i 1994, da der skulle smedes, mens jernet var varmt efter The Velvet Undergrounds korte og decideret uspektakulære genforening.
For Lou Reed, John Cale, Sterling Morrison og Moe Tucker turnerede sammen i 1993. Der udkom et dobbelt koncertalbum, Live MCMXCIII, som var en stor skuffelse. På en blå baggrund ser man bananen i sølv. De optrådte også på Roskildes canopyscene – lige så uengageret som alle andre steder, hvor de kom. Det begyndte med et lasershow. Lou Reed gik i træsko og talte ikke med de andre. John Cale stod i siden, helt ude til venstre. Genforeningen kom ikke fra hjertet. Den var formentlig dikteret af økonomien.
Alligevel fulgte der gode ting med. I 1996 blev The Velvet Underground optaget i Rock and Roll Hall of Fame, hvilket svarer til at få et ridderkors af sine egne. Patti Smith holdt talen for sine gamle idoler, og Tucker, Reed og Cale kom på scenen med en nyskreven sang, »Last Night I Said Goodbye to My Friend«, der var dedikeret til Sterling Morrisons minde. Det er en skrøbelig sang, som bliver famlende udført, men atmosfæren i øjeblikket er ægte. Den kan næsten kompensere for ugideligheden, der prægede rip off-turneen i 1993.
Hvad hedder zen på walisisk?
Vist er Cales plader fulde af farlig, mørk, eksperimenterende musik, men henved halvdelen af dem er rockalbums, som han håbede ville ændre det hele. Det er faktisk et gennemgående tema i hans selvbiografi fra 1999, What’s Welsh for Zen?*
John Cale blev født i 1942 i minebyen Garnant i Amman Valley i Wales. Hans far var minearbejder, hans mor skolelærer, og som en særlig krølle på opvæksten, talte hans mor kun walisisk med ham. Cale spillede bratsch og blev uddannet på Goldsmith’s College ved University of London. Han kom til New York på Aaron Coplands anbefaling og hjalp i 1963 John Cage med at opføre en 18 timer lang version af Eric Saties Vexations. Kompositionen skal gentages 840 gange. Den blev fremført af Cage, Cale og 12 andre pianister.
Cale kom fra det klassiske og landede midt i avantgarden. Sammen med La Monte Young og Tony Conrad dannede han TheTheatre of Eternal Music og optrådte som The Dream Syndicate. Han ville også spille rock og mødte via Warhol Lou Reed, som på daværende tidspunkt kaldte sit band for The Ravens.
Warhol gav dem vingefang, men insisterede samtidig på at installere Nico i kvartetten. Det viste sig at fungere udmærket, men både hun og Warhol var væk på White Light/White Heat, som i endnu højere grad af præget af Cales forkærlighed for droner og dissonans. Reed kunne lide feedback og radio-riffs. The Velvet Underground var et lykkeligt mix.
Graham Greene og Henrik Ibsen
EFTER VU-tiden fik Cale lejlighed til at indspille albummet Vintage Violence (1970) under eget navn på Columbia. Det er et besnærende kønt og enkelt album, nærmest i singer-songwriter-genren og stadig værd at høre for sange som »Charlemagne«, »Amsterdam« og »Big White Cloud«.
Den avantgardistiske side af sagen sidder på Church of Anthrax (1971), som Cale indspillede sammen med Terry Riley. Det er symfonisk arrangerede stykker. Kun en enkelt sang – »The Soul of Patrick Lee« - bliver fremført af Adam Miller (med en stemme, som er en dead ringer for Cales). I 1972 overtalte Cale Reprise Records til at udgive The Academy in Peril, et endnu mere klassisk orienteret album med cover af Warhol og instrumentale kompositioner.
I 1973 indspillede Cale sin klassiker. Paris 1919 er produceret af Chris Thomas, gennemført orkestreret og fyldt med litterære og historiske sange, der alligevel lyder som rock af en slags. Baroque Pop kalder man genren i dag. I titelsangen regner der beaujolais ned på Champs-Elysées, hvor skumringens stævnemøder er fulde af linjer som: »You’re a ghost/ Not alive la la la la/ I’m a church and I’ve come/ To claim you with my iron drum/ La la la la la la la.«
Cale drikker te med Graham Greene og sejler »Half Past France« med personer fra Henrik Ibsen. »A Child’s Christmas in Wales« er en storslået palimpsest efter landsmanden Dylan Thomas’ erindringshistorie, og selv Shakespeare-karakterer som Banquo og Macbeth bliver inddraget, før Cale til slut hvisker tæt og fortroligt om den bedøvede Hollywood-diva, der forsvinder ind i sindets Antarktis:
The paranoid great movie queen sits idly fully armed
The powder and mascara there, a warning light for charm
We see her every movie night, the strong against the weak
The lines come out and struggle with the empty voice that speaks
Her heart is oh so tired now of kindnesses gone by
Like broken glasses in a drain gone down but not well spent
The road from Barbary to here she sold then stole right back
The vanity, insanity her hungry heart forgave
The fading bride's dull beauty grows
Just begging to be seen
Beneath the magic lights that reach from
Barbary to here
Her schoolhouse mind has windows now
Where handsome creatures come to watch
The anaesthetic wearing off
Antarctica starts here
Paris 1919 er genoptrykt flere gange, senest i en remaster fra 2006 med 11 bonusskæringer. Det bliver ikke ret meget bedre, men det er Cale i en kølig, æstetisk forklædning, før fastelavnsmasken falder for alvor.
Kaptajn Klo går til angreb
TILBAGE i England fik Cale kontrakt med Island Records og udsendte i hurtig rækkefølge tre albums, som myten om de desperate år hviler på. Fear (1974), Slow Dazzle (1975) og Helen of Troy (1975) er hårde, elektriske sangsamlinger med sprækker af akustisk pastorale. Guts fra 1977 er en kompilation med en enkelt ny skæring, »Mary Lou«, som er et outtake fra Slow Dazzle.
Der er veritable showstoppers som primalskrigsversionen af »Heartbreak Hotel«. »Fear is a Man’s Best Friend« har salmetekstur, og på Slow Dazzle er fortælllingen om »The Eye« af samme surrealistiske beskaffenhed som »The Gift« fra White Light/ White Heat. Her er den sande mand i koncentrat. Hør, hvor bitter han er i signatursangen ”Guts«:
The bugger in the short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a daisy to Maisy, oh Maisy
And the twelve-bore that stood in the corner
Quite operatic in its self-disgust
It blew him all over the living room floor
Like parrot shit, parrot spit, parrot shit was shot
Now suppose it was someone familiar
Someone we all would know
Embarrassing denouement, ne c'est pas?
Familiar hyperbole
And there would go the secret plot
The piss had missed the hole in the pot
Like that ancient teenage dream
From soul to poisoned soul to poisoned soul
Guts, guts, got no guts
And stitches don't help at all
Guts, guts, got no guts
Holes in the body, holes in the legs
Holes in the forehead, holes in the head
Holes in the body, holes in the legs
There should never be holes at all
There should never be holes at all
So kill all you want or more
Make sure, do it right
Dead is dead and door nails forget
And then you'll notice
How the waster and the wasted
Get to look like one another
In the end, in the end
In the end, in the end
Problemet med pladerne var som sædvanlig, at ingen af dem kunne sælge. Efter Helen of Troy stod Cale atter på gaden. Nu følger fire wilderness years, hvor han turnerer, spiller på døren og lever af at producere for andre (Nico, The Stooges, Nick Drake m.fl.) Han kom tilbage – for egen regning – med EPen Animal Justice og det selvudgivne koncertalbum Sabotage Live (1979).
Begge indeholder originale kompositioner. Det er mørk, vild og pragtfuld musik. Jeg var engang til en fest hos Dan Turèll, der delte min glæde ved Cale. Jeg bladrede i hans plader og bad ham spille Sabotage. Han sagde, at det kunne vi godt, men ingen ville lytte, og alle ville klage. I dét fik han fuldkommen ret, for pointen er netop, at man skal lytte. Her kommer Cales paranoia for alvor til sin rablende ret – men bliver også nuanceret af besværgelsen i den smukke slutsang, som hedder »Chorale« og har karakter af en salme.
»By hook or by crook/ I am the captain of this life«, forsikrer Cale sig selv på det 12 minutter lange »Captain Hook« (som faktisk beskriver og bifalder afviklingen af det britiske imperium). Sabotage beviste, at Kaptajn Klo havde kræfter endnu. Cales koncerter – med skimaske over ansigtet og høns, der blev halshugget og kastet ud til publikum – var legendariske. Der var ikke noget privatliv tilbage. Det hele gik op i substanser.
I 1981 fik han atter chancen for at lave et stort promoveret album, da A&M Records udgav Honi Soit. Cale beskriver i selvbiografien, hvordan han og bandet gjorde alt, hvad de kunne, for at gøre Honi Soit kommerciel. Der er ikke engang den sædvanlige snak om ikke at gå på kompromis. Cale havde gjort det uden at blinke, men der var bare intet publikum til sange som »Fighter Pilot«, »Wilson Joliet« og »Strange Times in Casablanca«.
Cale var nu på alkohol, coke og heroin. Det var ikke et liv at byde en partner. I 1968 blev han gift med Betsey Johnson og skilt hurtigt efter. I 1971 blev han gift med Cindy Wells fra The GTOs, som var endnu værre end han, og de skiltes i 1975. Det var Wells, der gik i seng med Kevin Ayers og affødte væmmelsen i »Guts«: »Skiderikken med de korte ærmer kneppede min kone/ Han gjorde det hurtigt og skred...«
Sidst i 70erne var Cale sammen med Jane Friedman. Hun var samtidig hans manager. Så mødte han Risé Irushalmi, som han blev gift og fik en datter med i 1985. Friedman slap forretningen, og Cale skulle selv føre regnskab. Han blev reddet, siger han i What’s Welsh for Zen?, af de royalties, som han ikke havde hævet for sit producerarbejde på Patti Smiths debutalbum Horses.
En bedre verden at dø i
MEN hvad har alt dét med musikken at gøre? kan læseren meget vel spørge. Det har sådan alt med musikken at gøre. Det er dér musikken kommer fra, og er der én ting, man har ud af at læse What’s Welsh for Zen?, er det billedet af, hvor fuldkommen indfedtet, saltknudret og sammenblandet forbindelsen er mellem Cales liv og musik. Og for så vidt alt liv og kunst, skulle jeg mene.
Midt i kaos får Cale et break i form af en kontrakt med Michael Zilkha, som i 1978 etablerede selskabet ZE Records. ZE var ganske stort i tiden. Her udkom navne som Suicide, Lydia Lunch, Lizzie Mercier Descloux, Kid Creole and the Coconuts (!) og Was (Not Was). Zilkha købte Cales Spy Records og gav ham budget til at indspille en plade, som helst skulle være et soloalbum. Det udkom i 1982 og hedder Music for a New Society.
Music for a New Society blev i 2016 remastereret og genudgivet af Domino Records, som forhåbentlig også vil relancere de øvrige albums fra 80erne og 90erne. Det er kun Paris 1919 og de tre store album fra Island, som er kommet igen og igen. Resten er i perioder ude på mikrolabels – det gælder også Cales mange soundtracks og orkestrale arbejder.
Jeg skrev om pladen i Weekendavisen, da den udkom for 38 år siden. Fordi teksten står i bogen På sporet efter den hvide lyd (1983), kan jeg citere den uden at lede ret længe. Bedømmelsen står jeg ved, som jeg skrev den:
»På Music For A New Society er balladerne igen sprængt ind i det sorte, og Cales tangentspil gennemlyses sine steder af en decideret lyrisk kvalitet, som i sin skrøbelighed lader hans mørke stemme stå meget rent og indtrængende. Klarest brænder her »Taking Your Life in Your Hands« og »Close Watch«, der egentlig stammer fra Helen of Troy. Men det krystallinske kredser altid om en kerne, som er sort, og sangenes sum er en uløselig knude af lys og mørke. Lyden kan alene leve i kraft af tavshedens nærvær. De enkle arrangementer manipulerer virtuost med disse givne bestandele: lyd, tavshed, mørke, lys.
Klangfladerne på Music For A New Society skabes dels af Cales orgel og klaverer, dels af lag på lag af nøgne lyde. Som mareridtsmetronomen i »Thoughtless Kind«, der glider med over i »Santies« [sic], hvor albummets hjerte blotlægges. Over rituel dronen og asynkront slagtøj messer Cale en tekst, der er så fuld af ledens indsigt som »Wilson Joliet« på Honi Soit eller »Guts« på Slow Dazzle (…)
Tavsheden sætter ind, ikke som punktum, men simpelt hen som ophør. Dette er musikken til et nyt samfund. Til en stærkere, mere kærlig verden. En bedre verden at dø i. Så det gælder stadig, at frygt er menneskets bedste ven, og John Cales stemme lever, så stram og stærk som nogensinde.«
Lana Turner og Carmen Miranda
EFTER Music for a New Society lavede Cale Caribbean Sunset (1984), som ville være et søvnigt album, hvis det ikke var for teksterne til »Model Beirut Recital«, »Pretorian Underground«, »Villa Albani« osv. Så kom det prunkløse Artificial Intelligence på Beggars Banquet i 1986. Det var i ti år Cales sidste rytmiske album. »Song of the Valley« og »Dying on the Vine« er stadig unikke ballader.
Words for the Dying fra 1989 er en klassisk plade med stort drengekor, russisk symfoniorkester og kompositionen »The Falklands Suite«, der tonesætter fire af Dylan Thomas’ digte, bl.a. »Do Not Go Gentle Into That Good Night«. Det er den sobre Cales mest overbevisende arbejde.
Sidst på albummet sidder en nyskreven sang, »The Soul of Carmen Miranda«, der er ligeså fin og mærkelig som »The Soul of Patrick Lee« fra Church of Anthrax. Carmen Miranda var den brasilianske danser og sangerinde, som i MGM-musicals fra 50erne bar bananer, ananas og anden frugt på sit hoved. Cale fanger hende lige så præcist, som han i »Antarctica Starts Here« fra Paris 1919 fastholdt en diva af Lana Turner-typen:
Since the soul of Carmen Miranda
Had captured the mind of man
Dismissed with her generation
For the price of a can-can
Consigned to the sideshows of history
With the patronized orphans of film
She seeded the bait
And offered the faint
Hope of chance to innocent men
In love with the trance of her dances
And abandoned by them
She called in the boys
She remembered their names
And the sorry condition they came in
The dances were soiled
They spun and recoiled
From the master tap dancer inside them
Beside them...
Rastløs servering
CALES arbejder i de sidste årtier har været rastløse serveringer, der vidner om hans interesse for nye produktionsmetoder. Han er så vild med knapper, loops og treatments, at teknikken bliver større end følelsesstoffet.
Cale sprang ud i orgiet, da rave og electronica var på deres højeste. Resultatet er flydende, klikkende landskaber, der knytter an til mange tankekomplekser, men det er lidt som at se sene film af Wim Wenders. Det spontane bliver kvalt i store ideer, og kunsten er kun til for kunstens skyld. De få markante sange der er, bliver stresset ihjel af finesser.
Man hører de nye albums intenst – Walking on Locusts (1996), HoboSapiens (2003), blackAcetate (2005) – og sætter dem så op på hylden. Senest var Shifty Adventures in Nookie Wood (2012) en lovende retur til kulturuniverset fra Paris 1919. Men man hører »Hemingway« ti gange – og der er altså ingenting i sangen.
Efter Artifical Intelligence har Cales bedste ting været co-produktioner: sangkredsen Songs for ’Drella (1990), som han og Lou Reed skrev til minde om Andy Warhol, og Wrong Way Up (1990), som han delte med Brian Eno. På konceptalbummet Last Day on Earth, som han og Bob Neuwirth lavede sammen i 1994, er Neuwirths drævende bidrag ganske vist trættende, men Cales sange vinder ved genhør.
II
En billedstormers otium
DET er derfor med bange anelser, at jeg skræller folien af den nye dobbelt-cd. Cale siger selv, at når han kom i gang med at remixe Music for a New Society, skyldtes det en henvendelse fra Aarhus Festuge.
I 2012 havde Cale turneret med koncerter, hvor Paris 1919 blev opført i fuld længde (som Lou Reed gjorde med Berlin fra 1973, og som det er blevet praksis for gamle navne, der skal gøre comeback, hvis de har noget, der ligner en klassiker på værklisten).
Turneen gik over forventning. Nu bad Aarhus ham komme og spille Music For a New Society i fuld længde. Det gjorde han faktisk i 2013. Og han tænkte nye tanker. Paris 1919 var født som et orkesteralbum med historisk tema. Music for a New Society blev – bortset fra et enkelt nummer, »Changes Made« – fremført af én mand og én stemme i et bart rum med sære instrumenter. I mixet blev der så lagt effekter på.
Cale besluttede at rekonstruere albummet ved at dekonstruere musikken og samle de enkelte dele igen – nu med fri, løs og rigelig brug af den digitale produktions hjælpemidler. Derfor er genudgivelsen en dobbelt-cd. For det første er Music for a New Society istandsat pristint. For det andet er en ny version af albummet inkluderet med titlen M:FANS. På vinyl udkom pladerne separat. Det er flot, og det er virkelig ikke en gammel mands album.
Tilbage i tiden og udenfor
CALE har fjernet de to sidste skæringer fra det oprindelige album: »Damn Life« og »Risé, Sam and Rimsky-Korsakov«. I stedet er outtaket »The Library of Force« (som var en bonusskæring på cd-optrykket fra 1993) sat ind i fuld længde.
På den oprindelige vinyl-LP blev man forvirret af en skæring, »Mama’s Song«, der skulle være – men ikke var – sidste nummer på side 1. Den indgår på M:FANS som »Prelude« og gengiver en telefonsamtale mellem Cale og hans forældre. Cale taler engelsk med sin far (som døde, før albummet udkom, derfor blev skæringen fjernet) og spørger efter sin mor. Hun kommer i røret under megen knitren, og han beder hende synge en walisisk sang, »Ar Lan y Môr« (»On the Seashore«), som han kan huske. Vi er mere tilbage i tiden på M:FANS, end på det genoptrykte album, som på en måde står uden for tiden.
»If You Were Still Around« ser Cale nu som en sang, der handler om hans relation til Lou Reed. »Taking Your Life in Your Hands« handler stadig om en mor, der har gjort noget galt. Hendes børn bliver fjernet og skal vokse op »in that funny school far away«. Det er sønnen, der synger til kvinden, som »took all those lives in her hands«. Og det er stadig en knugende sang, skønt dramaet nu er flyttet fra stemmen over i bearbejdede loops.
Der er generelt lagt fire-fem lag af effekter oven på de gamle bånd. Det bliver, synes jeg, et problem på de steder, hvor sangene i forvejen brugte stemmer og instrumenter som effekter.
»Thoughtless Kind« er for Cale en erindring om tiden med The Factory, Warhol og VU. Også i 1982 brugte sangen: metronom, elektrisk klaver, tamburin, akustisk guitar, industriel drone + en snart nær, snart fjern blanding af sukken, råb og hul latter, der til slut blev overdøvet af sækkepiber. Denne spøgelsesmusik var arrangeret omkring stemmen, som stod helt fremme og var alene.
Sangen er stadig et storslået »Drama of Exile«, for nu at bruge en af Nicos albumtitler. At tilføje flere effekter, er at komme pålæg oven på pålægget.
Grådige engle
PÅ M:FANS vil Cale overtrumfe de gamle effekter med nye. Det virker flere steder som at ændre blot for at ændre, og resultatet tangerer en neo-barok. Tanken er, skriver Cale, at nye dæmoner afsløres. Nogle bliver genvakt fra fortiden, hvor sløret af elendighed, som han brugte som emballering dengang, »i 2015 bliver til rytme og rent raseri«.
Det er rigtigt nok noget af tiden. Andre steder er virkningen bare banal. »Sanities« – som egentlig hed »Sanctus«, men selskabet læste titlen på æsken med båndet forkert – er en sang om en berøvet mor, der ser sig om efter et bedre sted. Cale bruger i teksten sit hævdvundne trick med at opliste stednavne for at skabe en panoramisk effekt:
The searchlight found her so cockleshell and sure
Sick and tired of what she saw
But cockleshell and sure –
Sure of what the world had offered a tired soul
From Istanbul to Madrid
To Reykjavik, to Bonn
To Leipzig, to Leningrad
To Shanghai, to Pnom Penh,
All so that it would be a stronger world
A stronger though more loving world
To die in
Kvinden hører grådige engle, der spytter på hendes nederlag. Det er svært at komme efter den sang, for i 1982 kan Cale virkelig male smerten og tabet så rent. Empatien er en kolossal motor på Music For A New Society. I 2015 giver han sig til at mixe mandskor og marcherende tropper ind i montageform. Han giver sig simpelt hen til at illustrere. Og det bliver »Sanities« svagere af.
Det skal siges, at Cales filosofiske position har ændret sig. I 1982 er Music For A New Society et mørkt, nøgent album, der åbner sig besværgende mod lyset. Cale synger til alt dét, der skal komme efter. Han ville være far og gøre det bedre, når han blev far. For det måtte være muligt: »I 1982 lød Music For A New Society præcis som sin titel: noget futuristisk, en ny form for sangskrivning. I 2015 er også M:FANS netop dét, en ny slags dystopisk fremtid der venter, fuld af elektrisk knasen og forstyrrede frekvenser.«**
En ny form for sangskrivning
Også »Chinese Envoy« bliver noget andet end en ballade. Til gengæld er »Library of Force« realiseret stærkere på M:FANS, og da »If You Were Still Around« bliver gentaget i en version med kor og asynkron, slæbende rytme, krænger Cale virkelig nyt liv ud af sangen og giver den mere betydning. Men nøgleordet er krænger. Eller vrider. M:FANS er aldrig easy listening.
Har man aldrig hørt Music For A New Society, skal man begynde bagfra med den nye version. Det er svært at lægge de gamle indtryk fra sig og høre M:FANS som et selvstændigt værk. Jeg har lyttet rigtigt meget for at finde en vej ind til kernen. Og havde næppe givet M:FANS så mange chancer, hvis ikke det var John Cales nye album.
Jeg synes så, at det er lykkedes. Jeg holder mere af det oprindelige album – som også kræver sin lytter, men er tæt på og midt i dramaet hele tiden – men der er steder på M:FANS, hvor støjen af arrangeret virkelighed giver mening. Og har betydelig dybde. Cale bliver aldrig folkeeje, og det har han affundet sig med. Nu er det aften, og det kan være det samme. Men sæt pris på de hér nye ting og lad være med kun at læse legenden.
**) Jeg citerer Cales egne kommentarer fra teksthæftet: »In 1982, Music For A New Society sounded exactly like its title: something futuristic, a new kind of songwriting exercise. In 2015, M:FANS is exactly that too, full of electrical crackle and disturbed frequencies, a different kind of dystopian future awaits.«
John Cale: Music For A New Society/M:FANS. 1982, 2015. Domino Records. Alle formater.
Fotos: John Cale-portrættet er taget af Craig McDean til Interview Magazine i 2016
Selve anmeldelsen af M:FANS blev udgivet på Mikrozinet.dk 15.03.2016. Her gav man stjerner, og Cales album fik 5. Jeg har justeret årstal og tilføjet mere om, hvor VU-medlemmerne blev af. 24.05.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar