Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2014) [Sequels nr. 6]

DET ELEGANTE DUSIN
Kupgenren lever og ånder igen

Af BO GREEN JENSEN

DER er sjældent meget at komme efter i den slags sequels, fortsættelser eller såkaldte opfølgere, som udelukkende bliver produceret, fordi førsteudgaven var en succes.

   Af samme grund kan filmene let overraske. Man venter sig så lidt, at det man får fylder en masse. Måske kan de ovenikøbet tage fusen på én helt og aldeles. Det er lige ved at ske i Steven Soderberghs elegante og velskabte Ocean’s Twelve, der begynder hvor Ocean's Eleven gav slip tre år før.

   Etteren var en opportunistisk genindspilning af Lewis Milestones rat pack-extravaganza fra 1960, et selvironisk genrestykke med bl.a. Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford som elegante barlus, der begår et opfindsomt casinokup.

   Soderbergh havde ajourført typerne, stilen og charmen, men der var ikke kommet mere dybde i historien, snarere tværtimod. Den gamle film, som i DK hed Elleve i Las Vegas, var opdateret i et pedantisk 1:1-forhold. George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle overtog efter croonerne, mens Julia Roberts havde arvet Angie Dickinsons funktion som »The Girl«, rosen i mændenes våben.

   Det var inspireret casting i en kunstgenstand, som levede af sine finesser. Selve kuppet tangerede det elementære. Cirka samtidig var der premiere på Hans Fabian Wullenwebers børnefilm Klatretøsen (2002), som bygger på en lignende præmis og kulminerer i en hæsblæsende gocartjagt. De amerikanske mænd måtte ned i en skakt for at trænge ind til den skat, som var plottets MacGuffin, dvs. genstanden alle begærer. De danske børn skulle op i et tårn. Man var faktisk mere spændt på, hvordan det gik i Klatretøsen.

TOEREN har spillet sine kort og er tilbage i udgangspositionen, med alle mand i stilling og et underforstået krav om at matche etterens omsætning, der nåede astronomiske højder. Operationen lykkes forbavsende godt. Oceans folk har indrettet sig på forskellig vis. Nogle driver for vinden. Nogle har prøvet at tilpasse sig en respektabel tilværelse. Det gælder for eksempel Ocean selv, som nu er gift med Tess og ved at etablere sig i Connecticut. Parret skal netop fejre deres tre års bryllupsdag for anden gang, da Terry Benedict (Andy Garcia) indfinder sig.

   Det gør han i prologen hos samtlige 11 medlemmer. Det var Benedicts penge, som blev stjålet i Ocean’s Eleven. I Ocean’s Twelve har en fransk mestertyv, Francois »Night Fox« Latour, af uigennemskuelige grunde sat ham på sporet af Ocean og involveret Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), som Rusty Ryan (Brad Pitt) har en hed fortid med. For plottets skyld har holdet 14 dage til at rejse 160 mio. dollars. På bundlinjen gælder det om at afgøre, hvem der er tyvenes konge, Ocean eller Latour, nu hvor den enigmatiske »La Marque« ikke længere praktiserer.

EFTER et forspil i Amsterdam kommer slaget til at stå i Rom. Et fabergé-æg i strudsestørrelse skal fjernes fra et svært bevogtet museum. Udførelsen er atter en ordinær affære, et påskud for de raffinerede udenværker. De stærkeste kupfilm i nyere tid er begge genindspilninger, John McTiernans The Thomas Crown Affair (1999) og F. Gary Grays The Italian Job (2003), effektivt genbrug af planer fra en tid, hvor filmskaberne og deres publikum havde tålmodighed med detaljerigdommen. Skønt Ocean-serien er i slægt med de nævnte – den er kemisk renset for vold og effekter og lever alene på charme og plot points – gør den indforståede humor det svært at realisere en egentlig kompleksitet.

TIL gengæld giver det større felt af spillere både dybde i historien og relativ spænding om udfaldet. Vincent Cassel er indforskrevet som »The Night Fox«, men det er en sjældent uimodståelig Catharine Zeta-Jones, der driver plottet ud i alle hjørnerne. Hun markerer sig faktisk så stærkt i historien, at virkningen er begrænset, da Julia Roberts som Tess må tage flyet til Rom og redde det elegante dusin.

   Graden af indforståethed kræver, at tilskueren er i humør og spiller med. Her bliver det naturlige påskud, at Tess Ocean udgiver sig for Julia Roberts. Det siger sig selv, at hun ligner ret godt, men en ukrediteret Bruce Willis forplumrer det hele, da han gennemskuer metabedraget.

   At listen med credits end ikke nævner Willis og Albert Finney, som til slut dukker op i en vigtig lille rolle, er en markering af projektets olympisk høje cigarføring. Også Ocean’s Twelve har en diskret duft af Topkapi, Rififi og Mission Impossible, men historiens overskud kan skyldes, at den bygger på et originalt manuskript, George Nolfis Honor among Thieves, som først hen ad vejen blev tilpasset Soderberghs koncept.

GEORGE Clooney svæver atter over vandene som indbegrebet af maskulin elegance. På et tidspunkt bliver han fornærmet, da holdet diskuterer, om han ligner en mand på 50. Faktisk var Clooney kun 43, da filmen blev optaget, men man vedtager, at det gør han. Ikke mindst en moden tilskuer vil sætte pris på de mange nostalgiske krøller og fif i et stilfuldt og gennemført genrestykke, som aldrig ryster det mindste på hånden.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001). 

Ocean’s Twelve. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: George Nolfi. Foto: Chris Connier. 125 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.12.2004.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films III/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2004