Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002)

DEN FORSLÅEDE ELSKER

Paul Thomas Andersons amour fou 

Af BO GREEN JENSEN

EFTER kollektivstykkerne Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999) forsøger Paul Thomas Anderson sig i en enklere form og tilsyneladende lettere tone. Punch-Drunk Love varierer grundmønstret i den romantiske komedie, og filmen er på sin måde både romantisk og komisk. Den er også et absurd eventyr, en fabel om en mand i frit fald og på flugt fra sine indre dæmoner.

DETTE bliver konkret i scenen, hvor Barry (Adam Sandler) løber gispende gennem de nattomme gader i Los Angeles-forstaden, hvor alle Andersons film er forankret. Tre gangstere har afpresset Barry og slået ham ned. Han løber og løber, mens farverne flimrer, og hører kun sin egen panik. Snart indhenter bilen med voldsmændene ham. »Hvad løber du for? Vi véd hvor du bor,« konstaterer den ene. Det ved Barry vel nok, at de gør, men han kan ikke lade være med at løbe. Flugten sidder i blodet. Han er ude af stand til at slippe panikken og må ustandselig lægge bånd på sig selv. Hvad Punch-Drunk Love herefter skildrer, er den kærlighed som kurerer hans sygdom, et serum som endelig sætter han fri.

BARRY har været trængt siden barndommen. En kuet opvækst med syv søstre, der også som voksne overskrider hans grænser, har gjort ham til en enspænder, der hylder det konforme og måske i sit stille sind drømmer om kvinden, som kunne være hans tvilling. Da hun materialiserer sig i skikkelse af Lena (Emily Watson) er Barry nok genert og må puffes, men han anfægter aldrig sit finderheld. Derimod hævner det sig, at han har ringet til et telefonsexnummer og røbet sine personlige data. Af dette fejltrin udspringer alle de praktiske forhindringer, der står i vejen for formælingen.

DET er stilen og tonen, farverne og musikken, der gør Andersons studie af menneskepindsvinet så inciterende. I første scene sidder Barry i et pakhus ved daggry, præstationsbevidst klædt i en skinger blå håbit, og rives ud af sin fristund. En kollision bryder stilheden og et guddommeligt musikinstrument placeres midt i fortællingen, uudgrundeligt som regnen af frøer i Magnolia eller et hvad-pokker-var-nu-dét øjeblik hos det bizarres mester, David Lynch.

   Snart udvikler alt sig med drømmens logik. Den konforme mand går til stadighed amok og må afreagere i enrum. De syv søstre, som altid har siddet på Barry, tirrer ham med anekdoten om, hvordan han som dreng blev så arrig, at han kastede en hammer gennem glashavedøren. Barry påstår, at han har fortrængt erindringen, men det er næppe sandheden. Indvendig kaster han stadig Maxwells sølvhammer, når som helst han kan komme af sted med det.

ANDERSON lader fortællingen sno sig, yndefuldt som en arabesk, mens Jon Brions raffinerede score enten stresser tilskueren i anspændte situationer eller stryger ham med hårene og glatter ængstelsen ud. Flere scener består af dialog som blot høres, mens farvede mønstre flimrer og changerer.

   Adam Sandler - den ellers lidt dvaske komiker fra en lang stribe pinlige drengerøvsfarcer – tager fra første færd imod udfordringen og skaber en karakter, der er spændt til bristepunktet og drevet hinsides al rimelighed. Emily Watsons sunde sanselighed er en optimal kontrast, og Philip Seymour Hoffman matcher Sandlers retfærdige vrede i de få men effektive konfrontationer mellem den ene og den anden slags sælger.

PUNCH-DRUNK Love har ikke gruppefilmenes tyngde og fylde, men drejer meget elegant den franske amour fou-skabelon. Her er varme, tristesse og desperation. Midt i stilbevidstheden lykkes det Anderson og Sandler at tegne et foruroligende præcist portræt af en type i tiden, konformisten som det slår klik for. 

   Barry forløses og bliver en elsker, men kunne sagtens være endt som seriemorder. At det ikke går galt, skyldes kærlighedens nåde og kvinden i hans liv, men også salgskampagner, bonuspoint, tusind liter budding og en våd drøm om Hawaii spiller ind.

   Også Andersons tredje film demonstrerer, at han vover lidt mere og vil noget andet end flertallet af dagens leflende amerikanske filmskabere. Se selv, hvordan elskoven finder Barry Egan, uklar og groggy, men på benene og i ringen til det sidste. Boogie Nights og Magnolia var mørke elegier med tragikomisk patos. Punch-Drunk Love er en svimmel kærlighedsfabel, der lukker sig lykkeligt mod alle odds.

Punch-Drunk Love. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 95 min. USA 2002. Dansk premiere: 07.03.2003

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.03.2003