Mia Hansen-Løve: L'avenir/Things to Come (2016)

ET NYTTIGT OG VIRKELIGT LIV
En ung kvindes film om at blive ældre

Af BO GREEN JENSEN

AT blive ældre er ofte en øvelse i, hvordan man spiser nådsensbrød. Eller selv bager ét, der er nærende nok til at kompensere for tabet af ungdom. Dagen i morgen handler, som titlen antyder, om ting, der kan og sikkert vil ske for os alle. Hvis ellers vi er »heldige« og lever længe nok, vel at mærke.

   Nathalie Chazeaux er på vej mod de 60 og fører i det store hele, hvad hun selv ville kalde et nyttigt liv. Hun underviser i filosofi på en velanskrevet læreanstalt og har selv redigeret den antologi, som eleverne bruger. Privat er hun gift med kollegaen Heinz (André Macon). De har to voksne børn og et sommersted i Bretagne, som hun har nydt at indrette.

DET betyder ikke, at der ikke er problemer. Hendes aldersfornægtende mor (Edith Scob fra Holy Motors og kultklassikeren Les yeux sans visage) ringer på alle tider af døgnet. Børnene er skuffelser, der sværmer for det banale – slet ikke som Fabien (Roman Kolinka), hendes gamle elev, der manuducerer på École Normal og har skrevet om Theodor Adorno til serien, som Nathalie redigerer.

   Der er ikke så meget tilbage af ånden fra maj '68. På skolen demonstrerer eleverne i protest mod regeringens pensionsreform. Nathalie har slet ingen tålmodighed med de skingre unge stemmer. Hun bryder blokaden, så hendes elever kan komme ind. De får et fyndord af Jean-Jacques Rousseau til overvejelse. Det stammer, siger Nathalie, fra en tid, hvor ideer var mere end påskud.

ALT dette udgør den flimrende baggrund for et som sagt ganske virkeligt liv. Dagen i morgen begynder med et flashback til tidevandsøen Grand Bé, hvor digteren Chateaubriand er begravet. Eller måske er resten af filmen et flashforward til de gnidrede, grå ting, der venter. I hvert fald er Nathalie både træt af det hele og ganske tilfreds, da hendes liv styrter sammen.

   Det sker på flere fronter. Heinz forlader Nathalie. Hendes mor dør og efterlader et overraskende tomrum. På forlaget kommer der djøf-typer til. De lukker Nathalies serie og aflyser et optryk af antologien. Da hun går i vrede, ser de opgivende på hinanden. Demonstranterne bruger det samme blik. Det siger: Flyt dig, gå dog hjem og dyrk kartofler, det er ikke din tid mere.

SÅ med ét er den aldrende kvinde i fald. Mia Hansen-Løve (Eden), som selv er 35 og kunne være Nathalies datter, beskriver processen med indlevelse. Faserne ligner de stadier, som Elisabeth Köbler-Ross kortlagde i forbindelse med erkendelsen af, at man skal dø. Først er der afvisning og forurettet vrede, siden forsøgvis forhandling, akut depression og til slut en blank, total accept.

   Hvis man når den sidste base, er man endelig i ukendt land. Her venter en slags frihed og en mulighed for at undersøge, hvad tilværelsen indeholder.

NATHALIE bruger sit nye liv på det sidste. Hun raser ud ved at knuse de fælles effekter i huset i Bretagne. Så samler hun resterne op og besøger Fabien i det radikale kollektiv, hvor han er flyttet ud med sin kæreste, så de kan planlægge revolutionen igen. Der er endelig en chance for at realisere den vagt ødipale relation mellem elev og lærerinde. Gå selv ind og se, om den bliver grebet.

   63-årige Isabelle Huppert har spillet mange skarpe kvinder, altid på sin egen alder, siden hun brød igennem som kniplersken i Claude Gorettas La dentellière (1977, da. Jeg elsker dig). Dagen i morgen er den ene af to store film med Huppert fra 2016. Den anden er Paul Verhoevens Elle (2016), som gradbøjer flere klicheer om kønspolitik.

   Huppert er fremragende som Nathalie. Hun bærer filmen i pagt med det detaljerede manuskript, som Mia Hansen-Løve selv har skrevet. Det er en stille, præcist registrerende film, som iagttager en overflødiggjort kvinde.

L’AVENIR er stemt i tonen fra Claude Sautet og Eric Rohmer. Som altid hos Hansen-Løve spiller musik en medskabende rolle. Her er Schubert blandet op med Woody Guthries »Ship in the Sky« og visen »A la clare fontaine«, men det smukkeste sted er en vandring i sneen, hvor Donovans »Deep Peace« (fra albummet Sutras) bliver signaturen for en scene, der ånder og er i sig selv.

   Dagen i morgen er næppe for alle, men den rammer enhver, som har fantasi til at forestille sig, hvordan ungdommen sikkert udløber en dag. Vi vil slet ikke bruge klicheen gråt guld. Der er bare et liv, som bliver ved med at brænde.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021); Mia Hansen Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022). 

L'Avenir (Dagen i morgen). Instr. og manus: Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 102 min. Tyskland-Frankrig 2016. Dansk premiere: 17.11.2016

Fotos: CG Cinéma/ Detailfilm/ ARTE/ Canal +/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO Nordic, iTunes, MUBI, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.11.2016