Translate

fredag den 13. marts 2020

Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]


ET MODERNE HELVEDESBILLEDE
Panikken eskalerer i virusfilmen Contagion

Af BO GREEN JENSEN

DET er i disse år vejret og økønomien, som fylder mest i tidens mareridt, når der ikke er en konkret krig eller terrorkampagne at være bange for. Kemi i maden og dårligt vand er også placeret på listen, og mens man i sidste århundrede nærede frygt for et atomart ragnarok, er det udsivningen fra forvitrende strukturer, der gør os bange. Vi er i meget høj grad blevet en tid, der lever med affaldet efter en anden.
   Én faktor kan dog fortrænge alle de øvrige kilder til frygt, når den viser sit hæslige ansigt. Det er angsten for epidemien, der ikke lader sig standse, en aggressivt muterende virus, der breder sig hurtigt og dræber i flæng. Navnet Ebola udløser koldsved, og når akronymer som SARS og BSE bliver gangbare, er verden skræmt fra vid og sans.
   I 1347 døde en tredjedel af Europas befolkning. Man sagde, at pesten smittede gennem lyset. Erindringen sidder fast i systemet.


   
MAN er gudskelov sluppet med skrækken hver gang. Hverken fugleinfluenza (H5N1) eller svineinfluenza (H1N1) blev de ødelæggende pandemier, nogle forskere havde talt om. Så en Ulven Kommer-stemning har bredt sig. Som en læge siger i Contagion: Der er ingen grund til at holde øjne med fugleinfluenza. Det vil dyrene selv sørge for.
   Ud af det blå – til og med fra Wuhan i Kinas mørke indre – kommer så coronavirus (COVID-19). Der er al den sædvanlige skepsis og tøven. Hovedrystende modreaktioner. Et ubehag ved at give pøbelen ret. Men drengen har virkelig set ulven komme. Landsbyens indbyggere prøver at indhente tiden, der gik med at slå det hen. De løber for at nå det. Vi løber for at nå det. Og kommer forhåbentlig ikke for sent.


STEVEN Soderbergh skaber i Contagion (2011) et faktuelt baseret og ganske detaljeret billede af, hvordan scenariet kunne forløbe. Smittevej, inkubationstid og udbrud kortlægges, mens forskere og myndigheder arbejder på at udvikle en vaccine og håndtere det eskalerende kaos. Der er i og for sig ingen skurke, kun bureaukrater som blokerer for logistikken og naturligt panikslagne mennesker.



EN håndfuld narrative tråde skaber dramatiske identifikationspunkter. En kvinde fra Minneapolis kommer i berøring med smittekilden i Hong Kong, er sin ægtemand utro på vej hjem og dør meget voldsomt efter to dage. Det samme gør hendes søn, men manden er immun. Forskere leder efter en vaccine, mens FN sender en læge til Minnesota, hvor det første udbrud finder sted. I Kina tages en kvindelig læge som gidsel af mænd, der vil sikre, at deres børn får vaccinen.



DE mindste hensyn spiller ind i historien, som bliver en stadig mere grum fortælling om undtagelsestilstand, plyndringer og massegrave. En ny slags joker i spillet er journalisten, som taler alle instanser imod på sin blog og har sin egen dagsorden. Den valgte form er en blanding af katastrofefilm og thriller. Nederst i billedet tælles der frem: Dag 3, Dag 7, Dag 140. Først til allersidst vises Dag 1.


ÆSTETISK er filmen på linje med Traffic (2000), Soderberghs panoramiske skildring af narkoens vej til det amerikanske marked. I Contagion spilles de mange små roller af navne som Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Kate Winslet, Jennifer Ehle, Laurence Fishburn, Marion Cotillard og Jude Law. Stjernerne er ikke kun til pynt. Man kan bedre følge et ansigt, man kender, når det moderne helvedesbillede syder og flimrer.
   Contagion drives af de samme mekanismer, som gør zombiefilm til livagtige fabler. Den er mindre grum end Wolfgang Petersens Outbreak (1995), som var hårdkogt og dystopisk.
   Man ser Soderberghs film som en besværgende gestus. Sæt pris på livet, som det er. Er man panisk disponeret, skal man vælge noget andet. Pesten breder sig stadig med lyset. Dybest set kan man kun krydse fingre.


Contagion. Instr. og foto: Steven Soderbergh. Manus: Scott Z. Burns. 107 min. USA-Arabiske Emirater 2011. Dansk premiere: 03.11.2011


Foto: Warner Bros./ SF Studios
Hovedparten af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.11.2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar