Translate

onsdag den 29. april 2020

Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]


BEVÆGELSEN I TIDEN
Philip Roth skriver kontrafaktisk historie

Af BO GREEN JENSEN

HVAD nu hvis. Det er præmissen i utopisk fiktion, og det er selve fundamentet for den akademiske sportsgren, som kaldes »kontrafaktisk historieskrivning«. Hvad nu hvis Columbus var sejlet forbi? Hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo? Hvis den sidste zar var blevet siddende? Ville hele verden heile, hvis Tyskland havde sejret i 1945?
   Sidstnævnte mulighed var den første, som inspirerede de skønlitterære forfattere. Philip K. Dick skrev i 1962 The Man in the High Castle (da. Manden i den høje fæstning), hvor USA efter krigen er opdelt i en japansk og en tysk sektor. Len Deighton lod tyskerne sejre i SS GB (1978), og i Fatherland (1992) skriver Robert Harris realistisk medrivende om en tysk kriminalinspektør, der i 1964, en uge før Hitlers 75 års fødselsdag, trækkes ind i en sag med forbindelse til rygterne om 1940ernes dødslejre.
   I sidste afsnit får inspektøren tårer i øjnene, da han står med beviset, en brændt sten fra Auschwitz. Det er et bevægende fiktionsøjeblik, som berettiger hele genren. Romanen skaber sin indsigt, den helt konkrete vrede og smerte, netop ved at spørge: Hvad nu hvis? Ikke blot når vi som læsere til bunds i bogens mysterium. Vi bliver også lidt klogere på vort eget.



I The Plot Against America beskriver Philip Roth (1933-2018), hvordan hverdagen ville forme sig for middelklassens jøder, hvis nationen i 1940 havde valgt Charles Lindbergh (1902-1974) til amerikansk præsident.
   Det gjorde den jo ikke. Franklin Delano Roosevelt blev genvalgt til en tredje embedsperiode og mødte stort set ingen modstand fra republikanernes kandidat, Wendell Wilkie. USA blev ikke holdt ude af krigen, ingen rabbinere blev kørt væk om natten. Der var ingen fredelig »Iceland Understanding« mellem Det Tredje Rige og USA, ingen fordragelig »Hawaii Understanding« mellem Japan og Amerika. Derimod forelå en pagt mellem Stalin og Hitler, som sidstnævnte heldigvis brød.
   Roths tankeeksperiment er dog skræmmende troværdigt. Var kortene faldet en anelse anderledes, og havde de amerikanske fascister været lidt mindre komiske og ekstreme, kunne synergien af økonomisk krise, politisk isolationisme, elitære strøtanker om racehygiejne og fristende effektiv ideologi have fået mere vind i sejlene. Især hvis en karismatisk folkehelt som Lindbergh var gået helhjertet ind i kampen om kulturen og systemet.
   Læs i øvrigt Nathanael Wests A Cool Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen Here (1935, da. Det kan ikke ske her) og John Dos Passos’ monumentale U.S.A. (1936), hvis du vil danne dig et indtryk af ekstremismen og polariseringen i tiden. Lewis bruger patos, og Dos Passos rapporterer. Jøden West går til sagen med kulsort sarkasme. De er enige om, at det sagtens kunne foregå.



ROTHS bestræbelse går i flere retninger. Romanen udkom den 5. oktober 2002, i god tid før 2004-valget mellem George W. Bush og John Kerry. Som sådan er den ikke mindst en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man lader sig forføre af en stor dreng i fotogen flyverjakke.
   Samtidig afdækker romanen nogle mentalitetshistoriske smertepunkter, som man til hverdag lader hvile, skønt de ikke er hemmeligheder som sådan. For eksempel at flere demokratiske forbilleder, mænd som Henry Ford, Joseph Kennedy og Charles Lindbergh, var erklærede anti-semiter, der mere end flirtede med nazismens imponerende resultater. Helst nøjes man med at huske den rablende Ezra Pund som et mere håndgribeligt skrækeksempel. Altså lidt som vi i Skandinavien har det med Fritz Clausen og Knut Hamsun. Vi kan ikke lide, når noble navne bliver afsløret eller mistænkeliggjort.
   I 1941 holdt Lindbergh en nu-eller-aldrig tale om bevægelsen i tiden. Han talte særdeles velformuleret om nødvendigheden af ikke at gå ind i krigen i Europa, sådan som de jødiske opinionsdannere forsøgte at få gode fredselskende amerikanere til. England er trængt, Lindbergh ved det og erkender, at Amerika skylder Europa en del, men »our interest is first in America; and as Americans, it is essential for us to realize the effort that British interests are making to draw us into their war.«


LINDBERGH er ingen rablende koleriker. Han er tværtimod en rimelig mand, der sagtens kan se det jødiske »problem« fra begge sider af bordet: »Det er ikke svært at forstå, hvorfor jødiske mennesker ønsker, at det nazistiske Tyskland bliver knust. Forfølgelsen, som de har været ofre for i Tyskland, ville være tilstrækkeligt til at udløse bittert fjendskab hos enhver race. Ingen person med nogen sans for menneskelig værdighed kan billige den forfølgelse, som den jødiske race er udsat for i Tyskland.« 
   Så kommer det imidlertid: »Men ingen ærlig og oplyst person kan se på deres krigeriske politik hér i dag, uden samtidig at se farerne som er forbundet med en sådan politik, både for os og for dem. I stedet for at agitere for krig, burde de jødiske grupper i dette land på enhver mulig måde modsætte sig en krig, eftersom de selv vil blive de første, som får dens konsekvenser at følge. Tolerance er en dyd som beror på fred og styrke. Historien viser os, at den ikke kan overleve krig og ødelæggelse. Enkelte fremsynede jøder erkender dette og er imod at intervenere. Men det store flertal er for.«


SIDEN følger en insinuerende smøre om, hvordan jøder og kommunister ejer og udnytter den amerikanske medieindustri. Det kunne være en skitse til senator Joseph McCarthys mere hysteriske stemmeføring under den politiske heksejagt ti år senere:
   »Vore teatre spillede stykker, som skildrede æren ved at gå i krig. Nyhedsrevyerne mistede enhver form for objektivt præg. Dagblade og magasiner begyndte at miste annoncører, hvis de skrev artikler, som gik imod krigen. En smædekampagne blev iværksat over for personer, som modsatte sig at intervenere. Vendinger som »femte kolonne«, »forræder«, »nazist« og »anti-semit« blev uophørligt kastet efter enhver, som vovede at antyde, at det ikke ville være i Amerikas interesse at træde ind i krigen. Mænd mistede deres arbejde, hvis de åbenlyst gik imod krigen. Mange turde ikke længere tale.«
   Det er en meget raffineret tale. Lindbergh formår hele tiden at fremstå som en nobel og human pacifist, der taler for besindelse i en verden, som er ved at blive revet i stykker. Samtidig fremsætter han trusler og henviser til det racistiske vulgærbillede af rige jøder, som ejer produktionsapparatet og ler ad os andre. Talen hed »Who Are the War Agitators?«  »Hvem er krigens fortalere?«  og blev holdt i Des Moines, Iowa, ved America First Committees landsmøde. Der var 8.000 tilhørere. Roth giver os naturligvis også en dato. Talen blev holdt den 11. september.


DEN historiske Lindbergh, som holdt denne tale, var ingen professionel demagog, men en svag og let påvirkelig mand med folketække og politiske ambitioner. Lidt som en yngre Ronald Reagan, måske. I 1927 fløj han som den første pilot nogen sinde over Atlanten i ét stræk. Han charmerede Paris og resten af Europa, da han landede som fremskridtets gesandt i flyet, som hed »Spirit of St. Louis«. Det tog ham 33 timer og 30 minutter.
   Han var 25 år, og fremtiden må have lignet et lyshav. Han giftede sig rigt og fornuftigt, med forfatterinden Anne Morrow Lindbergh. De fik en søn og døbte ham Charles A. Lindbergh, Jr. Helten var hjemme og klar til det hele  og så skete der egentlig ikke så meget. Den strålende time var ligesom glemt. I 1932 blev Charles Jr. bortført og dræbt efter et langstrakt drama om løsepenge. Sagen cirkulerer fortsat i fællesmængden af konspirationsteorier. En tysk immigrant, Bruno Hauptmann, blev sigtet og dømt for forbrydelsen, men fastholdt til det sidste sin uskyld. Han blev henrettet i 1936.


VAR det sønnens død, som tippede læsset for Lindbergh? I hvert fald rejste han og Anne Morrow til England for at komme sig. Parret blev inviteret til Tyskland og var i Berlin som Hitlers gæster ved OL i 1936. Lindbergh trykkede hænder med Leni Riefenstahl og blev meget positivt inspireret af de sociale resultater i Tyskland, der i Weimar-tiden havde rodet med nogle af de samme problemer som Depressionens USA. I denne ånd tog Lindbergh hjem og talte mod bevægelsen i tiden, da skyerne over Europa trak sammen.
   Philip Roth overdriver næppe. Han skriver bare den anden historie. Med helten og offeret Lindbergh som kandidat kunne republikanerne have vundet i 1940. Fornuften fik dog flertal, da Roosevelt tampede Wilkie. Efter Pearl Harbor trak også Lindbergh piben ind og engagerede sig lidenskabeligt i den allierede krigsindsats. Han døde i 1974 og ville have grædt sig i søvn, hvis han vidste, hvilken rolle Roth har tildelt ham i The Plot Against America.


ROTH afspiller Lindberghs tale i løbet af romanen og aftrykker teksten in toto til slut. Endvidere fremlægger han et nyttigt register over, hvordan det i den faktiske historie forholdt sig med romanens autentiske personer. Samspillet mellem faktisk og alternativ historie fungerer optimalt. Imidlertid er bogen også en skildring af familiens Roths tilværelse under et regime, der dag for dag bliver lidt mere anti-semitisk uden at gå til nazistiske yderligheder.
   Det er dét aspekt, der overbeviser læseren om, at disse karakterer er levende mennesker i en virkelig hverdag, snarere end psykologiske konstruktioner i en fantastisk kulisse. Det er heldigvis også den kvalitet, som der bliver fokuseret på i HBO-serien fra 2020. Efternavnet er ændret til Levin. Ellers følger streamingserien i det store hele sit forlæg.


  
DET er den samme familie, vi har læst om i erindringsbøgerne The Facts (1988) og Patrimony (1991, En søns far). Vi er vant til at opleve alt gennem filtre. I The Facts skriver Roth som forord et brev til sit gennemgående alter ego, Nathan Zuckerman, og bogen slutter med at bringe hans svar. I Patrimony siger Roth farvel til den far, som i The Plot Against America er tegnet lyslevende sammen med sin hustru og Sandy, Philips storebror. En lille galakse af naboer, venner og slægtninge rumsterer i den travle baggrund.
   Philip er syv i det meste af romanen, der sætter punktum i oktober 1942 under overskriften »Perpetual Fear«. Sandy tegner forelskede heltebilleder af Lindbergh. Philip samler på frimærker. De bedste afsnit skildrer drengenes intime og intense forhold, men ofte har man fornemmelsen af, at de erindrede øjeblikke udgør et nødvendigt kit for fiktionens historiske abstraktioner. Det store skræmmebillede er forankret i den lille families hverdag, forældrenes forskellige reaktioner på den omsiggribende anti-semitisme.
   Det er godt, og det fungerer, men det bliver også en begrænsning. Når det kommer til stykket, er den kontrafaktiske ramme en hæmsko. De små detaljer hænger og flagrer, fordi romanen i så høj grad er sin idé.




ROTH skrev til fire forskellige bunker. Der var sekvensen om forfatteren Nathan Zuckerman, som tæller ni titler, fra The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) til Exit Ghost (2007). Der var romanerne om litteraturprofessoren David Kepesh - fra The Breast (1972, da. Brystet) til The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr). Og der var en stak med »andre bøger«, fra de opsigtsvækkende begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel, Columbus) og Portnoy’s Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder) til sene højdepunkter som Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), Indignation (2008) og Nemesis (2010).
   Endelig var der en gruppe »Roth Books« (forfatteren holdt selv styr på kategorierne i sin værkliste), hvoraf The Plot Against America blev den femte. Også The Facts, Patrimony og dialogromanen Deception (1990) hører til i denne bunke. Kredsens bedste roman er dog Operation Shylock (1993), hvori forfatteren Philip Roth skriver om romanpersonen »Philip Roth«, der i Jerusalem bliver hjemsøgt af en mørk tvilling, En Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Det lyder sikkert søgt, men som regel giver det mening.
   Det kierkegaardske system af dæknavne bliver ikke mindre indviklet af, at de fiktive kar er forbundne. Eksempelvis optræder Nathan Zuckerman første gang i romanen My Life As a Man (1975, da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« - »nyttige fiktioner« - af fortælleren Peter Tarnopol. Mit liv som mand bliver dog ikke talt med i nogen af serierne.
   Komplottet mod Amerika er problemet, at den varme fortællerstemme sådan set ikke ønsker at sætte »Familien Roth« i anførselstegn. Roth kan ikke bestemme sig for, om han virkelig vil fortælle om dengang eller bruge sig selv og sine kære som konceptuelle statister, der giver fiktionen et skær af troværdighed, fordi han kan trække på deres personlige detaljer og data. Han udnytter sit erindringsstof, kan man sige.
   Nogle steder i forfatterskabet er det netop den grundlæggende problematik. Zuckerman-samlingen The Counterlife (1986, da. Modliv) spiller mulige fiktioner ud mod hinanden og er i virkeligheden et eksempel på, hvad man kunne kalde kontra-faktisk romanskrivning. The Plot Against America er derimod en politisk roman om reelle ideer, utopisk litteratur i traditionen fra H.G. Wells i dennes mindre åbenlyst fantastiske værker.
   Wells skrev i 1934 et erindringsbind med titlen Experiment in Autobiography. Det kunne være overskriften på Philip Roths forfatterskab. The Plot Against America var hans 26. bog. Og hverken den bedste eller den værste.


I 2020 er det naturligvis umuligt ikke også at høre Donald Trumps stemme i den populistiske retorik. Philip Roth døde i 2018 og nåede altså at se Donald Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:
   »Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner. Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman  Melvilles sidste  der lige så godt kunne have heddet Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«
   Roth er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype  ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist  der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«
   Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen og fast skribent ved magasinet The New Yorker), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.

Philip Roth: The Plot Against America. 392 s. New York: Random House, 2002.

Gyldendal udgav Komplottet mod Amerika i Ole Husted Jensens oversættelse i 2006. Der er seks episoder à 60 minutter i serien, som streames på HBO Nordic. Ed Burns har skabt og skrevet den sammen med David Simon. 


Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 29.10.2004. Som det fremgår er der skrevet til og revideret.   

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar