De kaldte hende Sarah/Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]

OPERATION FORÅRSBLÆST
Vélodrome d'Hiver og mordet på de franske jøder

Af BO GREEN JENSEN

NÅR ilden tager fat, bliver flammerne ved. Fransk film var længe om at skildre 2. verdenskrigs kollaboratører, den mere end samarbejdsvillige Pétain/Laval-regering i Vichy og den særligt nidkære omhu, hvormed myndighederne bistod den tyske besættelsesmagt i udrensningen af den jødiske befolkning. Til gengæld er der nu ingen ende på forklaringstrang og bekendelsesiver.

   Vist var der dokumentararbejder som Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1955, da. Nat og tåge), men fiktionsfilmen foretrak epos om la Résistance og var ligesom i Danmark optaget af at konsolidere heroiske nationalmyter. Hvem husker ikke løjerne i La grande vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter)?

   Først i tredje generation vandt nuancerne indpas. Nu er antisemitismen et af de store historiske temaer, kun overgået af brutaliteten i nedkæmpningen af 1960ernes oprør i Algeriet. Der er ikke mange sten tilbage af myten om den diskrete, men samlede modstand.

DEN 16. og 17. juli 1942 blev 13.152 franske jøder arresteret. Det var almindelige familier. Kun en fjerdedel af de tilbageholdte var mænd. 44 % var kvinder, 31% børn under 16 år. Nogle blev anbragt i koncentrationslejren i Drancy. Resten blev samlet på Vélodrome d’Hiver, en sportshal i det 15. arondissement.

   Aktionens kodenavn var »Opération Vent printanier«, dvs. Operation Forårsblæst. Den blev udført af fransk politi i samarbejde med 3.400 medlemmer af Jaques Doriots fascistiske parti PPF. Historien husker forbrydelsen som »la Rafle Vel d’Hiv«.

   Hvis man forestiller sig 7.000 mennesker samlet i Forum i fem døgn uden sanitære faciliteter, har man en forestilling om, hvad Vel d’Hiv indebar. Situationen trodser de fleste beskrivelser, og det kan være én grund til tavsheden. En anden er skammen. Muligvis var hele Danmark ikke med til at sejle jøder til Sverige. Vor egen Doriot hed Frits Clausen. Men der er intet i vores historie, som bare minder om Vel d’Hiv.

EFTER kulørte heltehistorier i 1950erne og 60erne, blev et mørkere billede synligt i 1970erne. Film som Michel Michanis Les Guichets du Louvre (1974) og Joseph Loseys Monsieur Klein (1976) brugte antisemitismen som baggrund. Begge nævner Vel d’Hiv og Drancy. Da Regine Deforges i La bicyclette bleue (1981, da. Pigen med den blå cykel) begyndte at skrive besættelseshistorie med Borte med blæsten som skabelon, var det med en bevidsthed om, hvad der egentlig skete.

   Claude Lanzmann lod vidnerne fortælle om lejrene i Shoah (1984). I 1992 blev William Karels dokumentarprogram La Rafle du Vel d’Hiv sendt på France 3. En anden vigtig markering var talen, som Jacques Chirac holdt den 16. juli 1995:

   »Disse sorte timer vil plette vor historie for altid (...) Ja, besættelsesmagtens kriminelle vanvid blev sekunderet af Frankrig, af den franske stat. For 53 år siden, den 16. juli 1942, adlød 450 politibetjente deres ledere og tog imod ordrer fra nazisterne (...) Frankrig, arnestedet for Oplysning og Menneskeret, syndede den dag uopretteligt. Nationen brød sit løfte og udleverede de, som den skulle beskytte, til deres bødler.«

MANGE moderne beskrivelser er skabt af jødiske kunstnere, som har undersøgt deres familiehistorie. Det gælder Roselyne Boschs film La rafle (2010, da. Beslutningen), hvor historiske personer som Hitler, Himmler, Pétain og Laval optræder, mens Jean Reno har helterollen som lægen, der prøver at gøre en forskel.

   Elle s’appelait Sarah er baseret på en erindringsroman fra 2007 af Tatiana de Rosnay. Journalisten Julia Jarmond (Kristin Scott Thomas) skriver på en artikel om Vel d’Hiv i 60-året for episoden. Samtidig er hun ved at flytte ind i en lejlighed i Paris med sin franske mand og datteren Zoe. Lejligheden kom i familien Tezacs besiddelse i 1942, da familien Starzinsky blev arresteret.

   Da det skete, prøvede Sarah på ti år at redde sin lillebror. Hun låste drengen inde i skabet i væggen og lovede at komme tilbage. Det lykkedes hende at holde fast i nøglen på Vel d’Hiv og i en lejr, hun flygtede fra. Hun blev hjulpet af den gode Dufaure-familie, der opdrog hende som en datter. Sarah kom sig aldrig over synet af det, som var i skabet, da hun kunne holde sit løfte. Hun tog til USA, blev gift og begik selvmord i 1962, da hun lod sin bil skifte bane og møde en lastvogn.

DET er en meget melodramatisk beretning. I Gilles Paquet-Brenners filmudgave indgår også krisen i journalistens eget ægteskab, som går i stykker, fordi hun bliver gravid. Der er 8-9 sammenflettede familiehistorier, irriterende kronologiske krydsklip, en hob af sentimentale tilfældigheder og en grådkvalt slutning, som bringer Aidan Quinn ind i sammenhængen, netop som man har mere end nok.

   Alligevel gør filmen sin virkning. Man kastes direkte ind i forløbet og får en konkret fornemmelse af desperationen på den overfyldte vintercykelbane. Paquet-Brenner viser fækalierne, sølet og angsten, men også menneskeligheden hos de få, som gør modstand. Det lykkes at skabe en narrativ forbindelse mellem Sarah (der spilles af Mélusine Mayance som barn og af Charlotte Poutrel som ung kvinde) og journalisten.

IKKE siden Claude Millers Un Secret (2007, da. En hemmelighed), som var baseret på en (bedre) roman af Philippe Grimbert, har en film haft fingrene så langt nede i stoffet. Grusomheden, skadefryden, kujoneriet og opportunismen bliver skildret, men De kaldte hende Sarah har også øjne for modet hos en betjent, der får dårlig samvittighed og lader pigerne flygte, og for fornuften hos en gammel kvinde (Giséle Casadesus), som påpeger, at det er let at være tapper og fordømmende på skråsikker, bagklog afstand.

   Skønt meget ved den sidste, amerikanske og italienske del af historien forekommer overflødigt, er det nyttigt at følge Sarah som voksen. Paquet-Brenner viser aldrig, hvad Sarah ser i skabet, da det bliver åbnet. Til gengæld viser han dollargrinet, der skifter bane i USA tyve år efter. Der sættes hverken ord eller ansigter på.

   De kaldte hende Sarah skal ses for historiens skyld. Den er debatskabende billeddrama, snarere end udødelig filmkunst. Hvem ved, om man selv havde magtet at sige fra? Man retter sig dog lidt i sædet ved tanken om danskernes redningsaktion.

Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn]; Dennis Gansel: Napola/Before the Fall (2004) [Krigens børn] og Flugten til Nice/Un sac de billes [Krigens børn]. 

De kaldte hende Sarah (Elle s’appelait Sarah/Sarah’s Key). Instr.: Gilles Paquet-Brenner. Manus: Serge Joncour & Gille Paquet-Brenner. Foto: Pascal Ridao. 111 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 24.03.2011.

Fotos: Hugo Productions/ Studio 37/ TF1/ France 2 Cinéma/ Canal+/ TWC/ Julie Bonet (author Tatiana de Rosnay with actor Mélusine Mayance)/ SF Anytime/ YouTube 

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (region B) 28.11.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.03.2011

Den gode tysker: Claus von Stauffenberg 1907-1944 [Tysk modstandskamp 3]

DEN GODE TYSKER

Claus von Stauffenberg 1907-1944

Af BO GREEN JENSEN

OBERST Claus Philipp Maria Schenck Graf von Stauffenberg var manden, som kom tættest på at dræbe Adolf Hitler i tide. Den 20. juli 1944 stod han i spidsen for det mest omfattende forsøg på at likvidere despoten og tage magten i Det Tredje Rige, så en nogenlunde anstændig fred kunne sluttes med resten af verden.

   Som bekendt lykkedes kuppet ikke. Hitler overlevede 20 mordforsøg i perioden 1920-44. For hver gang blev han mere overbevist om, at de himmelske magter var med ham.

   Forløbet er ofte skildret i tysk film, første gang i 1955, da Falck Harnacks Der 20. Juli og Georg Wilhelm Pabsts Es geschah am 20. Juli konkurrerede om at sige sandheden, men senest og bedst i Jo Baiers tv-film Stauffenberg (2004) med Sebastian Koch i titelrollen. Herhjemme har Stig Dalager skrevet romanen To dage i juli (2002). Bryan Singers amerikanske storfilm, Valkyrie, føjer intet til disse fremstillinger, men han fortæller historien for et ungt publikum, der sandsynligvis aldrig har hørt den.

SINGER går til opgaven med den samme bogstavelighed, som kendetegnede hans Stephen King-filmatisering Apt Pupil (1998, da. Den gode elev), hvor sir Ian McKellen havde rollen som eksileret nazist. Fordi Singer i 1994 signerede den underfundige The Usual Suspects, har man hver gang ventet sig raffinementer, men måske er han slet ikke interesseret i at være subtil. Hans to X-Men-film og Superman Returns (2006) hører til de bedste superheltefilm, fordi de tager stoffet særdeles alvorligt. Lige sådan er Valkyrie sikrest i tonen, når den ligner et særtryk af Commando, Kampflyver eller Attack.*

   Som yngre jødisk amerikaner – han er født i 1965 i New York – har Singer et nyfigent, vagt pornografisk forhold til naziregimets insignier, indercirklens ritualer, hele kulturens okkulte dødsaura. I Apt Pupil kom det forløsende højdepunkt, da Ian McKellen trak i fuld SS-uniform i en kælder et sted i Midtvesten.**

   Også Valkyrie er mærkbart fascineret af uniformerne og hagekorssymbolet. Selv sproget bliver en dæmonisk effekt. Valkyrie åbner med tæt lyd og krøllede bogstaver, mens Stauffenberg fører sin systemkritiske dagbog. Tom Cruise siger de første replikker på tysk. Så glides der over i engelsk, og en bombe slår ned i den afrikanske ørken, hvor von Stauffenberg pådrager sig svære kvæstelser.

I FILMEN betoner von Stauffenberg og statskuppets øvrige bagmænd, at nogen måtte vise resten af verden, at hele Tyskland ikke var nazistisk. De taler allerede i datid, for samtiden er opgivet, kun eftertiden har betydning.

   Ellers er Valkyrie koncentreret omkring logistikken. Snittet er lagt som i en krigsfilm fra 1970erne, med stressende underlægningsmusik og forvirrende faktuelle beskeder. Filmen er i vid udstrækning optaget på autentiske locations i Berlin. Det gør ikke nødvendigvis tonen autentisk, men det gør unægtelig oplevelsen mere konkret, så tilskueren må undre sig endnu en gang: Det er og bliver fantastisk, at disse ting fandt sted i Europa for 80 år siden.

TOM Cruise fungerer udmærket som Stauffenberg. Han spiller rollen uden at smile en eneste gang, heller ikke i selskab med hustruen Nina (Carice van Houten fra Paul Verhoevens The Black Book, en anderledes vital film om besættelsestiden i Holland) og børnene. Man får så godt som intet indtryk af personen bag pligtmennesket.

   Ganske bizart, men helt i tråd med en hævdvunden Hollywood-konvention, er britiske karakterskuespillere castet som nazistiske dissidenter: Kenneth Branagh, Bill Nighy, Terence Stamp, Eddie Izzard, Tom Wilkinson som den opportunistiske general Fromm. Desværre ligner David Bamber ikke Hitler særlig godt.

   

CHEFFOTOGRAFEN Newton Thomas Sigel realiserer de store kampscener i rystede digitalbilleder, som er drænet for varme farver. Det er kun i begyndelsen, at filmen arbejder med en markant æstetik. Fordi udfaldet er kendt på forhånd, og karaktererne går med en følelse af at leve lige før natten, kunne man ellers forvente, at Singer ville efterstræbe en atmosfære af kollektiv Götterdämmerung. I stedet dyrker han saglige rekonstruktioner, hvilket på én gang er et kedeligt valg og en anstændig metode. Det er en film, som hellere siger for lidt end for meget.

   Valkyrie er slet ikke dårlig, men det er svært at se en idé med filmen, bortset fra den oplysende illustrative. Resultatet står ikke mål med den kontrovers, som er gået forud for premieren. Det er i udtalt grad en film for et amerikansk publikum. For europæere er den for elementær i sin skildring af den tyske modstand, der blev nærværende i Marc Rothemunds Sophie Scholl - die letzten Tage (2005), og som historisk scenebillede er den på alle måder mindre end Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004).

*) Commando, Kampflyver og Attack var sejlivede krigstegneserier, som fyldte meget, hvis man var barn i 1960ernes Danmark. Se den uddybende note i opslaget om Darkest Hour (2017), Joe Wrights biografiske skildring af Winston Churchill i året for Dunkirk og Blitzen.   

**) Singers særlige interesser ramte ham som en boomerang, da #MeToo-bevægelsen tog fart i 2017. Ligesom Kevin Spacey, der havde en af sine mest ikoniske roller som fantomet Keyser Soze i Singers The Usual Suspects, blev instruktøren anklaget for at udnytte yngre mænd. Han blev fjernet fra produktionen på Bohemian Rhapsody (2018), filmen om Freddie Mercury, selv om han af kontraktuelle årsager er krediteret som instruktør. Siden har der været stille omkring den før så fejrede filmskaber. 

Operation Valkyrie (Valkyrie). Instr.: Bryan Singer. Manus: Christopher McQuarrie og Nathan Alexander. Foto: Newton Thomas Sigel. 121 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 06.02.2009

Fotos: MGM/ United Artists/ Bad Hat Harry Prioductions/ Studio Babelsberg/ Wide Pictures/ RAI Cinema/ TF1 Films Productions/ Dentsu/ Toho-Towa/ Pony Canyon/ SF Studios/ 20th Century Fox/ Amazon MGM Studios, YouTube

Filmen streames på AMAZON PRIME | MGM, Apple TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Metro-Goldwyn-Mayer 24.09.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.02.2009

Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]

DEN TYSKE ROSE

Sophie Scholl 1921-1943

Af BO GREEN JENSEN

OLIVER Hirschbiegels Der Untergang (2004), filmen om de sidste tolv dage i Hitlers tusindårsrige, er det hidtil mest monumentale eksempel på Tysklands opgør med sin nazistiske fortid. Ikke én situation er konstrueret, ikke én dialogstump står for filmens egen regning. Den tre timer lange rekonstruktion kan siges at udgøre en ritualistisk udlevelse af det nationale traume, til og med i en balsameret version. Det er en væsentlig pointe, at man som tilskuer ikke får lov at føle bare antydningen af en forløsning.

   Somme tider må der unge øjne til, hvis en gammel sandhed skal træde klart frem. Der Untergang bygger på en bog af Joachim Fest, men trækker i lige så høj grad på Traudl Junges erindringer om sin tid som Hitlers sekretær.

   Hirschbiegel citerer direkte dokumentarfilmen In toten Winkel – Hitlers Sekretärin (2002). Her reflekterer Traudl Junge over den uskyld, manglen på politisk instinkt, som hun altid har forsvaret sig med, ikke mindst i egne øjne. Traudl var 21 år, da hun begyndte at arbejde for Hitler, og endnu ikke fyldt 25, da hun overværede slutningen. Hun blev aldrig medlem af partiet, kendte primært den bløde side af Hitler og blev renset straks efter krigen. Men naturligvis måtte hun spørge sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.

   I Der Untergang fremstilles Traudl Junge af Alexandra Maria Lara, men til slut er det Junges egen stemme fra interviewet i In Toten Winkel, som alligevel ikke kan rense sig selv:

   »Jeg har nok stillet mig tilfreds med, at jeg personligt ingen skyld havde og heller ikke vidste noget om det. Men en dag gik jeg forbi den mindetavle, der er sat op for Sophie Scholl i Franz-Joseph-Straße, og der så jeg, at hun var samme årgang som jeg, og at hun blev henrettet samme år, som jeg blev ansat hos Hitler. I det øjeblik mærkede jeg faktisk, at det ikke er nogen undskyldning at være ung, at man måske også havde kunnet få noget at vide.«

MAN tænker uvilkårligt som Traudl Junge, mens man ser Marc Rothemunds Sophie Scholl – Die Letzten Tage. Julia Jentsch har rollen som den unge medstifter af modstandsgruppen »Die Weiße Rose«. I 1942 blev Sophie arresteret sammen med sin storebror, Hans, da de delte løbesedler ud på universitet i München. Teksten var skrevet af Hans’ ven, Gerd Probst, og kritiserede i skarpe vendinger krigsførelsen ved Østfronten. »Die Weiße Rose« var ikke sabotører, men forsvarede et demokratisk princip, der blev sat ud af funktion ved nazisternes magtovertagelse i 1933. De opfordrede til civil lydighedsnægtelse.

   Sophie Scholl blev arresteret den 18. februar. Hun blev afhørt i tre dage af Gestapo-kommissæren Robert Mohr og sammen med Hans Scholl og Gerd Probst dømt til døden den 22. februar. Det skete ved en »folkedomstol«, hvor den forhadte og notorisk nidkære Dr. Roland Freisler fungerede som kombineret anklager og retspræsident. Dommen blev afsagt kl. 12.45. Klokken 17 samme eftermiddag blev alle tre domme eksekveret. Rothemunds film slutter med et sort lærred og lyden af guillotinebladet som falder. Med samme iver afsagde Freisler i årene 1942-45 2.295 dødsdomme over subversive elementer, der blev overdænget med skældsord og patriotiske tirader, mens den beskikkede forsvarer enten leverede stikord eller erklærede ingen spørgsmål at have.

HOVEDPARTEN af Rothemunds film beskriver i intens kammerspilsform de lange forhørssamtaler mellem Scholl og Mohr, der i begyndelsen tror på Sophies uskyld og faktisk har løsladt hende, da en husundersøgelse tilvejebringer belastende beviser.

   Mohr var ikke selv nazist, men havde under tre regeringer henholdt sig til et princip om, at loven er loven. Sophie Scholl er lige ved at ryste ham i troen. Det bemærkelsesværdige er, at dialogen ord for ord følger de faktiske forhørsudskrifter, som dukkede op i 1990, da de østtyske politiarkiver blev åbnet. Af samme grund bliver eksponeringen meget grundig og indforstået tysk.

   Filmens hjertested er imidlertid den forsvarstale, som Scholl fremsiger på egne vegne i retssalen, tilsyneladende upåvirket af den koleriske Freislers fråden og rasen. Værdigt gør hun de tilstedeværende øvrighedspersoner opmærksomme på, at de vil stå i hendes sted om nogle år, når resten af verden afsiger dommen over det tyske folk og den nationalsocialistiske anomi. »Heute hängt ihr uns, und morgen werdet ihr es sein, deren Köpfe rollen!« Selv Freisler holder en anstrengt kunstpause, før han lader fraserne flyde igen.

SOPHIE Scholl var 21 år, da hun blev henrettet. Hun har altid været det eksempel på modstand, som en skamfuld eftertid henviste til, når resten af verden undrede sig over passiviteten og medløberiet, der muliggjorde die Vernichtung og driften af steder som Auschwitz-Birkenau. På film er forløbet beskrevet af Michael Verhoeven i Die Weiße Rose (1982) og Percy Adlon i Fünf Letzte Tage (1982), men Verhoeven skildrede gruppens aktiviteter før arrestationen, og Adlon overlod fortællerrollen til Else Gebel, der delte celle med Scholl.

   Det er selve ungdommen, der gør indtryk. Marc Rothemund har bevidst undgået at overdænge filmen med periodedetaljer. På trods – og på grund – af de mange epokale ugerninger, som skal huskes 80 eller 60 eller 40 år efter, har både publikum og filmindustrien en tendens til at sukke og sige, at vi ikke orker det mere. Helst skal det handle om liv hér og nu. Ikke den grusomme ballast af knuste skeletter.

   Det unge publikum reagerer imidlertid spontant på Sophie Scholl-filmen, fordi hendes eksempel står rent og klart tilbage, med samme vægt som et digt af Morten Nielsen, Michael Strunge eller Yahya Hassan.

   Sophie Scholl – Die letzten Tage havde premiere på Berlinalen i 2005, hvor Julia Jentsch modtog en Silberner Bär for sit spil i titelrollen, mens Marc Rothemund fik Sølvbjørnen for bedste instruktion. Samme år var den et tilløbsstykke på Copenhagen International Film Festival, hvor både Jentsch og Rothemund kom til byen. Sophie Scholl var Tysklands officielle Oscar-kandidat, og filmen modtog et væld af publikumspriser. Den er seværdig, bevægende og eksemplarisk, også i 2020.

Sophie Scholl – De sidste dage (Sophie Scholl – Die letzten Tage). Instr.: Marc Rothemund. Manus: Fred Breinersdorfer. Foto: Martin Langer. 116 min. Tyskland 2005. Dansk premiere: 23.09.2005

Fotos: Zeitgeist Films/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray {4K restoration) fra Zeitgeist Films 27.02.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.09.2005

Oliver Hirschbiegel: Urmageren (2015) [Tysk modstandskamp 1]

MANDEN UDEN EGENSKABER

Håndværkeren som ville ændre historien

Af BO GREEN JENSEN

JOHANN Georg Elser (1903-45) var navnet på den undselige snedker, som i 1939 forsøgte at dræbe Adolf Hitler i Burgerbräukeller i München.

   Her markerede NSDAP årsdagen for det fejlslagne »ølkælderkup«, som havde kostet 16 medlemmer livet i 1923. Føreren talte for partiets veteraner om aftenen den 8. november, og der blev drukket igennem, før man næste dag marcherede ad martyrruten.

   Die Neunte Elfte var en nazistisk tradition og et stort mediestunt. Georg Elser havde tidsindstillet sin bombe, så den gik af midt under Hitlers tale. 3000 partifolk var forsamlet. Elsers erklærede mål var at forhindre en krig, som ville skade nationen i almindelighed og den tyske arbejder i særdeleshed.

HITLER var fløjet til Bayern. Vejret var dårligt, og han var nervøs for ikke at kunne nå tilbage, så programmet blev rykket en halv time frem. Hitler sluttede sin tale kl. 21.07 og tog med toget til Berlin. Bomben eksploderede altså 13 minutter for sent.

   Hitler overlevede på fantastisk vis 20 attentater i perioden 1934-44. Elsers forsøg var det 10. i rækken. Flere har fremsat en teori om, at det var SS, som iscenesatte attentatet, der bekræftede myten om den usårlige leder.

   Elser var en enspænder af samme type som Lee Harvey Oswald. Erindringen om hans attentat blev med tiden fortrængt af de konspirationer, som diverse militærpersoner indgik af mere gennemskuelige grunde. Først i 1990erne blev Georg Elser kanoniseret som en tysk modstandshelt.

FILMEN om Elser er en afmålt hyldest til den jævne tysker, som handlede efter sin overbevisning. Men dengang som nu var der en cifferagtig uudgrundelighed over manden. I de officielle forklaringer blev han fremstillet som en sinke, der lod sig påvirke af kommunistisk propaganda. Endvidere kunne pressen berette, at hans attentat var finansieret af britiske agenter.

   Indadtil var systemet i chok. Efter ordre fra Hitler blev kriminalkommissær Arthur Nebe sat til at lede efterforskningen. Himmler bad for egen regning Gestapo-chefen Heinrich Müller om at komme til bunds i affæren. Han blev rasende, da han læste rapporten: »Hvilken idiot har skrevet det hér?«

ELSER blev afhørt i fem døgn. Også hans familie blev udspurgt. Ekskæresten Elsa Härlen blev besnakket af Martin Borman og Føreren selv. Man var sikker på, at der var medsammensvorne. Trods alt havde Elser stemt kommunistisk. Men han ændrede aldrig sin tørre forklaring, heller ikke under tortur:

   »Jeg tænkte over, hvordan man kunne forbedre arbejdernes vilkår og forhindre en krig. Jeg blev ikke opfordret af nogen ... Jeg konkluderede, at situationen i Tyskland kun kan ændres, hvis man fjerner det nuværende lederskab, jeg mener Hitler, Göring og Goebbels... Det var ikke min hensigt at eliminere nazismen…  Jeg tænkte blot, at en lempelse af de politiske mål kunne afstedkommes ved at fjerne disse tre mænd.«

OLIVER Hirschbiegel (f. 1957) er ikke ekspert i nazismen, men blev det de facto i 2004, da han instruerede Der Untergang. I Elser genskaber han perioden, så den fremstår uden patina. Ingen kan undskylde sig med, at de lever i en fjern tid med andre moralbegreber.

   Manuskriptet holder sig strengt til de foreliggende dokumenter. Der er intet af den romantisering, som var med til at løfte Marc Rothemunds Sophie Scholl (2005), der også var skrevet af Breinersdorfer-parret. Hirschbiegel prøver heller ikke at skabe en kontrafaktisk spænding i stil med de Gaulle-attentatet i Sjakalen.

   Filmen fokuserer på Elsers minutiøse forberedelser. Der er flashbacks til hans formative år, men hvad der driver ham, forbliver en gåde, både for filmen og forhørslederne. Elser er en mand uden egenskaber, der beslutter at gøre en forskel – og for første gang føler fred i sit indre.

BOMBEN var skam virkningsfuld. Otte døde, og 63 blev såret, da loftet og en mur styrtede sammen. Arthur Nebe fra Kriminalpolitiet skal privat have udtrykt sympati for terroristen, som gjorde modstand og vidste, hvad der ventede.

   I filmen er man slået af den relative grundighed og ægte nysgerrighed, som myndighederne lægger i efterforskningen. Christian Friedel holder kortene helt ind til kroppen i rollen som Elser. Burghart Klaussner og Johann von Bülov er et good cop/bad cop-team som forhørslederne Nebe og Müller.

   Elser blev anbragt i koncentrationslejren i Sachsenhausen. Han blev senere overført til lejren i Dachau. Her blev han henrettet den 9. april 1945.

   Urmageren er en solid og anstændig rekonstruktion, som gør alt for at ikke at blive et melodrama. Alligevel kan man savne lidt af det heroiske schwung, som Klaus Maria Brandauer tilføjede fortællingen, da han instruerede sig selv som Elser i Syv minutter (1989).*

*) Urmageren 'udkom' (som man siger i streamingtider, når en film har premiere) i 80-året for Anden Verdenskrigs slutning og blev lanceret som en 'stor' film i alle territorier. Herhjemme gik den i 98 biografer, og Biografklub Danmark havde filmen i sit program. Elser blev dog ikke rigtigt stor nogle steder. Det kan skyldes en træthed over for emnet; en historisk afstand, som på det tidpunkt forekom magelig, og filmens fravalg af melodramatiske trick. Men det hjalp bestemt heller ikke, at den internationale 'branding' var så diffus. På Berlinalen blev filmen vist (allerede i februar 2015) med titlen Elser - Es muss sein! I USA var titlen 13 Minutes. I Storbritannien hed filmen Elser: The Plot to Assassinate Adolf Hitler og kunne forveksles med en dokumentar. I Frankrig satsede man på Elser, un héros ordinaire. Sverige, Norge og Finland holdt fast i Elser, den officielle internationale titel var 13 Minutes. Kun i Danmark blev titlen Urmageren anvendt. Man gentog på den måde alle fejlene fra distributionen af Klaus Maria Brandauers Georg Elser - Einer aus Deutschland, som blot brugte tidsrammen 7 Minutes. Brandauers film var en østrigsk-tysk co-produktion, som i tyske territorier kun fik tv-premiere.   

Urmageren (Elser). Instr.: Oliver Hirschbiegel. Manus: Fred & Léonie-Claire Breinersdorfer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Tyskland 2015. Dansk premiere: 16.06.2016.

Foto: Lucky Bird Pictures/ FilmAffinity/ CineMaterial/ SF Studios/ Wikimedia Commons/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Hirschbiegel portrait)/ Constantin Film (Der Untergang Lobby Card), YouTube (StudioCanal UK trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 23.11.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2016

Frihedskæmperen Max Manus (2008) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]

DØ OM SÅ DET GÆLDER

Norges svar på Flammen & Citronen  

Af BO GREEN JENSEN

SOLDATEN og sabotøren Max Manus (1914-1996) var en af de fremtrædende skikkelser i den norske modstandsbevægelse, som gik mere militært til værks end den danske. Sammen med Gregers Gram (1917-1944), en våbenfælle fra Oslogjengen, blev han trænet af de allieredes Special Operations Executive-enhed i Skotland, som han kom til via Sverige og Holland efter en spektakulær flugt fra hjemlandet.

   Manus vendte stærkt tilbage og koordinerede flere aktioner, bl.a. Operasjon Mardonius på Oslo Havn i oktober 1943, hvor adskillige tyske skibe blev sprængt i luften, sabotagen på troppetransportskibet Monte Rosa i juni 1944 og sænkningen af DS Donau i januar 1945. I Espen Sandberg og Joachim Rønnings klare og kun lidt kulørte fremstilling, fremstår Max Manus som sabotøren, der ikke alene gjorde en forskel, men så godt som egenhændigt frelste Norge fra nazisterne.

FILMEN åbner med et flashback til Finlandskrigen, som Manus deltog i som frivillig og hvor han lærte meget om hård kampteknik. Han blev såret og var døden nær efter en eksplosion. I tankerne vender han tilbage til dette nulpunkt, når han atter ligger på ryggen og er forsvarsløs et andet sted. Sneøjeblikket bliver en akse, som resten af filmen kredser omkring. Mest akut husker han Finland, da han ligger på hospitalet i Oslo og er tilbageholdt af politiet, som samarbejder med de tyske besættelsesstyrker.

   Under arrestationen har Max kastet sig ud af vinduet i lejligheden. Nu vinder han tid og bliver hjulpet af en sygeplejerske, som senere ofres i spillet. Det er en besk og moderne pointe, at uskyldige borgere betaler for heltenes sabotage, når tyskerne foretager repressalier. Filmens djævel er Siegfried Fehmer (Ken Duken), en beleven teaternazist, som savner moralske anfægtelser. Til slut trykker Max dog Fehmers hånd, måske i en erkendelse af, at også hans modstander gjorde sin pligt.

FILMEN giver sabotørerne ret, men er samtidig opmærksom på, at vinderne skriver historien og afgør, hvem der er »terrorister« eller »frihedskæmpere«. Denne aktuelle problematik er et af flere bestemmende træk ved de film om 2. verdenskrig, som er produceret efter årtusindeskiftet. Et andet er viljen til at se stort på autentiske hensyn og bruge historien som et narrativt slaraffenland, man kan finde nye eventyr i, nu da de sidste vidner er ved at forsvinde. Et tredje er trangen til at forstå, hvordan fortiden føltes og hvad krigen egentlig handlede om.

   Sandberg og Rønning er raske unge mennesker, begge født efter 1970, som debuterede i instruktørsammenhæng med Bandidas (2006), en sexistisk western med Selma Hayek og Penélope Cruz, som Luc Besson producerede i ånden fra Louis Malles lige så lurvede revolutionskomedie Viva Maria! (1965) med Jeanne Moreau og Brigitte Bardot. Filmen var ferm og godt skåret. Max Manus deler den glatte og næsten lidt for lækre overflade, men har meget mere på hjerte. Den vil gerne lokke husarerne ind, men nærer en prisværdig ambition om at sige noget vigtigt.

DER er grænser for, hvor fri man kan være i forhold til historien. Manuskriptets forfatter, Thomas Nordseth-Tiller, var kun 28 år gammel, da han døde af kræft under optagelserne. Hans kilder var to erindringsbøger af Manus selv, Det vil helst gå godt og Det bliver alvor. Det er karakteristisk, at filmen får universelle heltefigurer ud af Manus og Gram ved at fortælle så lidt som muligt om deres nærmere baggrund. Der er naturligvis også en kvinde. Hun hedder Tikken Lindebrække og er gift til anden side, da hun og Max Manus møder hinanden. Sådan bliver det naturligvis ikke ved.

   Man kunne uden videre tage rammen fra Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (2008) og anbringe figurerne fra Max Manus i den. Og man kunne lige så problemfrit erstatte Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen og Stine Stengade med Aksel Hennie, Nicolai Cleve Brock og Agnes Kittelsen. Skønt periodeforelskelsen er betagende, og der kæles for de enkelte detaljer, føles det ikke ét øjeblik som 1940erne i Norge. Det føles som en moderne rekonstruktion af samme slags, som den man ser i Flammen & Citronen, der faktisk er optaget i Tyskland.

MAX Manus kæmper den gode kamp, mens venner bliver dræbt eller taget til fange. Som alle ægte helte har manden mindst ni liv at tage af. Ligesom Flammen og Citronen har han svært ved at holde op med at kæmpe og finde sin plads i den civile verden, da frihedsrusen kommer til Oslo. Han har hverken penge eller en uddannelse, betror han sin elskede Tikken i den romantiske forsoningsscene. Hun får ham dog atter op på hesten, og i bilen som fører heltene gennem Oslo er det selveste kong Haakon (Stig Hoffmeyer), der forsikrer Max om, at det hele nok skal løse sig.

   Det er ærlig talt ikke en spændende film, men tidsbilledet er konsekvent interessant, og mange af filmens indsigter er gode. Max Manus er en kommerciel produktion, som er set af 2,1 mio. nordmænd og har haft et liv i resten af Europa, siden den fik premiere i december 2008. Først og sidst vil filmen dog efterforske besættelseshistorien, forældrenes og bedsteforældrenes primære heltefortælling.

PÅ den måde ligner Max Manus andre store produktioner fra tiåret, modstandsfilm som Michael Apteds (britiske) Enigma (2001), Marc Rothemunds (tyske) Sophie Scholl (2005), Paul Verhovens (hollandske) Black Book (2006), Jean-Paul Salomes (franske) Les femmes de l’ombre (2008) og Bryan Singers (amerikanske) Valkyrie (2008). Samt Flammen & Citronen, som nævnt.

   Man kan i hvert af ovennævnte tilfælde spørge, om man egentlig bliver klogere på historien, når man har diskuteret de obligatoriske problemer omkring for megen action, for megen dramatisk stramning af nærmere omstændigheder, for megen anakronistisk aktualisering. Det gør man vist egentlig ikke. Men man lærer afgjort noget om, hvad vi kan og skal med historien. Der er langt hjem til Skyggernes hær og De røde enge, men rollemodellerne ligner trods alt.

   Det er dem – ikke de faktiske forbilleder – der bliver hyldet i film som Max Manus. Det er vel egentlig også i orden. Vi har virkelig brug for heltene nu.

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Frihedskæmperen Max Manus (Max Manus – Man of War). Instr.: Espen Sandberg & Joachim Rønning. Manus: Thomas Nordseth-Tiller. Foto: Geir Hartly Andreassen. 118 min. Norge-DK-Tyskland 2008. Dansk premiere: 07.01.2010.

Foto: Erik Aavatsmark | Nordisk Film/  B&T Film/  Filmkameratene/ Roenbergfilm/ Norsk Filminstitutt/ Det Danske Filminstitut/  Nordisk Film & TV-Fond/ Eurimages/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, NORDISK FILM+, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, VIAPLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Nordisk Film (region B) 17.06.2009

2K Blu-ray fra Music Box Films (regionsfri) 28.06.2011 

Anmeldelsen trykt  Weekendavisen Kultur 08.01.2010