NÆRKONTAKT AF MAGISK GRAD
Ved Guden for Gode Fortællingers nåde
Af BO GREEN JENSEN
SCIENCE fiction på film er i regelen ensbetydende med rumeventyr, dystopisk hypernoir à la Blade Runner, stilfuld cyberpunk à la The Matrix, skræmmende aliens og den mørke sandhed, som lurer derude.
Af BO GREEN JENSEN
En sjælden gang kan genren dog, også når den er bredest og mest kommerciel, tage fat i nære emner, som rører sig i almindelige liv nu og hér. I litterær sammenhæng har genren altid forstået at sætte af i den virkelighed, som vi deler.
Frequency er en variation over to hæderkronede temaer: tidsrejsen og den alternative historie, som er konsekvensen af justeringer i det forgangne. På dansk har filmen fået et opportunistisk Livsfarlig hægtet på titlen. Det skal vel lokke turisterne ind, men man går nu forgæves, hvis man kommer i håbet om åndeløs spænding. Filmen er gammel i stilen og afvikles langsomt. Til gengæld har den en følelsesdybde, som er sjælden i denne ende af feltet.
DER er to tidsrammer, to niveauer, som udveksler livsenergier. Mediet er elektromagnetisme. I oktober 1969 sidder brandmanden Frank Sullivan (Dennis Quaid) som altid i sit hus i Queens og roder med sin kortbølgeradio.
Frank vil jo mene, at livet er godt. Han synes om sit arbejde, holder af at redde liv og reagere hurtigt i trængte situationer. Han elsker sin kone, sygeplejersken Julia (Elizabeth Mitchell), og sønnen John. Han elsker for den sags skyld sin evindelige kaffe og de Camel uden filter, som han kæderyger i pakkevis af. Frank følger med i baseballsæsonen og prøver at lære sønnen at cykle. Hvad mere kan man forlange af tilværelsen?
Tredive år senere, i oktober 1999, tæller verden ned til årtusindeskiftet; endnu en baseballsæson er i gang, hver især har travlt med sin hverdag. Den eneste usædvanlige detalje er det stærke nordlys, aurora borealis, som hænger på himlen over New York, ganske som i 1969.
I huset i Queens er John Sullivan blevet voksen. For ham blev livet ikke så godt. Hustruen forlader ham i første scene. John blev kriminalbetjent. Han fik også lært at cykle, men er aldrig for alvor kommet ud af den skygge, som blev kastet over tilværelsen, da hans far omkom i flammerne tredive år før.
MAN fornemmer vel, hvor det bærer hen? John forsøger at drukne sine sorger i alkohol, men barndomsvennen Gordo (Noah Emmerich) vil ikke lade ham synke ind i sig selv.
Også Gordo plejede at se på, når Frank Sullivan talte med fjerne stemmer i den dengang så magiske kortbølgeradio. Også han husker nordlyset fra ’69. Nu tager han sin søn med over til John og prøver at vække den deprimerede nabo. De fisker endda kortbølgeradioen op af kassen, hvor den har fået lov at stå i fred så længe ved Guden for Gode Fortællingers nåde.
Da Gordo er gået, bliver John siddende ved radioen. De gamle gløderør knitrer. Udenfor tindrer nordlyset og synes næsten at række ned over byen, som ville det sige menneskene noget. Medierne er fulde af historier om fænomenet, som udgør en kærkommen afveksling fra de sædvanlige seriemord og sportsresultater. Pludselig er der en stemme på frekvensen. Der er hul igennem til fortiden.
SØNNEN er den første af de to, som begriber hvad der foregår. Tilbage i 1969 har Frank Sullivan naturligvis svært ved at forstå og tro på forbindelsen i tiden. Men John ved nogle ting om baseball, som overbeviser den skeptiske far. De undrer sig, morer sig, udveksler. Så begynder de at ændre den tid, som ligger mellem 1969 og 1999. Først da begynder filmen for alvor, men det er i samtalerne mellem far og søn, i denne nærkontakt af magisk grad, at Frequency har sit omdrejningspunkt. Og hvis præmissen virker søgt, er kernen til gengæld solid og gedigen.
DER skal ikke røbes ret meget mere, for skønt spændingsfaktoren ikke er hovedsagen i denne film, er det dog denne motor som driver fortællingen. Det er relativt enkelt at ændre den redningsaktion, som kostede faderens liv. Men fordi han ikke døde, kunne Johns mor på hospitalet forhindre det hændelige uheld, som ad tilfældets kringlede veje satte en stopper for de seriedrab, som pressen døbte Nattergale-mordene. Gerningsmanden overlevede, og fremme i et 1999, som til stadighed ændrer sig, mens far og søn piller ved tiden, er han med ét en genåbnet sag, som John arbejder på.
Frank Sullivan omkom ikke i branden, men døden må jo have en årsag, og hverdagen er vel det farligste sted. I hvert fald kan man ikke være frejdig kæderyger og regne med at blive gammel i fred, hvis man er en karakter som optræder i amerikanske mainstreamfilm lige nu. Til gengæld skal det kunne betale sig at kvitte cigaretterne. Franks rygning bliver derfor et ledemotiv, og historien ændrer sig mange gange, før Frequency lader strukturen stivne og blive ét med det svindende nordlys. Det sker efter et højstemt møde, som man kan vælge at finde vammelt eller forløsende.
INSTRUKTØREN hedder Gregory Hoblit (Primal Fear), men det er Toby Emmerich, som både har produceret filmen og skrevet manuskriptet, der er ånden bag den besnærende fabel.* Frequency er en underlig størrelse. Den lanceres som en hæsblæsende storfilm og har tydeligvis været dyr at realisere. Den kunne dog sagtens have været mindre og ville afgjort have vundet i kunstnerisk statur, hvis mordhistorien var blevet nedprioriteret. Man mere end fornemmer, at fortællingens hjerte er begravet andetsteds.
Det ligger i det besværgende møde mellem nu og da; i den nostalgiske omhu som investeres i rekonstruktionen af 1969; i nutidens længsel efter at kunne rette sine fejltagelser og lære af historien. Frequency ligner derfor ikke de mareridtsscenarier, som præger det meste af dagens science fiction. Filmen har mere tilfælles med en lys episode af The Twilight Zone eller en sentimental anekdote om tidens sløjfer af Richard Matheson eller Jack Finney. Den indgår mange og store kompromisser for at tækkes sin primære målgruppe, men i sit inderste væsen er den god, varm og tankevækkende.
*) Gregory Hoblit (f. 1946) instruerede seks spillefilm mellem Primal Fear (1996) og Untraceable (2008). Generelt er det gennemsnitlige thrillers. Han fik til gengæld sat et stort aftryk i tv-sammenhæng, hvor han var aktiv fra 1978 til 2015. Som instruktør og koproducer var Hoblit blandt de primære drivkræfter på tre store serier, der definerer tv-krimien i 1980erne for min generation (som er ti år yngre end Hoblits). Man kan ikke forestille flow-tv i 80erne uden Hill Street Blues (1981-1987), L.A. Law (1986-1994) og NYPD Blue (1993-2005).
Frequency (Livsfarlig frekvens). Instr.: Gregory Hoblit. Manus: Toby Emmerich. Foto: Alar Kivilo. 118 min. USA 2000. Dansk premiere: 01.09.2000
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames ikke i Skandinavien – i Tyskland og UK på iTunes – på DVD/blu-ray i 2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.09.2000
Ingen kommentarer:
Send en kommentar