Translate

lørdag den 13. november 2021

Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]


HELLIG RØG
Kultbevidsthed og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN stiller særlige krav til en ny film af Jane Campion (f. 1954). Det gælder nu – i 2021, hvor The Power of the Dog, en episk anlagt western, får premiere – som i 1999, da Holy Smoke! var instruktørens første samtidsfilm efter to pristine historiske stykker.
   Den newzealandsk fødte filmskaber, som stadig bor og arbejder i Australien, markerede allerede med Sweetie (1989), at hun ville noget særligt og tog sit håndværk lige så alvorligt, som det snart efter fremstod i An Angel at My Table (1990), Campions indfølte filmatisering af Janet Frames erindringsbøger, der blev hendes internationale gennembrud.
   Alle Campions arbejder er radikale forsøg på at analysere og meditere over magtforholdet mellem kønnene. Det gælder uanset, om hun gransker Holly Hunters tavshed i The Piano (1993) eller konfronterer Nicole Kidman med essensen af skræmmende hvidhed i Henry James-filmatiseringen The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Hos Campion bliver der ikke genfortalt. Her får selve kønnet stemme og taler.

   

CAMPIONS film ligner ikke andre politisk funderede arbejder af feministiske instruktører. For det første falder hun sjældent for fristelsen til at docere og moralisere. For det andet udtrykker hun sig konsekvent i visuelle metaforer og synes ude af stand til at skabe billeder, der ikke forfører øjet og får sanserne til at begære. Ofte virker det, som siges under billederne, at være klogere og skarpere end de replikker som karaktererne udveksler foran kameraet.
   Efter den tilsigtede klaustrofobi i Portræt af en kvinde vender Campion i Holy Smoke! tilbage i fabulerende og frapperende form. Det gør hun på triumferende vis, skønt flere psykologiske stereotypier er påfaldende karikerede.
   Hun har skrevet manuskriptet sammen med søsteren Anne, og parret har moret sig med at sætte alle komiske sejl til i skildringen af gennemsnitsfamilien, som ikke har fantasi til at forestille sig andre måder at leve på end den surrealistiske småborgerlighed, de selv praktiserer og kalder en tilværelse. Alligevel er især mændene i den australske familie svære at tage alvorligt i længden.



PÅ en rejse i Indien bliver Ruth (Kate Winslet) ramt i sit inderste væsen af guruen Chidaatma Baba, som fordrer betingelsesløs kærlighed. I en af filmens korte drømmesekvenser, fantastiske indstik der imiterer den polerede stil fra hinduistiske helgenbilleder, træder et tredje øje frem i hendes pande. Det stråler og drejer. Vi ser, at det ser.
   Ruth bliver i Indien. Veninden tager hjem og fortæller hendes familie om sekten, der tog deres datter. Moderen tager til Indien og lokker datteren hjem, hvor den amerikanske »exiting expert« PJ Waters (Harvey Keitel) skal »afkode« Ruths bevidsthed.



FILMENS hjerte ligger i den australske ørken, hvor Ruth og Waters tilbringer tre intense døgn i en hytte, mens nuancerne i deres forhold til stadighed skifter væsen. Eksorcisten må erkende, at kvinden på 19 år er hans jævnbyrdige, og at rutinen ikke hjælper ham hér.
   Ruths svigerinde kaster sig i grams for amerikaneren, der ved ankomsten er en tilknappet type i cowboystøvler og pressede jeans. Megen situationskomik afvikles, men i centrum sidder en magisk scene, hvor den nøgne Winslet på én gang bryder sammen og retter sin seksualitet mod Keitel som et våben.
   Fra da af behersker hun situationen. Den amerikanske cowboy ender som en både absurd og afsindig pilgrim, der iført make-up og rød kjole kravler rundt på hænder og knæ i ødemarken. I en sidste ironisk åbenbaring ser han Winslet som en indisk gudinde med seks arme og uudgrundeligt smil.


FILMEN tager aldrig definitivt stilling til de hallucinationer og epifanier, som Ruth og Waters er alene om at få, fordi de kan åbne og bevæge sig på en måde, som de øvrige karakter enten har glemt eller slet ikke kender.
   Et bånd med rædselshistorier om kultiske mord og selvmord fra Charles Manson til Heaven’s Gate afspilles. Endelig ankommer Waters’ veninde i skikkelse af Pam Grier og trækker ham tilbage til virkeligheden. Trods alt bliver en hverdag indført til slut. Trods alt var miraklerne nok hellig røg.


KATE Winslet er formidabel som Ruth, indbegrebet af alt som er frugtbart. Keitel stiller som altid op til hvad som helst med en mine af stoisk beredvillighed. Campion er en af de få filmskabere, der har set (og forløst) noget mere end Scorseseanske Little Italy-reminiscenser i den amerikanske karakterskuespiller, som med årene blev en næsten kontrært uforstyrrelig type-til-leje.
   To Neil Diamond-sange – »Holly Holy« og »I Am I Said« – stjæler lydbilledet fra Angelo Badalamentis stemningsmusik, og den blå ørkenhimmel udgør en perfekt kontrast til udvekslingen af seksuelle energier, som til stadighed finder sted.
   Holy Smoke! handler om at bryde kontrol ned og give sig hen. Filmen nyder selv at slippe taget, og derfor tilgiver man den nogle urimeligheder, som ville have kæntret et ringere værk.


Holy Smoke! Instr.: Jane Campion. Manus: Anna Campion & Jane Campion. Foto: Dion Beebe. 115 min. Australien-USA 1999. Dansk premiere: 17.12.1999.


Fotos: India Take One Productions/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play og iTunes
Anmeldelsen blev lagt på filmsitet Scope i august 2000

1 kommentar:

  1. Casino Royale
    You can play the casino games goyangfc for free at https://septcasino.com/review/merit-casino/ Casino Royale with no registration jancasino.com required. This online https://vannienailor4166blog.blogspot.com/ casino is known for 바카라사이트 free slot games,  Rating: 4.5 · ‎6 votes

    SvarSlet