Translate

lørdag den 8. maj 2021

Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956



HONNØR FOR HULEMALEREN

Jackson Pollock 1912-56

Af BO GREEN JENSEN

MED sin banebrydende action painting blev amerikaneren Jackson Pollock en totemfigur i det 20. århundredes kunst. De kæmpemæssige »dryppede« billeder, som i kredsen af abstrakte ekspressionister gav ham øgenavnet »Jack the Dripper«, var under alle omstændigheder originale og repræsenterer et gennembrud af en slags. Der er dog ingen tvivl om, at Pollock også var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Havde han ikke havde været der, ville kritikken have opfundet en tilsvarende galionsfigur.

   I efterkrigsårene var det vigtigt for det amerikanske kunstliv at bryde moderbindingen til den europæiske, først og fremmest franske kunstscene. Kritikere som Clement Greenberg og mæcener som Peggy Guggenheim  promoverede bevidst en autentisk amerikansk modernisme, som modsat surrealismen, kubismen og de øvrige abstrakte retninger var uden litterær forankring. Greenberg satte navn på den uegale gruppe, som omfattede Pollock, William de Kooning, Robert Motherwell og Mark Rothko m.fl. Men længe før anerkendelsen havde Pollock, der bearbejdede sine personlige dæmoner ved at gå i jungiansk analyse bestræbt sig på at afdække et primitivt udtryk og en før-litterær bevidsthed, urbilleder som for så vidt allerede eksisterede, men tog konkret form i øjeblikket med kunsteren som medium.


FØRST efter mange svære læreår fandt Pollock frem til en arbejdsmetode, hvor han dryppede, sjaskede, sprøjtede og strintede maling på lærredet, som lå på gulvet, mens han dansede om det i en ubrudt bevægelse, med kronisk cigaret i mundvigen, malergrej i hænderne og i regelen blå jazz i baggrunden. Metoden er foreviget i Hans Namuths legendariske portrætfilm, for det var i lige så høj grad den karismatiske kunstners rituelle arbejdsmåde, som tiden forelskede sig i. Det vendte op og ned på Pollocks verden, da Life Magazine i august 1947 portrætterede ham over mange sider og i rubrikken stillede spørgsmålet: »Jackson Pollock: Er han den største nulevende kunstner i USA?«
   Det blev han i hvert fald efter artiklen, men som kritikeren Robert Hughes fremhæver i American Visions: The Epic History of Art in America (1999), må man gøre sig klart, at dryppede værker som Lavender Mist og Autumn Rhythm, de billeder som for os repræsenterer essensen af Pollock, er skabt over en periode på fire år – 1947 til 1951 – »hvor han ikke udførte symbolske malerier baseret på totemdyret, den jungianske arketype, og den menneskelige skikkelse.« Pollock var med andre ord primitivist og en mere konventionel billedskaber resten af tiden.


HAN døde i en bilulykke, som måske var et selvmord, da han i 1956 havarerede med to unge kvinder, Ruth Kligman og Edith Metzger, som passagerer. Han var 44 år, aggressivt alkoholiseret, frustreret i sin kunstneriske praksis og, som Hughes formulerer det, meget lig »en oppustet, ondskabsfuld James Dean«. Ed Harris’ fremragende spillefilm følger ham fra 1941, da han i New York møder musen, kollegaen og hustruen Lee Krassner (Marcia Gay Hayden), til døden på vejen 15 år senere, hvor Krassner har forladt ham og han ifølge kritikken har toppet.



HJERTET i filmen udgøres af de fire ædru år på Long Island, hvor Pollock for første og sidste gang fandt en ro og en følelse af at arbejde ubesværet. Ed Harris spiller selv kunstneren og har minutiøst kopieret hver af Pollocks manierismer. Sammenligner man det kreative arbejde i Pollock med de autentiske optagelser i Hans Namuths portrætfilm, er der fuldkommen overensstemmelse. Vi ser den mytologiserende kortfilm blive til. Pollock føler sig manipuleret med, føler at han forstiller sig, og begynder straks at drikke igen, da det sidste skud er i kassen. Han vender aldrig tilbage, men forvandler sig til en bitter, lunefuld vampyr, der er umulig at leve med for Lee Krassner.
   Harris’ Pollock er et fascinerende kunstnerportræt, det bedste i fiktiv form siden englænderen John Mayburys Love is the Devil (1998), hvor Derek Jacobi spillede Francis Bacon. Maybury kunne ikke vise selve Bacons kunst. Harris viser snart sagt alle Pollocks ting – især bliver udførelsen af Mural (1943), vægmaleriet til Peggy Guggenheims lejlighed, et nøgleafsnit – men det er vel betegnende, at han lader fem »scenic artists« udføre dryppebilleder i Pollocks ånd, frem for at rekonstruere skabelsen af de moderne hulemalerier.



FILMEN afvikles i tre hovedafsnit. Det første skildrer konventionelt og tv-agtigt Pollock, Krassner og kredsen omkring dem. Megen energi investeres i at få alt og alle til at ligne: Amy Madigan (som er gift med instruktøren) spiller Peggy Guggenheim; Jeffrey Tambor er seriøst god som kritikeren Clem Greenberg; Val Kilmer er decideret spøjs som de Kooning. Det er dog Harris og Hayden, der skaber og bærer den menneskelige side af filmen. Alle eksteriøerne kunne i øvrigt være udlånt af The Edward Hopper Estate.
   Også slutaktens øjebliksbilleder af den detonerende kunstner har man set på film så mange gange, at filmen hér får et vist genrepræg. Men hjertet, midterdelen med skaberarbejdet, det kunstneriske gennembrud og den kortvarige ægteskabelige lykke, er uhørt detaljerede og troværdige. Ed Harris gestalter Pollock så tæt, at en dokumentarisme tangeres. Filmen overvinder her det præg af tour de force, som næsten altid følger med, når en berømt skuespiller fremstiller en berømt kunstner.
   Man får stor lyst til at genopdage Pollock, men frem for alt er der tale om levende filmkunst. Pollock er ikke et nummer. Filmen, som baserer sig på biografien Jackson Pollock: An American Saga (1990) af Steven Naifef og Gregory White Smith, er både psykologisk troværdig og historisk vederhæftig.



Pollock. Instr.: Ed Harris. Manus: Barbara Turner og Susan J. Emshwiller. Foto: Lisa Rinzler. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.07.2002



Fotos: Brant-Allen/ Sony Pictures Classics/  Peggy Guggenheim Collection/ MoMA/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen findes på dvd og streames på Google Play og iTunes. Der er ingen bluray-udgave
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.07.2002

fredag den 7. maj 2021

Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979


PORTRÆT AF SUPERCICERONEN
Samlernes dronning i close-up

Af BO GREEN JENSEN

PEGGY Guggenheims samling er udstillet i Palazzo Venier dei Leoni i Venedig. Den er ikke kolossal – 326 arbejder af (især) surrealister og abstrakte ekspressionister – men hvert værk er vigtigt, fra Bruden klædes på af Max Ernst til Lysenes rige af René Magritte, fra Mark Rothko til Jackson Pollock.
   Flere værker er skabt til huset, hvor hun boede på den øverste etage i de sidste 30 år af sit liv. Lisa Vreelands portrætfilm citerer flittigt fra ældre dokumentarer. I en af dem fremviser hun stolt det forsølvede Bed Head, som Alexander Calder udførte til væggen over hendes seng.
   Tredive år før blev et vægmaleri, Mural (1943), som Jackson Pollock skabte til hendes entre i New York, et gennembrud for kunstneren. Efter sigende hadede han Guggenheim for det, men det var Peggy, som betalte for huset på Long Island, hvor Pollock og hustruen Lee Krasner kunne stå i hver sit atelier. Her udviklede han sin sagnomspundne dryppeteknik.
   Få tog samleren alvorligt. De så kun pengene og næsen, som hun lod sidde efter et klodset forsøg på at gøre den lille og spids. Hun lyttede til venner som Marcel Duchamp og Piet Mondrian. Peggy viste Mondrian to af Pollocks billeder. »Ragelse, ikke sandt?« sagde hun. Formalisten blev tænksom. »Jeg føler, jeg ser på den største kunst, jeg har mødt i Amerika indtil nu.«
   Hendes samling blev grundlagt på ni tætte år i Europa. Især var hun på indkøb i Paris, da de tyske besættelsestropper ankom. Constantin Bràncusi græd, da hun købte skulpturen Bird in Space for tæt på fremstillingsprisen. Så udnyttede hun kunstnerne, der ville rejse? Måske. Men hun reddede kunsten, og hun kunne selv være endt i en koncentrationslejr.


PEGGY Guggenheims liv var en sort vittighed, som hun selv kunne le af med overbevisning. Det var et tema, at hun aldrig blev elsket for sin egen skyld eller anerkendt for sin utrættelighed. Hun blev misundt, foragtet og latterliggjort, fordi hun gik i seng med så mange kunstnere, som hun kunne.
   Peggy Guggenheim Museum er i dag en filial af Solomon R. Guggenheim Foundation. Umiddelbart ser det velordnet ud, slægten der slutter række. Faktisk var Peggy på kant med familien hele sit liv. Den foragtede måden, hun levede på, og troede ikke på hendes forretning.
   Peggy havde masser af mænd. Hun blev dårligst behandlet – og det vil sige en del – af de to, som hun giftede sig med, Laurence Vail og Max Ernst. Vail var brutal og forelsket i forfatteren Kay Boyle. Ernst malede Peggy som en heks og tilbad Leonora Carrington, indtil han mødte Dorothea Tanning, som kuraterede udstillingen 31 Women i Peggys galleri.
   Med Vail fik hun sønnen Sindbad og datteren Pegeen. Pegeen Vail var en god, ulykkelig kunster, som tog sit liv i 1967, da hun var 41 år. Der er et værelse med hendes værker i Peggy Guggenheim Museum.



FILMENS hovedattraktion er Peggys egen stemme. Før sin død talte hun i timevis med Jacqueline  Weld, som skrev biografen The Wayward Guggenheim i 1986. Disse bånd leverer det meste af lydsiden.
   Weld er et af filmens talende ansigter. Det samme er Francine Prose, forfatteren til den seneste og bedste biografi. Mest at sige har kritikeren John Richardson. Mest overraskende dukker Robert De Niro op og taler om sine forældre, Robert De Niro, Sr. og Virginia Admiral, som begge er repræsenteret i Guggenheims samling.
   Marina Abramovic siger, ikke overraskende, at Peggy er en positiv rollemodel for kvinder i mændenes verden. Der blev dog ikke givet ved dørene. Peggy betalte, så Djuna Barnes kunne skrive i fred. Hun bliver alligevel bagtalt af »veninden« Mary McCarthy i novellen »The Cicerone«.
   Efter syv år i New York kom Peggy til Venedig. Hendes afskedssalut til parnasset var erindringsbogen Out of this Century (1946), som fortæller åbent om de emner, der gav Peggy glæde. I førsteudgaven var navnene ændret. Det blev rettet i 1959, da bogen fik titlen Confessions of an Art Addict.
   Alle tog Peggy for pengenes skyld. Ifølge hende selv var undtagelsen John Holmes, som hun havde et ægteskabeligt liv med i England før krigen.



VREELANDS film lader forholdet til Holmes fremstå rosenrødt. Det er ikke sikkert, det var sådan. I The Shock of the Modern dykker Francine Prose ned i stoffet og finder igen et arrangeret forhold, hvor Peggy finansierer en livsførelse og bliver tålt med skiftende grader af venlighed eller foragt.
  Peggy lejede Hayford Hall i to år. Hun og Holmes og børnene var familien i huset. Forskellige forfattere kom og skrev deres værker. Antonia White skrev Frost in May (1933), Djuna Barnes begyndte på Nightwood (1936) og fik penge af Peggy, indtil hun døde. William Gehardie skrev en roman – Of Mortal Love (1925) – om hele kollektiveksperimentet.
   Emily Coleman førte dagbog og beskriver nogle hærværksnætter, hvor alle drak igennem og var jaloux på hinanden. Holmes sagde til Barnes, at hun havde skrevet den bedste bog i 50 år. Peggy sagde, at hvis han fik rejsning, ville dollaren falde i kurs: »If you rise, the dollar will fall«.
   Barnes begyndte at slå Peggy bagi. Coleman fortsætter: »Peggy skreg: ’Gud, hvor den kvinde dog hader mig!’ Djuna blev ved med at slå hende, så begyndte hun at slå mig. Hun havde kun slået fire gange, før jeg fik orgasme.«



I VENEDIG lagde Peggy disse ting bag sig. Elsker nummer 1001 var italieneren Raoul Gregorich. Hun besøgte Paul og Jane Bowles i Marokko. Hun fik besøg af Truman Capote og Gregory Corso. Hun sad i solen med sine hunde – der var enten 12 eller 17 små terriere – og så tilbage, mens samlingen tog form i betroede medarbejderes hænder. Hun var 81 år, da hun døde i 1979.
   Samlingen fik status, da Peggy i 1948 blev tilbudt sin egen pavilion på Biennalen, som skulle genstartes efter krigen. Parnasset krøb til korset, og Peggy sagde ja. Uanset alle historier, er der ingen tvivl om, at hun brændte for kunsten og ønskede at dele sin glæde med andre. Peggy Guggenheim Museum åbnede i 1951.
   Peggy forstod at fyre den af, som en senere generation ville sige. Hun drak som en fisk og tog dulmende stoffer, men hun havde klare, skarpe øjne og god forstand på vigtig kunst. Hun er en bifigur med penge i andres biografier. I sin egen er hun protagonisten, der kæmper alene. Når man står i hendes vinkel, er det hende man holder med.


Peggy Guggenheim: Art Addict. Instr. og manus: Lisa Immordino Vreeland. Foto: 96 min. USA-UK-Italien 2015. Dansk premiere: 21.01.2016

Francine Prose: Peggy Guggenheim: The Shock of the Modern (Jewish Lives). 224 s. New Haven: Yale University Press, 2015

Peggy Guggenheim: Out of This Century: Confessions of an Art Addict. Foreword by Gore Vidal. Introduction by Alfred Barr. 396 s. New York: Doubleday & Company, 1979.  


Fotos: CineMaterial/ George Karger/ Peggy Guggenheim Collection/ John Deakin (Pegeen Vail portrait)/ Eugene Kolb/ National Portrait Gallery (Ida Kar)
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies 
En forkortet version af artiklen blev trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2016

torsdag den 6. maj 2021

To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]



TILBAGE TIL DJÆVLEØEN
Henri Charrières fantastiske flugthistorie

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK at der kommer en ny Papillon. For 50 år siden var det sådan en bog, der lå i alle butiksvinduer.
   Karriereforbryderen Henri Charrière blev kaldt Papillon, fordi han havde en sommerfugl tatoveret på brystet. I 1931 blev han dømt for mord, deporteret og sendt til Fransk Guyana, hvor staten anbragte samfundets bærme.
   På skibet mødte Charrière falskmønteren Louis Dega. Denne havde ruineret adskillige familier, som investerede i hans veludførte forfalskninger af statsobligationer. Serien fra 1928 var et veritabelt mesterværk.
   Den spinkle Dega var i kronisk livsfare. Medfangerne ville dræbe ham for at få fat i de penge, han havde stukket op i sin krop. Vagterne ville tage hævn for bedraget. Charrière tilbød Dega sin beskyttelse mod finansieringen af en flugt. For Henri vidste straks, at han måtte ud, væk og videre. Det var jo historien om Papillons liv.
   Strafudmålingen lå fast. Første flugtforsøg gav to år i isolation. Det andet gav fem. Drabsmænd blev guillotineret. I bedste fald var hverdagen et helvede af malaria, slavearbejde og mishandling ved altid beredvillige medfanger.
   Henri var på øen i 16 år. Syv blev tilbragt i isolation. Endelig lykkedes flugten. Han skrev en bog, som blev oversat til mange sprog og solgt i 30 milllioner eksemplarer. Systemet blev ændret ad åre – og i 1973 fik Charrière sin historie fortalt i en Hollywood-film med Steve McQueen og Dustin Hoffman.
   Publikum elskede filmen. Der gik en tid, før kritikken var overbevist, men Franklin J. Schaffners Papillon har længe haft klassikerstatus. I 2017 har danskeren Michael Noer genindspillet den stedsegrønne fængselsskildring. Skyldes det stofnød, eller er der en grund?


DET må være 47 år siden, at jeg så Papillon første gang. Filmen havde dansk premiere den 22. februar 1974 og var en begivenhed af de større.
   Samme år så vi Sidste stik, Den store Gatsby, Serpico, Eksorcisten, Zardoz, Den amerikanske nat og Sheriffen skyder på det hele, som Blazing Saddles hed på dansk. DR viste Bergmans Scener fra et ægteskab. Jeg gik i 2.g. Det var kræsne og forventningsfulde dage.
   Selvfølgelig skulle man se Papillon, men filmen gjorde ikke noget stort indtryk. Der var for meget Steve McQueen og for lidt Dustin Hoffman, men især var filmen en skuffelse for fans af Franklin J. Schaffner. Det samme havde Patton været tre år før. Vi blev ved med at håbe på mere i stil med The Planet of the Apes (1968) fra instruktøren.
   Forleden så jeg Schaffners Papillon for at komme i stemning til Noers genindspilning. Der er meget, som man ikke så i 1974. For eksempel er eksponeringen af den homoerotiske faktor forbavsende ligefrem for sin tid. »Undlad at onanere for meget,« siger kommandanten, da Henri bliver sat i isolation første gang. »Det tærer på kræfterne.«
   Masochismen når martrede River Kwai-højder, og forholdet mellem »Papi« og Dega er en bromance, der varer for livet. Bipersonen Maturette sætter ord på det homoseksuelle tema og lyder som en LGBT-aktivist.
   Til sidst er Henri og Louis som et gammelt par, der trisser rundt mellem hytterne på Djævleøen. Dega fodrer grise og dyrker gulerødder. Charrière lægger planer som altid, for flugt er nu engang hans ting. »Tror du, det virker?« spørger Louis. »Gør det nogen forskel?« svarer Henri.


PAPILLON handler mest af alt om at blive ved. Kommandanten præciserer, at systemet ikke tror på rehabilitering. Straffen går ud på at nedbryde kroppen og sindet og viljen, så der ingen karakter er tilbage. »Jeg er her stadig, I røvhuller!« råber Henri i isolationscellen. Han gentager det i slutbilledet, hvor han ligger på sin lille flåde af kokosnødder og har kurs mod Venezuela: »I’m still here, you bastards!«

   Det er dog 70er-æstetikken, som gør det største indtryk nu. Filmen er fortalt i brede, strålende billeder, som fotografen Fred Koenekamp har fuld kontrol over. Hver statisk indstilling er komponeret som et renæssancemaleri. Koenekamp arbejdede også på Patton, men ikke på Abernes Planet, som Leon Shamroy var fotograf på. De tre film er holdt i den samme panoramiske stil, som må være Schaffners signatur.
   Det er en helaftensfilm på to en halv time, og Papillon blev af flere kaldt dræbende langsom. Men Schaffner bruger hvert minut. Vi er i en helt anden tidsregning. Da den store flugt lykkes, bliver alt, som foregår uden for fængslet, fortalt i en ti minutter lang montage, hvor kun Jerry Goldsmiths musik taler med.
   Der er intet fedt og knap en finger at sætte på Papillon, som kommer fra en tid, hvor storfilm havde heroisk format. Steve McQueen og Dustin Hoffman er eminente. Filmen er stadig i omløb, så hvad kan en ny version føje til? Mig bekendt har ingen ligefrem råbt på en ny Papillon.



I MICHAEL Noers genindspilning synes virkeligheden at være krympet. Verden er kommet tættere på, og den er også blevet mindre. Billederne er lige så brede, men beskæringen er altid tæt. Der er ingen favnende landskaber. Kun ved havet til slut ser man hele horisonten.
   Der er ikke tale om en dramatisk omkalfatring. Manuskriptforfatteren Aaron Guzikowski har bevaret de fleste scener fra Dalton Trumbos originalmanuskript. Historien er blevet en halv time kortere og har lidt mere med af baggrunden for Charrières og Degas indespærring.
   Man kan i høj grad diskutere, om dét er en forbedring. Der er en prolog, som foregår i det muntre Paris i 1931, hvor chefen lægger en fælde for den foretagsomme tyv. Her prøver filmen at skabe en svimmel, Babylon Berlin-agtig stemning, men underminerer troværdighedspræget med anakronismer. I natklubben hører man »Bei Mir Bist Du Schön«, skønt sangen først blev komponeret i 1932 og hed »Bei Mir Bistu Shein«, indtil Sammy Cahn og The Andrews Sisters gav den jiddische sang engelsk titel i 1937.



DEN gamle film begyndte ved skibet, som skulle til Guyana, og sluttede ved den sidste flugt. Noers film inddrager også erindringsbogen Banco (1971), hvor Charrière beskriver sit liv i Venezuela. Til sidst ser vi ham aflevere manuskriptet. Der er lidt staveplade over det hele.
   Begge film slutter med billeder af de forladte fængselsbygninger på Saint-Laurent-du-Maroni i Fransk Guyana. Henri Charrières sidste flugt fandt sted i 1947. Straffekolonien blev nedlagt i 1953. Charrière døde i 1973 og nåede ikke at se Papillon. Begge slutninger har en skærmtekst om, at det forhadte system ikke overlevede ham.
   Noer viser også et foto af forfatteren. Man kan se, at hver tatovering er trofast genskabt i den nye version. Ingen af filmene er faktisk optaget i Fransk Guyana. Schaffner indspillede sin i Spanien og på Jamaica. Det sidste halsbrækkende flugtspring blev foretaget på Maui i Hawaii.
   Noers film er optaget i Serbien, Montenegro og på Malta. Det forklarer måske, hvorfor lyset er mindre. I værkets kerne, som skildrer selve fængselsopholdet, er de to film identiske stykker. Det er de samme replikker og situationer. Noer prøver ikke at fortrænge erindringen om Schaffners Papillon. Enhver genopførelse er jo en hyldest.



FÆNGSELSFILM er en bugnende genre med to hovedspor. I det ene er flugten omdrejningspunktet. I det andet er hverdagen i fængslet det centrale. Fokus er på rutiner og hierarkier i den lukkede struktur, som udgør et samfund i koncentrat. Der er ofte en meget lang tidshorisont. Planer bliver lagt og er år om at lykkes.
   Den første Papillon var især en succes, fordi den brugte begge modeller. I nyere tid, hvor kriminelle kan skildres som nuancerede mennesker, er de bedste film fra den sidste kategori. Skærmføljetoner som Oz, Prison Break og Orange is the New Black lader trådene sno sig over mange sæsoner.
   Michael Noer og Tobias Lindholm skrev og instruerede sammen R (2010), som foregik over to år i Horsens Statsfængsel. Pilou Asbæk overlevede fra dag til dag og navigerede mellem de indsattes hierarkier. Roland Møller, som også har en stor rolle i Papillon, debuterede i R. Filmen var blevet en større succes, hvis den ikke delte mange træk med Jacques Audiards  Profeten (2009), som blev til i samme periode.
   Noer konsoliderede den socialrealistiske hyperstil i Nordvest (2013), men der er næppe tvivl om, at det var R, som fik produceren Joey McFarland til at kontakte den danske instruktør, da Papillon skulle genindspilles.



NOER gør det godt med de midler, han har til rådighed. Der er dog næppe en scene i den nye Papillon, som ikke stod lidt skarpere i 1973-versionen.

   I den sidste halve time bryder Noer og Guzikowski (omsider) med forlægget og prøver noget nyt. Flugten har fået en helt anden rytme, end montagesekvensen havde hos Schaffner. Noer dvæler ikke ved det paradisiske stammefolk og de forrædiske nonner. Her fungerer flugtbåden faktisk, og det bliver Henri, Dega, Celier (en rolle som må være skrevet til Roland Møller) og Maturette, som har et klodset opgør ude på havet.
   Flere nye detaljer er gode. Hos Schaffner stak mændene af, mens kolonien hørte en klassisk koncert. Noer lader fangerne se en film – Merian C. Coopers King Kong (1933) – som i hele sin ikonografi kommenterer de indsattes situation. Dét eventyr er for resten også blevet genfortalt et par gange.

   

BEDST er Noers version i personinstruktionen og psykologien. Charles Hunnam og Rami Malek er mindst lige så gode sammen, som legenderne McQueen og Hoffman var i den gamle film. Malek ser lidt for renskuret ud, men han prøver ikke som Hoffman at stjæle opmærksomheden med pudseløjerlige manierismer. I scenerne med Hunnam er han altid loyal.
   Hunnam giver Charrière en lyrisk kvalitet, som Steve McQueen ikke havde, men han er ikke mindre effektiv. Hunnam, som kommer fra tv-serien Sons of Anarchy og kan minde om en yngre Brad Pitt, har spillet Kong Arthur i to rabalderfilm af Guy Richie, men han var fremragende som den opdagelsesrejsende i James Grays The Lost City of Z (2016).


DET lykkes Noer at give mændenes venskab en spontan kvalitet, som det ikke helt havde hos Schaffner. De opdager, at de kan stole på hinanden i en struktur, hvor alle ellers lyver, forråder og voldtager. Det er stadig en bromance med mange facetter. Men først og fremmest er de to mænd simpelt hen taknemlige for hinanden.
   Disse ting er eksemplarisk forløst i en film, som man ellers kunne leve foruden. Noers Papillon er et solidt svendestykke, som forhåbentlig giver instruktøren flere store opgaver, hvor han i højere grad har helt frie hænder. Men det er stadig i den gamle Papillon, at det hårde, historiske stof bliver løftet og står i et uanfægteligt skær af myte og eventyr.



Papillon. Instr.: Michael Noer. Manus: Aaron Guzikowski. Foto: Hagen Bogdanski. 133 min. USA-Tjekkiet-Spanien 2017. Dansk premiere: 23.08.2018.

Papillon. Instr.: Franklin J. Schaffner. Manus: Dalton Trumbo, Lorenzo Semple Jr. Foto: Fred J. Koenekamp. 151 min. USA-Frankrig 1973. Dansk premiere: 22.02.1974.

 
Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Warner Bros./ Filmgrab/ Jose Haro/ Bleecker Street/ UIP.DK
Papillon 1973 er udgivet på blu-ray og dvd
Papillon 2017 bliver streamet på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 24.08.2018

onsdag den 5. maj 2021

To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013)



JORDEN KALDER WALTER MITTY
James Thurbers apologi for eskapismen

Af BO GREEN JENSEN

TO sider. Så meget fylder den lille novelle om »The Secret Life of Walter Mitty«, som James Thurber skrev til The New Yorker i maj 1939. Teksten har til gengæld haft et langt og voluminøst efterliv på film, teater og tv. Den har også inspireret generationer af væsensbeslægtede dagdrømme. For eksempel fik Keith Waterhouse ideen til Billly Liar (1959), da han så den første filmudgave af Thurbers humoristiske vignet.
   Det er interessant at læse teksten, som står i Thurber: Writings and Drawings (Library of America, 1996). Walter kører til byen med sin kone, der taler ustandseligt til ham i bilen. Han skal ordne indkøb, mens hun er hos frisøren. Walter skal have overtræksko, tandpasta, hundekiks og andre trivielle fornødenheder. Han hører ikke efter og forsvinder ind i fantasier, hvor han uvægerligt er en handlingens mand.



NOVELLEN åbner in medias res, da Commander Mitty fører hydroplanet SN202 gennem den værste storm i 20 år. Så er han kirurgen, der holder et betydningsfuldt liv i sine hænder. I flyet siger cylinderne ta-pocketa-pocketa-pocketa. De defekte instrumenter på operationsstuen siger det samme: pocketa-pocketa-pocketa.
   Nu har Walter glemt, hvad det er, han skal købe. Han vidner i en celeber mordsag. Den offentlige anklager rækker han en Webley-Vickers 50.80 og spørger, om våbnet er hans. Det lykkes Walter at rekonstruere hustruens dosmerseddel. Kaptajn Mitty og hans tropper er under beskydning, da han sætter varerne fra sig. Flammekasterne siger naturligvis pocketa-pocketa-pocketa.
   Fru Mitty vækker sin mand af hans dagdrøm. Hun skal lige ordne det sidste. Imens står Walter med ryggen mod muren og ryger en cigaret. Her glider teksten over i den sidste drøm. »Til helvede med tørklædet,« siger Walter hånligt. Han tager et sidste sug, knipser cigaretten væk og ser på henrettelsespelotonen: »Oprejst og urørlig, stolt og hånlig, Walter Mitty den Ubesejrede, uransagelig til det sidste.«



DA Thurber brugte teksten i samlingen My World – and Welcome to It (1942), var USA trådt ind i 2. verdenskrig. Da Danny Kaye spillede Walter Mitty i filmudgaven fra 1947, talte hverdagseskapismen ikke mindst til hjemvendte soldater, som havde svært ved at slå sig til ro. Thurber tog afstand fra filmen. Han mente, at produceren Samuel Goldwyn fordrejede teksten med billig action og sex.
   Filmen med Kaye – og Virginia Mayo som gennemgående love interest i Walters fantasier – er dog en technicolordrøm af de klare. I filmen arbejder Walter som redaktør på et forlag, der udgiver pulp fiction af forskellig art. Hans fantasier foregår i diverse kulørte genrer. Kayes stemme læser beskrivelsen højt. Filmen har ændret adskilligt, men beholdt det distinkte pocketa-pocketa.
   Der var dansk premiere i december 1948. Herhjemme hed filmen Alle Tiders Helt. Norman McLeod instruerede, men Walter Mitty var først og fremmest Sam Goldwyns projekt. Pointen blev drejet stilfærdigt, så den tog afstand fra Walters fantasier. I novellen fungerer de som en overlevelsesmekanisme. I filmen bliver han blandet ind i en farlig sag om nazister og diamanter. Han møder Virginia Mayo i virkeligheden, som overgår fantasien. Mottoet kunne være: Stop Dreaming. Start Living.



NETOP dét hook bruger den nye Walter Mitty i sin lancering. Ben Stiller er den fjerde eller femte instruktør, som har arbejdet med projektet. Officielt har filmen været under optagelse siden december 2005. Det var nødvendigt, hvis Samuel Goldwyn Productions skulle beholde sine rettigheder. Også Steven Spielberg, Ron Howard og Gore Verbinsky har været tilknyttet.
   Maskinerne siger stadig pocketa-pocketa, men desværre med mindre finesse og selvironi. Stiller spiller selv Walter Mitty, der i denne omgang er negativforvalter på Life Magazine. Han var engang på weekend i Arizona, men har ellers levet sit liv i New York. I 16 år har han behandlet de spektakulære fotos, som i en menneskealder gjorde Life Magazine til verdens bedste billedblad.
   Walter drømmer om Cheryl (Kristen Wiig) fra bogholderiet og har et betroet forhold til stjernefotografen Sean O’Connell (Sean Penn), der stadig skyder krige, vulkanudbrud og sneleoparder på analog film. Walter mistede tidligt sin far og måtte forsørge sin mor (Shirley MacLaine) og søsteren Odessa (Kathryn Hahn), der stadig håber at gå scenevejen. I ungdommen var han et es på sit skateboard.

   

DE halvhjertede fantasisekvenser ligger i begyndelsen af filmen. Walter er en romantisk figur, der svarer til de preferencer, Cheryl har udtrykt på nettet. Det bliver dog hurtigt et spørgsmål om at møde og opleve virkeligheden. LIFE bliver opkøbt og skal udgive sin sidste printudgave. Sean O’Connell har taget sit livs foto, men motivet mangler på det fremsendte kontaktark. De nye ejere svinger kniven. Walter sætter alt ind på at finde O’Connell og aflevere den sidste forside.
   På den måde kommer han til Grønland, Island, Yemen og bjergene i Afghanistan, hvor han endelig finder O’Connell. Kun én fantasi fungerer i ånden fra Thurber: på Grønland vægrer Walter sig ved at kravle ombord i en helikopter. Der er varslet storm, og den islandske pilot (Ólafur Ólafsson fra Dybet) er beruset.
   Med ét står Kristen Wiig på landingsbanen og synger David Bowies »Space Oddity«, som man også håner Walter med på kontoret. »Ground Control to Major Tom« er filmens svar på »Jorden kalder Walter Mitty«. Fantasien hjælper – som hos Thurber – Walter med at komme videre. Sangen, drømmen og virkeligheden glider i ét.



ELLERS er det filmens idé at lade Walter finde kræfterne i sig selv, få stor appetit på den fysiske verden og nå så langt, at han ikke behøver drømmene mere. Scenen med henrettelsespelotonen bliver brugt til at bryde med fantasien, ikke som fundamentet i eskapistens trodsige manifest.
   Den nye vinkel er udmærket tænkt. Stillers version er en fortolkning, snarere end en genindspilning, men den gør fortællingen mindre og mere ordinær, skønt især de smukke scener fra Island – hvor Walter har rig lejlighed til at bruge sit skateboard – er værd at se for deres egen skyld.


I VIRKELIGHEDEN udkom det sidste trykte nummer af LIFE i marts 2007. Magasinet holdt flere pauser i sin lange levetid, men var i storhedstiden 1936-72 et ugeblad med et oplag på 1 mio. Fra 1978-2000 var LIFE et månedsblad. Forlaget er stadig aktivt. Fotoarkivet og samtlige trykte numre har siden 2008 været tilgængeligt via Google og Google Books.
   Den nye film er ikke dårlig, bare for lang, for løs og lidt ordinær. Man savner indlevelsen i den gamle version, der var fortrolig med eskapismens teknik. Med andre ord lidt mere ta-pocketa-pocketa, tror jeg.


The Secret Life of Walter Mitty. Instr.: Ben Stiller. Manus: Steven Conrad. Foto: Stuart Dryburgh. 115 min. USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013

The Secret Life of Walter Mitty (Alle tiders helt). Instr.: Norman Z. McLeod. Manus: Ken Englund, Everett Freeman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 21.12.1948 

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Time-Life/ Fox/ SF Studios/ Library of America/ The New Yorker
1947-filmen streames ikke men er udgivet på DVD og blu-ray
2013-filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2014