Translate

onsdag den 18. marts 2020

Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012


VERDEN SOM EN TORDENSKY
Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012 

Af BO GREEN JENSEN

DER er 377 sangtekster i The Lyrics. Nogle er relativt korte og enkle  »Wiggle Wiggle« fra Under the Red Sky (1990) hører til i no brainer-kategorien  men de fleste er komplekse og voluminøse konstruktioner. Det er med andre ord svært at citere præcist på kort plads, fordi flyet skal bruge plads til at lette.
   Først oppe i fart og på en vis afstand ser man, hvor stort landet er. Samtlige sange indgår i et nødvendigt flow, som endda omfatter mere end de 38 album i den officielle kanon  hvoraf ni er samlinger med andres sange, fra Self-Portrait (1970), som virkelig mystificerede fanbasen, til julepladen Christmas in the Heart (2009), der også blev set som en udfordring, og de generelt beundrede Shadows in the Night (2015) og Fallen Angels (2016), hvor Dylan giver Sinatra og hele sjælertraditionen et skud.*



SIDEN 1991 er der kommet 15 bokssæt i The Bootleg Series, dvs. »piratkopiserien«, hvor indspilninger fra perioden omkring et klassisk album bliver tilgængelige for første gang. Det er demoer, variationer, koncertudgaver og sådan. Der findes dylanologer, som der findes donaldister og sherlockianere. Studiet af Dylan blev tidligt en tæt på eksakt videnskab.
   De seneste år har åbnet guldgruber som The Basement Tapes Complete (fra tiden med The Band i Woodstock og uden senere tilføjet pynt); Another Self-Portrait med de samlede Self-Portrait-indspilninger; The Cutting Edge med arbejdsbånd fra optagelselserne, som blev til Bringing It All Back Home (1965), Highway 61 Revisited (1965) og Blonde on Bonde (1966); samt senest 36 cd’er med alle bevarede koncerer fra turneen i 1964, hvor der blev råbt »Judas!« i Free Trade Hall i Manchester, fordi Dylan og The Band satte strøm til musikken i andet sæt. Også koncerten fra København er med.
   I dette ekstramateriale er outtakes, dvs. originale sange, som blev fravalgt af forskellige grunde. Teksterne til de bedste og mest færdige outtakes  »Up to Me« fra tiden omkring Blood on the Tracks (1975), »Blind Willie McTell« fra perioden omkring Infidels (1983) og »Series of Dreams« fra optagelserne til Oh Mercy (1989) – er også trykt i The Lyrics.



VIL man have et hurtigt indtryk af, hvad Dylan »kan« og måske også »vil« som digter, er de tre sange sådan set mere end nok. De demonstrerer i øvrigt Dylans paradoksale brug af William Faulkners kill your darlings-princip. Ofte var de bedste sange de første, han valgte fra på det færdige album.
   »Blind Willie McTell« maler Amerikas historie frem i fire optrin, der passerer som noget, man ser fra et tog eller følger fra en båd på en flod. »Up to Me« er et mytologisk selvportræt: »I was just too stubborn to ever be governed by enforced insanity/ Someone had to reach for the risin’ star, I guess it was up to me«.
   Sangen har flere af de novellistiske Dylan-detaljer, der sætter stemningen fast som en sort kraveknap: 

So the Union Central’s pulling out, the orchids are in bloom
I’ve only got me one good shirt left and it smells of stale perfume
In fourteen months I’ve only smiled once and I didn’t do it consciously
Somebody’s got to find your trail, I guess it must be op to me.
   
»Series of Dreams« har præcis atmosfæren af situationer, som skifter form i en drøm: 

Wasn’t making any great connection
Wasn’t falling for any intricate scheme
Nothing that would pass inspection
Just thinking of a series of dreams.

Dylan er med årene blevet bedre til at lade ordene strømme og stå, stole på forvandlingskuglens første kulør. Han er også blevet mere fortrolig med mørket, der venter i sange som »Dark Eyes«, »Things Have Changed« og »Not Dark Yet«. Ellers er han i bund og grund den samme digter, som satte af fra folkescenen i Greenwich Village:
   »Det var en mærkelig verden, der ventede forude en verden som en tordensky med lynild i randene. Mange fór vild i den og fandt aldrig vejen igen. Jeg fulgte den lige vej ind i den. Den åbnede sig for mig. Det var helt sikkert, at den ikke blev styret af Gud, men den blev bestemt heller ikke styret af djævelen.«**



DEBUTALBUMMET Bob Dylan udkom den 19. marts, 1962. Digteren var 21 år, og hans to selvforfattede bidrag var en aktuel snak, »Talking New York«, og en respektfuld hyldest til rollemodellen Woody Guthrie, som Dylan nåede at besøge på hospitalet, hvor han døde af Huntingdon’s Sygdom i 1967. Der er ikke færre end 27 »additional early lyrics« aftrykt i Teksterne.
   Det seneste album med originale sange er Tempest fra 2012. Digteren er blevet 71, og der er ingen ubenyttede sange, men »Long and Wasted Years« har en ny autentisk træthed i sig, og »Tin Angel« (27 strofer) og titelsangen (40 strofer) er skolebogseksempler på den store fortællende sang, der fra begyndelsen er en Dylan'sk konstant.
   Det kolossale sangværk er så vilter en størrelse, at det næppe lader sig gøre at give et overblik på denne begrænsede plads. Så lad mig lægge et par spor ud og følge nogle gjengrodde stier.
   Jeg tillader mig i hvert fald at forudsætte, at læseren er bekendt med de mest eksponerede inkarnationer af Dylan: protestsangeren, der så sig selv som en stemme i traditionen fra Joe Hill og Woody Guthrie, og tricksteren med puddelhår og solbriller, som erobrede verden i 1965, da alle faktorer i tiden var med til at hærde musikken. Som Dylan selv skriver i erindringsbogen Krøniker, bind 1 (2004), der forhåbentlig får et bind 2, før han dør:
  »Amerika var i forandring. Det føltes skæbnebestemt, og jeg fulgte med forandringerne. New York var et godt sted at være. Også min bevidsthed var begyndt at forandre sig, udvide sig. Det var sikkert, at hvis jeg ville komponere folkesange, måtte jeg have en ny skabelon, en filosofisk identitet der ikke brændte ud. Den måtte komme af sig selv udefra.«


  

DET handler altså ikke om, hvorfor »Subterranean Homesick Blues«, »Desolation Row«, »Like a Rolling Stone« og »Just Like a Women« er ret gode sange - og »rigtige« digte, skønt det hos Dylan altid er i musikken, at de bliver ført hele vejen hjem.
   Det er selvsagt fantastiske sange. De sidder så dybt i kulturen, at verden bogstaveligt ville være en anden uden den tynde mands tekstmaskine, og det var dem, han fik Nobelprisen for. De udgør dog kulminationen på en bestemt poetisk teknik og metode, som næsten kunne patenteres. Når den ironiske gimmick fungerer, er der ingen ende på billedvævens selvavlende metaforik: »The sun’s not yellow, it’s chicken.«
   Vedtagen visdom vil vide, at Dylan var skarpest og vigtigst i den forbløffende kviksølvstid midt i 60erne, da han og The Band opfandt flere slags ny musik, præcis ved at huske på hele traditionen og udforske et weird America, som kom før.
   Sandt nok udførte Dylan et magisk home run på fire album, fra Another Side of Bob Dylan til Blonde on Blonde. Men han nåede også grænserne for den kølige form og det amfetamindrevne persona, der (som han ti år senere siger i sangen til hustruen »Sara« fra Desire) kan huske, hvordan han holdt sig vågen i dagevis »in the Chelsea Hotel, writing ’Sad-Eyed Lady of the Lowlands’ for you.«
    »Sad-Eyed Lady« er måske den tekst, der gør Dylan opmærksom på jonglørmetodens begrænsning. Sangen varer 12 minutter og fylder hele den fjerde side på Blonde on Blonde. Modsat heroinhårdt stof som »Tombstone Blues«, der bare ikke er til at skyde igennem, forsøger teksten at sige noget (s)ærligt - og ender i et overbroderi på linje med automatromanen Tarantula fra samme periode:

With your mercury mouth in the missionary times
And your eyes like smoke and your prayers like rhymes
And your silver cross, and your voice like chimes
Oh, who do they think could bury you? 
(…) 
My warehouse eyes, my Arabian drums
Should I put them by your gate
Or, sad-eyed lady, should I wait?

SÅ efter motorcykelulykken i juli 1966 og den lange tænkepause i Woodstock kommer Dylan ud i en enklere form, med en blødere stemme og en varmere lyd. Teksterne er konkrete iagttagelser eller skillingsviser som titelsangen fra John Wesley Harding (1967) – hvor den apokalyptiske »All Along the Watchtower« kan ses som et sidste signal fra seismografen  – og det for alvor epokale album New Morning (1970).
   I Krøniker skriver han selv om sit opgør med rollen som profet: »Jeg havde meget lidt tilfælles med den generation, jeg skulle være talerør for, og vidste endnu mindre om den. Jeg var rejst fra min hjemby ti år før og var ikke talsmand for andres meninger. Min skæbne ventede længere henne ad vejen, og det ville vise sig, hvad livet gemte på, men det havde ikke noget at gøre med at repræsentere en kultur. Det drejede sig kun om at være sand imod sig selv. Jeg var mere cowboy end rottefængeren fra Hameln.«

DE nye sange er ikke forkromede kviksølvsmaskiner i den hyperelektriske signaturstil. Et biografisk jeg stikker hovedet frem, og på Planet Waves (1974) kan der pludselig være en sang, som husker de unge år i Duluth, Minnesota:
   
Thought I’d shaken the wonder and the phantoms of my youth
Rainy days on the Great Lakes, walking the hills of old Duluth
There was me and Danny Lopez, cold eyes, black night, and then there was Ruth
Something there is about you that brings back a long-forgotten truth.

Vist er der opportunisme i ordværket. Enten hedder pigen Ruth, fordi det rimer på Duluth, eller også husker Dylan sin tid som Robert Zimmerman, fordi bynavnet rimer på pigen, som han og Danny Lopez hang ud med. Men tvivler man på, at Dylan kan skrive, skal man læse beskrivelsen af »Det tabte land« i Krøniker. Al digterens tale om vinter og jern – koncentreret i »Cold Irons Bound« fra Time Out of Mind (1997) – giver fuldkommen mening i Minnesota.
   Dylan tog også hjem til Minneapolis for at færdiggøre Blood on the Tracks, da det tidløse skilsmissealbum skulle ud. Når bibelske storme raser hos Dylan – og det gør de konstant i 70ernes mytologiske westernunivers (»I came in from the wilderness, a creature void of form/ Come in, she said, I’ll give you/ Shelter from the storm«)  er det ud af dette vejr, som de vokser:
   »Tyve graders frost om vinteren,og en ti grader koldere kuldefaktor var det almindelige, og om foråret tøede det og banede vejen for dampende varme somre – skarp sol og varmt vejr med temperaturer til op over femogtredive grader. Om sommeren var der myg, der kunne gnave sig igennem ens støvler,  om vinteren snestorme hvor man kunne dø af kulde.«



  
DYLAN har perioder som en Picasso. Den forkomne, fortrolige fase strækker sig langt ind i 70erne og kulminerer med hovedværkerne Planet Waves og Blood on the Tracks. Der var ægte hits (»You Angel You« og »On a Night Like This«) og to bannersange (»Forever Young« og »Never Say Goodbye«) på Planet Waves, men især er »Dirge« (dvs. »klagesang«) et stærkt udkast til arien »Idiot Wind« fra Blood on the Tracks:
   
There are those who worship loneliness, I’m not one of them
In this age of fiberglass I’m searching for a gem
The crystal ball up on the wall hasn’t shown me nothing yet
I’ve paid the price of solitude, but at last I’m out of debt.

Der er tre lyriske discipliner, hvor den modne Dylan har udmærket sig. For det første har han skrevet kærlighedssange, som er bemærkelsesværdige, fordi de husker forelskelsens mørke bagside. De sange gør Time Out of Mind (1997) til et af de store album. Opturen er uforglemmeligt skildret i »Make You Feel My Love«, afmagten mindst lige så livagtigt beskrevet i »Love Sick«:
   
I’m walking, through streets that are dead
Walking, walking with you in my head
My feet are so tired, my brain is so wired
And the clouds are weeping 
(…)
I’m sick of love . . . but I’m in the thick of it
This kind of love . . . I’m so sick of it.

MIN egen favorit er et deep cut fra Street-Legal (1978), som sjældent er med på de gængse spillelister. Men »Where are You Tonight? (Journey through Dark Heat)« kan holde til 100+ gennemlytninger. Der er et slæbende tog og to kvindestemmer i mixet. Det handler om at være kommet så langt og nået så vidt mod al mulig modstand og dårlige odds, men hvad er det hele så egentlig værd, når »du« ikke er er der for enden af rejsen:

There’s a long distance train rolling thorugh the rain
Tears on the letter I write
There’s a woman I long to touch and I miss her so much
But she’s drifting like a satellite...



DER er lange fortællende sange, som skifter farve, form og perspektiv, mens et filmisk forløb vokser frem. Dylan har aldrig overgået, hvad han gjorde på Blood on the Tracks, men med årene bliver erfaringsstoffet enklere (mere Carver end Kerouac). Det er så let at lytte til sangen om Dylan, der taler kunst med en skotsk servitrice i 20 minutter på »Highlands« fra Time Out of Mind.
   Han har mestret broadside-formen, det vil sige den narrative ballade, som tangerer en gammeldags skillingsvise. Det er den, han har brugt, når han vil »protestere« eller pege på en specifik uretfærdighed. Det handler som regel om justitsmord og skueprocesser: »Joey« og »Hurricane« fra Desire (1976), »George Jackson« fra New Morning-tiden.
   Mest misforstået er den kristne periode 1979-81, hvor Dylan var et veritabelt powerhouse af gospelrock. Sange som »Gotta Serve Somebody« (fra Slow Train Coming), »Saving Grace« (fra Saved) og »The Groom’s Still Waiting at the Altar« er mere end genrestykker. Shot of Love (1981) er et meget undervurderet album, hvor salmen »Every Grain of Sand« står side om side – og hører sammen – med en lovsang til den profane Lenny Bruce:
   
I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of sand.

Der er stadig mindre befærdede egne på Infidels (»Jokerman«) og Empire Burlesque (»Tight Connection to My Heart«) fra de tynde 80ere. Dylan har på 30 år kun skrevet to åbenlyst politiske sange. »Political World« (fra Oh Mercy) og »Workingman’s Blues #2« fra Modern Times er til gengæld mere end iscenesatte kronikker.



ENDELIG: Hvad blev der af det hele? Dylan valgte at stå af profetkarussellen og leve som rugbrødsmusiker. The Never Ending Tour begyndte i 1988 og har ført ham til de mest ydmyge spillesteder, fra bingohallen i Bismarck til Boksen i Holstebro. Han spiller hver aften, øver aldrig, giver det et skud og er god eller dårlig. Men frem for alt er han stadig i gang:
   
So now I’m goin’ back again
I got to get to her somehow
All the people we used to know
They’re an illusion to me now
Some are mathematicians
Some are carpenters’ wives
Don’t know how it all got started
I don’t know what they’re doin’ with their lives
But me, I’m still on the road
Headin’ for another joint
We always did feel the same
We just saw it from a different point of view
Tangled up in blue.





*) De fleste sagde fra i 2017, da albummet Triplicate ristede 30 kastanjer fra Den Store Amerikanske Sangbog. Det er dog både ømt og nænsomt at høre Dylan dække vejrbidte evergreens som 'September of My Years', 'Stormy Weather', 'As Time Goes By' og 'Stardust'. Triplicate er tematisk opdelt i 3 x 10 gode titler: ''Til the Sun Goes Down', 'Devil Dolls' og 'Comin' Home Late'. Den gamle sangers svar på den unge mands Self-Portrait.    

**) Bob Dylan: Krøniker Bind 1. Oversat efter »Chronicles Vol. 1« af Claus Bech. 282 s. Gyldendal, 2004. p. 281

Bob Dylan: The Lyrics 1962-2012. Teksterne. 688 s. Gyldendal.

Gyldendal har givet de samlede tekster et dansk titelblad. Ellers er bogen på engelsk. Vil man gå all in, anbefales luksusudgaven som Simon and Schuster udgav i 2014: 960 sider i LP-format med noter og kommentarer ved Christopher Ricks og Lisa og Julie Nemrow. Mit eksemplar vejer seks kilo.








En kort version af teksten stod - med rubrikken 'En sort kraveknap' - i Weekendavisen Bøger 30.12.2016 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar