Translate

søndag den 8. marts 2020

The Hours (2002) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag]



AT VÆLGE LIVET
En fremragende litterær filmatisering 

Af BO GREEN JENSEN

TRE tider og tre kvindeliv flettes sammen i The Hours. Meget må derfor forklares, og allerede titelsekvensen i Stephen Daldrys film efter Michael Cunninghams roman er spækket med informationer. I 1941 anbringer forfatteren Virginia Woolf to breve på kaminhylden og går ned til floden i Sussex for at tage sit liv. Det ene brev er stilet til søsteren Vanessa Bell. Det andet er til ægtemanden Leonard og begynder, som i virkeligheden:
   »Kæreste. Jeg er sikker på, at jeg er ved at blive gal igen. Jeg føler at vi ikke vil kunne gennemleve sådan en frygtelig tid en gang til. Og denne gang kommer jeg mig ikke. Jeg begynder at høre stemmer, og jeg kan ikke koncentrere mig. Så jeg gør det jeg finder bedst at gøre. Du har givet mig den størst mulige lykke. Du har på alle måder været alt hvad nogen kunne være for mig. Jeg tror ikke to mennesker kunne have været lykkeligere.«*


  
LEONARD Woolf citerer brevet i sine erindringer. Det slutter, som i filmen: »Jeg kan ikke kæmpe mere. Jeg ved at jeg ødelægger dit liv, at du kunne arbejde uden mig. Og det ved jeg du vil. Som du ser, kan jeg ikke engang skrive dette her rigtigt. Jeg kan ikke læse. Jeg vil gerne sige, at jeg skylder dig al mit livs lykke. Du har været uendelig tålmodig med mig og utrolig god. Jeg vil gerne sige, det – alle ved det. Hvis nogen kunne have reddet mig, ville det have været dig. Alt har forladt mig undtagen visheden om din godhed. Jeg kan ikke mere blive ved med at ødelægge dit liv. Jeg tror ikke, to mennesker kunne have været lykkeligere end vi har været. V.«**
   I filmen finder Leonard brevet og løber efter sin kone. Så klippes der til en anden tid og de øvrige historier. To timer senere, da filmen vender tilbage til sit udgangspunkt, og vandet endelig lukker sig over Virginias hoved sammen med tiden, er det hverken Woolfs brev eller Cunninghams bog som citeres. Manuskriptforfatteren David Hare har for egen regning forstærket pointen: »Altid årene imellem os – altid kærligheden, altid timerne«.



DE tre liv belyser og tager farve efter hinanden. I 1923, 18 år før selvmordet, arbejder Virginia (Nicole Kidman) på romanen Mrs. Dalloway i det påtvungne eksil i Richmond. Leonard (Stephen Dillane) er bekymret og irriterende formynderisk i sin omsorg. Virginia føler sig kontrolleret og begrænset. Kun oppe i sit eget værelse kan hun sidde med romanen, ryge en intens cigaret og komme til live til kunstner. Senere ankommer søsteren Vanessa (Miranda Richardson) med sin datter og de store sønner. Den ene, Quentin Bell, skrev siden mosterens biografi, men ved tebordet fniser han sammen med broderen, da tante Virginia igen bliver fjern.


   
ROMANENS første sætning lyder: »Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne.« Den læser Laura Brown (Julianne Moore) netop i bogen, hun begynder på om morgenen i Los Angeles. Året er 1951, og Laura er ved at gå til i rutinen med Dan (John C. Reilly), der elsker hende ud over alle grænser og drømte om hende under hele Stillehavskrigen. Til tider bliver hun også næsten kvalt i sønnen Richards hengivenhed. »Hvad er det du vil?« spørger hun ham. Men verden er fuld af sol, den lille bungalow slutter tæt og Dan kom trods alt hjem fra krigen. Han har fødselsdag og fortjener »alt det her«, betror hun veninden Kitty (Toni Collette) som kigger forbi samme eftermiddag.
   Laura kan ikke sætte fingeren på, hvad der er galt. Der er dette hul i midten af hendes tilværelse og følelsen af at drukne. Hun sætter sønnen af hos babysitteren og siger, at hun skal til frisøren. Så tager hun ind på et hotel med Mrs. Dalloway og sine pilleglas i tasken. Hun har tænkt sig at lade vandet komme. Hun har tænkt sig at dø på hotellet.

   

»MRS. Dalloway said she would buy the flowers herself,« er også den første sætning, som falder forlagsredaktøren Clarissa Vaughan (Meryl Streep) ind, da hun har fået øjne i lejligheden på Manhattan i New York. Året er 2001, og Woolfs bog har altid haft en særlig betydning for Clarissa. For det første deler hun fornavn med Mrs. Dalloway. For det andet har også hun et neurotisk behov for at arrangere selskaber. Hun er god til at dække over stilheden. Digteren Richard (Ed Harris), som hun var kæreste med en enkelt sommer for mange år siden, kalder hende stadig »Mrs. Dalloway«.
   Clarissa er lesbisk og har i ti år levet sammen med Sally (Allison Janney), der betegnende nok har overnattet i byen. Også Richard foretrak sit eget køn, og Clarissa har husket at invitere Louis (Jeff Daniels) til selskabet, hun vil holde for Richard samme aften. Richard skal modtage en pris for sit livsværk, digtene såvel som romanen, alle siger er svær at få hul på. Richard er også HIV-positiv og holder sig kun i live for Clarissas skyld. »Men det er det folk gør, Richard, de holder sig i live for hinandens skyld,« siger Clarissa.
   Er det rigtigt, og er det rigtigt at gøre sådan? spørger The Hours. Og hvorfor er lykken så svær at holde fast på?  Virginia holder sig i live for Leonards skyld, men er kun helt sig selv, når hun skriver. Richard hader sit liv og er aldrig kommet over måden, som Laura forlod ham på, da han var dreng i Los Angeles og hun kaldte ham »my little guy«. Men Laura valgte livet, da hun gik. Det samme gør Clarissa, da hun kysser Sally samme aften. Kun digterne dør uden at tage hensyn.



DET er en formidabel film, som David Hare og Stephen Daldry har filtret fri af Michael Cunninghams roman. Denne er skrevet ovenpå Mrs. Dalloway og med Virginia Woolfs impressionistiske bevidsthedsstrømme, selve synenergien af lys, puls og timer i baghovedet. Også Richards roman, The Oneness of Time, er skrevet med en ambition om at holde øjeblikkets væsen fast. Han føler selv, at forsøget er mislykket. Kun Virginia ved, at kunsten lykkedes for hende. Det var livet, hun ikke duede til.
   



PÅ centrale steder i filmen er anbragt fire grænseoverskridende kys, som i et evigt nu ophæver styrkeforholdet i relationerne, de udspringer af. I 1923 kysser Virginia sin søster på munden for at aftvinge Vanessa noget mere end en høflig reaktion. I 1951 kysser Laura Kitty på munden, da veninden skal opereres for livmoderkræft. Det er det mest erotiske kys og det som står længst i stilheden. I 2001 kysser Richard Clarissa, i trods såvel som accept af sin skæbne. Endelig kysser Clarissa partneren Sally i en gestus som besegler deres år og deres timer sammen.
   Virginia og Richard tager en slags afsked med deres kys. Clarissa vælger livet og kærligheden. Hun er sikkert den af karaktererne, som de fleste føler sig tættest på. Laura går fra sin mand, sin nyfødte datter og sønnen Richard, der vokser op og bliver Clarissas Richard. »Så det er altså uhyret,« hvisker Clarissas datter Julia (Claire Danes), da Laura ringer på i New York for at være med til at begrave sin søn. Hun koncentrerer filmens morale. »Det var døden,« siger hun om sin ægteskab og børnene. »Jeg valgte livet.«




TIDEN løber som vand i The Hours. Det samme gør Philip Glass’ musik, der er filmens eneste svaghed. Ikke at hans score er dårligt. De tonale trappestiger bliver imidlertid anmassende, når Daldry igen og igen lader dem vokse og dominere de enkelte scener så stærkt. »Filmen afviste gængs musik,« sagde Daldry, da han præsenterede The Hours på Berlin Festivalen. For ham var Glass’ musik med til at føje tiderne sammen og hjælpe os til at opfatte alle lagene af tid som én tid, vand man står og ser ned igennem, al tid og alt liv i drift på én gang.
   Virginia Woolf var inde på noget lignende, da hun i 1929 formulerede følgende i sin dagbog: »Men angående denne bog... Hvordan skal jeg begynde? Og hvad skal den blive til? Jeg føler ingen stærk impuls, ingen feber, kun en stor belastning af vanskeligheder. Hvorfor da skrive den? Hvorfor skrive overhovedet? Hver morgen skriver jeg en lille skitse for at more mig selv. Jeg siger ikke, må jeg lige sige, at disse skitser har nogen betydning. Alligevel kunne det måske gøres på den måde. Et sind som reflekterer. Måske er det øer af lys – øer i strømmen, jeg prøver at udtrykke, måske livet selv som bliver ved.«***


THE Hours er ikke som sådan en film om Virginia Woolf eller det at være kunstner. Den er en tillidserklæring til livet, men også en erkendelse af sorgen. Ingen af de fire valg er så enkle som de tager sig ud, men alle er tapre og ægte. Det samme er Daldrys film, som får meget foræret af spillerne, Kidman, Moore og Streep især. Mere problematisk er Ed Harris, der eksponerer som om han stod på en scene, mens kvinderne arbejder nede i nuancerne.
   Sin primære styrke har filmen dog i formen, den strukturelle konsekvens og tilliden som den viser sit publikum. Få forlader biografen uden at have sat sig i kvindernes sted, i det mindste for en tid og på prøve. Ingen er uberørt efter The Hours.


*) Michael Cunningham: Timerne. Oversat efter 'The Hours' (1998) af Pia Juul. Gyldendal, 2000, pp. 9-10. 







**) Leonard Woolf: Virginia. Erindringer. Oversat af Nina Lautrop-Larsen. Rosinante, 1991, p. 280. Udvalget er en stærkt forkortet og redigeret udgave af bind III-V (Beginning Again, Downhill All the Way, The Journal Not the Arrival Matters) i The Autobiography of Leonard Woolf (1960-69). De første to bind hedder Sowing og Growing. Leonard Woolfs selvbiografi er værd at læse, også for andet end beskrivelser af Virginia. Fra 1904-11 fungerede han som embedsmand i Sri Lanka - dengang kronkolonien Ceylon - og endte som administrator for distriktet Hambantota. Han kom hjem på orlov og giftede sig med Virginia Stephen i 1912. Det er i denne periode, at hans spor løber sammen med den canadisk-tamilske Ondaatje-familie. Michael Ondaatje - forfatter til bl.a. Den engelske patient - har skrevet om forbindelsen i Running in the Family. Michaels storebror, Christopher Ondaatje, følger Leonards spor i Sri Lanka i Woolf in Ceylon (2005). Leonard Woolf blev 88 år. Han døde i London i 1969. 


***) Optegnelsen er dateret tirsdag den 28. maj, 1929. Citeret efter Virginia Woolf: A Writer's Diary. Being Extracts from the Diary of Virginia Woolf. Edited by Leonard Woolf. Triad/ Panther Books 1978. p. 141.










The Hours. Instr.: Stephen Daldry. Manus: David Hare. Foto: Seamus McGarvey. 115 min. USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003



Teksten stod i Weekendavisen Kultur 28.02.2003

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar