Translate

fredag den 22. maj 2020

Landet i begyndelsen: Heaven's Gate (1980/2012) [Westerns 100]


LANDET I BEGYNDELSEN
Michael Ciminos elegiske western

Af BO GREEN JENSEN

MICHAEL Ciminos forvoksede western, den godt og vel tre timer lange Heaven's Gate (1980), er både berømt og berygtet. Af samtiden blev den takseret som en kostbar fejltagelse og et eksempel på det eskalerende afsind, der i 1970ernes »New Hollywood« havde forvandlet filmindustrien til et slaraffenland for unge instruktører med udtalt storhedsvanvid. Lige siden har filmen, ikke mindst i Europa, haft hengivne fans, der dyrker den som et tabt mesterværk.
   I sin bog om perioden, Easy Riders, Raging Bulls (1998), ser filmhistorikeren Peter Biskind Heaven’s Gate som kulminationen på et nødvendigt (selv)opgør med det forfald, som ved indgangen til 80erne havde ødelagt alle de gode tiltag fra slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne. Han gør samtidig opmærksom på, at Ciminos hybris ikke adskilte sig nævneværdigt fra de projekter, som generationens øvrige helte, instruktører som Scorsese, Spielberg, Bogdanovich, Friedkin og Schrader, samtidig brændte fingrene på.
   Heaven’s Gate var bare en anelse større, og katastrofen gav så megen genlyd, at branchen statuerede et eksempel. I 70ernes Hollywood var der forståelse for, at film er en blanding af kunst og forretning. Man var opsat på at prioritere de æstetiske hensyn, men kunne i længden ikke ignorere, at den kommercielle faktor spillede ind.
   Filmen kostede 44 mio. dollars at fremstille, en uhørt høj sum for tiden, og har til dato kun solgt billetter for 1,5 mio.* Så United Artists gik ned, og moderselskabet Transamerica trak sig helt ud af filmproduktion. Resterne blev videresolgt til MGM, som siden blev videresolgt til Ted Turner, og 1980erne tilhørte Paramount, der promoverede hurtigt forbrug. Lidt er der derfor om snakken. Heaven’s Gate knækkede ryggen på det nye Hollywood. »We blew it« er titlen på sidste kapitel i Biskinds overvurderede bog.**



CIMINO havde to år før Heaven’s Gate skabt The Deer Hunter (1978), der var en succes på alle niveauer og fortjent har fået status som en af de bedste film om krigen i Vietnam. Det var Ciminos anden film som instruktør. Han havde skrevet to manuskripter, men ikke stået med hovedansvaret, før han i 1974 instruerede Clint Eastwood og Jeff Bridges i den fine melankolske krimi om Thunderbolt and Lightfoot, som er udmærket eksempel på, hvordan man først i New Hollywood-tiden kunne få friske resultater ud af trætte, gamle genrer.
   Hvem som helst, der så The Deer Hunter ved premieren, vil huske hvor overvældende oplevelsen var. Ikke så meget for skildringen af krigen, men for begyndelsen og slutningen, som Cimino lægger om det mørke hjerte midt i filmen.
   Efter i en time at have skildret hverdagen i stålbyen i Pennsylvania, klipper Cimino fra en livshyldende bryllupsscene til torturen i tigerburene. Og efter rejsen til nattens ende, da Robert De Niro i Saigon har set den heroinafhængige Christopher Walken spille russisk roulette én gang for mange, er filmen i stand til at give ham en værdig begravelse. De Niro, Meryl Streep og de øvrige efterlevende sidder i køkkenet og synger »America the Beautiful«, før de næste dag vender tilbage til stålværket.
   Cimino indså, at skildringen af hverdagen gav mening til alt dét, som ikke var hverdag. Hans film, som fik premiere året før Francis Ford Coppolas lige så stærke Apocalypse Now (1979), formåede næsten at genrejse krigsfilmen som en respektabel genre, skønt tiderne var som de var. Han havde en vision om at gøre noget lignende for en anden stor genre, den amerikanske western, som tog tælling i en periode, hvor begrebet »heroisme« var sat i anførselstegn.







CIMINO havde fra begyndelsen af 70erne skrevet på en film med arbejdstitlen The Johnson County War. Manuskriptet var autentisk baseret og skildrede krigen mellem rige kvægfarmere, der gik ind for uhæmmet stordrift, og østeuropæiske immigranter, som bare ville have et sted at være mennesker i 1890ernes Wyoming.
   Den historiske Johnson County War kulminerede i 1892, da Wyoming Stock Growers’ Association ansatte en privat hær på 46 foretagsomme revolvermænd, som kaldte sig »The Regulators«, til at rense ud i territoriet, der to år før havde fået status som delstat. Indianerne var fordrevet. Nu manglede blot den sortsmuskede pøbel. Kavaleriet afvæbnede hæren, men der blev aldrig rejst tiltale i forbindelse med de mange drab og mordbrande.
   Ciminos idé var sikkert inspireret af den fremstilling, som stilikonet Sam Peckinpah – en helt for alle de unge Hollywood-instruktører – havde givet den tilsvarende Lincoln County War i New Mexico i sin film om Pat Garrett and Billy the Kid (1973), hvor både Kris Kristofferson og Bob Dylan medvirkede. I hvert fald ligner Heaven’s Gate i momenter en blanding af Peckinpahs film, Sergio Leones Once Upon a Time in the West (1968) og Ciminos egen The Deer Hunter. Bestræbelsen var så stort tænkt som muligt. Heaven’s Gate skulle være den definitive episke fremstilling af landet, som var i begyndelsen.




MED sine Oscars og store salgstal i ryggen fik Cimino forhandlet sig til en kontrakt, der næsten gav ham licens til at dræbe. Filmen skulle koste 10 mio. dollars og gøres færdig på to måneder. Imidlertid havde Cimino lov til at overskride budgettet og forlænge sin deadline, hvis det blev nødvendigt. Produktionen begyndte i Kalispell, Montana, den 16. april 1979. Da den sluttede fem måneder senere, havde Cimino optaget 220 timers film – hver scene blev skudt i talløse takes og fra mange forskellige vinkler. En hær af statister havde døjet med instruktøren, som holdt sig oppe på kokain.
   Undervejs kom filmens bagmænd på settet og forsøgte at tale Cimino til rette. Imidlertid var det producerne, som lod sig besnakke. Cimino viste dem nogle færdige sekvenser, og de blev overbevist af æstetikken. Det samme må man nødvendigvis blive, hvis man ser eller genser den store film, som er digitalt restaureret. Vilmos Zsigmonds heroiske billedkompositioner er grænseoverskridende smukke, uanset om han skildrer afslutningsceremonien på Harvard, immigranternes bal i dansehallen »Heaven’s Gate« eller stilheden under den store himmel i Wyoming.
   Der er filmet på 23 locations. Det er især lillebyen Wallace i Idaho, som gør det ud for filmens Casper, Wyoming. Cimino og Zsigmond brugte røgmaskiner og fyldte luften med 20.000 ton Fuller’s Earth for at skabe de lyriske billeder. I samme periode kan kun Terrence Malicks Days of Heaven (1978) matche skønheden i Heaven’s Gate.







PROBLEMERNE ligger snarere i karaktertegningen, som kun i afsnit når ned under huden. I centrum er James Averill (Kris Kristofferson), der tager eksamen fra Harvard i 1870 og tyve år senere, uden nærmere forklaring, er blevet marshall i Wyoming.
   Her solidariserer han sig med immigranterne og går imod kvægbaronen Frank Canton (Sam Waterston), der er ond og grådig som ind i helvede. Især har sheriffen dog et forhold til den prostituerede Ella Watson (Isabelle Huppert), som er baseret på virkelighedens »Cattle Kate« (1862-88), der lod sig betale i naturalier og blev dræbt under Johnson County-krigen.
   I spidsen for The Regulators står Nathan Champion (Christopher Walken), som også er interesseret i Ella. Averills studiekammerat (John Hurt) bliver ofret. Jeff Bridges medvirker som Ella og Averills betroede hjælper. 
   Af alle filmens relationer tror man kun for alvor på kærligheden mellem Huppert og Kristofferson. Den skildres i lyriske scener og ender forventeligt tragisk. Ved vejs ende er Averill, atter uden nærmere forklaring, tilbage på Østkysten, hvor han i 1903 går rundt på dækket af sin yacht ved Newport, Rhode Island. Han ser på sin sovende hustru, som tilskueren genkender fra begyndelsen på Harvard. Det fremgår, at lykken er stærkt relativ.




FILMEN blev slagtet ved premieren. I New York Times skrev Vincent Canby, at »Heaven’s Gate fejler så fuldkomment, at man får mistanke om, at Michael Cimino solgte sin sjæl til Djævelen for at skabe The Deer Hunter, og at Djævelen nu indkasserer hans gæld.«
   Canby kaldte filmen »en betingelsesløs fiasko«. Det kan undre. Heaven’s Gate er ujævn, men selv en halvblind mand må erkende, at filmen har noget på hjerte og bærer på en vision om at se.
   Ciminos final cut varede 219 minutter. I panik lod han filmen skære ned til 149 minutter, hvilket knuste den rolige rytme, som filmens episke kurve beskriver. Heaven’s Gate er en rustik elegi. Den blev nu barberet ned til et kulørt kondensat, så de kritiske røster for alvor fik fremdrift.
   Rehabiliteringen begyndte i 80erne, hvor den lange version af Heaven’s Gate blev kørt igen og igen på Los Angeles-kabelstationen Z-Channel, et randfænomen med sin egen historie.*** En ny generation af filmskabere, kommende stjerner som Quentin Tarantino og Paul Thomas Anderson, voksede op med Heaven’s Gate. Det var om den lange version, at man første gang brugte betegnelsen »director’s cut«, og det var dén som fik et efterliv, først på laserdisc og VHS, siden på dvd og blu-ray.
   Da Isabelle Huppert i 2005 præsenterede den fuldt restaurerede film i Paris, var kanoniseringen af Heaven’s Gate fuldkommen. I 2012 blev den relanceret i lang version på filmfestivalen i Venedig. Samme år forberedte Cimino selv blu-ray udgivelsen for The Criterion Collection. Jeg har ofte genset Heaven's Gate. Det er hver gang en meget stor oplevelse. Det ændrer ikke ved, at man også kan se filmens blinde punkter og svage steder.
   




CIMINO kom helt ned på jorden efter Heaven’s Gate. I 1985 instruerede han Oliver Stones manuskript til krimien The Year of the Dragon (1985, da. Chinatown bløder). Han skrabede bunden med Mario Puzos The Sicilian (1987) og var kompetent tilbage i 1990 med Desperate Hours, som var en genindspilning af William Wylers originale thriller fra 1955.
   Instruktørens mest personlige sene projekt blev The Sunchaser. En læge, spillet af Woody Harrelson, bliver taget som gidsel af en kræftsyg indianer, der vil hjem at dø på reservatet. Filmen fik ikke dansk premiere, men Cimino præsenterede den i Cannes i 1996. Han sad da med cowboyhat og solbriller på inden døre. Han gled af på spørgsmål om Heaven’s Gate og røbede, at han holdt af at spille golf.
   I 2007 instruerede han et segment ('No Translation Needed') i antologifilmen Chacun son cinéma/ To Each His Own Cinema, som var Cannes Festivalens officielle markering af sit 60 års jubilæum. 
   Heaven’s Gate er levende filmhistorie. Michael Epsteins spillefilmslange dokumentar Final Cut: The Making and Unmaking of »Heaven’s Gate« (2004) giver et udmærket indblik i, hvordan den blev til. Det er en af de store titler, som kulturen må gense en gang hvert årti. For måske så vi ikke ordentligt efter. Fortidens kontroversielle fejlskud kan være fremtidens klassiker i forklædning. 




*) Tallet er fra 2006. I 2020 er det vokset til 3,5 mio. Heaven's Gate Restored Version havde senest repremiere i juli 2016. Den restaurerede udgave blev vist på Venedig Festivalen i 2012, hvor Cimino selv introducerede den. Der var stående bifald i Sala Grande på Lido.


**) Peter Biskind: Easy Riders, Raging Bulls. How the Sex 'N' Drugs 'N' Rock 'N' Roll Generation Saved Hollywood. 510 s. Simon & Schuster, 1998.
   Biskinds bog er vidt berømmet og fuld af faktuelle oplysninger, især om de økonomiske forhold i filmindustrien. Men meget bygger på genfortællinger af anekdoter og upræcise interviews i 'den-og-den-sagde-at-den-og-den-havde-sagt' genren. Biskind skaber sine egne helte og skurke og bøjer en lang række forhold for at bygge sin store fortælling om New Hollywoods opgangstid, storhed og fald.
   Han er meget bedre til at skrive om begyndelsen end slutningen. Kapitlerne om Bonnie and Clyde, Warren Beattys betydning som producer og hele baggrunden for Dennis Hoppers Easy Rider er fremragende. Afsnittet om Heaven's Gate er tendentiøst og så fordømmende forudindtaget, at man har Biskind mistænkt for at føre en personlig vendetta. Biskind gentager sit standpunkt i artiklen, som The Hollywood Reporter bragte ved Ciminos død i 2016. Nekrologen tangerer et karaktermord.


***) Z-Channel leverede kabel-tv til abonnementer i Los Angeles-området fra 1974 til 1989. Stationen var lige så tidligt ude som de landsdækkende (og i streaming-regi endnu aktive) kabeltjenester HBO, Showtime og The Movie Channel.
   Sendefladen var kurateret af Jerry Harvey (1949-1988), der brugte Z Channel som en discjockey. Han viste glemte film, sjældne film, personlige favoritter, brede film og smalle film, alt mellem himmel og jord, men aldrig uden engagement og en grund.
   I 1982 fandt Harvey den eneste kopi af Heaven's Gate i lang version og viste den på Z-Channel juleaften. Filmen blev genopdaget af cineaster fra 90er-generation, som var kerneseerne på Z. Harvey var et kaosmenneske i traditionen fra Hunter S. Thompson og Lester Bangs. I april 1988 skød han sin hustru, Deri Rudolph, og tog sit eget liv bagefter.
   Historien om Harvey og Z-Channel er levende fortalt i dokumentaren Z Channel: A Magnificent Obsession, som blev vist på Cannes Festivalen i 2004. Xan Cassavetes - datter af Gena Rowlands og John Cassavetes og selv en trofast bruger af Z-Channel - taler med professionelle fans som Jim Jarmusch, Alexander Payne og Quentin Tarantino, der får våde øjne og varme i stemmen, når de mindes maratonnætter med kultfilm på Z.  


Heaven’s Gate. Instr. og manus: Michael Cimino. Foto: Vilmos Zsigmond. 219 min. USA 1980. Dansk premiere: 14.10.1981/ 28.07.2006


Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 28.07.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar