Translate

tirsdag den 4. februar 2020

Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]



CHINATOWN REVISITED
Jake Nicholson instruerer selv fortsættelsen

VI skriver 1948. Stedet er stadig Los Angeles, og der er gået ti år, siden den fandenivoldske privatopdager Jake Gittes – Jack Nicholson i en af sin karrieres mest gavmilde glansroller – stak næsen for langt frem, fik den skåret op med en springkniv af Roman Polanski og blev forvandlet fra sulten kyniker til såret elsker gennem sin kærlighed til Faye Dunaway.
   Plottet i den genreskabende Chinatown (1974) var labyrintisk, uigennemskueligt og faktisk ganske realistisk i sin sindige kredsen om økonomiske kræfter, vandforsyning, frugtavlere og jordbesiddere i den ur-kapitalistiske showcase, som var Californien i sin vorden.
   John Hustons perverse edderkop af et frådende magtmenneske havde ikke alene bedrevet blodskam med Dunaways karakter. Han havde også fostret en datter, som han forsøgte at tage fra hende, måske for at begå endnu mere blodskam. I Noah Cross havde filmen en superskurk, hvis dekadente uhyrlighed gik over selv Nicholsons forstand og tolerancetærskel.



FØR det afsluttende skudopgør på åben gade lovede Gittes den døende Dunaway at tage sig af datteren Katherine, hvis han kunne. Men Chinatown var en film for voksne. Uhyrerne vandt, og hun forsvandt et sted i uvisheden. Den første Jake havde løst gåden, knækket mysteriet, tabt sit hjerte og vundet en pyrrhussejr. Forget it, Jake. It's Chinatown. Der var ikke ét gran af glæde i den slutning.



DET er værd at repetere intrigen, for hvis The Two Jakes har en indbygget svaghed, er det dens betragtelige grad af indforståethed. Filmen må virke gådefuld og ufremkommelig for de få biografgængere, som ikke har set Chinatown. Til gengæld har manuskriptforfatteren Robert Towne (f. 1934), en af Hollywoods mest solide håndværkere, virkelig gjort sig umage med portrættet af den modne Jake Gittes ti år efter tragedien.
   Townes’ interesse for bysamfundet Los Angeles’ vækst og misvækst i mellemkrigstiden stikker dybere end til det sædvanlige påskud for et plot. I begge film tager han udgangspunkt i autentiske sager og skildrer, hvor giftig og beskidt en forretningsgang kan blive, når et samfund har brug for vand og energi.
   Towne, der i 1988 iscenesatte sit eget manuskript til thrilleren Tequila Sunrise, skulle selv have instrueret dette flagskib blandt sequels. Så kom han op at skændes med filmens stjerne. Nicholson fik sin vilje og overtog selv instruktørstolen. Han har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er længe siden, man har haft det så godt med at se en film, som både er en sequel, altså en fortsættelse, og en genrefilm med avancerede fyrværkerieffekter.
   


JAKE Gittes er blevet rig, mæt og rund i sit væsen. Han specialiserer sig stadig i de utroskabssager, som ingen – mindst af alle Philip Marlowe og de øvrige private eyes, som figuren baserer sig på – ellers ville røre ved.
   Forretningen går strygende. Jake har personlig parkering foran sin private kontorbygning. Han har adskillige ansatte, skilt over døren, dyrker sin golf lidenskabeligt og bor i en overdådig art deco-lejlighed, der som resten af de fotogene periodedetaljer er en fryd for både betragterens øje og Vilmos Zsigmonds kamera.*
   Jake er tilfreds og har grund til at være det. Eneste irritationsmoment er de periodiske rystelser, der minder alle menneskene i Los Angeles om, at de lever på kanten af et jordskælv.


EN dag tager han sig imidlertid af en utroskabssag for den anden Jake, byggematadoren Jake Berman (ukuelige Harvey Keitel), hvis kone ligger i med hans bedste ven og kompagnon. Så eksploderer fortiden i Jakes ansigt. Han hvirvles ind i en sag om byggegrunde, gas og olie i undergrunden, forbyttede identiteter og mord camoufleret som drab i affekt.



HVEM Kitty Berman (en lovlig nuttet og nymfeagtig Meg Tilly) egentlig er, går ret hurtigt op for tilskueren, men man hænger til det sidste på i den gotisk indviklede historie, der fører tilbage til nøglesteder og bipersoner fra Chinatown, mens opklaringen slentrer af sted efter samme halvvejs tilfældige retningslinier som i Farvel, min elskede og Det lange farvel.
   The Two Jakes er overhovedet på ambitionsniveau med sidstnævnte bittersøde Chandler-arbejde. Filmen vil både være genrestykke og passionsdrama. Den kommer snublende nær på at lykkes, og Nicholson selv er en fornøjelse fra først til sidst, da han råber til Meg Tilly, at fortiden aldrig holder op.

*) Jack Nicholsons The Two Jakes blev indspillet 25 år efter Roman Polanskis Chinatown og havde premiere for 30 år siden. I mellemtiden har den naturligvis fået sin egen nostalgiske nimbus og periodepatina. For eksempel giver det et stik i hjertet at se, hvordan Tom Waits og Rubén Blades, begge bedre kendt som sanger-sangskrivere i 1990, gør sig stor umage i meget små roller, og det er gribende at høre Van Dyke Parks' score, der bestræber sig på at glatte alle excentriske rynker ud og levere en pastiche på sen-80ernes forestilling om detektivkontorer og røgfuld natklubjazz. Parks medvirker selv  i en lille rolle.
   Det samme gør danskeren Pia Grønning (f.1949), som Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Statler & Waldorf, giver følgende skudsmål i Drømmen om Hollywood: Danske filmfolk gennem tiderne (2017): "Pludselig dukkede hun op i en lille rolle som lægen dr. Elsa Branchauer i The Two Jakes  (...) Inden da have Pia Grønning faktisk medvirket i et par film i Skandinavien. I Danmark blev hun hurtigt slået ihjel i Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974), men hun havde en hovedrolle som Cecil i Knud Leif Thomsens Hosekræmmeren (1971). Filmene har dog lignet en tilfældighed i et liv, hvor den tidligere Miss Aalborg oftest har ernæret sig som fotomodel eller indretningsarkitekt." 




The Two Jakes. Instr.: Jack Nicholson. Manus: Robert Towne. Foto: Vilgos Zsigmond. 137 min. USA 1991. Dansk premiere: 29.11.1991




Foto: 88 Productions/ Paramount
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.1991

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar