BEVÆGELSEN I TIDEN
Af BO
GREEN JENSEN
HVAD
nu hvis. Det er præmissen i utopisk fiktion, og det er selve fundamentet for
den akademiske sportsgren, som kaldes »kontrafaktisk historieskrivning«. Hvad
nu hvis Columbus var sejlet forbi? Hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo? Hvis
den sidste zar var blevet siddende? Ville hele verden heile, hvis Tyskland
havde sejret i 1945?
Sidstnævnte mulighed var den første, som
inspirerede de skønlitterære forfattere. Philip K. Dick skrev i 1962 The Man
in the High Castle (da. Manden i den høje fæstning), hvor USA efter
krigen er opdelt i en japansk og en tysk sektor. Len Deighton lod tyskerne
sejre i SS GB (1978), og i Fatherland (1992) skriver Robert
Harris realistisk medrivende om en tysk kriminalinspektør, der i 1964, en uge
før Hitlers 75 års fødselsdag, trækkes ind i en sag med forbindelse til
rygterne om 1940ernes dødslejre.
I sidste afsnit får inspektøren tårer i
øjnene, da han står med beviset, en brændt sten fra Auschwitz. Det er et
bevægende fiktionsøjeblik, som berettiger hele genren. Romanen skaber sin
indsigt, den helt konkrete vrede og smerte, netop ved at spørge: Hvad nu
hvis? Ikke blot når vi som læsere til bunds i bogens mysterium. Vi bliver
også lidt klogere på vort eget.
I The Plot Against America beskriver
Philip Roth (1933-2018), hvordan hverdagen ville forme sig for middelklassens jøder, hvis
nationen i 1940 havde valgt Charles Lindbergh (1902-1974) til amerikansk præsident.
Det
gjorde den jo ikke. Franklin Delano Roosevelt blev genvalgt til en tredje
embedsperiode og mødte stort set ingen modstand fra republikanernes kandidat,
Wendell Wilkie. USA blev ikke holdt ude af krigen, ingen rabbinere blev kørt
væk om natten. Der var ingen fredelig »Iceland Understanding« mellem Det Tredje
Rige og USA, ingen fordragelig »Hawaii Understanding« mellem Japan og Amerika.
Derimod forelå en pagt mellem Stalin og Hitler, som sidstnævnte heldigvis brød.
Roths tankeeksperiment er dog skræmmende
troværdigt. Var kortene faldet en anelse anderledes, og havde de amerikanske
fascister været lidt mindre komiske og ekstreme, kunne synergien af økonomisk
krise, politisk isolationisme, elitære strøtanker om racehygiejne og fristende
effektiv ideologi have fået mere vind i sejlene. Især hvis en karismatisk
folkehelt som Lindbergh var gået helhjertet ind i kampen om kulturen og
systemet.
Læs i øvrigt Nathanael Wests A Cool
Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen
Here (1935, da. Det kan ikke ske her) og John Dos Passos’
monumentale U.S.A. (1936), hvis du vil danne dig et indtryk af ekstremismen
og polariseringen i tiden. Lewis bruger patos, og Dos Passos rapporterer.
Jøden West går til sagen med kulsort sarkasme. De er enige om, at det sagtens
kunne foregå.
ROTHS
bestræbelse går i flere retninger. Romanen udkom den 5. oktober 2002, i god tid
før 2004-valget mellem George W. Bush og John Kerry. Som sådan er den ikke
mindst en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man lader sig forføre af en
stor dreng i fotogen flyverjakke.
Samtidig afdækker romanen nogle
mentalitetshistoriske smertepunkter, som man til hverdag lader hvile, skønt de
ikke er hemmeligheder som sådan. For eksempel at flere demokratiske
forbilleder, mænd som Henry Ford, Joseph Kennedy og Charles Lindbergh, var
erklærede anti-semiter, der mere end flirtede med nazismens imponerende
resultater. Helst nøjes man med at huske den rablende Ezra Pund som et mere
håndgribeligt skrækeksempel. Altså lidt som vi i Skandinavien har det med Fritz
Clausen og Knut Hamsun. Vi kan ikke lide, når noble navne bliver afsløret eller mistænkeliggjort.
I 1941 holdt Lindbergh en nu-eller-aldrig
tale om bevægelsen i tiden. Han talte særdeles velformuleret om nødvendigheden
af ikke at gå ind i krigen i Europa, sådan som de jødiske opinionsdannere
forsøgte at få gode fredselskende amerikanere til. England er trængt, Lindbergh
ved det og erkender, at Amerika skylder Europa en del, men »our interest is
first in America; and as Americans, it is essential for us to realize the
effort that British interests are making to draw us into their war.«
LINDBERGH er ingen rablende koleriker. Han
er tværtimod en rimelig mand, der sagtens kan se det jødiske »problem« fra
begge sider af bordet: »Det er ikke svært at forstå, hvorfor jødiske mennesker
ønsker, at det nazistiske Tyskland bliver knust. Forfølgelsen, som de har været
ofre for i Tyskland, ville være tilstrækkeligt til at udløse bittert fjendskab
hos enhver race. Ingen person med nogen sans for menneskelig værdighed kan
billige den forfølgelse, som den jødiske race er udsat for i Tyskland.«
Så kommer det imidlertid: »Men ingen ærlig
og oplyst person kan se på deres krigeriske politik hér i dag, uden samtidig at
se farerne som er forbundet med en sådan politik, både for os og for dem. I
stedet for at agitere for krig, burde de jødiske grupper i dette land på enhver
mulig måde modsætte sig en krig, eftersom de selv vil blive de første, som får
dens konsekvenser at følge. Tolerance er en dyd som beror på fred og styrke.
Historien viser os, at den ikke kan overleve krig og ødelæggelse. Enkelte
fremsynede jøder erkender dette og er imod at intervenere. Men det store
flertal er for.«
SIDEN følger en insinuerende smøre om,
hvordan jøder og kommunister ejer og udnytter den amerikanske medieindustri.
Det kunne være en skitse til senator Joseph McCarthys mere hysteriske
stemmeføring under den politiske heksejagt ti år senere:
»Vore teatre spillede
stykker, som skildrede æren ved at gå i krig. Nyhedsrevyerne mistede enhver
form for objektivt præg. Dagblade og magasiner begyndte at miste annoncører,
hvis de skrev artikler, som gik imod krigen. En smædekampagne blev iværksat
over for personer, som modsatte sig at intervenere. Vendinger som »femte
kolonne«, »forræder«, »nazist« og »anti-semit« blev uophørligt kastet efter
enhver, som vovede at antyde, at det ikke ville være i Amerikas interesse at
træde ind i krigen. Mænd mistede deres arbejde, hvis de åbenlyst gik imod
krigen. Mange turde ikke længere tale.«
Det er en meget raffineret tale. Lindbergh
formår hele tiden at fremstå som en nobel og human pacifist, der taler for
besindelse i en verden, som er ved at blive revet i stykker. Samtidig
fremsætter han trusler og henviser til det racistiske vulgærbillede af rige
jøder, som ejer produktionsapparatet og ler ad os andre. Talen hed »Who Are the
War Agitators?« – »Hvem er krigens fortalere?« – og blev holdt i Des Moines,
Iowa, ved America First Committees landsmøde. Der var 8.000 tilhørere. Roth
giver os naturligvis også en dato. Talen blev holdt den 11. september.
DEN
historiske Lindbergh, som holdt denne tale, var ingen professionel demagog, men
en svag og let påvirkelig mand med folketække og politiske ambitioner. Lidt som
en yngre Ronald Reagan, måske. I 1927 fløj han som den første pilot nogen sinde
over Atlanten i ét stræk. Han charmerede Paris og resten af Europa, da han
landede som fremskridtets gesandt i flyet, som hed »Spirit of St. Louis«. Det
tog ham 33 timer og 30 minutter.
Han var 25 år, og fremtiden må have lignet
et lyshav. Han giftede sig rigt og fornuftigt, med forfatterinden Anne Morrow
Lindbergh. De fik en søn og døbte ham Charles A. Lindbergh, Jr. Helten var
hjemme og klar til det hele – og så skete der egentlig ikke så meget. Den
strålende time var ligesom glemt. I 1932 blev Charles Jr. bortført og dræbt
efter et langstrakt drama om løsepenge. Sagen cirkulerer fortsat i
fællesmængden af konspirationsteorier. En tysk immigrant, Bruno Hauptmann, blev
sigtet og dømt for forbrydelsen, men fastholdt til det sidste sin uskyld. Han
blev henrettet i 1936.
VAR det sønnens død, som tippede læsset for
Lindbergh? I hvert fald rejste han og Anne Morrow til England for at komme sig.
Parret blev inviteret til Tyskland og var i Berlin som Hitlers gæster ved OL i
1936. Lindbergh trykkede hænder med Leni Riefenstahl og blev meget positivt
inspireret af de sociale resultater i Tyskland, der i Weimar-tiden havde rodet
med nogle af de samme problemer som Depressionens USA. I denne ånd tog
Lindbergh hjem og talte mod bevægelsen i tiden, da skyerne over Europa trak
sammen.
Philip Roth overdriver næppe. Han skriver
bare den anden historie. Med helten og offeret Lindbergh som kandidat kunne
republikanerne have vundet i 1940. Fornuften fik dog flertal, da Roosevelt
tampede Wilkie. Efter Pearl Harbor trak også Lindbergh piben ind og engagerede
sig lidenskabeligt i den allierede krigsindsats. Han døde i 1974 og ville have
grædt sig i søvn, hvis han vidste, hvilken rolle Roth har tildelt ham i The
Plot Against America.
ROTH
afspiller Lindberghs tale i løbet af romanen og aftrykker teksten in toto til
slut. Endvidere fremlægger han et nyttigt register over, hvordan det i den
faktiske historie forholdt sig med romanens autentiske personer. Samspillet
mellem faktisk og alternativ historie fungerer optimalt. Imidlertid er bogen
også en skildring af familiens Roths tilværelse under et regime, der dag for
dag bliver lidt mere anti-semitisk uden at gå til nazistiske yderligheder.
Det er dét aspekt, der overbeviser læseren om, at disse karakterer er levende mennesker i en virkelig hverdag, snarere end psykologiske konstruktioner i en fantastisk kulisse. Det er heldigvis også den kvalitet, som der bliver fokuseret på i HBO-serien fra 2020. Efternavnet er ændret til Levin. Ellers følger streamingserien i det store hele sit forlæg.
DET er den samme familie, vi har læst om i
erindringsbøgerne The Facts (1988) og Patrimony (1991, En søns
far). Vi er vant til at opleve alt gennem filtre. I The Facts
skriver Roth som forord et brev til sit gennemgående alter ego, Nathan
Zuckerman, og bogen slutter med at bringe hans svar. I Patrimony siger
Roth farvel til den far, som i The Plot Against America er tegnet lyslevende
sammen med sin hustru og Sandy, Philips storebror. En lille galakse af naboer,
venner og slægtninge rumsterer i den travle baggrund.
Philip er syv i det meste af romanen, der
sætter punktum i oktober 1942 under overskriften »Perpetual Fear«. Sandy tegner
forelskede heltebilleder af Lindbergh. Philip samler på frimærker. De bedste
afsnit skildrer drengenes intime og intense forhold, men ofte har man
fornemmelsen af, at de erindrede øjeblikke udgør et nødvendigt kit for
fiktionens historiske abstraktioner. Det store skræmmebillede er forankret i
den lille families hverdag, forældrenes forskellige reaktioner på den
omsiggribende anti-semitisme.
Det er godt, og det fungerer, men det bliver også en begrænsning. Når det kommer til stykket, er den kontrafaktiske
ramme en hæmsko. De små detaljer hænger og flagrer, fordi romanen i så høj grad
er sin idé.
ROTH skrev til fire forskellige bunker.
Der var sekvensen om forfatteren Nathan Zuckerman, som tæller ni titler, fra The
Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) til Exit Ghost (2007). Der var romanerne om litteraturprofessoren
David Kepesh - fra The Breast (1972, da. Brystet) til The Dying Animal (2001,
da. Det døende dyr). Og der var en stak med »andre bøger«, fra de
opsigtsvækkende begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel,
Columbus) og Portnoy’s Complaint (1969, da. Portnoys
genvordigheder) til sene højdepunkter som Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), Indignation (2008) og Nemesis (2010).
Endelig var der en gruppe »Roth Books«
(forfatteren holdt selv styr på kategorierne i sin værkliste), hvoraf The
Plot Against America blev den femte. Også The Facts, Patrimony og dialogromanen Deception (1990) hører til i denne bunke. Kredsens
bedste roman er dog Operation Shylock (1993), hvori forfatteren Philip
Roth skriver om romanpersonen »Philip Roth«, der i Jerusalem bliver hjemsøgt af
en mørk tvilling, En Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Det lyder
sikkert søgt, men som regel giver det mening.
Det kierkegaardske system af dæknavne
bliver ikke mindre indviklet af, at de fiktive kar er forbundne. Eksempelvis
optræder Nathan Zuckerman første gang i romanen My Life As a Man (1975,
da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« - »nyttige
fiktioner« - af fortælleren Peter Tarnopol. Mit liv som mand bliver dog
ikke talt med i nogen af serierne.
I Komplottet mod Amerika er problemet, at den varme
fortællerstemme sådan set ikke ønsker at sætte »Familien Roth« i anførselstegn.
Roth kan ikke bestemme sig for, om han virkelig vil fortælle om dengang eller
bruge sig selv og sine kære som konceptuelle statister, der giver fiktionen et
skær af troværdighed, fordi han kan trække på deres personlige detaljer og
data. Han udnytter sit erindringsstof, kan man sige.
Nogle steder i forfatterskabet er det netop den grundlæggende problematik. Zuckerman-samlingen The Counterlife
(1986, da. Modliv) spiller mulige fiktioner ud mod hinanden og er i
virkeligheden et eksempel på, hvad man kunne kalde kontra-faktisk
romanskrivning. The Plot Against America er derimod en politisk roman om
reelle ideer, utopisk litteratur i traditionen fra H.G. Wells i dennes mindre
åbenlyst fantastiske værker.
Wells skrev i 1934 et erindringsbind med titlen Experiment
in Autobiography. Det kunne være overskriften på Philip Roths forfatterskab.
The Plot Against America var hans 26. bog. Og hverken den
bedste eller den værste.
I 2020 er det naturligvis umuligt ikke også at høre Donald Trumps stemme i den populistiske retorik. Philip Roth døde i 2018 og nåede altså at se Donald Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:
»Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner. Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman – Melvilles sidste – der lige så godt kunne have heddet Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«
Roth er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype – ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist – der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«
Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen og fast skribent ved magasinet The New Yorker), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.
Philip Roth: The Plot Against America. 392 s. New York: Random House, 2002.
Gyldendal udgav Komplottet mod Amerika i Ole Husted Jensens oversættelse i 2006. Der er seks episoder à 60 minutter i serien, som streames på HBO Nordic. Ed Burns har skabt og skrevet den sammen med David Simon.
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 29.10.2004. Som det fremgår er der skrevet til og revideret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar