Medløberens historie: Et tysk liv (2017)

MEDLØBERENS HISTORIE

Propagandaministerens sekretær taler ud

Af BO GREEN JENSEN

BRUNHILDE Pomsel blev født i Berlin den 11. januar 1911. Da hun døde i 2017, den 27. januar, var hun netop fyldt 106. Hun døde på et plejehjem i München. Hun er 103, da hun fortæller til Christian Krönes i Ein deutsches Leben. Dokumentaristen er født i 1961, samme år Berlin-muren blev rejst. De kan mødes på en mellemgrund, hvor ingen er naiv.

   Pomsels liv var ordinært, i hvert fald som hun selv fremstiller det. Hun bliver spurgt, fordi hun i årene 1942-45 var sekretær i ministeriet, hvor Joseph Goebbels tilrettelagde den nazistiske propaganda. Hun fik jobbet, som var velbetalt og fyldt med frynsegoder, fordi hun kunne skrive på maskine. Endvidere var hun »naturligvis« blevet medlem af Partiet.

   Det er dette »naturligvis«, som Krönes vil undersøge. Hans erklærede hensigt er at fortælle »die Geschichte der Mitläufer und Profiteure, der Duckmäuser und Wegseher«. Altså historien om medløberne og profitmagerne; krysterne, der dukkede sig og så den anden vej.

   Det forstår Brunhilde Pomsel. Det er ikke første gang, hun retfærdiggør sig. Flere steder i filmen tager hun sig til hovedet og forklarer, hvordan hun altid siger til »de, der er unge i dag«, at de ikke kan begribe, hvor anderledes verden var.

POMSEL meldte sig ind i Partiet i 1933. Hun arbejdede da for Hugo Goldberg, en jødisk forsikringsmand, som var ved at afvikle sin praksis, Måske kunne han se, hvad der kom. Det kunne Pomsel ikke. Hun var forvirret første gang, hun gik med kæresten til et stævne i Sportspalast.

   Hun havde håbet at høre musik eller se kunstskøjteløb. I stedet var hallen fuld af svedige mænd. En tyk mand stod på scenen og talte om ting, som hun ikke forstod. Det var Hermann Göring. Hun sagde til Heinz, at han aldrig måtte tage hende derhen igen.

   Via Heinz fik Brunhilde kontakt med krigshelten og nationalsocialisten Wulf Bley, som skrev på sine erindringer. Via Bley blev hun sekretær i tysk radio. Eva Lowenthal, hendes bedste veninde, var jødisk og kom tit forbi stationen. Pomsel så hende sidste gang i 1943.

   Pomsel endte hos Goebbels ved en tilfældighed. Hun fortæller om hans ulastelighed og chokket, man fik ved at se ham forvandle sig til »en rablende dværg«. Hun stod bag scenen, da Goebbels holdt sin »Vil I den totale krig?«-tale. Hun kalder hengivelsen for »et naturfænomen«.

   Pomsel ser ikke sig selv som nazist. Hun erkender, at hun nød at have penge. Ja, hun kunne se, at jøder forsvandt, men det er ikke sandt, at alle vidste, hvad der foregik. I ministeriet fik personalet at vide, at de deporterede jøder blev genhuset i Sudeterlandet.

POMSEL er velformuleret og eftertænksom. Hun er påfaldende reflekteret omkring, hvor ureflekteret hun var. Hun græder to steder i filmen. Først da hun taler om Sophie Scholl og de øvrige medlemmer af modstandsgruppen Weisse Rose, som blev henrettet i 1943. Pomsel husker, at hun holdt sagsmappen i sine hænder.

   Anden gang er, da hun husker sin jødiske veninde. I 2005 besøgte Pomsel det nyindviede Mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin. Hun spurgte på kontoret og fik svar. Eva Lowenthal blev arresteret i november 1943 og døde i Auschwitz i 1945.

   Pomsel var med i bunkeren, hvor Hitler og familien Goebbels begik selvmord. Hun var russisk fange i fem år. I 1950 kom hun hjem og genoptog sit radioarbejde. Hun blev chefsekretær for Lothar Hartmann, den første programdirektør i ARD. I 1971 blev hun pensioneret.

   Pomsels pointe er enkel: »Nej, jeg betragter ikke mig selv som skyldig. Hvis jeg er, må man anklage hele det tyske folk, der stemte, så denne regering fik magten. Det var vi alle med til. Også jeg.«  

                              

SAMTALEN bliver afbrudt af arkivfilm: tysk, amerikansk og russisk propaganda, uredigerede optagelser fra ghettoer og koncentrationslejre. Østrigere som jubler, da tyske tropper gennemfører Anschluss. Tyskere, som begraver kz-ofre, mens en fortæller beder dem føle kollektiv skyld.

   Citaterne er ikke altid logisk anbragt, men det er sjældne og velvalgte klip. De fleste stammer fra Steven Spielberg Film and Video Archive i Jerusalem og US Holocaust Memorial Museum i Washington.

   For Krönes handler filmen også om østrigsk selvforståelse. Han ser Et tysk liv i forlængelse af Michael Hanekes Det hvide bånd (2009), som beskrev nationalsocialismens rødder i fiktionsform. »Den 103-årige kvinde kunne være den lille pige i Det hvide bånd.«

   Brunhilde husker, at hendes far kom hjem fra 1. verdenskrig. Pludselig var der en fremmed mand i huset. Han slog sine børn og forbød dem at bruge natpotter. Hun mener selv, at hun kunne have udviklet sig anderledes, hvis børn i 1918 blev opdraget som i 2016.

FILMEN er i sort-hvid og bruger Pomsels rynkede ansigt med skulpturel effekt. I 2002 nåede Traudl Junge, Hitlers sidste privatsekretær, at fortælle sin historie til André Heller i dokumentaren Im toten Winkel. Junge havde flere spørgsmål til sig selv.

   Er disse film andet og mere end voyeuristiske beretninger? Ja, de er nødvendige udsagn fra historiens sidste levende vidner. I ét har Brunhilde Pomsel jo ret: Ingen af os kan vide, hvordan det var.

   Det er let at se klart med bagkloge øjne. Begge kvinder taler med bæven i stemmen om Sophie Scoll. Junge vedgår sin medskyld. Pomsel beklager, men forsvarer den unge version af sig selv.

PS 2025: Dokumentaren om Brunhilde Pomsel gjorde stort indtryk. Den britiske forfatter og dramatiker Christopher Hampton så sceniske muligheder i teksten og skrev forestillingen A German Life, en monolog i spillefilmslængde, som blev uropført på Bridge Theatre i London i 2019. Dame Maggie Smith (1934-2024) havde sin sidste store teaterrolle i A German Life. En filmudgave af forestillingen blev annonceret. Ifølge IMDB er den stadig i produktion. Monologen er opført i bl.a. Australien, Italien og Grækenland. Liv Helm instruerede Kirsten Olesen i den danske version, som fik premiere på Det Kgl. Teater og turnerede landet over i januar 2023. Christopher Hamptons skuespil udkom på forlaget Faber i 2019.

Et tysk liv – Goebbels’ sekretær (Ein deutsches Leben). Instr. og manus: Christian Krönes, Olaf Müller, Roland Schrotthofer, Florian Weigensamer. Foto: Frank von Vught. 107 min. Østrig 2016. Dansk premiere: 25.01.2018. 

Foto: Blackbox Film/ Kimstim Films/ Salzgeber & Company Medien/ Camera Film

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, PLUTO TV, SF Anytime

Ingen BD-udgivelse - DVD fra Salzgeber & Co. Medien (Tyskland) 18.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.01.2018 

Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]

DEN TYSKE ROSE

Sophie Scholl 1921-1943

Af BO GREEN JENSEN

OLIVER Hirschbiegels Der Untergang (2004), filmen om de sidste tolv dage i Hitlers tusindårsrige, er det hidtil mest monumentale eksempel på Tysklands opgør med sin nazistiske fortid. Ikke én situation er konstrueret, ikke én dialogstump står for filmens egen regning. Den tre timer lange rekonstruktion kan siges at udgøre en ritualistisk udlevelse af det nationale traume, til og med i en balsameret version. Det er en væsentlig pointe, at man som tilskuer ikke får lov at føle bare antydningen af en forløsning.

   Somme tider må der unge øjne til, hvis en gammel sandhed skal træde klart frem. Der Untergang bygger på en bog af Joachim Fest, men trækker i lige så høj grad på Traudl Junges erindringer om sin tid som Hitlers sekretær.

   Hirschbiegel citerer direkte dokumentarfilmen In toten Winkel – Hitlers Sekretärin (2002). Her reflekterer Traudl Junge over den uskyld, manglen på politisk instinkt, som hun altid har forsvaret sig med, ikke mindst i egne øjne. Traudl var 21 år, da hun begyndte at arbejde for Hitler, og endnu ikke fyldt 25, da hun overværede slutningen. Hun blev aldrig medlem af partiet, kendte primært den bløde side af Hitler og blev renset straks efter krigen. Men naturligvis måtte hun spørge sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.

   I Der Untergang fremstilles Traudl Junge af Alexandra Maria Lara, men til slut er det Junges egen stemme fra interviewet i In Toten Winkel, som alligevel ikke kan rense sig selv:

   »Jeg har nok stillet mig tilfreds med, at jeg personligt ingen skyld havde og heller ikke vidste noget om det. Men en dag gik jeg forbi den mindetavle, der er sat op for Sophie Scholl i Franz-Joseph-Straße, og der så jeg, at hun var samme årgang som jeg, og at hun blev henrettet samme år, som jeg blev ansat hos Hitler. I det øjeblik mærkede jeg faktisk, at det ikke er nogen undskyldning at være ung, at man måske også havde kunnet få noget at vide.«

MAN tænker uvilkårligt som Traudl Junge, mens man ser Marc Rothemunds Sophie Scholl – Die Letzten Tage. Julia Jentsch har rollen som den unge medstifter af modstandsgruppen »Die Weiße Rose«. I 1942 blev Sophie arresteret sammen med sin storebror, Hans, da de delte løbesedler ud på universitet i München. Teksten var skrevet af Hans’ ven, Gerd Probst, og kritiserede i skarpe vendinger krigsførelsen ved Østfronten. »Die Weiße Rose« var ikke sabotører, men forsvarede et demokratisk princip, der blev sat ud af funktion ved nazisternes magtovertagelse i 1933. De opfordrede til civil lydighedsnægtelse.

   Sophie Scholl blev arresteret den 18. februar. Hun blev afhørt i tre dage af Gestapo-kommissæren Robert Mohr og sammen med Hans Scholl og Gerd Probst dømt til døden den 22. februar. Det skete ved en »folkedomstol«, hvor den forhadte og notorisk nidkære Dr. Roland Freisler fungerede som kombineret anklager og retspræsident. Dommen blev afsagt kl. 12.45. Klokken 17 samme eftermiddag blev alle tre domme eksekveret. Rothemunds film slutter med et sort lærred og lyden af guillotinebladet som falder. Med samme iver afsagde Freisler i årene 1942-45 2.295 dødsdomme over subversive elementer, der blev overdænget med skældsord og patriotiske tirader, mens den beskikkede forsvarer enten leverede stikord eller erklærede ingen spørgsmål at have.

HOVEDPARTEN af Rothemunds film beskriver i intens kammerspilsform de lange forhørssamtaler mellem Scholl og Mohr, der i begyndelsen tror på Sophies uskyld og faktisk har løsladt hende, da en husundersøgelse tilvejebringer belastende beviser.

   Mohr var ikke selv nazist, men havde under tre regeringer henholdt sig til et princip om, at loven er loven. Sophie Scholl er lige ved at ryste ham i troen. Det bemærkelsesværdige er, at dialogen ord for ord følger de faktiske forhørsudskrifter, som dukkede op i 1990, da de østtyske politiarkiver blev åbnet. Af samme grund bliver eksponeringen meget grundig og indforstået tysk.

   Filmens hjertested er imidlertid den forsvarstale, som Scholl fremsiger på egne vegne i retssalen, tilsyneladende upåvirket af den koleriske Freislers fråden og rasen. Værdigt gør hun de tilstedeværende øvrighedspersoner opmærksomme på, at de vil stå i hendes sted om nogle år, når resten af verden afsiger dommen over det tyske folk og den nationalsocialistiske anomi. »Heute hängt ihr uns, und morgen werdet ihr es sein, deren Köpfe rollen!« Selv Freisler holder en anstrengt kunstpause, før han lader fraserne flyde igen.

SOPHIE Scholl var 21 år, da hun blev henrettet. Hun har altid været det eksempel på modstand, som en skamfuld eftertid henviste til, når resten af verden undrede sig over passiviteten og medløberiet, der muliggjorde die Vernichtung og driften af steder som Auschwitz-Birkenau. På film er forløbet beskrevet af Michael Verhoeven i Die Weiße Rose (1982) og Percy Adlon i Fünf Letzte Tage (1982), men Verhoeven skildrede gruppens aktiviteter før arrestationen, og Adlon overlod fortællerrollen til Else Gebel, der delte celle med Scholl.

   Det er selve ungdommen, der gør indtryk. Marc Rothemund har bevidst undgået at overdænge filmen med periodedetaljer. På trods – og på grund – af de mange epokale ugerninger, som skal huskes 80 eller 60 eller 40 år efter, har både publikum og filmindustrien en tendens til at sukke og sige, at vi ikke orker det mere. Helst skal det handle om liv hér og nu. Ikke den grusomme ballast af knuste skeletter.

   Det unge publikum reagerer imidlertid spontant på Sophie Scholl-filmen, fordi hendes eksempel står rent og klart tilbage, med samme vægt som et digt af Morten Nielsen, Michael Strunge eller Yahya Hassan.

   Sophie Scholl – Die letzten Tage havde premiere på Berlinalen i 2005, hvor Julia Jentsch modtog en Silberner Bär for sit spil i titelrollen, mens Marc Rothemund fik Sølvbjørnen for bedste instruktion. Samme år var den et tilløbsstykke på Copenhagen International Film Festival, hvor både Jentsch og Rothemund kom til byen. Sophie Scholl var Tysklands officielle Oscar-kandidat, og filmen modtog et væld af publikumspriser. Den er seværdig, bevægende og eksemplarisk, også i 2020.

Sophie Scholl – De sidste dage (Sophie Scholl – Die letzten Tage). Instr.: Marc Rothemund. Manus: Fred Breinersdorfer. Foto: Martin Langer. 116 min. Tyskland 2005. Dansk premiere: 23.09.2005

Fotos: Zeitgeist Films/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray {4K restoration) fra Zeitgeist Films 27.02.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.09.2005