Translate

torsdag den 16. april 2020

Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks Besættelse 80 år]


DEN LEVENDE HISTORIE
Romantisk metode og historisk revision

Af BO GREEN JENSEN 

»Og det blev trygt og varsomt, det at vente/ med Liv som er forfulgt og angst og delt./ Enhver, der har forsvaret noget, ved det./ Og den, som kæmper, taber aldrig helt.« (Morten Nielsen, »Samme Motiv«, Krigere uden Vaaben, 1943)

TIL sidst var de to om at gøre det fornødne. »Flammen« hed egentlig Bent Fauerschou-Hviid (1921-44), mens »Citronen« var identisk med Jørgen Haagen Schmidt (1910-44). De tilhørte modstandsgruppen Holger Danske, et borgerligt sidestykke til den kommunistiske BOPA-organisation, og fra august 1943, da frihedskampen for alvor tog fart, til oktober 1944, da begge mænd blev indhentet af deres myter, foretog de sammen 11 stikkerlikvideringer.
   Citronen førte bilen og stod for det praktiske arrangement. Flammen havde talent for at dræbe og tøvede aldrig i 11. time. »Jeg tror ikke, at Flammen kendte til frygt,« sagde kollegaen Jørgen Kieler (1919-2017), et andet Holger Danske-medlem. I live var de to mænd legender. Som døde helte fik de martyrstatus, og der blev pyntet på deres bedrifter i farverige vandrehistorier. Det er disse og resterne af en slags sandhed, som Ole Christian Madsen har forsøgt at koncentrere i Flammen & Citronen.
   Madsen har skabt sin film i nært samarbejde med forfatteren (og eksfrontfigur i 90er-bandet The Poets) Lars K. Andersen. Ideen opstod, da parret formgav tv-føljetonen Edderkoppen (2000). Begge fremstillinger blander autentiske forhold med fiktive tiltag, så man kan tale om en romantisk metode, der måske kommer »sandheden« nærmere.
   Siden fik Madsen realiseret så forskellige og markante film som Pizza King (1999), En kærlighedshistorie (2001), Nordkraft (2005) og Prag (2006), mens Andersen blev i besættelsestiden og tog et sejt træk med den lange research. Man må tro, at Madsen og Andersen føler en vis empati med Flammen og Citronen. De deler i hvert fald en grad af besathed.


   
FILMEN forsøger at løse en gåde, for hvilken slags menneske er det i grunden, som ikke kender til tvivl eller frygt? »Jeg tror, at de var nogle mere ekstreme mennesker, end vi skildrer dem som,« har Mads Mikkelsen, som spiller Citronen, udtalt. »Vores handlinger er ekstreme nok, men vi gør dem mere almindelige og genkendelige for bedre at kunne skabe identifikation hos andre, hos publikum. Men jeg aner ikke, hvem de var. Vi har valgt at sige, at de var sådan her for at kunne fortælle historien om, hvad krig gør ved mennesker.«*
   Fauerschou-Hviid havde hadet nationalsocialismen, siden hans far, der drev hotel i Nordsjælland, sendte ham i tysk tjenerlære. Han blev kun 23 år og fik aldrig for alvor et liv uden for de illegales kreds. Haagen Schmidt var ti år ældre og havde nået sit absolutte engagement i etaper. Han var gift og havde både børn og en hverdag, da krigen begyndte, men efterhånden som undergrundsarbejdet åd ham, blev familielivet sat over styr.
   Citronen begyndte med at sabotere tyske biler i sin tid som mekaniker hos Citroën. Heraf øgenavnet. Fauerschou-Hviid fik sit, da han ville farve håret mørkt og ved en fejl blev rød i toppen. »Han var nærmest hennafarvet,« siger Gunnar Dyrberg (1921-2012), et andet Holger Danske-medlem, om figuren, som Thure Lindhardt fremstiller i Ole Christian Madsens film. »Han var ikke så gulerodsfarvet. Men det skal man have lov til. Det er jo ikke en historisk film. Jeg arbejdede sammen med ham det sidste halve hår. Vi var en gruppe på fire. Vi var alle sammen født i 1921, undtagen Citronen. Vi var alle børn.«



FILMEN er solidt forankret i to klare, suverænt handlingsbærende skikkelser. Som Citronen er Mikkelsen håndværkeren, fortællingens fyrbøder, der kører Lindhardts dræbende dandy fra sted til sted. Citronen er nusset og sover i bilen. Flammen har aristokratisk karisma. De to mænd kender kun hinanden. Da Flammen begynder at ryste på hånden, mens Citronens ægteskab går i stykker - han giver slip på sin kone og sin datter i en hjerteskærende scene, der siger mere om loyaliteter end megen fædrelandsretorik – bliver venskabet næsten et kærlighedsforhold. Det er muligvis ikke sådan det var, men sådan kunne det være.
   Der er flere lag og skjulte rum i fortællingens hovedfigurer. Ellers opererer psykologien i et univers af faste typer med stærke bestemmende træk. Stine Stengade tillægges megen sensuel uudgrundelighed som den Mata Hari/Jane Horney-agtige modetegner Ketty Selmer, der påstår at være kurer for Frihedsrådet, skønt hun bor på Hotel Nordland, der er inficeret af danske og tyske nazister. Det er til hende, at Flammen skriver sit brev, som indirekte er den dramatiske krog, der trækker nutidens tilskuer ind og ned i den nære, levende fortid.

   

I PERIFERIEN er det forfriskende at se spillere som Peter Mygind og Flemming Enevold castet mod deres sædvanlige folkekære typer. Mygind er den iskolde Winther, som hævder at have sine ordrer direkte fra London og plejer flere interesser i det eksilerede frihedsråd. Enevold er efterretningschefen Spex, som sandsynligvis angiver Flammen og Citronen, da de bliver for svære at styre. Som »Ravnen« Frode Jacobsen ses Lars Mikkelsen ganske kort. Vore helte er på gyngende grund, når de færdes i modstandens magtapparat, hvor værdierne flyder i ét væk, og alle har dobbelte dagsordener. Mens slutningen nærmer sig, står det klart, også for mændene selv, at der ikke bliver noget liv efter krigen. Der er ganske enkelt ikke plads til folk, der har kæmpet så længe og så kompromisløst.
   Over for de glatte figurer i frihedsbevægelsen er flere kollaboratører og nazistiske myndighedspersoner tegnet med nuancer. Den intellektuelle redaktør Gilbert (Hans Zischler), hypnotiserer Flammen med Mefistofeles-fristende veltalenhed, da denne vil likvidere ham. Gestapo-chefen Hoffmann (Christian Berkel) vil have de to mænds hoveder på et fad, men er den eneste, som viser de døde helte respekt, da det kommer så vidt. Et andet sted i puslespillet hjælper Spex den yndige Ketty på toget, da hun har solgt sin kæreste for tyske blodpenge. Man mere end fornemmer, at forræderiet er udført på bestilling, orkestreret af Winther og Spex i forening. Det er derfor kun retfærdigt, at Ketty ikke kan holde op med at græde, da brevet fra Flammen bliver genlæst.


   
FØRST mod slutningen tipper filmen over i visuel hæmningsløshed. Det er sikkert sandt, at Haagen Schmidt den 14. oktober 1944 blev omringet af mere end hundrede tyske soldater fra en nærliggende kaserne. Han døde efter timers ildkamp, da han vaklede ud af den brændende villa og blev skudt ned på græsplænen. Episoden ligner allerede i referat den rituelle slutscene i tragiske westerns og gangsterhistorier. Det burde derfor ikke være nødvendigt at koreografere Citronens død som en apokalyptisk voldsballet.
   Overmagten er arrangeret i en dekorativ halvcirkel, som Jørgen Johanssons kamera stiliserer endnu mere ved at trække sig ud i en kranoptagelse. Også Karsten Fundals musik er rigeligt stor. Der mangler kun den dvælende slow-motion fra Arthur Penns Bonnie & Clyde (1967) eller massakren på de sidste hårde mænd i Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969). 60 år efter besættelsen har Madsen faktisk den samme historiske afstand til stoffet, som Peckinpah havde i sidstnævnte film. En overgang frygter man næsten, at Madsen vil lade Flammen & Citronen dø skulder ved skulder som Butch Cassidy og The Sundance Kid (1969) i George Roys Hills navnkundige løvfaldswestern.
   Disse svage steder, hvor filmen ofrer sig for en stil, er dog relativt få og til at leve med. Modstandsmanden Gunnar Dyrberg, som var rådgiver på et par af de danske scener, har udtrykt det meget præcist: »Sådan er det vel. Når man bliver så kendt, må man finde sig i at blive behandlet som Gøngehøvdingen.«



DER er i filmens marv en elegisk tone, som har at gøre med dens rugende kvalitet. På den givne bagrund kunne man nok have skabt en mere traditionsforankret fremstilling, som dækkede sig ind i forhold til virkeligheden og overholdt diverse dokumentariske grundlove. For Ole Christian Madsen, Lars K. Andersen og produceren Lars Bredo Rahbek, der er den tredje skabende kraft bag projektet, har tvivlen om den historiske sandhed, selve uvisheden og relativismen, imidlertid afgørende betydning.
   Da Lis Bomhoff, kvinden i parret som husede Flammen, besøgte produktionen og reagerede positivt på levendegørelsen af sin fortid, sagde Lars Bredo om de gamle frihedskæmpere: »Vi skal beskytte dem, samtidig med at vi skal passe på, at de ikke tager patent på sandheden. Lis er trådt ind i et rum, hvor fiktion og virkelighed divergerer. Kan hun acceptere det?« Hér har filmen sit hjerte: Hvor fiktion og virkelighed divergerer.
   I samme ånd mener Madsen, at »virkeligheden har det med at stå og blafre og være meget utydelig. Det er det, der gør, at den er utømmelig, og det er det, der gør, at man kan blive ved med at researche, mens fiktionen kræver en form og en løsning.«



DET får den i Flammen & Citronen. Af finansieringsmæssige årsager er kun enkelte scener optaget i Danmark. Resten er skudt on location i Prag og de tyske Babelsberg-studier, hvor en hel gade blev konstrueret til formålet. Derfor ligner filmen 1940erne, men den besatte by er tydeligvis ikke København. Der er noget ved lyset, løvet og arkitekturen, som ikke overbeviser. Vinstuen Commercial Wine, hvor frihedsfolk gnider kind med nazister og kollaboratører, ligner ikke en autentisk beværtning, og da Flammen opsøger sin far (Jesper Christensen) på hotellet i Nordsjælland, føler man sig hensat til et tyrolerlandskab.
   I begyndelsen virker denne stedløshed distraherende. Imidlertid opdager man efterhånden, at den er med til at løfte historien og forstærke præget af feberdrøm. For så vidt som Flammen & Citronen har modernistiske kvaliteter, udspringer de af denne topografiske dissonans. Flere steder, især om dagen i solen, føler man sig hensat til gaden i Den andalusiske hund. For et dansk publikum er dette en sidegevinst. I udlandet vil man blot konstatere, at 40ernes København var et sted på linie med Prag og Berlin.



MEGET lykkes i Flammen & Citronen. Historien bliver levendegjort, og den bliver også konstruktivt kritiseret, efterhånden som besættelsestidens figurer filtres fri af den kækt forenklede drengebogsmytologi i Eilstrup og Lindebergs De så det ske under besættelsen (1969), et billedværk som var standardstof i denne anmelders ungdom. For Ole Christian Madsen er Flammen & Citronen også en refleksion over danskhedens væsen og fænomenet fælles identitet. Som han udtrykker det:
   »I en krig bliver der begået fejl, og modstandsbevægelsen begik også fejl. Den store fejl var ikke fejlene, men at der ikke blev talt om dem efter krigen (...) Det er en forståelig disposition: Det nationale selvværd skulle opbygges igen, Danmark skulle tage sig godt ud i de allieredes øjne. Men at der skulle gå 60 år, før der begyndte en ny diskussion, er i virkeligheden dårligt for det nationale selvværd. Et land har brug for helte, men det har også brug for at nuancere billedet af sig selv. Besættelsen er et røntgensyn på nationen Danmark; vi har brug for nuancer og nye vinkler for at udvikle os. Historien om besættelsen tilhører os alle. Vi har alle brug for at spejle os i den og ret til at fortælle historien.«
   Citronen og Flammen bliver ved med at kæmpe, til midler og mål går i ét. Da man vil have dem til at kvalificere deres modstand, er de ude af stand til at nuancere. De vil ikke spille spillet og bliver derved fortabte helte i et grumset moralsk univers:
   »Flammen & Citronen er en film med en mission. En af de ting, jeg er mest fascineret af, er begrebet 9. April 1940, og hvad der skete den dag. Tyskerne kom om morgenen og besatte landet. Der stod en hel befolkning og ventede på instrukser om, hvad de skulle gøre. Men i stedet for værdier fra regering og konge fik de det modsatte. De fik besked på at samarbejde og forholde sig i ro. Der er ikke noget mere demoraliserende og værdiopløsende end at få vide, at man skal samarbejde med fjenden. På en måde stjal regeringen befolkningens mulighed for at tage stilling, og derfor var det fuldt ud lige så legitimt at arbejde sammen med tyskerne, som det var at lade være.«

  

MADSEN ser i dette forhold forklaringen på, at Danmark i dag er så etnisk centreret og dårlig til at integrere det fremmede. Det er nu nok at overfortolke. Filmen handler om to fanatiske mænd, der kæmper til døden for deres principper. Den véd, at vi siger »modstand« og »frihedskamp«, når vi deler de illegales værdier. Er det modsatte tilfældet, taler vi om »ekstremister« og »terror«. »Heltene« er dog de samme mænd.
   Også denne vinkel er indføjet i filmens billede af de danske martyrer. Overhovedet hviler den kulørte overbygning på et solidt fundament. Edderkoppen anvendte samme æstetik og metode, men havde ikke den idemæssige tyngde, der gør Flammen & Citronen så helstøbt og sikker. Det er den dyreste danske produktion nogen sinde, og økonomien kan kun balancere, hvis resten af verden er interesseret. Under alle omstændigheder er resultatet rigeligt umagen og ressourcerne værd. Ole Christian Madsens besættelsesdrama kombinerer romantisk metode og historisk revisionisme i en stilmæssigt gennemført storfilm. Det har ingen for alvor haft held med før nu.


*) Fænomenet Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Charles Foster Kane, skrev en bog i forbindelse med premieren. Flammen & Citronen - Bag kameraet på Ole Christian Madsens besættelsesdrama (82 s., Ill) var vedlagt Filmmagasinet Ekko #40 marts-april 2008. Her har jeg fundet de udtalelser, som er citeret i anmeldelsen. Bogen kan stadig købes på tidsskriftets website. Den koster 50 kroner og er det virkelig værd. 


Flammen & Citronen. Instr.: Ole Christian Madsen. Manus: Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen. Foto: Jørgen Johansson. 130 min. Tyskland-Tjekkiet-Danmark 2008. Dansk premiere: 28.03.2008



Artiklen stod i  Weekendavisen Kultur 29.03.2008


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar