DEN SØDE DAG
Hvid er for lighed, afmagt og gengæld
Af BO GREEN JENSEN
Hvid er imidlertid tænkt og realiseret som en komedie, ganske vist en vemodig én med tragiske anstrøg, men ikke desto mindre lige så ør og skæv i tonen, som Blå var stram og klar i sin læsning af den uønskede frihed, der er forbundet med pludselig sorg.
Motivet er lighed, egalité, og det er fristende at læse en øst/vest- allegori ind i eventyret om den polske frisør Karol (Zbigniew Zamachowski fra Dekalog nr. 10), der bliver skilt fra sin franske hustru, Dominique (Julie Delpy [som i 1994 var 23 år og frisk fra Volker Schlöndorffs undervurderede Homo Faber-filmatisering]), fordi han – det er eufemismen – »ikke lever op til sine ægteskabelige forpligtelser.«
Denne impotens giver sig udslag i en desperation, som blot gør tingene værre. Dominique søger skilsmisse og får den. Karol frakendes alt, hans pas og kreditkort bliver annulerede, ja for Karol føles det som har man inddraget selve hans identitet. »Er det fordi jeg ikke taler fransk, at jeg ikke kan opnå lighed?« spørger han fra vidneskranken i retsalen.
I DET samme stikker Julie Vignon (Juliette Binoche) fra Blå hovedet ind og overværer denne lille stump af Karols martyrium. På samme måde så vi fra hendes synsvinkel et glimt af situationen i Blå. Kieslowski og Piesiewicz opererer i Trois couleurs-sekvensen med endnu mere håndfaste overlapninger og sammenfald, end forfatterparret gjorde i Dekalog (1989-90)
Direkte adspurgt benægter Piesiewizc dog, at man skal lægge noget særligt i kontrasten mellem Frankrig og Polen. Det handler, siger Piesiewicz, om mennesker, liv og moral alle vegne. Dog er det en kendsgerning, at mens Karol ikke fungerer i Paris, så har han anderledes kontrol over sin skæbne, da han når hjem til Warszawa.
Først må han dog gennemleve en hård tid på bunden af tilværelsen. Da Dominique endnu en gang har hånet og afvist ham, ja har sat ild til salonen for at blive fri for ham, udvikler Karol et fetichistisk forhold til en gammel gipsbuste. Han ender med at sidde i metroen og spille sit hjemlands vemodige sange – på redekam.
HER dukker landsmanden Mikolaj op med et fristende økonomisk tilbud og en hånd, der rækkes oprigtigt frem. Karol overtaler Mikolaj til – helt bogstaveligt – at tage sig med som bagage, og nu svinger tonen fra vemodig parisisk bedrøvelse over i næsten sarkastisk farce, mens tingenes orden i dagens nye Polen skildres.
Da tolderne har slået Karol halvt fordærvet, finder han hjem til den salon, han drev sammen med sin bror før eventyret i Frankrig. På ingen tid svinger han sig op til matadorstatus i de hurtige penges gangstermiljø. Han sætter en fælde for Dominique. Han forvinder også sin impotens, men egentlig først da han kan være sikker på, at begærets objekt vil forsvinde igen.
Hvid er mindre nænsomt realiseret end Blå, hvor sorte indklip viste den sørgende kvindes følelsesløshed. Her bliver lærredet helt hvidt ét langt øjeblik, mens Julie Delpy simulerer en verdensrystende orgasme i den utaknemlige rolle som furien Dominique.
Det fremgår ikke, hvorfor kvindefiguren i denne film skal nedgøres næsten i samme grad, som Juliette Binoche blev løftet op af sorgens frihed i Blå. Overhovedet virker flere lag i forholdet som patetiske konstruktioner.
NÅR filmen alligevel bliver en nydelse, skyldes det Zamachowskis forvirrede faunansigt, skildringen af det nykapitalistiske Polen og venskabet mellem Karol og Mikolaj, der er ramt med en fuldstændig overbevisende varme.
Især er der en scene, hvor begge har strejfet dødens kind og overlevet. De tilbringer så den søde dag med at tumle berusede rundt på en tilfrossen sø, mens Edward Klosinskis kamera næsten kysser dem fast på den drejende skærm.
Man rejser sig med en dyb respekt for Kieslowskis evne til at fortælle og bevæge med de mindste virkemidler. Mest af alt virker Hvid dog som en appetitvækker til trilogiens tredje film Rød, hvor Jean-Louis Trintignant og Irène Jacob for alvor skal lægge lignelsens brikker på plads.
*) Hvid havde premiere samme uge som Philadelphia, Jonathan Demmes pompøse AIDS-requiem. Begge film var anmeldt i en tekst, der havde »Bristepunktet« som rubrik.
Tre farver: Hvid (Trois couleurs: Blanc). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Edward Klosinski. 92 min. Frankrig-Polen-Schweiz 1994. Dansk premiere: 11.03.1994.
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ MK2/ Criterion Collection
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, MUBI og SF Anytime
Criterion Collection har udgivet Three Colors-trilogien på blu-ray
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.03.1994
Ingen kommentarer:
Send en kommentar