IND TIL BENET
En moderne myte af første karat
Af BO GREEN JENSEN
I dag er Ozarks stadig en verden for sig, et sted man forbinder med white trash, bluegrass og moonshine. Her arbejdede destillerierne på højtryk i Forbudstiden. Klicheerne om djærv fattigdom er forstærket i popkultur som L’il Abner og Beverly Hillbillies. Her spilles den smukkeste folkemusik. Klaus Kludder kom fra The Ozarks. Skovene synger som Emmylou Harris.
Det er sådan et sted, hvor man ikke må standse, hvis motoren strejker midt i en gyser. Her er levende vandrehistorier om kannibalisme og indavl. Fejder florerer i generationer. Traditionelt har hjemmebrændt whisky gjort sit til at holde velfærden nede, men i de seneste årtier er fremstillingen af methylamfetamin – meth crystal – blevet bjergenes bærende sorte erhverv.
ALLE bruger det. Mange er afhængige. Stadig flere er uden arbejde og fremtid. »These are people so alienated from American Culture that it’s like a parallel universe,« skriver John Williams i Back to the Badlands (2006), hvor han interviewer bl.a. Daniel Woodrell, forfatteren til bogen bag Debra Graniks anden spillefilm, Winter’s Bone.*
På en måde holdt 1930ernes krise aldrig helt op i Missouri. Det er randområdernes indbegreb, som stadig lever i USA, indkapslet i en lang række myter, men først og fremmest fastlåst i sin aktuelle virkelighed. Som solen skolder i brødrene Coens No Country for Old Men, skærer kulden ind til benet i Debra Graniks Winter’s Bone.
I denne barske verden bliver man tidligt eller aldrig voksen. Ree Dolly hører afgjort til i den første kategori. Jessup, hendes meth-kogende far, sidder enten i fængsel eller driver sin forretning. Rees mor har tjekket ud mentalt og må plejes som et spædbarn. Teenagepigen får dog hverdagen til at hænge sammen og fungerer som en mor for de små søskende, som hun følger i skole og steger egernkød til.
FILMEN finder Ree på et tidspunkt, da hendes far har været væk meget længe. En emsig sherif banker på og fortæller, at huset vil blive beslaglagt, hvis Jessup udebliver fra sin retssag. Han brugte huset som garanti for sin kaution, da han blev løsladt. Ree går da fra dør til dør og spørger efter sin far. Hun møder en mur af udeltagende ansigter, uansat om hun opsøger matriarken Merab (Dale Dickey) eller banker på hos onkel Teardrop (John Hawkes).
Ree holder fast i, at blod og slægt må betyde et eller andet. Hendes onkel forklarer, at det har sine grunde, når ingen vil sige, hvad der blev af Jessup Dolly. I flertal har familien ingen medlidenhed med Ree og hendes søskende, men i ental kommer de med mad, tilbyder at tage sig af de små og truer Ree mellem linierne. Der er noget, hendes far har gjort, og nu har han fået sin straf. Man forstår dog Rees dilemma, både i Dolly-klanen og den rivaliserende Langan-familie. Så pigen bliver hjulpet til at bevise, at Jessup virkelig er død.
DET er mere spændende, end man skulle tro, og det er rystende smukt på uventede steder. Ganske som skønheden i det tørre, præcise vinterlandskab. Børnene leger, så godt de nu kan, og Ree betragter dem med ægte omsorg og kærlighed. Alle truer pigen med det værste, men samtidig vokser respekten for hendes udholdenhed.
Der synes ikke at være håb for menneskene i Ozarks overhovedet. Den sidste rest af godhed er fjernet ved misbrug og forbrydelse. Alligevel drives skyggerne tilbage, da Ree insisterer med uskyld og livskraft. Især for Teardrop bliver niecens problem en mulighed for soning og ny selvrespekt.
REE står fast hele vejen, men leger samtidig med tanken om at melde sig til militæret, gøre tjeneste i Irak eller Afghanistan og på den måde undslippe trøstesløsheden. Efter bjergscenernes sydstatsgotik er dét nok den mest hjerteskærende scene. Den udspiller sig i et butikscenter. Da Ree skal fortælle hverveofficeren om sin situation, forstår hun for alvor, hvor udsigtsløs den er.
Lokalsamfundet lukker sig for at afvise myndighedernes interesse. Klanerne Dolly og Langan vil bilægge striden og kæmpe for slægternes ret til at dø i fredløs tarvelighed. De kan dog stadig spille »The Missouri Waltz«, så englene måber af ren ærefrygt. Kun fordi Teardrop griber ind i 11. time, slipper Ree med livet i behold.
Imens er det vinter, så knoglerne knager. Imens er Ozarks stedet, hvor en død mands afskårne hænder kan løse problemer og rette balancen.
FILMEN er forankret i Ree Dollys karakter, som Jennifer Lawrence (f. 1990) fremstiller med fuldkommen indlevelse. Man taler ofte om en skuespillers »præstation«, hvilket giver forstyrrende associationer til turneringer inden for sport eller sang. Betegnelsen kan dog være på sin plads i forbindelse med Hollywood-produktioner, hvor en velbetalt stjerne anstrenger sig for at spille fattig eller almindelig.
Man ser Julia Roberts skrue sig op til rollen som Erin Brochovich; man ser George Clooney skifte væsen for at illudere træt lejemorder i The American. Det er lydefrit håndværk, men man glemmer ikke et øjeblik, at man betragter en stjerne i arbejde. Lawrences karakter er noget andet. Hun spiller ikke Ree Dolly. Hun er. Hawkes er lige så velvalgt som Teardrop. Man tænker dog, om rollen først blev tilbudt Levon Helm.
FORLÆGGET er en roman af Daniel Woodrell (f. 1953), som selv er bosat i Missouri. Han har før brugt sin hjemstavn som baggrund for en række krimier om detektiven Rene Shade. På dansk foreligger Muscle for the Wing (1988, da. Shade tager affære) og The Death of Sweet Mister (2001, da. Lille mands død), som falder uden for Shade-serien. Woe to Live On (1987), en roman fra borgerkrigstiden, blev filmatiseret af Ang Lee som Ride with the Devil (1999).
Woodrell betragtes som ophavsmand til undergenren country noir og har i årtier været nævnt som den næste store ting inden for beskidt realisme i ånden fra Raymond Carver, Cormac McCarthy og Richard Ford. Han sammenlignes med James Lee Burke og tæller Dennis Lehane, blue collar-forfatteren fra Boston, blandt sine fans.
Debra Granik læste manuskriptet, før bogen udkom i 2006. Woodrell syntes om hendes debutfilm, Down to the Bone (2004), og tog aktivt del i forproduktionen af Winter’s Bone. Blandt andet hjalp han med at formidle kontakt til lokale kunstnere, musikere og historikere. Det er klart, at det skærper troværdighedspræget, men faktisk er netop lokalkoloritten noget af det, som filmen er tæt på at overdosere.
WINTER'S Bone var på alle kritiske hitlister over årets ti bedste film. Den fik flere hundrede festivalpriser efter premieren i Sundance i januar 2010. Jeg så den første gang i Reykjavik og må indrømme, at jeg ikke umiddelbart gik i bro af begejstring. Jeg havde svært ved at se, hvad man skulle med historien, og jeg syntes også, at folkloren truede i de musikalske afsnit.
Det sidste forbehold gælder stadig. I John Boormans klassiske filmatisering af James Dickeys Deliverance (1972, da. Udflugt med døden) bliver begyndelsens »Duellin’ Banjos« et forvarsel om, hvad der venter længere oppe ad floden. I brødrene Coens O Brother, Where art Thou? (2000) fungerer de klassiske hillbillysange som et kor, der kommenterer historien, og sekvenserne med Alison Krauss er integreret i helheden. I Winter’s Bone er musikken primært køn fernis.
DET er så også den eneste fejl. Filmen er mange forskellige ting på én gang. En aktuel sædeskildring med tidløse skygger, en detektivhistorie som banker på hos forskellige skæbner og sætter en 17-årig pige i Philip Marlowes sted. Ree er en madonna fra Missouri, kompromisløs som Jeanne d’Arc, evig som Antigone, tragisk loyal som Cordelia i King Lear.
Granik vil dokumentere miljøet uden at angle eller sentimentalisere. Dét lykkes. Winter’s Bone bliver en lille fortælling om nåde og en moderne myte af første karat.
Daniel Woodrell: Winter's Bone. 194 s. Little, Brown 2006.
Fotos: Anonymous Content/ Miracle Film Distribution/ CiuneMaterial/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime og Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar